Dystopia

Blahhhh

2Likes
2Kommentarer
211Visninger

1. #1

-Ryan-

Jeg smed den store skind jakke over mig, og et ladet gevær i hånden. Det var på tide at få ordenligt kød på bordet. Jeg åbnede døren, og kulden bed i mine kinder, og da jeg trådte ud, knirkede den nye sne under mine fødder. Der gik ikke lang tid før jeg spottede den første hjort. Det var en fin hun hjort, som havde forvildet sig væk fra flokken. Hun var ikke helt gammel, og trippede nervøst i den kolde sne, da hun opfangede min tilstedværelse. Jeg sigtede efter hende, og idet jeg skulle til at trykke på aftrækkeren, lød en høj lyd og væk var hun. Jeg løb hen, hvor hun stod og fulgte efter sporene. Jeg havde ikke bedre ting at tage mig til, og jeg kunne virkelig godt bruge noget kød. Sporene blev ved med at føre alle mulige veje, men hun var ikke til at se nogle steder. Jeg blev mere og mere forvirret og nervøs. Solen var allerede på vej ned over nordbjergene, og det betød at der ikke var mere end højst en time før mørket ville fylde skoven. Jeg begynder langsomt at fortryde den lange vej jeg er kommet. Jeg nåede knap nok at vende mig om, før jeg ramte den kolde sne, og alt blev sort. 

 

Mine øjne kan næsten ikke åbne, og hele min krop gør utrolig ondt. Jeg kan mærke sveden løbe mig kold ned af ryggen, og det hele kører rundt. Det er ikke helt gået op for mig, hvor jeg er henne, før jeg får kigget mig rundt. Lugten er underlig, lidt ligesom en gammel kælder eller et råddent loft. Det er et hospital. Et hospital?! Hvad laver jeg her, og hvordan er jeg nogensinde havnet her? Mine arme er næsten følelsesløse, og jeg kigger ned på dem. Der sidder diverse ting og nåle i min arm, og jeg skynder mig at rive dem alle sammen ud med rystende hænder.
Mit hoved banker som sindsygt, da jeg endelig rejser mig op. Det hele er så dødt. Kun lyden af en gammel vandhane kan høres. Den drypper i takt, og lyden er som et slag i hovedet hver gang, selvom det er så ubetydeligt lavt. Gulvet er støvet og beskidt, og støv har samlet sig i et tykt lag på bordet. På bordet står der et lille ur, og det viser både klokken og datoen, så jeg kigger ned på det. 10.49 pm. August. 19. 2016. 
Hvad!? 2016! Jeg tager mig til mit dunkende hoved. Det der kan ikke passe! Det er jo først om 2 år! For hvert sekund bliver jeg mere og mere forvirret. Det hele er så surrealistisk.

En genert solstråle får kæmpet sig igennem det mørke lag skidt, der fylder vindusglasset. Jeg går stille hen til vinduet, og giver et gisp fra mig. Synet der møder mig, er slet ikke ventet. Gaderne er tomme, og husene er alle enten fuldkommen smadret eller helt jævnet med jorden. En blød vind fejer skidtet rundt på de forladte gader. Det hele er ødelagt, og der er ikke en eneste levende sjæl i syne. Jeg går langsomt tilbage mod sengen med nervøse skridt. Mit hjerte begynder at hamre derud af, da jeg hører en lyd længere henne i rummet. Jeg kigger mig hurtigt rundt, og griber ud efter det første jeg får øje på. En skikkelse kommer nærmere, og jeg bliver mere nervøs.
"Du er vågen," siger en pigestemme meget overrasket og glad.
"Kom frem for lyset!" udbryder jeg med klaprende tænder.
"Ryan, jeg gør dig ikke noget," Forvirringen breder sig, hvorfor kender hun mit navn? "Sødeste, du kan altså ikke gøre mig meget med den kanyle der." Hendes selvsikre grin får mig til at klemme hårdere om den.
"Den kan stadig skade dig!" råber jeg tilbage, men nervøsitet i stemmen. Hun træder frem fra den mørke del af rummet. Hendes hår er langt og mørkt, og hun er klædt i en sort dragt af en art. En pistol er i et bæltet rundt om hendes liv, og man kan høre hælene fra hendes sko, hver gang hun tager et skrdt. 
"Hvem er du, og hvor kender du mit navn fra?"
Hun trækker nervøst på det, som om hun ikke rigtig vil fortælle mig det.
"Du skal nok huske det. Snart. Men vi bliver nødt til at komme videre nu." Jeg går et skridt tilbage.
"Hvad får dig til at tro, at jeg ville gå med dig?" 
"Jeg vidste det her ville ske..." siger hun lavt. "Okay, men du bliver nødt til at tro på mig, og så går vi."
"Hvem er du?" spørger jeg igen.
Hun vender sig om med et skævt smil, "Mit navn er Kylie... Jeg er din søster."


 




 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...