Skrøbelig - En sinds fortælling

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 jan. 2014
  • Opdateret: 16 feb. 2014
  • Status: Færdig
Én begivenhed som skete for ni år siden har forandret femten årige Isabellas liv. Hendes liv blev vendt på hovedet og hendes mor blev konstateret psykisk syg. Men kan en psykisk sygdom smitte?

9Likes
11Kommentarer
336Visninger
AA

1. En skrøbelig baggrund

De grønne øjne stirrede blankt ind i spejlet. Det brune hår faldt i hendes øjne, og blokerede dele af hendes syn. En skygge blev fanget i øjenkrogen, og hendes hoved kiggede med et ryk over hendes skulder. Hendes blik scannede rummet bag hende kun for at opdage, at der ingenting var at se. Eller var der? Hun blev paranoid.

Jeg stod lænet op af dørkarmen ind til værelset og iagttog hende. Hun havde ikke altid været sådan. For længe siden var tingene anderledes. Vi var her alle sammen. Det hele begyndte da min far forlod os. Jeg var seks år gammel dengang. Det er sjovt hvordan ni år kan gå så hurtigt. Min mor fik konstateret angst i november samme år. Ingen ville fortælle mig noget dengang. Der er ikke mange der ville fortælle det til en seksårig pige, men jeg kunne mærke det. Jeg kunne mærke at noget havde forandret sig. At noget var galt. Da jeg var ti år fandt jeg ud af, hvad der virkelig foregik. Jeg var egentlig ikke overrasket. Tanken havde strejfet mig flere gange. Men det slog til.

Året efter fik min mor det værre. Hun fik problemer med at bevæge sig ud, selvom det var sammen med mennesker, som hun altid havde kendt. Sådan er det fortsat siden. Man kan se det på hende. Jeg kan huske, at jeg stod samme sted for ti år siden. I dag den fjortende maj på deres bryllupsdag. Min mor stod og kiggede sig i spejlet inden de skulle ud og spise. Hun stod smilende med ansigtet helt oppe mod spejlet for, at lægge mascaraen helt rigtigt. Så snart hun var færdig stod min far bag hende med armene omkring hendes talje, imens han holdte hende tæt ind til sig.

I dag kun ti år senere står hun samme sted, selvom intet er det samme mere. Hendes krop virker træt og brugt. Hendes skuldre hænger, men det ville jeg kunne leve med. Det værste ligger ikke i kroppen, men i ansigtet. Hendes øjne er blanke, og flakker mellem højre og venstre, som sekundviseren på uret i stuen. Små rynker er begyndt at forme sig i hendes pande, og hun har permanente poser under øjnene. Smilet er også skiftet ud, med et koldt og monotont udtryk på hendes læber. Det er det værste af det hele.

"Er du klar, Isabella?”

Jeg nikkede. ”Ja jeg er klar”

Mor fjernede endelig blikket for at kigge på mig. Jeg lignede hende. De samme grønne øjne, og det samme brune hår. Vi var endda næsten samme højde. Der var kun en forskel. Min sjæl var ikke nær så ødelagt som hendes var.

Hun gav et nik mod døren, før hun tog det lille nøglebundt fra køkkenbordet, og samlede tasken op fra gulvet. Hun trak sine sorte støvler uden på de gennemsigtige nylonstrømper, og tog den fine frakke fra knagen. Jeg havde for engang skyld taget en fin kjole på til aftnens anledning. Jeg tog mine sorte ballerinaer fra skohylden på vægen, og tog min sorte læderjakke under armen. Jeg satte mig ind på passagersædet i vores lysegrå Ford. På sædet ved siden af sad min mor allerede. Hun satte nøglen i tindingen, og få sekunder efter kørte vi ud af indkørslen.
Denne aften var, hvert år siden min far forlod os, blevet brugt på en tøseaften i byen, for min mor og hendes søstre. Hvert år var jeg blevet passet af min onkel derhjemme, men ikke i år. Jeg er blevet femten år gammel, og endelig har jeg fået lov at komme med.

