Miss depressed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2014
  • Opdateret: 21 jan. 2014
  • Status: Igang
Jeg er bange, bange fra at blive dømt og set ned på - men vil du have noget du aldrig har haft, må du gøre noget du aldrig har gjort, og det er det jeg gør. Jeg vil overskride en masse grænser. Det vil blive hårdt, men jeg er sikker på det er det værd. At udvikle sig, og tage chancer er en del af at skrive. Med hånden på hjertet, lover jeg at være ærlig igennem hele fortællingen. Jeg vil have jer til at indse, at I ikke er alene - jeg vil have jer til at forstå, og derfor deltager jeg i denne konkurrence med min egen psykiske sygdom.

215Likes
176Kommentarer
6819Visninger
AA

3. Kapitel 3.

Tingene gik bedre derhjemme. Min søster havde fået det bedre, efter at hun havde flyttet skole, men der var stadig en masse ting i vejen.

Jeg havde lukket mig inde i mig selv. Jeg havde ikke brug for hjælp, for den fik jeg jo på nettet.

I slutningen af 6. klasse og starten på 7. klasse, mødet jeg en pige på GoSuperModel, som havde det virkelig svært. Da jeg startede med at skrive med hende, havde hun selvmordstanker. Som jeg skrev tidligere, elskede jeg at hjælpe folk, og hun var ikke en undtagelse. Selvom hun havde problemer, var hun rigtig sød, og vi udviklede hurtigt et venskab.

Jeg fik hende ud af hendes selvmordstanker, men kun for at starte en masse andre tanker i hendes hoved.

Vi startede en slankekur sammen, men i stedet for en sund en, blev det til en "spis så lidt du kan, og tab dig," slankekur. Dengang så jeg ikke noget galt i det. Jeg ville bare gerne tabe mig, og være tilfreds med mig selv - og det samme ville hun.

Problemet var bare, at hendes mor var meget efter hende med at spise, og dum som jeg var, fik jeg hende til at svare sin mor igen, så hun til sidst fik sin vilje og ikke spiste noget som helst.

Jeg var stolt af hende. Jeg bakkede hende op, for jeg gjorde jo det samme.

Jeg tabte mig meget hurtigt 7 kilo, hvilket jeg var meget stolt af. Jeg fortalte mine forældre det, men det var en helt anden reaktion, end hvad jeg havde forventet. De blev sure. Min mor blev stiktosset og truede med at ringe til min lærer, for at  få dem til at tvinge mig til at spise i skolen, så hurtig stoppede jeg med det - dog varede det ikke ret længe.

Min veninde tabte sig mere og mere, og jeg var misundelig. Jeg bestemte mig for ikke at fortælle mine forældre om min slankekur, men fordi de holdt øje med om jeg spiste, blev jeg nødt til det. Dog løste det ingenting, for det endte med jeg gik ud på toilettet, gik i bad og kastede min mad op.

Jeg vidste godt det var dumt, men jeg kunne ikke lade være. Jeg ville også gøre min veninde stolt, ligesom jeg var stolt af hende.

Sådan fortsatte det. Jeg blev besat af at tælle kalorier. Jeg spiste en yoghurt, med 123 kalorier i, til frokost. Spiste jeg mere end det, så skulle jeg have det op. Jeg måtte godt spise aftensmad, men det skulle være meget lidt.

Jeg kunne finde på at spørge min veninde, om 2 kartofler og et stykke kylling var meget til aftensmad, og selvom hun sagde nej, kunne jeg begynde at græde over jeg følte mig tyk.

Det var så ufattelig hårdt. Min veninde tabte sig med det samme, mens jeg blev nødt til at kaste min mad op. Det var ikke fair.

Jeg begyndte at blive usikker på mig selv. Var der noget galt med mig? Hvorfor tabte jeg mig ikke? Hvorfor lagde ingen mærke til det? Stod det så slemt til med mig?

Det hele startede en dag i en matematik time. Min lærer bad mig komme op til tavlen, men jeg turde ikke. Det var ikke spor svært, men jeg kunne ikke få mig selv til at gå derop. Jeg elskede at være centrum i det hele, men ikke på en måde hvor jeg udstillede mig selv.

Jeg følte mig så dum, og da jeg kom hjem græd jeg. Jeg havde ingen ide om, hvad det var jeg græd over, men jeg græd.

Jeg lagde ikke mere i det på det tidspunkt, for der kom pludselig denne her dreng ind i billedet. Han var lige startet i min parallel klasse, og han var den type dreng, som man blev nødt til at forelske sig i. Så det gjorde jeg - troede jeg. Desværre var det kun nogle få følelser der brændte i mig. Det ville være synd at være forelsket, for det havde, og har jeg stadig aldrig været.

Min veninde advarede mig om at han var en player, men jeg troede bare, at hun var jaloux, da hun var hans x kæreste - så jeg lyttede ikke.

Vi blev kærester, men han endte op som en helt anden. Han blev sur over det mindste, og sagde jeg flirtede med mine drenge venner, hvis vi sloges for sjov. Jeg kunne ikke klare, at nogen skulle bestemme sådan over mig, så jeg slog op med ham.

Dagen efter havde han noget med hende, som havde advaret mig imod ham. Jeg blev så ked af det, og så såret. Dog undskyldte han, og dum som jeg var, tilgav jeg ham. Vi prøvede at have noget sammen igen, men få dage efter, blev jeg ringet op af en anden veninde, som fortalte han stod og kyssede med hende min veninde igen.

Jeg fik det så dårligt. Jeg blev så ked af det, og jeg følte mig så svigtet.

Den følelse jeg havde haft den dag i matematik, begyndte pludselig at komme hele tiden. Jeg græd, jeg følte mig svigtet og jeg følte mig slet ikke god nok. Det var første gang jeg skar i mig selv. Dog kun en lille streg. Dengang vidste jeg jo ikke, at det var begyndelsen på værre ting.

Tingene begyndte fra den dag at gå ned af bakken - og flere ting blev proppet ovenpå, så pludselig fløj jeg ned af den bakke, uden at ligge mærke til det.

Jeg mistede kontakten med dem fra min gamle skole. Mine to veninder, som jeg havde en tre kløver med, gik bag min ryg. De droppede mig uden en grund, og det førte til at jeg bare troede der var noget endnu værre galt med mig - så der blev min selvskadning en del af min hverdag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...