Bundet på hænder og fødder[OneShot]

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2014
  • Opdateret: 16 jan. 2014
  • Status: Færdig
Hun bor på Upper East Side i New York og det er bestemt ikke der hun hører til. Denne novelle skrev jeg til min terminsprøve ud fra opgave hæftet maj 2013. Man skulle bruge et billede af nogle hænder som inspiration og kunne så vælge mellem 3-4 vendinger man bruger på dansk om hænder, jeg valgte 'at være bunder på hænder og fødder'. Enjoy

1Likes
0Kommentarer
1657Visninger
AA

1. Bundet på Hænder og Fødder

 

Hun går hen ad gaden i de tidlige morgentimer, hendes kjole er beklædt med guldpailletter, og hendes sorte stilletter er så høje, at det i den grad kræver øvelse at gå i dem. For det uvidende øje ligner hun bare en helt normal high society pige på vej hjem fra en vild nat, men kommer man helt tæt på, kan man se at hendes kjole er støvet og stilletterne mudrede. Hun er det perfekte eksempel på det gamle ordsprog: Man skal ikke skue hunden på hårene.
Det klør i hendes hænder efter at køre en hånd gennem det gyldne hår, der er farvet så omhyggeligt, at det ser mere naturligt ud, end inden det blev farvet, men hun lader være. Blod er så svært at få ud af håret igen. For det er det, hun har på hænderne. Masser af blod. De er helt smurt ind, som skulle man tro, at hun så dårligt og havde troet, at det var Elisabeth Ardens 8 Hour creme. Men nej, hun ser skam helt fint, bedre end de fleste faktisk, og hvis ikke havde hun helt sikkert fået en af de der laseroperationer, så hun ikke behøver at gå med briller, udover når det lige er moderne selvfølgelig.
Der er kun få andre mennesker på gaden, og enten er de så fulde, at de knap kan se en meter frem, eller også er de, ligesom hende, folk der helst bliver i skyggerne, væk fra de afslørende gadelygter. Men tro det eller ej. Hun går midt på gaden, slentrer afslappet af sted, som var det en helt normal dag, og hendes hænder var fyldt med shopping poser fra både Louis Vuitton, Manolo Blahnik og Vintage by Chanel. På en eller anden måde er der noget opløftende ved at gå der i lyset, hvor alle kan se hende, noget ved tanken om at hun, hvert øjeblik det skal være, kan blive opdaget. Hun kan stadig mærke adrenalinen i sin krop, stadig høre skuddet da det rungede gennem natten. Eller nej, det gjorde det vel faktisk ikke, for hun havde jo dæmper på, så det har næppe været mere end et lavt klik fra aftrækkeren. Pistolen ved hun ikke, hvor er. Hendes bedste bud er havet, for hun ved, at de lige har skyllet kloakkerne. Kl 4 præcis. Sådan er det hver nat, for der er mindst aktivitet. For sådan er hun. Hun planlægger og sørger for at slette sine spor. Hun er jo ikke bare en tankeløs morder, der myrder løs på alt og alle. Denne gang var han rent faktisk pæn, sådan en skam. Men man skal nu også være meget naiv, for at tro på at en med hendes udseende bor i Brooklyn, så det er altså også lidt hans egen skyld. Og alle ved, at det aldrig varer ved, hvis man har sex på første date. Altid vendt til 3. Mindst. Jo længere du venter, jo mere seriøst ved du det er. Men vendt aldrig længere end til 5., så bliver de træt af ikke at få noget og smutter igen.

