... Anderledens og mig.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2014
  • Opdateret: 15 jan. 2014
  • Status: Igang
Det er hårdt at leve med ADHD, jeg ved ikke hvordan det er at have diagnosen, men jeg ved hvordan det er at leve med den. Dette er en fortælling om en pige hvis bror fik diagnosen ADHD, hvordan det var for hende, og hvilke tanker hun har gjort sig undervejs, ikke blot om diagnosen, men om dagligdagen, valg og følelser.

2Likes
0Kommentarer
200Visninger

1. I

Det er hårdt at leve med ADHD, jeg ved ikke hvordan det er at have diagnosen, men jeg ved hvordan det er at leve med den.

Der har altid været noget anderledens, han var lidt mere ustyrlig end os andre, måske fordi vi var piger. Men også i børnehaven og i børnehaveklassen, han var lige det ekstra. Og derfor valgte vores forældre at få tjekket op på det ved lægen eller hvor end man nu går hen for at få stillet diagnoser for den slags.

ADHD.

Godt så. Vi kunne give det et navn, vi kunne give ham noget medicin. Og vores forældre... Ja de kunne give ham mere opmærksomhed, de kunne holdeøje med at han ikke lavede ballede mere end "normale". Det var ihvertfald det mig og min søster følte. Vi var dem som blev overladt til os selv, vi var de "normale", vi kunne lege og underholde os selv uden at lave ballade, så hvorfor havde vi dog brug for lige så meget opmærksomhed som vores broder?

Og vi var små børn på henholdsvis 7, 8 og 10år - vi vidste ikke hvad vi skulle sige, vi var generte og holdt os for os selv, legede med vores dukker på værelset.

Dette er en tid jeg ikke husker helt i detaljer, jeg husker bare at jeg følte mig overset, og det var ikke ligefrem nemt for mig hjemme og heller ikke i skolen. Jeg var meget genert.

 

Jeg kommer fra en lille by fra sønderjylland helt nede ved den tyske grænse. Jeg gik i en klasse fyldt med drenge og meget få piger.

Min bedste veninde dengang var meget anderledens end mig. Hun var åben, højlydt og en balledemager, og med tiden lærte jeg at hun havde DAMP.

Hun fik mig med på de sjoveste og underligste ting. såsom lege ta fat i rapsmarkerne og gemme de andre elevers mælk. Og når jeg tænker tilbage på de år ved jeg at jeg havde det sjovt, men så flyttede hun, og vi sås mindre og mindre, og en af de sidste gange jeg så hende havde hun det overhovedet ikke godt, da jeg skulle hjem fra hende var hun så ked af det at hun snakkede om at begå selvmord - hun havde det ikke godt med sin familie. Det var enormt hårdt for mig. Men heldigvis skete det ikke, og idag lever hun og er glad med kæreste og barn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...