Miss depressed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2014
  • Opdateret: 21 jan. 2014
  • Status: Igang
Jeg er bange, bange fra at blive dømt og set ned på - men vil du have noget du aldrig har haft, må du gøre noget du aldrig har gjort, og det er det jeg gør. Jeg vil overskride en masse grænser. Det vil blive hårdt, men jeg er sikker på det er det værd. At udvikle sig, og tage chancer er en del af at skrive. Med hånden på hjertet, lover jeg at være ærlig igennem hele fortællingen. Jeg vil have jer til at indse, at I ikke er alene - jeg vil have jer til at forstå, og derfor deltager jeg i denne konkurrence med min egen psykiske sygdom.

215Likes
176Kommentarer
6823Visninger
AA

5. Kapitel 5.

I starten af august 2012, begyndte det langsomt at gå ned af bakken for mig igen. Vinteren begyndte langsomt, og mit humør faldt.

Jeg græd uafbrudt, og sårene på lårene blev værre og værre - men denne gang holdt jeg det for mig selv. Jeg var slet ikke kommet et skridt videre. Jeg stod hvor jeg blev forladt af lægerne, og jeg følte mig svigtet.

Jeg ville ikke have det sådan her igen. Smerten indeni gjorde ondt, og stemmen blev værre end den nogensinde havde været. Jeg gjorde alt for at skade mig selv. Jeg kradsede i mine arme, skar mig i lårene, trak min mave ind, så det gav et stød igennem hele min krop. Jeg tog fat i det elastik om mit håndled, hev ud i det og slap det igen. Alt hvad jeg kunne gøre, for at få smerten indeni væk.

Min veninde, som også havde det svært, var ikke længere min veninde. Efter hun havde trådt på mig, svigtet mig og forladt mig, så havde jeg droppet hende. Hun påstod jeg aldrig havde hjulpet hende. Det var altid hende det handlede om. Hun ville ikke høre om mine problemer. Hun sagde direkte til mig, at hun ikke kunne være venner med mig, hvis jeg fortalte om mine problemer - så dum som jeg var, sagde jeg at jeg bare lyttede til hendes så.

Men det blev for meget. Normalt, på dette tidspunkt, ville jeg have bebrejdet hende for at jeg har det som jeg har det i dag - men det var ikke længere hendes skyld. Måske var vores venskab et skub i denne retning - måske var det vores venskab der startede det, men det var ikke det længere.

For vi var ikke venner længere, jeg tænkte ikke på hende - men jeg havde det stadigvæk forfærdeligt.

Jeg stod alene. Jeg havde brugt nok af mine forældres tid på at køre frem og tilbage til Århus, og jeg havde brugt nok af mine veninders tid. Jeg kunne ikke udsætte dem for det en gang mere, så jeg stod alene med det.

Jeg brugte ikke GoSuperModel længere, og selv hvis jeg gjorde, så ville jeg heller ikke tilbyde dem det endnu en gang.

Jeg følte mig så unormal - så dum. Jeg følte mig som et problembarn. Mine forældre havde haft nok problemer med mine søskende - de behøvede ikke at have mig hængende også.

Da jeg gik hos psykolog, havde jeg lovet hende, at jeg ville bestå 9. klasse - mest for min egen skyld. Hvis jeg ikke bestod 9. klasse, hvad skulle jeg så gøre?

Jeg kæmpede mig i skole om morgenen, selvom jeg mest af alt, havde lyst til at blive liggende. Hvis jeg stod ud af sengen, så betød det også at jeg skulle kæmpe mig igennem hverdagen igen - og det var hårdt. Det brugte alt min energi.

I stedet for blev jeg hjemme, og skrev eller læste. Jeg var blevet besat af det. Det var mit eneste pusterum, for når jeg var der i den verden, så var jeg glad. Så var jeg i sikkerhed for mine egne tanker.

Jeg læste utallige fantasy bøger, for livet i de bøger var bare nemmere. Selvom de havde et svært liv, så havde de alt hvad jeg ønskede. Jeg ønskede at føle mig normal, selv hvis jeg ikke var normal. Jeg ville passe ind, og jeg ville have den kærlighed, som der var i bogen.

Jeg blev også rigtig glad for at skrive. Jeg var medlem af en side, hvor man kunne skrive en masse historie på, movellas, så det gik jeg i gang med. Jeg brugte flere timer om dagen på at skrive - for det var mit pusterum. Det var det eneste tidspunkt hvor jeg var mig selv.

Heldigt for mig, var der folk der læste mine ting, skrev kommentar til dem, og gjorde mig glad. Mange vil ikke kunne forstå, at jeg fik den følelse ved at læse eller skrive - men det er præcis den samme følelse I får når I laver noget I elsker, som at spille fodbold, eller håndbold - eller ridning.

