Miss depressed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2014
  • Opdateret: 21 jan. 2014
  • Status: Igang
Jeg er bange, bange fra at blive dømt og set ned på - men vil du have noget du aldrig har haft, må du gøre noget du aldrig har gjort, og det er det jeg gør. Jeg vil overskride en masse grænser. Det vil blive hårdt, men jeg er sikker på det er det værd. At udvikle sig, og tage chancer er en del af at skrive. Med hånden på hjertet, lover jeg at være ærlig igennem hele fortællingen. Jeg vil have jer til at indse, at I ikke er alene - jeg vil have jer til at forstå, og derfor deltager jeg i denne konkurrence med min egen psykiske sygdom.

215Likes
176Kommentarer
6833Visninger
AA

2. Kapitel 2.

Jeg blev ældre og ældre og udviklede mig mere og mere. Jeg gik fra at være den stille pige, til den bestemmende og højlydte pige, Her havde jeg chancen for at blive set, og hørt.

I stedet for at være den pige, som gjorde alt for at lege med sine søskende, så kunne jeg blive den pige, som folk ville gøre 'alt' for at lege med - men ser jeg tilbage nu, så kunne jeg nemt have undgået den rolle.

Jeg kom i 5. klasse. Til et forældre møde fik jeg at vide, at jeg skulle ligge den bestemmende rolle fra mig. Jeg holdt af og til folk udenfor. Jeg kan huske, at jeg ikke havde den fjerneste ide om at jeg var sådan, om at det var forkert - for det var jo sådan det havde været hjemme hos os.

Dog prøvede jeg at lade være med at have den rolle, og det ændrede sig fuldstændig. Jeg blev mere til den pige, der spillede fodbold i frikvartererne, og hang ud med nogle få piger fra klassen, fordi vi havde en 'fire kløver'.

Alt i skolen var fint nok. Jeg blev hverken mobbet eller holdt udenfor, men hvad jeg ikke blev, blev min søster. Vi gik på samme skole. Hun gik to klasser over mig. Hun blev mobbet så groft. Hun kom grædende hjem fra skole hver dag, hvilket betød at min mor altid sad og snakkede med hende.

Mine forældre arrangerede utallige møder med forældrene fra hendes klasse, og lærerne, men de gjorde ikke noget ved det. Det betød så, at mine forældre blev endnu mere frustreret, samt min søster fik det værre og værre.

Jeg kom hjem fra skole hver dag, og skulle se min søster græde. Det gjorde ondt, og jeg kunne ikke gøre noget. Jeg gik derfor op på mit værelse, og satte mig ved computeren, hvor jeg brugte halvdelen af min hverdag på - men ikke fordi jeg var en nørd, men fordi det var den eneste hjælp jeg fik.

Jeg kunne sagtens se på mine forældre, at de havde nok i min søster. Hun fik det hele tiden værre, havde selvmords tanker og skar i sig selv. Min mor græd af og til, og ingen vidste hvad de skulle stille op. Min anden søster gjorde alt for at hjælpe hende, men lige så lidt hjalp det.

Jeg ville ikke være til besvær. Jeg ville ikke være grunden til, at mine forældre blev endnu mere frustreret, så jeg lukkede mig inde i mig selv. Dengang havde jeg en model, på GoSuperModel. Jeg spillede ikke spillet som sådan, men jeg havde veninder derinde, som hjalp mig. De lyttede på mig og gav mig gode råd - det som mine forældre ikke kunne, fordi de havde nok i min søster.

Sådan fortsatte det. Det blev min hverdag, og dengang så jeg ikke noget forkert i det - men jeg var jo også kun 12 år.

Nå, men i I 6. klasse begyndte de populære piger fra klassen så at være sammen med drengene. Drengene ændrede sig også, og det samme gjorde vi piger. Alle klasser har den pige, som får bryster hurtigere end andre, og den pige havde vi også - en af mine bedste veninder.

I 6. klasse begyndte drengene at mobbe hende. De var altid ude efter hende, tog på hende og fik hende til at græde. Hun var endda så uheldig, at hun gik i parallel klasse med sin fætter, som var den værste ved hende.

