Miss depressed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2014
  • Opdateret: 21 jan. 2014
  • Status: Igang
Jeg er bange, bange fra at blive dømt og set ned på - men vil du have noget du aldrig har haft, må du gøre noget du aldrig har gjort, og det er det jeg gør. Jeg vil overskride en masse grænser. Det vil blive hårdt, men jeg er sikker på det er det værd. At udvikle sig, og tage chancer er en del af at skrive. Med hånden på hjertet, lover jeg at være ærlig igennem hele fortællingen. Jeg vil have jer til at indse, at I ikke er alene - jeg vil have jer til at forstå, og derfor deltager jeg i denne konkurrence med min egen psykiske sygdom.

215Likes
176Kommentarer
6788Visninger
AA

4. Kapitel 4.

7. klasse gik, og jeg startede i 8 klasse. Jeg havde sagt til mig selv, at jeg skulle ligge alle de mennesker, som havde svigtet mig, bag mig. Jeg var jo startet på en ny skole, så det skulle nok gå.

Hende veninden som jeg var gået på slankekur med, havde tabt sig utrolig meget. Hun skændes med sine forældre hver dag. Hun ringede grædende til mig, og jeg bad hende om at være stærk.

Vi cammede hver evig eneste dag i flere timer. Jeg fortalte hende det med at kaste op, og det begyndte hun også med. Jeg vidste det var dumt at gøre det, men jeg stoppede hende ikke, eller mig selv derimod.

Jeg brugte alt min tid på hende. Hun ringede altid omkring sine problemer. Jeg følte et ansvar for hende, så hvis jeg selv havde et problem, så lagde jeg det til side for hende. Jeg troede jeg gjorde det rigtige. Mine problemer var jo slet ikke så vigtige, vel?

Men det var de. Et menneske har en grænse, men den grænse kendte jeg ikke til dengang.

Den triste følelse jeg havde, blev ved med at være der. Det var normalt for mig at være så trist, og det var blevet normalt for mig at skære i mig selv.

Min veninde var også begyndt. Vi viste det altid til hinanden. Vi blev altid virkelig sure på hinanden, men alligevel blev vi ved og ved. En usynlig konkurrence var startet imellem os.

Jeg begyndte at få nogle stemmer i mit hoved. Det var en stemme, som fortalte mig hvad jeg skulle gøre, og ikke skulle gøre. Den var negativ omkring alt, især mig selv. Den havde en fantastisk tendens til at få mig til at gøre skade på mig selv.

Min veninde fik den også kort tid efter, og igen måtte jeg ligge mine problemer til side for hende. Jeg hjalp hende med kærligheden, udseendet, og selv de små problemer hun formodede at gøre til store.

Jeg fik langsomt sværere og sværere ved selv at holde mine problemer inde. Det gik ud over min skole, og mig selv. Jeg havde også svært ved at lære mig selv at kende - for jeg havde jo ikke tid til mig selv. Jeg havde kun tid til at hjælpe min veninde, så jeg svævede rundt og anede ikke hvem jeg var, hvad jeg skulle og hvorfor tingene gik så skævt for mig.

En dag fortalte hun mig noget, som ændrede mit syn på hende, for altid. Hun fortalte mig, at jeg var hendes forbillede. Hun fortalte mig, at hun så op til mig, at hun ville ligne mig. Men jeg vidste, at det ikke at se op til mig som i udseendet, men mig som i at have det skidt. Hun ville have det værst - og det var der det gik op for mig, at det hele var en konkurrence. Men jeg gjorde ikke så meget i starten.

Tingene blev kun værre. Hun endte i anoreksi, og jeg gjorde intet. Vi cammede stadig hver dag. Det var blevet en vane, men det værste var, at det ikke længere var sjovt. Det var forfærdelig. Vi gjorde skade på os selv foran hinanden - men selvfølgelig så den anden ikke kunne se det. Men vi gjorde det stadigvæk. Jeg var for svag til at stoppe det - og selv da jeg prøvede at stoppe det, virkede det ikke.

Jeg fik det værre og værre. Jeg fik selvmordstanker.  Jeg kradsede og cuttede i mig selv. Jeg kastede op, og jeg blev hjemme fra skole mindst to gange om ugen. Jeg følte mig så nytteløs, og så glemt. Jeg følte ikke der var plads til mig, og hvis der var, så lavede jeg rod i det. 

