Søn af den udødelige

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2014
  • Opdateret: 25 feb. 2014
  • Status: Igang
Dette vil være en historie jeg bliver nødt til at skrive på længe. Det er ikke let at være "givet væk". Tænk hvis de bare ikke ville have ham? Josh har mange tanker om hvorfor han en nat i hans første måneder blev foræret væk, og aldrig siden har set sin familie. Vil flugten hjælpe man i hans søgen på sandhederne, når en krig står under påløb for hele verden? ...Man er trods alt i livsfare uden for sine egne bymure.

0Likes
0Kommentarer
112Visninger
AA

2. Kapitel 1

Regnen silede ustandseligt ned, for tredie dag i træk.  Den karakteristiske lyd af læderstøvler mod stengulv rungede sagte gennem den lange hall, og syndes at tilbagekastes fra alle sider. En enlig person vandrende hvileløst fra ende til anden gennem det aflange rum. De bløde støvler frembragte ikke megen lyd, men mangedobledes af det ekko der gerne dannes i let mølberede rum. 

Gulvene var tomme, men væggene var udsmykket med kæmpemæssige gulv-til-loft vægtæpper, som dækkede for bygningens ellers grå og kolde stenmure. Hver især dekoreret med hver sit eventyrlige, surerealiser isærtiske motiv flettet ind i stoffet. Mellem hvert af disse tunge mesterværker var en dør. Store, tunge egetræsdøre hang i deres messinghængsler langs de lange vægge, og en kæmpemæssig dobbeltdør i rummets fjerneste ende. 

En af de enorme egetræsdøre gled op med en svag hvislende lyd. På trods af de næsten nysmurte hængsler, frembragte den en svag lyd, der blev ført rundt i lokalet på ingen tid, og mangedobledes på vejen. Fodtrinene ophørte, og personen snurrede rundt. 

"Hej!" Den nyankomne smilede. Det klædte hendes kønne ansigt. 

 "Hvad vil du?" Hans stemme virkede træt, som dette var et scenarie de havde gennemlevet mere end en gang. 

"Josh..." Begyndte hun usikkert, men tog tydeligt mod til sig, tog en dyb vejrtrækning og begyndte forfra: "Josh - man kan ikke bare gå frem og tilbage dag ind og dag ud fordi det regner! Det vil regne de næste 3 måneder" pigen slog opgivende ud med hænderne. 

Med et lige så arrigt fnys snurre Josh rundt igen. 

"Er det et væddemål?" Var den eneste respons hun fik, før hans dæmpede fodtrin igen lød stille i det kæmpestore tomme rum. 

Hun tillod sig selv et dybt suk, og lod hovedet synke fremover, så hendes lange lyse lokker skjulte hendes ansigt. "Far har sendt mig." indrømmede hun, og vendte de blå øjne opad imod ham, og stirrede på ham, igennem det lette slør af hår. Det eneste hun kunne se af ham, var stadig kun hans ryg  der var vendt rank og kold imod hende.

Han stoppede op, ved lyden af hendes ord. "Hvad vil han?" spurgte drengen med en let interesse dirrende i stemmen, som han forsøgte at skjule, ved at få det til at lyde henkastet. 

"Det ved jeg ærlig talt ikke. Han sagde, at det ikke vedkom mig" lød svaret på hans spørgsmål. Hun trak på skuldrene. 

Denne udtalelse fik Josh til igen at gøre front mod hende. "Ved du det ikke?" Hendes svar havde overrasket ham, og vakt hans interesse. Hvis der var nogen i huset der vidste alt, og havde ret til at vide alt, var det da hende. Da hun mødte hans blik, for derpå at ryste på hovedet, havde hun samtidig kunne fange et glimt at nysgerrighed i den unge mands blik. "Jamen så må jeg vel hellere undersøge det" foreslog han, og sendte pigen et let smil, før han satte retningen imod en af de andre døre i det store rum.

Efter dørens karakteristiske klik-agtige lyd, som var bevis for, at døren var lukket helt drejede han rundt på hælen og stak i løb. Hans interesse var vakt, og alt var vel bedre end det forbandede regnvejr. Efter at have krydset lange lange, været igennem utallige døre, og besteget intet mindre end 3 vindeltrapper, endte han i et af det kæmpestore hus's fjerneste ender, og lod knoerne banke 3 gange imod den solide egetræsdør.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...