Nå, men den måned gik. November blev ikke min måned. Jeg kunne ikke blive ved med at holde mig selv oppe. Stemmen blev værre og værre, og min selvskadning var blevet for meget.

Jeg kunne ikke gå til nogen. Jeg følte mig så ensom og alene, og det var som om stemmen inden i vidste det. Den fik endnu mere magt over mig, og den brugte det for groft.

En aften blev jeg så ked af det, at jeg ikke ville længere. Stemmen overtog fuldstændig, og det var som om jeg ikke var i min egen krop. Det var som om jeg havde en "out of body" oplevelse.

Nå, men jeg fik sendt en besked til en veninde, som hurtig fik tolket den rigtig. Hun ringede og ringede, men jeg tog den ikke.

Jeg var helt ude af den, og helt sikker på at jeg skulle væk nu. Jeg prøvede at ende det hele, men min veninde fik stoppet mig og jeg blev virkelig virkelig bange for mig selv efter det.

Jeg ville jo ikke væk - og det kunne jeg godt indse bagefter.. men alligevel fortsatte de forsøg 2-3 gange.

Hende veninden jeg havde startet slankekur med og alt det der, skrev til mig i starten af januar 2013. Hun skrev, at hvis jeg ikke tog til lægen og fortalte det her, så ville hun skrive et brev til mine forældre om det. Hun synes jeg havde brug for hjælp, og gjorde jeg ikke selv noget, så gjorde hun.

Jeg blev rasende. Virkelig rasende. Jeg skrev at jeg nok skulle gøre det, og det gjorde jeg. Jeg fik min veninde til at bestille en tid hos lægen, eftersom jeg ikke turde. Mens alt det her havde stået på, havde en angst også sneget sig ind på mig.

Jeg var så usikker på mig selv, at jeg hverken turde at købe mad selv, købe tøj selv eller ringe til fremmede mennesker. Derfor hjalp min veninde mig.

Den tid hos lægen hjalp bare ikke. Hun havde send en besked til mine forældre, men jeg fik dem hurtigt slettet fra deres facebook.

Jeg troede alt var okay, for nu tog jeg jo til lægen.

Men det var ikke okay.

Da jeg kom ind til lægen, fortalte jeg, at jeg egentlig ikke helt vidste hvad jeg lavede her, men at jeg var blevet tvunget, fordi en person mente jeg havde brug for hjælp.

Lægen blev ved med at spørge ind til hvad det var, og jeg kunne ikke holde facaden længere. Jeg havde holdt den så længe, og jeg var træt - træt af at kæmpe mod mine egne tanker, og eftersom jeg var så bange for mig selv, fortalte jeg ham det hele.

Jeg fortalte ham om alt, og da jeg var færdig, sagde han at han blev nødt til at ringe til mine forældre. Jeg kan huske jeg brød grædende sammen. Det var netop det jeg ville have undgået ved at tage herind.

Selvom jeg tiggede lægen om at lade være, blev han nødt til det. Jeg var under 18 og til fare for mig selv.

Jeg var så vred på ham da jeg gik ud. Jeg ringede grædende til min veninde, Mirah, som lovede alt nok skulle gå.

Og efter den dag, så gik tingene forfærdelig stærkt.

Mine forældre vidste det med det samme. Min mor havde skrevet en besked til mig om at alt nok skulle gå, og hun glædede sig til jeg kom hjem. Hun blev virkelig bekymret omkring det hele, og eftersom jeg flere gange brød grædende sammen og fortalte jeg ville væk, snakkede vi om at blive indlagt på en afdeling for selvmordstruet - altså den lukkede afdeling. 

Jeg blev så ked af det, for det var lige op til eksaminerne og op til, at jeg skulle på gymnasiet.

Mine forældre og jeg havde begge været hos lægen, som heldigvis havde en anden ide. Han sagde jeg skulle starte hos en psykolog igen og tilbage til Risskov. I starten var jeg meget imod det. Sidst jeg havde været der, havde de ikke gjort noget. De havde ikke gjort andet end at fortælle mig, at alt jeg gik igennem var så forfærdelig normalt for teenagere.

Jeg følte mig så svigtet af dem, men min læge overbeviste mig om at tage derhen igen.

Jeg fik så en tid hos Risskov. Det var 2 gange på 1½ år, og det var nok også det der gjorde at tingene blev taget alvorlige.

Jeg startede med at snakke med en læge derinde, som skulle høre hvad der var sket. Jeg sagde direkte til dem, at de havde svigtet mig sidste gang, og at jeg var usikker på at være herinde. For det var jeg. Hvis det ikke lykkedes dem at hjælpe mig denne gang, så var jeg sikker på, at jeg ikke ville være her om en måned.

