Miss depressed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2014
  • Opdateret: 21 jan. 2014
  • Status: Igang
Jeg er bange, bange fra at blive dømt og set ned på - men vil du have noget du aldrig har haft, må du gøre noget du aldrig har gjort, og det er det jeg gør. Jeg vil overskride en masse grænser. Det vil blive hårdt, men jeg er sikker på det er det værd. At udvikle sig, og tage chancer er en del af at skrive. Med hånden på hjertet, lover jeg at være ærlig igennem hele fortællingen. Jeg vil have jer til at indse, at I ikke er alene - jeg vil have jer til at forstå, og derfor deltager jeg i denne konkurrence med min egen psykiske sygdom.

215Likes
176Kommentarer
6785Visninger
AA

6. Sidste kapitel.

Jeg tror ikke, at folk ved at det at være deprimeret ikke bare er at være ked af det over en ting. Det er en lang liste, der gør du føler hvad du føler. Du kan ikke bare "stoppe med det" for det går så dybt ind i sjælen, og du kan ikke bare lade være med at føle som du gør. Folk vælger ikke at have det sådan her. Nogengange er det hårdt at huske hvordan det er ikke at have en depression. Jeg kan fx slet ikke huske hvordan det føltes. Så please, lad være med at være så arrogant overfor folk der er deprimeret. Folk som dig forstår ikke altid hvordan det er. Det er mere end en ting, der har gjort dem til det de er. Det er det samme med psykiske syge mennesker. Der er en grund til de er som de er.  Det er måske sjovt at en 50-årige dame snakker som en baby, eller at den "underlige" dreng fra din skole altid søger væk fra de "usynlige" ting der angriber ham. Der er altid en grund til at folk reagerer som de gør, og i dette tilfælde gør de det, fordi deres tanker skræmmer dem - fordi der er en ting der har gjort dem til det de er.

Igennem mit liv har jeg lært så utrolig meget. Jeg har haft det svært, og jeg har været igennem meget, men jeg fortryder det ikke.  Selvfølgelig ville jeg elske at kunne huske ting fra min barndom, eller fra fortiden - men det kan jeg ikke. Alle de ting jeg har skrevet ned fra min barndom, er hvad jeg har fået at vide.

Jeg har ubevidst lukket af for min barndom, og kommer det til mig igen, det ved jeg ikke.

Folk vil nok tænke; hvorfor ville du ikke ønske at du har været glad i stedet for deprimeret? At være deprimeret betyder jo ikke, at du ikke kan grine af jokes, eller smile over noget sjovt Det betyder ikke at man ikke kan feste, eller gå i biografen, eller at man ikke kan have en kæreste, fordi man måske ikke elsker sig selv. Sådan er det ikke, og det  er det rigtig mange tager fejl af.

Fordi man er deprimeret betyder det ikke, at man hele tiden græder. Jeg kan sagtens komme på tider, hvor jeg har haft en virkelig god dag, eller hvor jeg måske har gået glad i seng. Jeg har da også utrolig gode minder, men inde bag alt det, der ser jeg også bare en lille pige sidde med armene om sig selv, for at føle sig en smule tryg - og det er netop det der er så tricky.

Mange deprimeret mennesker, viser ikke at de er deprimeret. Nogen gange er det de sjoveste mennesker, som lider. Jeg kan tage mig selv som et eksempel. Ligesom folk ikke kan lade en se en nøgen, kan jeg ikke vise jeg er ked af det. Jeg har en facade som jeg har kæmpet i flere år for at holde oppe, og nu er jeg kommet til et punkt, hvor den bare er der.

Jeg viser ikke mine følelser, for det er en af de ting jeg ikke bryder mig om. Jeg ved, at der er andre der har det ligesom mig. Nogen vil ikke vise deres følelser, fordi de føler sig svage, når de allerede græder hver aften. Andre vil bare ikke have medlidenhed, og så er der mig. Det ligger til mig, ligesom at gå med tøj.

Ligesom at jeg kan være nøgen når jeg skal i bad, så kan jeg også tabe min facade når alt går galt. Sådan er det, men det er netop det der er så svært at se igennem.

Kigger du nogensinde på en person fra din klasse, og tænker, at den person kan have det forfærdeligt? Måske have selvmordstanker, eller skade sig selv? Jeg har. Jeg gør det ofte, og selvom jeg ved det måske er sådan, så kan jeg bare ikke forestille mig det - for folk viser det ikke.

Derfor, hvis du ikke har nogen grund til at behandle andre ordentligt, så har du hvert fald en nu.

