Alene i Mørket

Alene i mørket er en novelle, der handler om de rædsler, vi kun ser, når det er mørkt. Vi er alene, så vi har ingen at snakke med. På et tidspunkt bliver mørket for meget for os, og vi forestiller os vores værste skrækscenarier.

12Likes
28Kommentarer
257Visninger
AA

1. Alene i Mørket

Jeg kan intet se, men gå, det gør jeg. Jeg går og går, men hvor hen ved jeg ikke. Jeg har ingen destination. Her er mørkt, og det eneste jeg hører er mine skridt, der runger mod væggene. Vandet der drypper ned fra loftet kan også høres. Og her er koldt. Så ufattelig koldt, at jeg er ved at fryse mine tærer af. Men her er ikke koldt nok til, at vandet fryser til is. Her er bare koldt nok til at fryse.

Her lugter af mug, og jeg er bange for at sætte mig ned. Jeg er bange for, at gulvet vil sluge mig, og jeg vil ende nede i helvede. Men jeg er også bange for at være her. Jeg er bange for, at mørket omslutter mig, selvom det virker som om, det allerede har gjort det. Mørket kan blive værre. Det kan blive så mørkt, at man ikke mere kan skelne ting fra mørket. Når man har været i mørket længe nok, ved man ikke mere, om ens øjne er åbne eller lukkede. På et tidspunkt ved man ikke engang, om man er vågen, eller om man sover. Det er skræmmende. Jeg hader mørket.

 

På et tidspunkt lyder det som om, nogen kommer, men jeg ved, det bare er noget jeg forestiller mig, for jeg er alene. Her er ingen andre end mig.

Jeg forestiller mig en person. Jeg kan ikke se personen tydeligt. Kun skikkelsen. I mine tanker er der stadig mørkt, men ikke mørkt nok til, at man ikke mere kan skelne ting. Kun mørkt nok til, at man ikke kan identificere det. Jeg kan se, at personen kommer nærmere. Jeg kan også høre det. Personen går med slæbende skridt, og hver gang personen har taget fem slæbende skridt, stopper personen op. Sådan står personen i præcis 30 sekunder. Så tager personen fem slæbende skridt mere. Stopper op. 30 sekunder. Personen står foran mig. Jeg ser min egen rædsel malet i personens ansigt. Jeg skriger.

 

Jeg står lænet op ad den klamme, fugtige væg, og mine ben er lige ved at synke sammen, men jeg bruger al min styrke på at holde mig oprejst. Jeg vil ikke blive omsluttet i mørke. Jeg vil ikke ryge ned i helvede. Jeg vil have, at nogen får mig ud her fra, men jeg ved, ingen kommer. Der er ingen, der ved, hvor jeg er. Der er ingen, der ved, hvem jeg er. Der er ingen, der vil lægge mærke til, at jeg er væk. Jeg vil dø alene her i mørket. Mine knogler vil blive lige så klamme og fugtige som væggen.

Mine ben bliver trættere og trættere for hvert sekund, der går, og nu er det kun min viljestyrke, der holder mig oprejst. Det er det eneste håb, jeg har tilbage. Men hvilket håb havde jeg før? Der er ingen, der kender mig. Der er ingen, der gider at kende mig. Når jeg går på gaden, er der ingen, der bare så meget som kaster et blik på mig. De går bare forbi. Det er som om, jeg er et spøgelse, ingen kan se. Tankerne sviger rundt i mit hoved, og til sidst knækker mine ben. Jeg synker sammen på gulvet. Det sidste håb er ude.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...