Deceive| ✦

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2014
  • Opdateret: 25 okt. 2014
  • Status: Igang
I 1942 ændre og ødelægger en fejltagelse hele Ellen Berrys liv. Men en dag møder hun en dreng. Han og hans venner hjælper hende ud af fjendes arme. Og med deres hjælp finder hun morderen der tog hendes mors liv. Læs med for at følge Ellen og hendes søgen på sandheden.

3Likes
3Kommentarer
300Visninger
AA

2. Twisted?

***


Jeg sad og klamrede mig til væggen, imens jeg gyngede lidt. "Det var ikke mig... Det var ikke mig" Hviskede jeg, men det blev hurtigt højere og højere. Jeg knugede mine arme tæt ind til mine ben. "Ti stille der inde!" Lød det ude fra. Jeg fløj op i et chok, men faldt hurtigt sammen igen. Jeg genkalde øjeblikket, det som jeg helst ville glemme.

 "Mor?" Sagde jeg stille, og skyndte mig hen til hendes seng.

 Blodet.

 Det var over alt i sengen.

 Jeg spejde rundt, for at finde våbnet

 Mine øjne stoppede ved kniven.

 "Nej, nej det kan ikke være rigtigt!"

 Tårene løb ned af kinderne på mig

 Jeg kiggede bare på den, ville ikke røre den.

 Jeg vendte mig om og kiggede igen på min stille, alt for stille  mor.

 Jeg satte mig ved siden af hende, og strøg hende over panden.

 Jeg kunne høre skridt.

  "Ellen?"

 Jeg vendte mig om mod stemmen, der tilhørte min far.

 "Ellen! Hvad har du gjort!"

 Jeg rejste mig, og kiggede forvirret på ham.

 "Hvad... " Jeg nåede ikke at sige mere,  min far løb hen og rev  mig væk fra min mor.

 "Hvordan kunne du gøre det! ..." Han tog fat i min arm og råbte mig  ind i hovedet.

 Imens  han fortsatte, stod jeg bare og kiggede tavs på ham.

 Han troede det var mig...

 De stille tåre blev til vandfald, jeg kunne ikke holde dem  tilbage.

 Han skubbede mig ned på en stol, og slap mig kort.

Kun for at tage telefonen... 

 Jeg vidste ikke hvor lang tid det tog.

 Mændene kom.

 De havde hvide kitler på, ligesom dem på hospitalet.

 Jeg råbte, men det var som om jeg ingen stemme havde.

 De trak mig med, jeg vidste godt hvor hen.

 Jeg havde kun hørt om det.

 Det sidste jeg så inden døren blev lukket, var min far  foroverbåret... grædende. 

 Han havde ikke kun mistet sin kone, men også sin datter...

Tårende løb stadig. Det eneste jeg kunne tænke på var smerten.

Fra det kolde vand.

Lussingen.

Og min fars vrede

Jeg kiggede rundt da jeg var faldet lidt til ro. Sengen var ikke andet end en madras på gulvet, det var også det eneste møbel i rummet. Kulde sivede op fra gulvet og nåede mine fødder. Jeg rystede lidt af kulde.

Manden snakkede om et bedre sted...

Jeg havde ikke hørt mere, for mine tanker havde været et andet sted. Men nu var jeg tilbage, og lysvågen. På vagt efter vær en lyd. Musen i væggen, skrigene og de hviskende stemmer. Jeg ville kravlede over mod madrassen, men faldt. Mine ben og arme var følelsesløse, efter det kolde bad. Jeg kæmpede mig over til den og fandt vej op på den. Det lille tæppe trak jeg op til mig. Jeg trak benene op til brystet og prøvede at lukke følelser og tanker ude. Jeg prøvede at sove men billederne og stemmerne dukkede hele tiden frem.

"Ellen!", "Hvad har du gjort Ellen!"

Jeg skreg for at få det ud af hovedet. Det hjalp lidt. Men ikke nok. Måske var jeg sindsyg? Måske var det mig? Jeg skreg igen Nej! Det var ikke mig. Jeg havde ikke gjort det. Det var ikke mig. Jeg hviskede det stille indtil jeg langsomt faldt i søvn, med smerten malet i andsigtet...

 

 ***

 

