Roaring Tides

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2014
  • Opdateret: 15 jan. 2014
  • Status: Igang
“Kevin?” “Er du her stadig?” Måske, måske ikke. Hvad med mor? Kendte du til hende? Har jeg fortalt dig det endnu? “Nogle gange hader jeg dig virkelig … vidste du det?” Men du er stadig virkelig speciel for mig. Du så skuffet ud, da du så på mig. Har du ændret dig? Nej, det har du sikkert ikke. Hvad med dit helbred? Hvordan går det? Hvilken dag var det egentlig … da du forlod? Oversat fra engelsk til dansk! Original: http://www.asianfanfics.com/story/view/645993

2Likes
0Kommentarer
288Visninger

1. 1

- Just tell me why … - Den stoppede. Den stoppede simpelthen. Jeg så overrasket på den, som jeg tog den ud af min taske. Den gentog langsomt, og så stoppede den dér. Det er sikker derfor, at han foreslog, at jeg ikke skulle købe den - Kevin. Han fortalte mig altid, at jeg ikke skulle købe billigt bras, især ikke MP3 afspillere, some plejede at være dyrere end en pung. Selvfølgelig havde han ret, men jeg blev ved med kun, at lytte til mine egne ord. Personligt vidste jeg godt hvor egoistisk jeg var. Jeg trak på skuldrene, for jeg ville ikke kæmpe for meget med, at prøve, at reparere den. Mine klodsede hænder fik det endda til at se værre ud end før, så jeg lagde den hurtigt ned i min blålige taske, og fortsatte med at gå. Jeg havde lige fået fri for skole. Jeg skulle havde mødt Kevin lige nu, men desværre var han nødt til at annullere det, på grund af hans travle aftaler. Som hans nærmeste ven, accepterede jeg det, og håbede på, at han ville opnå det han kæmpede så hårdt for. Faktisk må jeg indrømme, at vi var mere end bare venner. Ikke kærester, men mindre. I virkeligheden var jeg ikke helt sikker. Nu om dage prøvede jeg at spørge ham, men han lagde altid en finger over min mund, prøvende på at få mig til at glemme det, ved at grine lykkeligt. Det skete ofte, så jeg forblev altid stille, og prøvede selv at finde ud af det. Far var næsten aldrig hjemme. Han havde også travlt, på grund af hans arbejde som en forretningsmand. Jeg var heldig, kun at skulle passe på mig selv - nu hvor jeg ikke havde nogen søskende. Hvor ofte var han hjemme? Altså, omkring en gang om ugen, men på det tidspunkt, var jeg dén, der havde travlt. Vi havde næsten ingen tid sammen. Mor var her ikke. Hun forsvandt for lang tid siden i en bilulykke. En gang om året besøgte jeg hendes grav på landet, sammen med far. Jeg holdte tårerne inde, det gjorde far også, altså, hvis han havde nogen. Det eneste minde jeg virkelig havde, var et indrammet billede, på sofabordet. Ved bordets sider var der sjældne planter, som bambusblade og en ligblomst (selvom det kun var en lille en). Uden at lægge mærke til de larmende lyde fra bilerne, så jeg på min mobil. Endnu vidste jeg ikke hvorfor. Med ingen idé overhovedet, begyndte jeg at tænke over, hvorfor jeg kunne havde de tre telefonnumre - Kevin, far og … mor. Jeg havde stadig ikke slettet hendes nummer, selv efter syv år. Jeg ville ringe til hende, selvom det ikke var i brug mere. Måske ville hun smilende tage telefonen? Jeg lagde også mærke til, at jeg kun havde en ven. Eller … han var ikke en ven, han var egentlig bare Kevin. Mor ville sikkert have været skuffet, hvis hun vidste det. Måske vidste hun det faktisk? Altså, i himlen. Far var ligeglad, og såvel var jeg. Hvad med Kevin? Han vidste det slet ikke. Han troede, at jeg var glad som jeg var. Han troede, at jeg havde mange venner - flest pigevenner. Dybt var jeg ikke nøjagtig sikker. Jeg var ikke trist, men følte heller ikke glæde strømmende gennem min krop. Jeg var helt sikkert ensom. Nioghalvfems procent af mit liv var dækket af ensomhed. Selv Kevin fik mig ikke til at føle mig hel, nu hvor han ikke var en sand ven til mig. Som altid var han bare en bekendt person. Vi kendte hinanden, men havde ikke noget slags forhold eller venskab. Vi var bare to tilfældige elever. Det kunne have været tilfældigt. Jeg er sikker på, at Kevin kunne have valgt en anden end mig - alle kunne jo alligevel lide ham.