Jeg tog et blik på mit, efter min mening, meget fine tøj.  En mørkeblå kjole med spagetti stropper og mørke nylonstrømper. Efter min mors mening havde det været det perfekte sæt. Jeg måtte nu indrømme at den rodede knold, mit hår var sat i, klædte sættet. Som jeg sad der i bilen med ren tavshed mellem min mor og jeg, og radioen skruet op på maksimum, begyndte jeg at vende armbåndet, der stille hang om mit håndled.

Det var et lille charm armbånd, der indeholdte fem charms. Du havde aldrig forstået meningen med dem. Mor havde tydeligt udtrykt hvor vigtigt et  budskab det var at lærer, men jeg forstod det aldrig. Måske jeg en dag kan tyde budskabet bag trolden med de mange ansigter, tårnet, knuden, stenen med de mindre røde sten i og den grønne kugle.

Bilen stoppede foran en lille restaurant. Restauranten så lille og hyggelig ud. Den kolde gade blev lyst op af stemning fra den. Jeg steg ud af bilen og begyndte at gå op mod indgangen. Jeg tog fire skridt før jeg opdagede, at mor stadig sad i bilen. Jeg åbnede døren til passagersædet, hvor jeg for kun få sekunder siden selv havde siddet.

”Kom nu mor.” sagde jeg.

Hun rystede på hovedet og lagde armene over kors.

”Mor jeg ved du kan”

”Nej!” Sagde hun, ”jeg kan ikke.”

”Jo du kan” insisterede jeg.

”Nej jeg kan ej! Kan du ikke se alle de mennesker?” sagde hun, imens hendes blik flakkede fra side til side.

”Hvor?” spurgte jeg.

”Over det hele!” udbrød hun, ”Kan du ikke se dem?”

Hun pegede rundt. I det sekund opstod endnu et problem. Jeg kunne se dem. Det var problemet. Jeg kunne ikke lade hende vide, at jeg også så dem. Det var ikke en mulighed. Alt ville bare blive værre.

~~Jeg fik hende aldrig ud af bilen. Vi kørte direkte hjem. Det er typisk ikke? Jeg fik hende endelig ud, men ikke længere end til den lille restaurant. Det fik mig til at undre mig. Var det blevet værre? Havde hun overhovedet forladt bilen alle de andre aftner de sidste 9 år? Noget fortalte mig at jeg ikke ønskede svaret.

Min mor havde lagt sig så snart vi kom hjem. Hendes angstanfald udmattede hende. Hun var sjældent vågen mere end seks timer om dagen. Det betød jeg ofte klarede mig selv. Det slog mig pludselig, at jeg ikke havde spist noget hele aftnen. Jeg havde glemt alt om det efter episoden i bilen. Jeg var egentlig ikke sulten mere. Jeg havde en dårlig fornemmelse i maven. Jeg kunne ikke få tanken om det ud af hovedet. Tænk hvis jeg også var psykisk syg. Jeg kunne ende ligesom min mor. Med angst for så meget som at nærme mig andre mennesker. Jeg ville bliver min mors klon.

Jeg slog tanken ud af hovedet, og besluttede mig for at gå i seng, eftersom alt lyst til mad var drænet fra min krop. Jeg gik ind på mit værelse og lukkede trædøren bag mig. Væggenes blide hvide farve gik i et med resten, men en væg skilte sig ud. Den røde væg bagerste i værelset dragede øjnene til sig. Man lagde nemt mærke til de mange rammer på væggen. Det gjorde ondt at se på dem.

Jeg havde købt dem for, at hænge mine minder op, men de fleste af rammerne var endnu tomme. Mine øjne faldt på en af de få sorte rammer, der rent faktisk indeholdte et billede. Det var taget en varm sommerdag i juli, imens min mor og jeg stod og kiggede smilende på kameraet. Mine øjne faldt mod det mørke trægulv. Det gjorde for ondt at kigge på det. Det viste mig kun hvilket liv vi kunne have haft, hvis ikke hun var blevet syg. Men man kan jo ikke bebrejde hende. Jeg er sikker på at hun også helst selv ville have undgået sygdommen.

