Min søster Sara

Lucas' storesøster Sara lider af personlighedsforstyrrelsen Borderline.

8Likes
4Kommentarer
471Visninger
AA

1. Min søster Sara

Min søster havde det ikke så godt.
Mor sagde, at Sara havde brug for tid alene nogle gange, og så stod jeg bare uden for hendes dør og lyttede. Jeg kunne høre, at hun græd. En gang prøvede jeg at banke på, sådan bare for at se om jeg kunne trøste hende. Det gjorde jeg aldrig igen. Jeg kunne høre, at hun trampede hen til døren derinde. Hun rev i håndtaget, og døren fløj op. Den bragede ind i muren. Det kan jeg tydeligt huske. Hendes kinder var røde, og det samme var hendes øjne. 
"Sara?" Jeg fik tårer i øjnene af at se på hende. 
"Hvad vil du, Lucas?" Hun var sur på mig, men jeg vidste ikke helt hvorfor. "Du skal ikke stå herude og lure, uden jeg ved det." 
"Undskyld." Jeg kiggede ned i gulvet. Når hun var sur blev jeg flov over mig selv. Det blev mor også engang, hvor Sara havde hørt hende snakke i telefon med lægen. Og så græd mor, da hun troede jeg sov. 
"Jeg kan ikke lide, at du græder, Sara," prøvede jeg, men hun ville ikke høre det. 
"Gå med dig!" Hun smækkede døren hårdt i. Jeg var alt for bange til at blive stående, så jeg løb ind på mit værelse og gemte mig under dynen. Den var mit skjold, som beskyttede mig imod Sara, når hun var vred. 
Det fortalte jeg mor en aften. "Hvorfor siger du sådan noget, Lucas? Sara er ikke vred. Hun er ked af det. Det ved du godt, ikke?" Jeg nikkede, men jeg forstod det stadig ikke helt. Der var ingen, der gad fortælle mig det. 
"Hvornår kommer far hjem?" spurgte jeg. Mor sendte mig et smil. "Snart, min skat. Far arbejder bare sent i dag." 
"Lige som altid" sagde jeg, og mor grinede. 

Den næste morgen, sad jeg og spiste morgenmad, da Sara kom hoppende ind i køkkenet. Hun var glad, det kunne jeg se, og så blev jeg også glad. 
"Godmorgen, lillebror" sagde hun. Hun kyssede mig i panden. Jeg kunne ikke lade være med at smile, og mor lo. 
"Du er i et dejligt humør i dag, Sara" sagde far. Han sad overfor mig og læste i en bog. Han kiggede på Sara over brillerne og smilede. 
Sara vendte sig hurtigt om og så på ham. "Hvad mener du med det?" Hun smilede ikke mere. 
"Sara.." Far skulle til at fortsætte, men han sagde ikke noget. Jeg turde ikke spise videre, når der var så stille. Jeg holdt vejret. 
"Det er bare så dejligt, at du er glad," sagde far så. "Jeg bliver så glad, når du er i godt humør." Han smilede. Sara stod lidt og kiggede på ham. Så smilede hun stort igen og sagde: "Det var godt, far, for jeg har tænkt mig at være glad hele dagen!" Hun gav far et kram. Mor grinede igen.

I skolen var vi begyndt at lære engelsk, men jeg var ikke helt så god til det, som jeg gerne ville være. Mor sagde, at jeg ikke skulle være bekymret. "Du har kun haft engelsk i et par uger!" Jeg vidste godt, at hun havde ret, men jeg var stadig bekymret. 
Derfor besluttede jeg mig for at spørge Sara om hjælp. Hun gik i 9. klasse, så hun havde klasseværelse i den anden ende af skolen, hvor alle de store børn gik. 
Jeg fandt en dør med et skilt på, hvor der stod 9.C, og så gik jeg ind. En af Saras venner så mig. "Hej Lucas!" sagde hun. 
"Hej. Hvor er Sara henne?" spurgte jeg. Pigen kiggede på mig. Jeg havde glemt, hvad hun hed, men det var også ligemeget. 
"Sara har ikke været i skole i dag," sagde hun så. 
"Hvad?" Jeg begyndte at blive bekymret. Mor havde sagt, at hvis Sara var mærkelig i skolen, skulle jeg ringe til hende.
"Fordi Sara er syg, ikke Lucas?" havde hun sagt en dag. Jeg havde nikket. 