Jeg hadede mig selv. Jeg havde sår og ar på armene, og selvom jeg væmmes ved dem, så blev jeg ved med at tilføje flere og flere. Jeg ville gerne stoppe, men når jeg fik et sammenbrud, så blev stemmen værre og værre. Jeg kunne ikke stille noget op mod den.

Til sidst blev det for meget. Jeg tog min lærer til side, og snakkede med ham om det. Jeg blev kort efter sendt til en skole psykolog. Vi snakkede mindst en gang om ugen, indtil det langsomt døde hen, fordi jeg påstod det gik bedre.

Det gik desværre bare slet ikke bedre, men jeg fik ikke noget ud af det. Der gik nogle måneder. Jeg havde det forfærdelig. Mine selvmordstanker blev værre og værre, og da hende skole psykologen kaldte mig ind til samtale igen, faldt min facade.

Jeg fortalte hende at jeg kastede op, at min selvskadning var blevet værre, og især om mine selvmordstanker. Hun kunne sagtens høre på det hele, at det slet ikke gik, og at jeg skulle have hjælp med det samme - og det fik jeg.

Hun ringede til min mor med det samme. Hun havde en god psykolog i ærmet, og hende fik hun ringet til.

Jeg startede kort efter hos den psykolog, samt tider hos lægen. Jeg snakkede med ham om hvordan jeg havde det. Han sendte mig videre til sygeplejerskeren, som blev ved med at snakke om det samme. Ingen af tingene hjalp.

Alt blev kun værre.

Jeg fortalte min læge om stemmerne i hovedet, og han blev bekymret. Det var ikke inde for hans speciale. Det var ikke noget han kunne hjælpe mig med, så han ringede til den Psykiatriskafdeling i Risskov.

Normalt plejer der at være ventetid op til et halvt år, men jeg kom ind en måned efter. Jeg gik der, mens jeg gik hos min psykolog, men der skete ikke rigtig noget.

Vi kørte frem og tilbage til Århus hele tiden. Jeg kunne ikke lade være med at føle jeg brugte mine forældres tid - især når samtalerne slet ikke hjalp.

De blev ved med at stille spørgsmål til min fortid. De prøvede at finde kernen i at jeg var så ked af det som jeg var, og i at stemmen var i mit hoved. Jeg fortalte dem det hele - alt hvad I har læst indtil nu.

Jeg fortalte om mine forældre og min søster, om skolen, svigt - det hele. De fortalte mig, at jeg følte mig svigtet af mine forældre - at min søster havde taget alt opmærksomheden fra mig. De havde ret, men det var ikke noget jeg havde lagt mærke til før. Jeg kunne ikke selv finde frem til det - for jeg var jo sikker på, at jeg havde gjort det rigtige ved at trække mig fra mine forældre, så de kunne koncentrerer mig om min søster.

Problemet var bare, at jeg ikke havde følt efter. Jeg havde skubbet alle følelser til side, og det var derfor det var for meget for mig nu.

Jeg var rasende på min søster for at stjæle mine forældre fra mig. Hun gjorde det hele tiden, selv da hun ikke blev mobbet længere. Hun gjorde alt for at få opmærksomhed. Hvis der ikke var et problem, så skulle hun nok sørge for at der kom et. Der skete mange ting med hende, som jeg ikke har fortalt jer - men det er hendes historie, ikke min - dog påvirkede det mig mere end det burde. 

Jeg bebrejdede mine forældre, og min søster, hvilket jeg også fik skyldfølelse for at gøre. Jeg havde jo ingen grund til at være sur? Min søster havde det værre end mig, og de skulle jo hjælpe hende. Så det var en ond cirkel jeg var havnet i, og det var lægerne også enige i - så det var den jeg skulle have opløst. Derfor sendte de mig ud af Risskov. Jeg fortsatte hos min psykolog for at få den her cirkel brudt, men der skete ingenting.

Jeg troede det hele gik godt. Jeg stoppede hos min psykolog.

Om jeg havde skubbet problemerne så godt væk, at jeg ikke kunne mærke dem, eller om jeg rent faktisk havde det godt, det vidste jeg ikke dengang - men nu kan jeg sidde og se tilbage på det hele med en klump i halsen.

Hvis bare jeg vidste hvad der ville ske de næste par år. Hvis bare jeg vidste hvad jeg ville ende i, så havde jeg nok ikke kæmpet med at få min facade frem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...