En tårer trillede langsomt ned af min kind. Jeg vedte mig mod spejlet i den modsatte ende af rummet. Jeg lagde hånden på det kolde spejl, og kiggede mig selv i øjnene. Jeg så hudløst ærlig ud, som jeg stod der mens min mascara løb omkap med mine tåre. Det virkede så ægte.

Jeg trak ned i stropperne af den blå kjole, og den faldt til gulvet. Mine sorte ballerinaer havde jeg for længst smidt i gangen. Jeg stod og betragtede min krop i spejlet for, at se mit sande jeg. Mine grønne øjne viste sig frem i glans fra mine tårer, imens min krop lignede sig selv. Jeg har aldrig kunne lide mit spejlbilled. Der har altid været noget galt. Jeg var altid for tyk. Håret var altid forkert. Ellers var der noget andet i vejen. Der er kun en ting jeg altid har elsket ved mig selv, mine øjne. Det er lidt svært at forklare hvorfor. Det har bare altid været sådan.

Jeg fjernede mit blik fra spejlet og smed mig på sengen, under de tomme billedrammer. Som femtenårig burde du have venner. Du burde have minder der var værd at gemme, ikke glemme. Sådan var det bare ikke. Jeg havde da venner. Det havde jeg virkelig. De fleste af dem troede bare jeg var en anden. Vi var aldrig tætte nok. Det er svært at stole på folk, når du konstant ser din mor kigge sig skræmt over skulderen. Du får ideen af at mennesker er farlige. Du bliver utrolig paranoid.

Angsten påvirker ikke kun den der lider af den. For alle der er tætte på lider også. Jeg kan ikke tale med fremmede længere. Jeg kan ikke engang spørge efter mælken nede i Brugsen. Jeg er bange. Jeg kørte forvirret en hånd gennem mine slangekrøller og sukkede. Jeg kunne vel ikke være som andre på min alder. Hvis bare mit største problem var at min idol havde fået en kæreste, eller hvem der var kærester med hvem. Så ville det her liv fungere meget bedre.

Jeg trak en stor T-shirt over hovedet og slukkede lyset. Så snart rummet ikke længere var klart oplyst, af den store loft lampe, begyndte paranoiaen at indtage. Jeg kan se hvorfor min mor er så bange for mørke. Hvor end jeg vendte mit blik var der skygger. De forfølger mig. Selv den rene stilhed virker som en skygge. Det hele overvældede mig. Jeg fik følelsen af at vågne op, og stirer direkte ind i solen. Men i stedet for en skindene sol, var det portalen til helvede.

Skyggerne dansede op og ned af væggene, imens de hånligt nedstirrede mig. Nedgørende latter lyder højlydt i rummet, imens jeg bare lå her fastlåst og alene. Jeg havde ingen anden mulighed end at lukke øjnene, og vente til mit livs mareridt var overstået. Men selv med øjnene lukket kunne jeg hører deres hoverende latter. De havde vundet. Skyggerne hjemsøgte mine drømme. De kvalte mig langsomt fra min sjæl til min krop. De udvinder min styrke, og bruger den mod mig.


”Du er intet.”

Lyden af ordene fik mig til at åbne mine øjne. Skyggerne omringede mig. De pustede mig i øret og åndede mig i nakken. De var over alt. De ville mig intet godt. De ville ingen godt. De grinede stadig. Den særlige hoverende og skingre latter kun de kunne lave, rungede stadig i rummet. Jeg begyndte at skrige. Mit tunge skrig fyldte rummet. Det skræmte skyggerne væk, og jeg løb over til stikkontakten for at tænde lyset. Mine fingre ramte forbi flere gange, men jeg fik lyset tændt. Min pande var våd af små sveddråber. Jeg faldt hulkende sammen på sengen, imens jeg flere gange forsøgte, at holde mig selv sammen. Det lykkedes ikke. Jeg kunne mærke hvordan mit skrøbelige hjerte langsomt knuste sig selv. Hvordan mit diskrete sind skreg af mig. Hvordan jeg langsomt faldt fra hinanden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...