I miss you - Justin Bieber *PÅ PAUSE*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 jul. 2014
  • Opdateret: 27 mar. 2016
  • Status: Igang
*3'eren til serien Trust me* Som alt ser godt ud for Sophia, Angel og Justin, bliver alt pludselig vendt på hovedet. De ender alle sammen ud i en bilulykke, som kun Sophia overlever. Sophias liv bliver revet itu, og hun aner ikke hvad hun skal gøre. Hun går ikke ud, og hun bliver indenfor hele tiden. En dag dukker Zack op ved hende på hospitalet. Vil hun tilgive ham? Og hvad vil han? Og hvad når Justin går igen, men at Sophia ikke kan se ham, men mærke der er noget, men tror det bare er hende? Kommer Justin nogensinde til at få fred? Og vil Sophias liv nogensinde komme på skinder igen? En ting er sikkert, dette er et nyt eventyr, med Justin, Sophia og Zack. *Læses på eget ansvar* *Og tak til Worup som igen har lavet dette cover*

9Likes
4Kommentarer
1140Visninger
AA

5. Kapitel 3 - "Hvad er min opgave så?"

* Vil gerne undskylde for denne dårlige opdatering, men håber I vil følge med alligevel, der er bare sket nogle ting i mit liv som ikke har været nemme.. :i *

 

 

 

*Justins synsvinkel* 

Hvad fanden skete der? Hvor fuck er jeg endelig henne? Hvad sker der lige? Hvorfor står jeg ser en masse læger gå rundt om en krop, helt i panik. Hvorfor hører jeg en lang bip lyd? Hvem fuck er det lige der er død? Jeg ser en af lægerne flytte sig fra kroppe, og hvad fanden sker der det en dreng? Drengen ser sku endelig godt ud. Det ligner en på min alder. Det ligner faktisk mig på en prik. Hey vent, er det mig der er død? Okay det er hvis mig der er død. Men hvad fuck laver jeg så her? Burde jeg ikke være i himlen. Nej okay. Alt køre rundt i hovedet på mig lige nu, jeg kan slet ikke finde rundt i nogle ting. Jeg står lidt i mine egne tanker, da en går igennem mig. 

"Hvad fuck har du gang i?!" råber jeg, men personen reagere ikke. Fuck hvor er jeg dum, jeg er skuda død, omg, det her vænner jeg mig aldrig til. Men hvorfor fuck er jeg her stadigvæk, har jeg en opgave eller sådan noget? Jeg ser en eller anden mand komme gående. Personen går også igennem mennesker, så okay det må være en som mig, fedt en jeg kan snakke med! 

"Hej Justin" siger manden, og smiler til mig. Jeg kigger meget mærkeligt på ham. 

"Hvor kender du mit navn fra?" spørger jeg med rynket øjenbryn. 

"Jeg er her for at fortælle dig om din opgave" siger han og kigger seriøst på mig. Okay jeg har en opgave, det vidste jeg skuda godt, eller noget.

"Hvad er min opgave så?" jeg kigger nysgerrig på ham. Han kigger bare på mig. Så sig det forhelvede kvinde menneske. 

"Du skal beskytte Sophia" wow, det kunne jeg godt have regnet ud, den havde ikke været så svær, men for hvad skal jeg beskytte hende i mod?

"Du dygtig, og du skal beskytte hende imod Zack." siger han og løfter det venstre øjenbryn. Jeg gad faktisk også godt at kunne det. Vent hvad var det han sagde? Beskytte hende mod Zack? Den Zack? Og tænkte jeg lige det andet højt? 

"Du skal lærer at styre dine tanker Justin, jeg kan godt høre dem" siger manden og griner. Åh shit, fucking pis lort. 

"Kan man også hører ens tanker, fuuuck" siger jeg, mens mine øjne bliver store, og min mund nærmest hænger nede på gulvet. Det hvide klamme gulv. Jeg har altid hadet hospitaler. 