Hun finder et utæt tagrør, hvor vandet langsomt siler ud i en regelmæssig stråle. Hvor det kommer fra, ved hun ikke, det er efterhånden længe siden, det har regnet på Manhattan. Men på den anden side, Brooklyn er jo nærmest et helt andet land. Hun holder sine hænder ind under vandet og lader det skylle blodet af dem. Dråbe for dråbe. Hun føler sig allerede som et bedre menneske igen. Som den ægte Upper East Side pige hun er. Dum, utrolig smuk og frisk på det hele. Næsten da. Og så selvfølgelig en rig far. Det er kriterierne for at blive lukket ind i samfundet der. Men i modsætning til de nye håbefulde folk der kommer til hver dag og forsøger at enten date eller købe sig til toppen, har hun ikke lyst til at være der. Hun føler sig fanget. Bundet på hænder og fødder. De er ikke hendes folk, og hun er ikke en del af dem. Hun må ud, væk fra den skæbne der så nydeligt er planlagt for hende, uden at hun behøver at løfte så meget som en finger. For hun er toppen. Hun er dukkeføreren, der sidder oven på og trækker i snorene. Hendes forældre er toppen af poppen. Selvom man siger, det ikke er sådan, så ved alle, at det er præcis sådan det er. Det er dem der bestemmer og sætter dagsordenen. Og som det enebarn hun er, lytter de selvfølgelig altid til hende. Deres lille prinsesse får alt, hvad hun peger på. Selv den ø nede ved Hawaii som hun ønskede sig, da hun blev 10. Hun er det, man kalder et vaske ægte curlingbarn. Eller måske ikke lige curling.. Nærmere skøjteprinsesse med sådan en af de der ispudsere kørende foran. For hun er i hvert fald ikke en lille tyk stenklods med håndtag på.
Da hendes hænder er rene igen, går hun ned på metrostationen. Heldigvis er det første tog, der kommer det til Central Park, så kan hun bare gå resten af vejen. Hun har fortalt sine forældre, at hun sover hos en veninde, så de vil ikke være bekymrede, når hun kommer så sent hjem. Og når hun så alligevel kommer hjem tidligt om morgenen, siger hun bare, at hun havde hjemve eller har mange lektier for, det tror de altid på. Også selvom det er den sammen dumme undskyldning hver gang.

Nøglen knirker ikke i låsen, da hun låser sig selv ind. Hvorfor skulle den også gøre det? Hendes paranoide mor får den skiftet en gang hver anden måned, hvis nu der skulle være en, der har hugget hendes nøgle, taget en kopi og afleveret den tilbage igen, uden af hun så det.
Hun lukker stille døren efter sig, men det er ikke nødvendigt, for den hverken knirker eller larmer, da den lukker. Stilletterne har hun stillet i den private elevator, der fører op til deres penthouse lejlighed, for at butleren kan se, at de skal vaskes. Det er som om, de har en indbyrdes aftale. Han vasker hendes beskidte sko uden at stille spørgsmål eller sige det til andre, og hun lader være med at fortælle om alle de gange, han har ravet på hende i elevatoren.
Hun lister ind på sit værelse og lukker også den dør efter sig. Stille og roligt går hun hen til det store vindue, der vender ud mod Central Park, og læner panden mod det kolde plexiglas. Endnu en ting der minder hende om sit fangeskab i det rige samfund. Det er skudsikkert glas, næsten 5 cm tykt og kan ikke på noget måde smadres. I reklamen for det var det vist noget med, at de sprang en atombombe inde i et lille rum bestående af den slags ruder. På grund af trykket blev de selvfølgelig blæst ud af rammerne, men selve ruderne var stadig intakte. Dog tvivler hun på, at det rent faktisk ville virker sådan. Måske skulle hun lave et forsøg med det. Så kunne hun sagsøge røven ud af bukserne på firmaet og samtidigt smadre hele Staten Island, måske mere. Win-win situation, som man så fint kan kalde det.

