Skrøbelig - En sinds fortælling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jan. 2014
  • Opdateret: 16 feb. 2014
  • Status: Færdig
Én begivenhed som skete for ni år siden har forandret femten årige Isabellas liv. Hendes liv blev vendt på hovedet og hendes mor blev konstateret psykisk syg. Men kan en psykisk sygdom smitte?

9Likes
11Kommentarer
334Visninger
AA

2. Epilog


~25 år senere~

 

Den sorte kjole flagrede om mine ankler i vinden. Jeg kikkede mig desperat over skulderen kun for, at se flere mennesker gå stille ud igennem den store trædør. Foran mig gik mine sønner med kisten i hænderne. Manden ved siden af mig havde et fast greb om min arm. Jeg smilte blidt til ham, og placerede et kys på hans kind. Jeg tænkte på om han mon gennemskuede mig? Præstens sorte kjortel bevægede sig ikke længere for fødderne af ham. Den hvide kiste blev langsomt placeret i den sorte bil. Det havde været min mors ønske. Hun nægtede at blive begravet. Hun troede fast på at nogen ville grave hende op. Sådan var hun jo. Hendes sidste tid var hårdere end de andre år. Siden jeg flyttede hjemmefra havde angsten overtaget hende. Min moster prøvede at få hende ud. Men hun kom sjældent længere end ud i indkørslen. Min moster blev hos hende.
Det hele ramlede først for et år siden da min moster døde. Der er stadig ingen der ved præcis, hvad der skete med min mor. Hvordan hun døde vil for evigt være uopklaret. Jeg kunne ikke få mig selv til at lade dem undersøge hende. Det ville være alt det hun ikke ville have ønsket.
Kirkegården var tom nu. Eller ikke helt. Jeg sad stadig midt på stien op til den hvide kirke. Jeg sad der bare. Jeg havde endnu ikke grædt over min mors død. Jeg planlagde heller ikke at gøre det. Det var imod hvem jeg var. Imod hvem hun var.
”Kommer du, mor?” sagde en stemme bag mig.
Jeg drejede hovedet med et ryk. Bag ved mig stod min søn. Hans ansigt kiggede skræmt på mig. Jeg vidste hvad han tænkte. Det var langt fra en bekymring en 15 årige dreng skulle have.
Jeg smilede op til ham: ”Jeg kommer nu Jonas.”
Jeg rejste mig langsomt op. Årene havde efterhånden sat sig i ledende. Jeg fjernede stille mellemrummet mellem os og holdte ham i mine arme.
”Det er okay” hviskede jeg i hans øre imens tårerne trillede ned af hans kinder.

Senere samme dag befandt jeg mig i min mors hus. Intet havde ændret sig siden jeg forlod det for 23 år siden. Lænestolen havde ikke rykket sig. Ikke engang en millimeter. Jeg gik ud i gangen. Mit blik vendte sig mod det lille badeværelse. Det indeholdte så mange minder. Jeg fortsatte mod min mors gamle soveværelse. På mormors gamle kommode stod en æske. Jeg havde aldrig set den før. Jeg tog æsken i hånden og satte mig på sengen, hvor det mørkegrønne sengetæppe stadig lå uden en eneste fold.  Jeg løftede låget og lagde det forsigtigt på sengen ved siden af mig. Mine øjne vendte sig straks mod æsken. Den var fyldt med billeder og gamle avis udklip. Det undrede mig.
Jeg tog de mange billeder og avisudklip ud en efter en. Hvert eneste billede må have haft en større betydning end dem på væggene. Jeg tog det sidste avisudklip op. Jeg havde næsten sluppet det over bunken med resten af dem, da overskriften fangede mit blik.


”Mand brutalt dræbt af seriemorder”


Jeg kiggede nøje og læste teksten på det lille stykke papir.
I går aftes blev Kristian Andersen brutalt dræbt kort fra sit hjem. Morderen skulle ifølge politiet have forfulgt manden i flere uger. Man forbinder mordet med 4 andre mord der er sket i området siden oktober. ”Manden var blevet stukket flere steder på kropen. Kniven havde ramt dybest i låret og i brystet. Da vi kom frem stod manden ikke til at rede.” udtaler politiet.
Manden efterlader sig en kone og deres 6 årige datter.
Jeg kunne ikke tro det. Ved siden af teksten var et billede af min far. Først nu opdagede jeg, hvor slidt den lille artikel var. Blækket var løbet flere steder og på billedet var der svage skygger af læbestift.

Jeg kiggede nærmere på resten af billederne fra kassen. Den havde været fyldt med billeder af min far og jeg. Bare at tænke på hvor mange gange min mor mon har haft dem i hånden. Hvor mange gange hun har grædt over dem. Eller bare hvor mange gange hun har tænkt på dem. Når man tænker sådan er det ikke underligt at hun blev så paranoid. Det ukendte tog hendes et og alt fra hende.

Resten af artiklerne i kassen var det samme. Fra sagen om min fars død eller sager der lignede den. Morderen blev aldrig fundet. Jeg tror det var det der gav udfaldet. Den sidste af artiklerne var dateret få dage før min mors død. De blev endelig genforenet.

Jeg fik også noget ud af det her. Jeg forstår endelig meningen med mit armbånd. Trolden med de mange ansigter skulle lærer mig at folk har flere personligheder. Flere ansigter. Tårnet skulle lærer mig at spille taktisk og holde hovedet højt. Knuden skulle lærer mig at holde fast.
Stenen med de mindre røde sten i skulle lærer mig at kærlighed er godt i mindre portioner og at hele din verden skal ikke være rød. Den grønne kugle skulle lærer mig det vigtigste. Der er altid håb.

Jeg endte aldrig så langt ude som min mor var. Da jeg gik ud af skolen var jeg sikker på at hele verden var farlig. At jeg var det eneste gode menneske. Men en person fik mig på andre tanker. Han reddede mig fra mig selv og han har holdt mig lige siden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...