Folk kan rende rundt med selvmodstanker, og du kan, med en led bemærkning, være grunden til at folk tager det sidste skridt væk. Så vær venlig overfor alle du møder, for du ved ikke hvilket kampe de er i gang med at bekæmpe.

Det er det samme med selvskadning. Hvis det var for opmærksomhed, så ville de gøre det foran dit ansigt. Så ser du en med ar på armen, så lad være med at spørg højt "skær du i dig selv?" Du har ingen ide om hvilken kamp personen kæmper for at stoppe.

For tro mig. Jeg kender det smil. Jeg ved hvordan det føles at skrive "jeg har det fint," når nogen spørger hvordan du har det. Det er ikke engang fordi du har det godt, men du er blevet så vant til at sige det. Du tænker ikke længere over det. Du ligger ikke engang mærke til spørgsmålet. Du svarer det du plejer - det du har øvet - præcis ligesom det smukke smil du bærer rundt på.

Det ødelægger dig at lyve overfor dem du elsker. Det er så hårdt at fortælle dem at alt er i den skønneste orden, men det er endnu hårdere at fortælle dem sandheden. Du vil ikke være i den situation. Du kan ikke klare den medlidenhed du får, men du bliver nødt til at tro mig, når jeg siger til dig, at du ikke er alene. Jeg er her for dig. Jeg forstår det du ser hver aften i spejlet. Du kender ikke spejlbilledet længere. Det er ligesom med det smil du har haft på i flere år, for at lade andre tro du har det fint. Men det har svigtet dig. Kun lige for et øjeblik, da du så dig i spejlet og en fremmede smilede tilbage. Du troede et øjeblik at du kan være glad, men så stopper det, og dit hjerte begynder at gøre ondt. Din krop begynder at ryste, og dine tårer begynder.. og alle dine minder er tilbage.

Du er ikke okay. Du er ikke glad. Du er ødelagt indeni, og ingen kan se det. Du føler du er alene og alle har givet op på dig. Men du må tro mig. Du er ikke alene. Jeg er her. Jeg er her og jeg holder dig i hånden. Jeg aer din ryg mens du græder ud ved min skylder. Selv hvis du ikke kan se eller høre mig, så er jeg her, og jeg går ingen stedet.. for jeg ved hvordan det føltes at vil smide alt væk og sige "fuck det".

Jeg ved hvordan det føltes at tænke "jeg er ikke det værd. Ingen bekymre sig om mig, og alle forlader mig. Så nu er det min tur. Jeg vil være den person der går denne gang. Jeg vil forlade dem, såret og alene."  Men søde, du er så meget værd. Dit liv er betydningsfyld for mig. Selv hvis vi aldrig snakker, og selvom jeg ikke kender dit navn, så er jeg her for dig, og jeg bekymrer mig om dig. Jeg vil ikke have du går nogen steder hen. Måske er jeg din bedste veninde, måske er jeg din mor. Måske er jeg din søster, eller din far som aldrig er hjemme. Jeg holder af dig, og jeg vil ikke have du går nogen steder. Jeg ved det er hårdt, men kæmp videre. Gør det for mig. Gør det for alle dem der aldrig har fortalt de elsker dig. Jeg er så ked af at du bliver nødt til at have det falske smil på hver dag, men vær stærk. Kæmp, hold ud til den næste dag. Det er en ny dag, en ny begyndelse. Du kan godt. Jeg ved du kan.

Jeg klarede det. Jeg ved du også kan. Det gælder om at være stærk. Selvom du ikke har lyst til at stå op om morgenen, og selvom du måske tror alt vil være bedre når du er væk, så bliv her. Du står ikke alene, og det kommer du ikke til. Det er tankerne der overtager når du tænker det, og du må kæmpe imod dem. Du må ikke lade dem komme igennem. De skal ikke nå ind til dig.

Du fortjener et godt liv. Ingen havde fortalt mig hvor svært det blev at komme igennem det - men det er det værd. Det lover jeg dig.

Jeg var sikker på, at jeg aldrig ville nå at blive 18 år, og se mig nu. Jeg bliver 18 år om to måneder. Jeg kom igennem det. Jeg har stadig mine nedture, men jeg har klaret mig.

Nogen vil sige, at jeg ikke har klaret det, når jeg stadig er på mine piller - men det kommer jeg til at være de  næste mange år, hvis ikke resten af mit liv. Men at klare sig betyder ikke at være væk fra alt det dårlige, men at du kan kæmpe dig videre efter hver nedtur du har.