I det år, fra 5-6. klasse, havde jeg ikke lavet andet end at sidde foran min computer på GoSuperModel. Jeg hjalp folk, ligesom de hjalp mig. Jeg elskede at hjælpe folk, for det var som om det var det eneste jeg duede til. Jeg fik en stolt følelse i kroppen - jeg fik en form for selvtillid af dem. De stolede på mig, og jeg stolede på dem, og jeg ville ikke have de havde det som mig. De skulle have nogen at snakke med, nogen der havde overskud - og det havde jeg. Jeg troede ikke at jeg havde andet, for jeg sad jo på min computer hver dag.

Drengene fra klassen blev efterhånden hårdere og hårdere ved min veninde, og jeg følte jeg blev nødt til at stå op for hende. Jeg prøvede så godt jeg kunne, at hjælpe hende og støtte hende, hvilket resulterede i, at nogen af drengene begyndte at gå efter mig - men dengang var det fint nok. Jeg tog det ikke spor personligt.

Dog var der én dag, hvor min veninde og jeg skulle over i hallen, som lå overfor skolen. Drengene fulgte hele tiden efter os. Jeg kan ikke helt huske hvorfor. Min veninde havde et eller andet hun ikke ville fortælle dem, og de vil så have det at vide. Det endte så med at vi blev virkelig sure på dem, men flere drenge mod to piger hjalp ikke. En af drengene væltede mig omkuld og tog min cykel. De spærrede vejen for os, og det fik mig til at ringe grædende til min mor, som ikke lang tid efter kom op på skolen.

Jeg husker tydeligt, hvor stor en skideballe hun gav de drenge. Ham der havde væltet mig, hans forældre kom hjem til mig om aftenen fordi vi skulle snakke om det. Urg, jeg husker så tydelig, hvordan de næste par uger var et helved for mig, for de drenge synes jo det var totalt latterligt jeg fik min mor ind i det.

Og det var det måske også, for min mor havde nok at se til. Min søster havde det stadig lige så slemt. Hun var så langt ude, at de skulle ud at se på et psykiatrisk sygehus til hende - dog mest for at skræmme hende, hvilket hjalp. Hun lovede mine forældre hun aldrig ville tage sit eget liv, eller bare tænke på det. Men det betød jo ikke at hun var glad.

Min søster flyttede skole det år. Det var en privatskole, hvilket betød jeg kom hurtigt op på listen på den skole, og i slutningen af 6. klasse valgte jeg at flytte skole. Min veninde, som blev mobbet, flyttede også skole, så hvis jeg blev der, så var jeg bange for det gik ud over mig.

Dog var det en virkelig hård beslutning. Jeg havde nogle gode veninder fra min parallel klasse på det tidspunkt, men jeg så det også som en ny start. Væk fra de drenge fra min klasse - helt væk. Jeg kunne jo sagtens stadig holde kontakten med de veninder, ikke?

Men nej, det kunne jeg ikke.

Jeg kom i 7. klasse på denne privatskole, som virkelig ændrede mit liv fra dårligt til godt. Jeg fik en masse nye venner og veninder, og jeg fik en selvtillid, som jeg havde manglet på min anden skole.

Dog blev jeg til en person, som jeg selv ville hade nu. Jeg blev opmærksomhedskrævende, træls og alt for dum. Jeg spillede dum for at få opmærksomhed, men det hjalp åbenbart dengang.

Men nu kan jeg godt se hvorfor. Jeg havde brug for den opmærksomhed. Jeg savnede den. Jeg fik den ikke derhjemme, så at få den i skolen var rart.

Dog var det ikke en dans på røde roser i 7. klasse - for det var der tingene gik helt helt galt. Det var starten på min værste tid.

 

A/N
Tusind tusind tak for jeres støtte! Virkelig. I har ingen ide om, hvor meget det betyder for mig. I har skrevet de sødeste beskeder. Tusind tusind tak. Jeg skylder jer så meget. xx Tænk I gider læse det... Ih, det betyder så meget. <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...