Der gik ikke lang tid, før jeg fik en ny læge, som skulle hjælpe mig med at finde ud af hvad jeg fejlede. Hun var rigtig skøn, virkelig hjælpsom, men hun kunne bare ikke rigtig finde ud af om jeg led af depression eller skizofreni.

Jeg fik en tid sammen med hende og overlægen for Psykiatrisk afdeling, og efter det fik jeg stillet diagnosen svær depression og angst.

Jeg følte en lettelse indeni. Jeg vidste hele tiden at jeg ikke var alene om det, men det havde virkelig føltes sådan. Jeg havde følt mig så anderledes, da hun fortalte de ikke kunne finde ud af hvad der var med mig, så for første gang var jeg glad da jeg gik ud fra bygningen.

Jeg kom tilbage for at snakke om medicin. Jeg skulle testes for at få det, og det skete også ret hurtigt. Jeg fik nogle antidepressiv piller, som endte med ikke at virke. Derefter fik jeg nogle nye piller, som heller ikke virkede. Vi satte dosen op på dem, og på trods af bivirkningerne var forfærdelige, så hjalp de.

Men det var kun et stykke tid.

Længe havde jeg haft soveproblemer - og her snakker vi omkring et år inden det her. Jeg plejede først at sove klokken fire, og skulle op i skole igen klokken seks. Det var forfærdelig, men jeg turde ikke sove. Jeg var sikker på, at den stemme indeni, blev til en skikkelse der stod og kiggede på mig om natten.

Jeg følte mig overvåget, og det hjalp pillerne ikke rigtig med. De hjalp på mit humør. Det gjorde mine opture og nedture mere stabile, men det gjorde ingenting med min søvn - udover at forværre dem.

Jeg drømte forfærdelige drømme om natte. Jeg gjorde skade på mig selv i drømmene, og jeg kunne ikke klare en hel dag uden at sove til middag. Det var forfærdelig. Ikke nok med at jeg var så ked af det, så skulle jeg også døje med soveproblemer - og det havde jeg virkelig ikke energi til.

Dog blev mit humør bedre. Jeg var ikke så trist længere, men jeg havde stadig svært ved at få en normal hverdag, eftersom jeg ikke helt kunne klare skolen.

Jeg havde for længst bestået 9. klasse der. Da jeg begyndte på mine antidepressiv piller, var jeg lige begyndt på HF. Jeg havde bivirkninger, så jeg havde meget fravær i starten.

Det var forfærdelig, og jeg var så bange for at det skulle fortsætte. For hvis jeg ikke kom igennem gymnasiet nu, ville jeg så nogensinde komme igennem det?

Nå, men jeg fik så nogle natur sovepiller med hjem, hvilket gjorde at jeg vågnede om natten i stedet for at sove, hvilket jo ikke var meningen. Jeg afleverede dem tilbage, og blev enig med min psykiatrier om at vi skulle prøve at sætte dosen op, for det kunne af og til også godt hjælpe... men da det heller ikke hjalp, var jeg ved at opgive.

November 2013,  havde jeg en tid igen. Jeg var så ked af det, og vidste at hun godt kunne give mig nogle piller mod det. Jeg vidste også godt, at de meget meget sjældent gjorde det, eftersom sovepiller ikke er noget man giver folk, og slet ikke unge under 18.

Jeg kom så derind, og som jeg vidste, ville hun ikke give mig dem. Jeg blev virkelig irriteret og sagde til hende, at jeg hellere ville være på pille resten af mit liv, end at leve med aldrig at kunne lave noget, på grund af søvnmangel.

Hun kunne godt se hvad jeg mente, men eftersom de piller skulle gøre, at man faldt i søvn, og ikke vågnede i løbet af natten, ville hun ikke give mig dem. Men de andre sovepiller, som fik mig til at vågne op natten, skulle jo også få mig til at sove. Så jeg fortalte hende, at det jo kunne være det hjalp, og efter en lang diskussion, fik jeg dem på prøve.

Jeg tog den første om aftenen. Jeg forstod straks hvad hun mente med at unge under 18 ikke skulle have dem, for de var virkelig effektive og stærke.

Jeg begyndte at hallucinere ting, men ikke på nogen negativ måde. Det var ting som at der hang hvidt snor ned af min hånd, eller at der var en hånd der rakte ud efter mig i mørket. Jeg blev også virkelig sløv af dem, og kunne finde på at sige virkelig latterlige sjove ting. Ja, faktisk hvis jeg skulle tjekke noget vigtig om aftenen, så havde jeg glemt det næste morgen, fordi jeg havde været så træt.

Men de hjalp.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...