Bilerne susede fra venstre til højre. Vinteren var allerede snart ovre. Jeg var på en måde glad, selvom vinteren forlod uden en eneste snefnug. Generelt kunne jeg ikke lide sne. Det var pænt at se på, men fik min krop til at være stiv og tom - jeg kunne bare ikke klare, at kulden skulle overtage min lille krop. På en eller anden måde smilede Kevin altid, når han så den første sne.

“Det er måske sidste gang vi ser sne” sagde han hvert år. Hvad mente han med det? Vi ville altid kunne se sne - før eller senere ville det komme. For mig var vintertiden ikke særlig farverig, men Kevin var altid uenig. Han syntes, at det var en af de mest farverige tide på året, men for ham, var alle sæsoner specielle. Han elskede kirsebærtræernes blomstring om foråret. Den blå himmel og lyse sol om sommeren. De flotte orange farver om efteråret. Og den hvide, juleagtige vinter. Det var hvad han altid fortalte mig - ikke anderledes fra sidste år. Jeg var glad på hans vegne, men kunne ikke rigtig forstå ham. Det var hvem han var; en evig, lykkelig fyr. Ja, hans navn var Kevin.

Jeg så til venstre, og så til højre. Ingen biler kunne ses. Først ville jeg gå hjem, derefter spise noget mad, og så slappe lidt af. Klokken fire ville jeg gøre mig klar til arbejde - wow, klokken var allerede tre. Så ville jeg gå på arbejde en time senere, arbejde dér i nogle timer, gå hjem, spise igen, lave mine endeløse lektier og så slutte min dag, ved at gå i seng. Mit deltidsjob havde jeg kun for at spilde tiden, ikke for at tjene en smule penge. Jeg arbejdede ikke mange dage. Jeg kunne bare tage dérhen, når jeg havde brug for det. Jeg ville have sagt op med det samme, hvis jeg havde andre ting at lave, som at hænge ud med Kevin. Men nej, han havde travlt, og det havde jeg så også. Hvad dag var det egentlig i dag? Mandag, måske tirsdag? Nej, det kunne jeg ikke huske. Jeg tabte langsomt min hukommelse som tiden gik. Måske blev jeg gammel? Nej, det kunne ikke være det - jeg var kun sytten. Hvorfor tænkte jeg overhovedet over så mange ting? Jeg havde virkelig for mange tanker oversvømmende i mit hoved. Ikke bare simple spørgsmål, men også ubesvarlige.

Nu, lige nu, sad jeg på min næsten våde sofa. Sofaen i stuen, ved siden af mors billede. Mens jeg langsomt slugte et par slurke kaffe, selvom jeg ikke kunne lide det. Jeg hadede caffeine, mere end jeg kunne lide det. Den bitre smag føltes som cigaretrøg i nærheden af min følsomme næse. Far drak det hele tiden. Jeg er sikker på, at han også havde en smag af alkohol, hver og eneste gang han brugte sin fritid sammen med hans nære kammerater. Da mor var her prøvede hun, at tvinge ham til, at lade være med at drikke. Han fortsatte og vidste godt selv, at det var dårligt for hans helbred. Han måtte tage en del piller, for at forblive i live. Hvis ikke han var i live, ville jeg sikkert have endt på børnehjem. Nogle gange må jeg indrømme, at jeg var en heldig pige, for at have en far som ham. Jeg sidder her, og smager nu mere af den bitre kaffe. Jeg så på koppen - der var et hjerte på - mor købte den. Da jeg var ni blev jeg ved med, at tale om hende. Mine gamle venner sagde at jeg skulle stoppe - de sagde, at jeg skulle holde min kæft. Jeg var så lykkelig dengang. Jeg elskede endda min mor mere. Nu er hun egentlig bare som en ‘engang kendt person’ for mig. De dér mennesker - mine klassekammerater - sagde dårlige ting om min mor, inderst græd jeg. Og så dagen en følelsesløs bil trampede på hende. Dagen hun lovede, at hente mig. Om morgenen smurte hun mig et stykke brød. Jeg havde næsten ikke tid til at spise det, men hun insisterede. Hun smilede til mig og gav mig et kram, mens hun sagde farvel. Selvom jeg ville se hende lige efter skole, sagde hun præcis det samme som Kevin:

