Fem faser af frustrationens tårer

Det gør ondt at se på ham, når han når femte fase. De første fire faser er til at overkomme, men når jeg ser nummer fem, brister mit hjerte. Jeg ser hvordan det hele overtager hans krop og forstand. *Denne historie er mit bidrag til konkurrencen om psykisk sygdom i familien*

40Likes
52Kommentarer
1059Visninger
AA

1. Fem faser af frustrationens tårer

Først rynker han sine øjenbryn. Jeg ser hvordan vreden indtager hans blik, hans smukke, dybe mørkebrune øjne. En lille krans af rødt danner sig på den fine, blege hud rundt om de uendelige chokoladesøer, som blod under et tyndt lag sne.

Nu sker det igen, tænker jeg for mig selv. Den første fase.

Jeg har ikke lyst til at stå og se på, men det er som om mine fødder ikke vil adlyde, da jeg prøver at tage et skridt væk. Jeg står frosset fast til køkkengulvets brunorange, ternede, grimme mønster, med intet andet i hovedet end ham.

Han bider tænderne så hårdt sammen, at jeg bliver helt bange for at de vil splintre som en istap, der knækker af en tagrende på en høj bygning, og falder til jorden i tusindvis af stykker.

Det minder mig om dengang hjemme ved vores mormor, hvor jeg kom til at bide et glas i stykker, så det splintrede inde i munden på mig. Mor gik fuldstændigt i panik, var rædselsslagen for at jeg skulle skære mig. Med lynets hastighed, nej, et hvilket som helst skrækslagent, moderligt beskytterinstinkt, fik hun mig over til køkkenvasken, så hun kunne skylle min mund for glasskår.

Jeg bliver bange for at han vil skære sig på sine egne tænder. Bange for at han vil skære sig på sine egne skarpe glasskår af vrede. Jeg skal lige til at bede ham pænt om at køle lidt ned, men stopper mig selv før sætningen slipper forbi mine læber, og synker ordene igen. Det vil jo ikke nytte noget alligevel. Han vil bare blive endnu mere rasende.

Han er nu nået forbi fasen, hvor hans ansigt trækker sig sammen i raseri. Den næste fase står for rysteturene. Rystelserne starter i hans små, let buttede kinder, der efterhånden har fået den samme farve som huden omkring hans øjne, og spreder sig i hele hans hoved. De løber ned af hans skuldrer, der har trukket sig helt op til ørerne, og ned over hans brystkasse, langs armene og helt ud i hans fingerspidser.

Jeg kommer i tanker om en eftermiddag, i den værste vinterkulde i mange år. Alle busser var blevet indstillet, så jeg blev nødt til at gå hjem i det voldsomme snevejr. Normalt plejer sne at falde blidt, og forfriskende koldt mod huden, men den dag jog de lige ind i ansigtet på mig som sylespidse nåle. Sådan føltes det i hvert fald. Det var så koldt, at jeg fik ondt helt ind i knoglerne.

Da jeg endelig kom hjem, var både mine læber og fingerspidser helt blålilla. Aldrig i mit liv har jeg rystet så meget af kulde, som da jeg kom hjem den dag. Mor havde ventet bekymret på mig. Hun hjalp mig ud af mit halvfrosne, gennemblødte tøj, fik mig godt puttet med puder og tæpper inde på sofaen stuen, og fyldte mig så med dejligt, varmt, lækkert te. I samme øjeblik teen fyldte min mund, forsvandt rystelserne.

Det ligner, at han er ved at dø af kulde, sådan som hans krop ryster. Men det er ikke fordi han fryser. Han er bare ved at eksplodere. Igen.

Tredje fase begynder med en knurren, der så hurtigt udvikler sig et støjende skrigeri. Det er den fase jeg hader mest, udover femte fase. Femte fase er den værste. For den gør også ondt på mig.

Efter skrigeriet indtager fjerde fase ham. Han begynder at stå og hamre og banke på køkkenskuffer-og låger, så larmen spreder sig ud på de små enogfirs kvadratmeter, vores hus består af. Hvert og et slag på de uskyldige objekter giver genlyd i mit hoved. Jeg er ved at blive vant til den dunken. Jeg kan ikke sige, at det ikke generer mig mere, for det gør det, men jeg kan bedre forstå det nu.

Nu kommer klimakset. Femte fase. Jeg kan ikke fordrage dette tidspunkt.

Blodet under huden omkring hans øjne stiger op til overfladen, og er nu mere rødt end nogensinde. Vreden forlader hans blik, og hans smukke øjne bliver blanke som glas. Hans blinker voldsomt igen og igen for at få det til at stoppe, men forgæves. Tårerne samler sig i øjenkrogene og jeg kan, se at det ikke varer længe før de flyder over. Han kniber øjnene sammen som om salte tårer svider i hans pupiller, og så sker det som jeg forudsagde. De vælter ud over de nederste øjenvipper og triller ned over hans kinder som små perler. Salte perler fra hans indre frustrerede forstand.

,,Det er ikke farligt. Du skal bare gå ind og købe en billet, sætte dig på et af sæderne og så vente på at du skal af igen. Det er såmænd ikke så svært, ” siger mor til min lillebror, der lige har fået af vide, at han skal til at tage bussen hjem et par dage efter skole.

Det gør ondt i mit hjerte at se på det. Jeg vil så gerne lægge armene om ham, og fortælle ham at det hele er okay. Men jeg ved, at hvis jeg gør det, vil han skubbe mig væk og blive mere flov over tårerne end han allerede er i forvejen. Så jeg lader være og bider smerten i mig.

 

Mange af hans anfald passerede før jeg fik dem analyseret. Før jeg fik dem delt op i de fem faser. Før jeg virkelig forstod hvad de betød. Frustration. Frygten for det ukendte. For forandringer.

At have ADHD betyder ikke nødvendigvis, at være hyper hele tiden. Det kan også være at være bange for ting man ikke har prøvet før. Ukendte ting. Forandringer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...