Tænk fremad. Hvor fedt ville det ikke kunne være at sige til dine børn; "Jeg kæmpede mig igennem mine selvmordstanker. Jeg lever stadig, og du kan gøre det samme!"

Jeg ved ikke med jer, men jeg er stolt af mig selv. Jeg var sikker på der ikke var noget lys for enden af tunnelen, men det er der, og jeg har nået det.

Dit liv kan ikke være en evig optur. Du må bide i det sure æble af og til. Det kan godt være dit liv føltes forfærdelig af og til, men det er så der jeg er her for dig.

Du må aldrig give op på dig selv. Vær stolt af dig selv. Vær stolt af hvert enkelt ar du har. Du skal ikke være flov. Det er din tatovering. Det er din historie, vær stolt af den. Der er en grund til du går igennem det du gør. Det kan du måske ikke se lige nu, men tro mig, der er en grund til alt.

Du har en skytsengel med dig. Ligegyldig hvor langt nede du er, så har du altid nogen omkring dig.

Tro på mig når jeg siger, at du godt kan vinde over din psykiske sygdom. Om det er anoreksi, skizofreni eller depression. Du kan godt, og jeg vil hjælpe dig igennem det hele, hvis det er det du har brug for.

Bare fordi du får diagnosen "psykisk sygdom," må du aldrig lade den titel trække dig ned. Kæmp imod den. Kæmp imod alle dem der ikke troede du ville komme ud af den. Vis folk, at du er stærkere end stemmen i hovedet - for det er du, det ved jeg du er.

Vær ikke bange for at prøve noget nyt, som kan hjælpe dig - men husk det vigtigste; hjælp dig selv, åben op. Du er ikke alene.

Jeg håber I har fået en forståelse af hvad depression er, og hvor hårdt den kan ramme en. Det har været så grænseoverskridende for mig at deltage i denne konkurrence. Jeg har tænkt meget over det, og snakket med nogle stykker om det her - for hvis jeg går hen og vinder, så kommer min klasse måske til at læse om det, hvilket vil være et stort stort skridt for mig, eftersom det først er for nylig, at jeg kom ud med at jeg skriver på Movellas.

 Jeg har længe gerne ville dele min historie med folk, og ikke for at få medlidenhed, men for at vise folk, at man godt kan komme igennem psykiske sygdomme. Mange tænker måske, at jeg ikke har været langt nok nede, siden jeg kunne komme videre - men jeg har været så langt nede, at jeg var sikker på, at jeg ikke kunne komme op igen. Blandt andet med bulimi, depression og angst.

Jeg vil gerne vise folk, at der er håb, og at jeg er der for jer. Derfor håber jeg virkelig, at den her historie på en eller anden måde har gjort et indtryk på jer. Det er jo let for folk, at skrive en historie og fortælle der er håb, men hvis de ikke selv har prøvet det, er det jo lettere skrevet end gjort. Så jeg valgte at bruge mig selv i denne historie, eftersom jeg har gået igennem en masse ting, som kun har gjort mig stærkere.

Selvfølgelig har jeg stadigvæk mine svagheder. Jeg fylder 18 om lidt, men jeg føler mig stadig som en pige på 14 år, fordi jeg aldrig fik lært mig selv at kende, da jeg var omkring de 14 år. Jeg er stadig lige så afhængig af min mor, som et barn er. 

Jeg er i gang med at indhente det der er gået tabt, fra da det var værst. Jeg er i gang med at styrke mig selv, og det har I været fantastiske til at hjælpe med. 

Igennem historien, har jeg lagt meget vægt på, at mine forældre ikke har været der for mig, men jeg har heller ikke selv givet dem lov. Men jeg elsker dem. Jeg elske dem så forfærdelig højt for alt de har gjort for mig. 

De ved alt der forgår i mit liv nu. De er her for mig, og selvom det af og til kan være træls, at de hele tiden "er her," så vil jeg ikke ønske mig noget andet - for var det ikke for dem og jer, så havde jeg nok ikke været her. Det kan man sagtens slynge ud, men med hånden på hjertet, så mener jeg det.

Det var min historie om at gå igennem depression, angst og halv spiseforstyrrelse. Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke er ude i det længere. Jeg har stadig depression, og stadig angst, men jeg arbejder stærkt på det - og jeg kommer igen.

Alt hvad den stemme har ødelagt, alt hvad depressionen har gjort ved mig, det var spildt arbejde fra dens side af - for jeg er her stadig, og jeg er her med en ny styrke - en styrke jeg er klar til at dele med andre. 

Husk det altid - jeg er her for dig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...