Næste aften gør hun sig igen klar. Hun lægger sin makeup, trækker en lille sort og meget kort kjole på og finder et par glimmerdækkede stilletter frem fra skabet. Der er noget med forbrydelser og glimmer. Det passer godt sammen i hendes hoved. Hun har haft sit 60” fjernsyn tændt på CNN hele dagen, men har intet hørt.
Netop som hun glatter det sidste hårstrå, kommer den efterhånden velkendte lyd fra fjernsynet, der betyder at de har breaking news ’coming up’. ”We’ve got breaking news,” Lyder det fra fjernsynet, ”there has just been found a dead body in New York. The body was found in an alley right next to the popular street Williamsburg in Brooklyn. The police says that there were found traces of glitter in the bullet wound on the victims head. The Victim has not yet been identified, but it is believed that it is the young bachelor Nathaniel Charming from Upper West Side.” Det kilder en smule i hendes mave, og hendes smil bliver blot bredere da nyhedsværten nævner hans navn. Så var der ingen ’happy ending’ til prins Charming denne gang.
Hun går ud i køkkenet og tager en køkkenkniv. Den er ikke så stor, men de bruger den ikke så tit. Faktisk laver hendes forældre aldrig mad, så de vil ikke opdage, den er væk. I hendes taske ligger en lille dåse kobberfarvet glimmer. Samme farve som hendes sko.
Kniven kan lige præcis være på indersiden af hendes lår, spændt fast med et lille bånd, uden at man kan se det. Hun svinger sin minkjakke over skulderen, kysser sine forældre farvel og træder ud i elevatoren. Skoene fra i går er væk.

På den nye klub, Fusion, der lige er åbnet er der varmt og musikken spiller højt.  Hun har allerede udset sig et offer, hans navn kan hun ikke huske, men hun har tit set ham i sladderspalterne i The Newyorker. Kun derfor vælger hun ham. Hun sidder i baren med sin cosmo og nipper til den, netop da han kommer hen til hende. ”Må jeg købe en drink til dig?” Spørger han. Hun kigger op, som om hun er overrasket over, at han snakker til hende. Hun kigger en enkelt gang ned på sin egen drink og smiler så til ham. ”Som du kan, se har jeg allerede en, men hvis vil gøre mig en tjeneste, kunne du møde mig ude bagved om lidt,” Hun smiler igen og vipper lidt med de lange øjenvipper, inden hun rejser sig og går.
Ude i den lille gyde står hun og venter på ham, hun er lige ved at tro, at han ikke vil komme, men så bliver døren åbnet og musikken strømmer ud. Hans ansigt lyser af forventning. Han forstod hendes hentydning. Eller rettere sagt misforstod den. Hun tager et skridt hen mod ham og trækker imens kniven frem, uden at han bemærker det. ”Tænder du på smerte?” Hendes stemme er rolig, som var det et helt normalt spørgsmål, ”For det gør jeg.” Hun stikker kniven i maven på ham og trækker den langsomt opad, så hans indvolde vælter ud på jorden. Hun træder et skridt tilbage for ikke at få dem ud over sig. Da hun trækker kniven ud igen, falder han til jorden, og inden hun går, drysser hun en smule glimmer på. 
På vej væk tænker hun over livet og tilværelsen. Hvor hurtigt det kan blive revet fra en, og hvor meget hun nyder at have andres liv i sine hænder. Måske bliver hun opdaget, måske ikke. Men politiet skal i hvert fald tage sig noget sammen og hoppe direkte med hovedet først i tænkeboksen, hvis de skal finde hendes motiver, eller bare så meget som mistænke hende. Og indtil da vil hun fortsætte som nu. En efter en. Man skal jo alligevel dø på et eller andet tidspunkt, hvorfor så ikke fremskynde processen lidt? Hvem ved, måske får hun tilmed et tilnavn. Ligesom Jack the Ripper, du ved, ham fra London. Scarlett with the Glitter. Det lyder da ganske fint, ikke?  Det eneste hun ved, er, at hun i få øjeblikke kan føle sig fri. Som om de reb der binder hendes hænder, for et kort sekund bliver fjernet, så hun kan få lov til at være andet end bare lille kønne, dumme pige fra Upper East Side.

_____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________

Jeg håber i kunne lide den, skriv gerne en kommentar! Elsker folks meninger, gode såvel som dårlige!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...