Søn af den udødelige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2014
  • Status: Igang
Dette vil være en historie jeg bliver nødt til at skrive på længe. Det er ikke let at være "givet væk". Tænk hvis de bare ikke ville have ham? Josh har mange tanker om hvorfor han en nat i hans første måneder blev foræret væk, og aldrig siden har set sin familie. Vil flugten hjælpe man i hans søgen på sandhederne, når en krig står under påløb for hele verden? ...Man er trods alt i livsfare uden for sine egne bymure.

0Likes
0Kommentarer
111Visninger
AA

1. Prolog

Vinden hylede gennem nattens endeløse mørke. En enlig skiggelse vandrede lydløst under vindens ulveagtige hylen. Hyllet i sin gråsorte kappe var han så godt som skjult af mørket. Hætten var slået op, og trukket ned i panden, for at afskærme ansigtet indenfor fra den rivende vind. Skridtene kom i langsomt tempo og blev slæbt henover gruset når de blev flyttet. Stærke arme trykkede en lille bylt ind imod brystet, og skærmede derved denne fra efterårsstormen.

Nattetimerne skred afsted, og efter timers endeløs vandring anedes små lysglimt forude. Små lysglimt fra små lanterner med levende lys, hængende på en lille krog på verandaen af et hus. Lysglimt betød landsby. Med større iver faldt skridtene hurtigere imod den grusede sti, indtil han løb. Små støvskyer fløj ivrigt op i hans farvand, drevet af de bløde læderstøvler han der skiftevis ramte grusstien med lette trin. Hurtigt blev den sidste distance tilbagelagt, og små skæve huse der lænede sig desperat til naboen, stod placeret i skæve gader. Ganske som forventet hang små lanterner og gyngede i vinden fra hver eneste veranda, og kastede et blødt lys over gaden. 

Når man begav sig tættere ind mod byens centrum, blev man ført gennem en kraftig bymur, hvor små bål til at brændte ovenpå, holdte vagtposterne vågne og varme i de kølige nattetimer. Indenfor murene blev husene både højere, og mere stabile. En smal gyde strakte sig, tilsyneladende endeløst, mellem to af de mægtige huse. Vinden fejede uafbrudt gennem gyder som denne, og skabte en spredt fløjtelyd, der kunne høres længe inden man overhovedet opdagede at de to huse ikke var sammenhængende. 

I byens centrum ville man finde et byggeri. Et  hus, opbygget af en stenart, der så ud til at bryde ud i lys luge ved hver eneste solopgang og solnedgang. Dette var målet. 

Han løftede den tunge dørhammer ud i en vinkel på halvfems grader og lod den falde tilbage imod jernstykket der var monteret på døren. Tre bank i velkendt rækkefølge. Forholdsvis lang tid mellem det første og andet og Kortere tid mellem anden og tredie. En dump lyd efterfulgte, da kuglen ved et fjerde slag hvilede sig ind mod jernpladen, præcis som den havde gjordt for kort tid siden.

Selve dørhammeren var sølvgrå og udformet som en form for Hjort, men med kortere hoved og større øjne, end enhver anden Hjort. To horn snoede sig mærkværdigt ud fra dens pande og var rettet frem imod personen foran døren. Omkring den slanke hals, som udgjorde stykket der var monteret på døren, hang en sølvgrå ring, med en sort kugle nederst på ringen. 

 

Der lød en kliklyd indenfor, og det lille stykke glas i døren, folk gerne benyttede til at se personen før man åbnede døren, blev kort lyst, før en ny skygge lagde sig henover det. Der gik et øjeblik, og lyset nåede igen det lille stykke glas, før slåen blev flået for igen. Endnu en kliklyd, og døren gled langsomt op. 

En stuepige med rødrandede øjne stak hovedet udenfor. 

"Kan jeg hjælpe dig, Sir?"  Stemmen var grødet af søvnen, men tydeligt ung, som også matchede det unge ansigt. 

Manden løftede hånden, skubbede hætten om på ryggen og sank i knæ. "Ja" 

Hans grønne øjne mødte hendes blå. Hendes lyse hår var samlet i en knold med et sort hårbånd. En sort Kjole gik til knæerne, og et Hvidt foreklæde holdt den sammen i livet. 

"Til tjeneste" sagde hun sagte og bøjede hovedet, som tegn på at hun var villig til at udfører hans ordre, men hans hånd stoppede rolige hendes bevægelse, og skubbede hendes hage op, for at fange hendes blik. 

"Overbring dette til din Lady" Han måtte fjerne hånden fra pigens hage, for at fuldføre sin bevægelse, men hun gjorde intet forsøg på at bøje nakken. I stedet fulgte hun hans hænder da han rakte den lille bylt, svøbt i sort til hende. 

Med blide hænder modtog hun hvad end han rakte hende. En flig af stoffet gled til side, og et lille ansigt kom til syne under. 

"Lær ham legenderne." lød hans stemme igen, i et lavmeldt, indtrængende tonefald

Pigen nikkede blot uden at se op, og da hun endelig gjorde det, var døråbningen tom. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...