Jeg løb tilbage til min egen klasse, hvor min mobil lå i min jakkelomme. Klokken ringede, da jeg stod på gangen og skulle til at ringe til mor. Min matematiklærer kom forbi. Jeg havde altid godt kunnet lide hende. 
"Kommer du med ind i klassen, Lucas? Timen starter nu." 
"Jeg skal lige ringe" sagde jeg, men hun ville ikke høre på det. 
"Du kan ringe i næste frikvarter. Kom nu."
"Nej. Jeg bliver nødt til det."
"Man ringer ikke i timerne," sagde hun. 
Jeg kunne mærke tårerne i mine øjne, og jeg kunne mærke dem løbe ned af mine kinder. 
"Men det er Sara!" Det var ikke min mening at råbe, men jeg elskede min søster. Det havde jeg altid gjort. Uden at tænke mig om løb jeg ned af gangen, så jeg kunne være i fred og ringe til mor. 
"Lucas! Kom tilbage!" kunne jeg høre hende råbe, men jeg var ligeglad. 
Far havde engang sagt, at Sara ikke var helt klar over, hvad hun gjorde nogle gange. Hvad nu hvis det her var en af de gange?

Mobilen ringede. Jeg lyttede kun til den lille lyd i røret. 
"Hej, Lucas. Det er mor" sagde mor i den anden ende. "Har du ikke time nu?"
"Mor. Sara er ikke i skole" græd jeg. "Hun er væk."
"Åh, Lucas. Sara er herhjemme. Hun har lige været til lægen. Jeg er ked af, at jeg ikke fortalte dig noget, skat, men du bliver altid så ked af det, når du ikke må komme med og passe på hende. Du var nødt til at tage i skole, og jeg troede ikke, du ville opdage det." 
Jeg sagde ikke noget. Jeg græd bare. Jeg stod bare dér på gangen og græd. 
Jeg snøftede, for ikke at lyde så ked af det, da jeg sagde til mor: "Det er okay, mor." 

Da far kom og hentede mig efter skole, vidste jeg, at der var noget galt. 
"Hvorfor er det dig, der henter mig, far?" spurgte jeg. 
"Jeg tog fri i dag. Så jeg kunne tage med Sara til lægen."
"Mor tager altid med Sara til lægen."
"Det ved jeg godt, min ven." Han startede bilen. "Nu tager vi hjem og snakker med mor og Sara. 
Jeg fik ondt i maven bare ved tanken. 

Sara sad i køkkenet, da vi kom hjem. Hun havde benene trukket op foran sit bryst, og hun holdt sine arme rundt om dem. Hun rokkede en lille smule frem og tilbage i stolen. 
Vi satte os alle sammen rundt om bordet. 
Mor begyndte: "Sara har været til lægen i dag. Lægen siger, at Saras sygdom er blevet være. Vi føler, at vi bliver nødt til at fortælle dig nu, hvad Sara fejler, Lucas." Jeg nikkede bare uden at sige noget. Det gjorde ondt, at se Sara sådan der. 
"Sara har en psykisk sygdom, der kaldes Borderline. Det betyder, at hendes humør kan svinge rigtig meget." 
Sara kiggede ikke på os, mens mor talte.
"Lægen har så fortalt os i dag, at Sara også er begyndt at have små hallucinationer, som er nemmere at få, når man har Borderline. Hallucinationer er, når man ser ting, som ikke er der i virkeligheden." Der var stille, i hvad der føltes som hundrede år. 
"Men det går væk igen, ikke?" spurgte jeg. 
Mor skulle til at svare, da Sara rejste sig og sagde: "Jeg går ind og sover."
Da Sara var væk, græd mor igen. Far holdt om hende, mens hun græd. "Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre længere."

Senere det år døde Sara. I starten ville de ikke fortælle mig hvordan, men jeg var ikke længere et lille barn. Det sagde far i hvert fald. 
Sara havde skåret sin pulsåre over. De forklarede mig, hvad det betød, og at jeg på ingen måde kunne have stoppet det. Det var noget Sara selv havde bestemt, men jeg forstod ikke, hvorfor Sara havde bestemt at gøre sådan noget. 
Det er omkring et år siden nu. Jeg bliver snart 10 år gammel, og jeg elsker stadig min søster. 
Jeg vil altid elske min søster. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...