“Det her er måske vores sidste knus, måske vores sidste samtale”. Jeg troede ikke på hende, altså, det gjorde jeg aldrig. Jeg troede, at hun var skør. Men faktisk havde hun ret. Da jeg var i skole ville jeg ikke tale om hende, bare ikke i dag. Jeg ville ikke blive til grin. Vi havde næsten fri, men så kaldte inspektøren på mig. Som altid ignorerede mine klassekammerater mig, ved ikke at lægge mærke til, at jeg faktisk var på vej ud af klasselokalet. For dem var jeg ligesom en usynlig skygge. Inspektøren fortalte mig det hele, jeg græd. Min lærer trøstede mig kært, men jeg ville kun have min mor. Først løj de:

“Din mor er på hospitalet …” og så:

“ ... Hun døde i en bilulykke”, de ville vel ikke have dårlig samvittighed. På det tidspunkt var jeg forhekset af mors sidste knus, på en måde er jeg det stadig, men ikke lige så meget. Et par dage efter ulykken flyttede mig og min far tættere på byen, ikke byen, men bare tættere på. Stedet jeg bor i nu. Selv nu, genkender nogle mig stadig, når jeg besøger hende. Det føles som om, der er stirrende øjne, som jeg giver hende en buket blomster. Nu, efter syv år, prøver jeg at reparere mine følelser mod hende. Jeg prøver efterhånden at glemme hende - selv hvis det vil tage år, måske liv. Når jeg sover - hver nat - forestiller jeg, hende stryge mit år, som hun sødt taler til mig. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg er ikke sikker på hvorfor, hun betød så meget for mig.

Hvad var klokken? Ikke engang fire endnu. Jeg stirrede på koppen i lang tid. Den var allerede tom. Min mave knurrede lige pludselig, selvom jeg ikke var sulten. Et par timer tilbage, og hun ville stryge mit hår, mens hun fik mig, til at falde i søvn.

“Farvel” Jeg bevægede mig ubehageligt i min seng. Hun strøg stadig mit hoved. Jeg frøs, som jeg lå der, skjult under et tyndt tæppe. Jeg lukkede mine øjne, men blev ved med at åbne dem, for at se, om hun stadig var her. Jeg ville have, at hun skulle holde om min hånd, men kun vinden var synlig. Hun betød meget for mig, men stadig ikke. Hvorfor? Fordi hun ikke var en del af mit liv mere. Jeg havde andre ting at passe på - som hun også selv havde fortalt mig.

“Vær ikke for egoistisk og få mange venner. Find en god kæreste, som du senere vil gifte dig med. Åh! Og få børn, mange børn” Hun havde travlt med, at planlægge mit liv. Det her skulle have været hendes liv, men ved et uheld giftede hun sig med en forretningsmand - far. Selvfølgelig blev de forelskede, men hun havde forventet mere. Hun troede, at hun ville ende med en lykkelig familie - måske fem børn? De to forskellige dele af familien - fars side og så mors - havde ikke et særlig godt forhold. Da jeg blev født, sloges de om, hvilken del af familien, der først skulle se mig. Det endte lige, så ingen af dem kom til at se mig, før jeg blev fire. På det tidspunkt, følte jeg ikke, at far og mor var elskere. Mere som … skilte forældre? Men jeg kunne se fars tårer den dag, så han elskede vel hende meget højt. Jeg prøvede at tale med far om det, men han ignorerede mig let. Deres yngre tider var helt sikkert bedre! Far havde de bedste karakterer og var ret populær. Mor var vidunderlig og ung, hun havde flest fag sammen med far. De så ud til at være et perfekt par dengang.

Mine tanker stoppede. Hvorfor tænkte jeg overhovedet på dem? De var bare forældre. Jeg skulle tænke på mig selv for en gangs skyld …

“Mor?”

“Du vil altid være lige her, ikk’?”

“-Du vil være her når jeg har brug for dig … ikk’?”

Et nik hver gang jeg havde brug for hende, men måske en løgn. Selv hvis jeg var fuld af tårer og sorg, åbnede jeg mine øjne. Alt blev ved med at ændre sig på grund af dig.

“Men du ændrede dig aldrig, gjorde du?”

Roaring Tides

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...