"Ellen... Ellen" En blød og lokkende stemme krøb ind i min bevisthed. Jeg blinkede for at vågne helt. Jeg kiggede efter stemmen. En mand sad ved siden af min seng. "Godmorgen Ellen..." Han smilede, men der lå noget ondskabsfuldt bag hans smil. "Nu skal du høre. I dag skal vi arbejde på dit psykiske, så kan vi måske kurere dig" Sagde han næsten hviskende. Han smilede. Jeg smilede også. Stop en halv. Jeg var ikke syg, jeg havde ikke gjort noget. Jeg kiggede rundt. Det klamme, grimme værelse var klaustrofobisk og om sluttede mig. Jeg satte mig hurtigt op og kunne se han fik en chok. "Jeg er ikke syg.. Jeg har ikke gjort noget!" Først var han forbavset men så blev hans andsigt udtryk ændret til medlidenhed. "Selvfølgelig har du ikke gjort noget, så snart vi er færdige med dig er det jo helt glemt" Hans smil var klamt og fik mig næsten til at kaste op. "Hold dig væk, det var ikke mig!" Råbte jeg og maste mig op af væggen. Han løftede sine hænder i forsvar, mens han langsomt rejste sig. "Ellen, du skal ikke være bange... Jeg har ikke tænkt mig at gøre dig ondt. Men hvis du ikke kan være rolig, så må vi gøre det på min måde" Han sagde det hårdt, men prøvede at gemme det bag et smil. Jeg så skræmt på ham. "Okay.." Sagde jeg stille. Mon de havde tænkt sig at gøre mig fortræd? Hvem er de egentlig? "God pige... Kom" Sagde han og rækkede en hånd frem. Jeg tog den ikke, men rejste mig. Han skal ikke tro at han har magt over mig. Han nikkeder med hovedet på skrå. Han kunne godt se at jeg ikke havde tillid til ham. Jeg kiggede skeptisk op på ham. Han gik ud af døren og kiggede lige tilbage for at se at jeg fulgte efter ham. Jeg rejste mig op og begynde at gå, men ikke frivilligt. Jeg opdagede at væggene var deprimerende sorte. Jeg var sikkert halvt besvimet igår. Når jeg tænkte efter blev jeg nok båret ind i cellenDet synes jeg ihvertfald at det var. Der var ingen maleriger på væggene, kun en masse døre på hver side af gangen. Jeg kunne høre stemmer, og skrig. De kom sikkert inden fra alle de andre celler... Et sindsyghospital... Jeg havde ikke rigtig tænkt over det før nu. Jeg fik et chok da jeg så de femten centimeter lange nåle og andre værktøjer der lå på rullebordene, som kvinder gik rundt med. "Ellen?" Jeg kom til mig selv igen. Manden var standset foran en dør. Jeg nikkede. Døren åbnede, jeg fik et chok, og sprang et skridt tilbage. En dame blev slæbt ud af to mænd. Jeg gloede bare på hende. Hendes hår hang svedig og klæbrigt ned. Hendes øjne var lukkede og mændene løftede hende lidt, så hun ikke slæbte fødderne på jorden. "Hvad er der sket med hende?" Sagde jeg nervøst. Han kiggede strengt efter dem. Men kiggede smilende på mig. "Hun har nok fået det dårligt, eller så har hun bare ikke gjort som de har sagt" Han vinkede mig ind. Jeg fulgte forsigtigt med ind, og kiggede rundt. Jeg blev meget overrasket. Rummet var en saloon. Det dæmpede lys og den tykke luft fyldt med røg gav mig kvalme. Piger gik rundt i næsten intet tøj og mændene så meget fulde ud. Jeg vendte mig rundt mod ham. "Hvad er det her?" Han smilede et let ondskabsfuldt smil. "Jeg tjener lidt flere penge på at bruge de piger her. De fleste af pigerne er jo meget normale oppe i hovedet" Han grinede, og skubber mig ind. Jeg prøvede at kæmpe imod men han tog fat i mig. Tog sit hovedet hen til mit øre. "Husk vores aftale... Ellen." Han slap mig, og jeg blev stående. Jeg kom til at tænkte på de lange nåle. Jeg kigge bare på ham og en lille tåre løb ned af min kind. Han klappede mig på kinden. "Nu skal du se Ellen, hvis du opføre dig ordenligt så kan du tjene penge til at dit ophold bliver bedre" Siger han opmuntrende, imens han viser mig rundt. Mange af gæsterne hilste på ham. Tjene penge...Jeg ville bare ud! Mit hoved skreg efter at stikke af, men jeg ved at jeg ikke kan. Der var vagter over det hele og jeg vil bare komme slemt til skade. Jeg kiggede på de andre piger... De flirter med mændene, men jeg kan se deres facade. Afsky, med et strejf af frygt. De kan ikke skjule at det er noget de gør for ikke at skulle i nærheden af nålene. Jeg kigger ned af mig selv. Jeg har kun en tynd hvid kjole på. Den fik jeg på efter jeg blev vasket. "Jo flere penge du får dem til at bruge, jo flere penge får du til at købe ting for. Vi har et rum nede ved lageret med ting du kan vælge" Han tager mig i armen og trækker mig ud igen. Lige inden jeg når ud kigger jeg på pigerne igen. De ser på mig, med medlidenhed. Jeg er ikke ked af det, jeg er sur, sur på min far over at have troet at de var mig. Hvordan kunne han sende sin datter her hen. Han vidste jo ikke engang om det var mig. Men sådan er det ikke her. Her er alle bare piger der ikke høre hjemme mere.

Piger der er psykisk syge...

 

 ***

 

Ja. Det var så første kapitel af Ellen's historie på sindsyghospitalet.

Skriv en kommentar og giv et like hvis i synes om den :)

Jeg undskylder for stave-/grammatik fejl.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...