"Ja det kan man, og du skal nok finde Sophia nu" siger han og er på vej ud af døren igen. Hvor fuck skal han hen, er ikke færdig med ham endnu. 

"Hvorfor skal jeg finde hende nu?" jeg kigger på ham og forventer et svar. 

"Zack er hos hende nu" det er alt det svar jeg får, før han forsvinder ud af døren, og er pis væk. Jamen tak da, jeg elsker da også dig. Jeg kigger lidt rundt før det går op for mig hvad han sagde. Zack hos hende nu. Fuck! 

Jeg skynder mig hen mod døren, men en læge går ind foran mig. 

"Flyt dig dog kvindemenneske!" vent, hun kan ikke hører mig, og jeg kan skuda gå igennem hende. Fuck hvor er jeg dum. Jeg begynder at gå igen, det her er mærkeligt. Jeg går hen til der hvor man får afvide hvilket rum folk lægger i. Der sidder en læge på en kontor stol, med en kop kaffe i hånden. Jeg kigger ham over skulderen, og ser der står 3 sal, rum 3. Jeg vender mig om for at gå hen til elevatoren så jeg kan komme op på sal 3. Jeg tager en dyb indånding og puster så ud igen. Hvilket jeg ikke skulle have gjort. En vase foran mig falder til jorden. Helt ærligt? Kunne han ikke lige havde advaret mig om det? Damen kigger forskrækket op, og kigger rundt omkring, for at se om der er nogle, men hun kan ikke se nogle. Eller hun kan ikke se mig. For jeg er jo usynlig. Jeg er død. Jeg er et spøgelse.

"Er der nogle?" spørger damen og kigger sig rundt omkring igen. Hun rejser sig op og kigger med meget forskrækket øjne. Hun begynder at samle vasen op. Jeg sukker. Den her dag bliver bare bedre og bedre. Jeg går hen mod elevatoren for at komme op til Sophia. Jeg tripper meget med fødderne, og venter på at der kommer en der skal med elevatoren. For helt ærligt hvad ville folk ikke tænke hvis den selv går i? Jeg kigger rundt, og da det ligner der ikke er nogle trykker jeg på knappen hvor der står 'sal 4'. Døren går i, og jeg står nu i elevatoren, helt alene, suk suk. 

Efter kort tid er jeg oppe på sal 3, eller det regner jeg da med fordi døren åbner. Jeg går ud af elevatoren, og kigger rundt efter rum 3. Der går et stykke tid før jeg stopper op, jeg kigger på den hvide dør hvor tallet 3 står på. Jeg sukker. Jeg ved endelig ikke hvorfor. Jeg ved endelig ikke hvad jeg skal gøre. Jeg ved bare, at jeg skal beskytte Sophia mod Zack. Men hvordan? Ja det er så det næste spørgsmål. Vent, hvad med Angel? Lever hun endnu? Det håber jeg for Sophia, hun vil ikke kunne klarer at miste os begge to på en gang. 

Jeg bliver revet ud af mine tanker da jeg hører Sophia råbe. Jeg skynder mig ind i rummet og ser Zack holde stramt om Sophias hånd. De ord der forlader hans mund får min ellers spøgelse verden til at gå i stå. At tvinge Sophia til at være kærester med ham, for ellers går han ind og dræber Angel. Det kan han ikke mene. Eller han er jo et ondt monster, så det undre mig nok ikke, men fuck en idiot han er, hvis det stod til mig var det han der skulle dø, og ikke mig. Jeg kunne se at der trillede tårerne ned af Sophias kind, og det gjorde mig ked af, at jeg ikke kunne gøre noget ved det. Gid jeg kunne, men det kunne jeg ikke. 

Jeg stod mundlam inde i rummet, velviden om at de ikke vidste jeg var der. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op med mig selv, jeg vidste ikke hvor jeg skulle stå, eller hvad jeg skulle gøre. Det hele var så forvirrende.. 

Jeg gik hen til Zack og Sophia, jeg havde aller mest lyst til at give Zack en high five. I hovedet. Med en stol. Ja, det kunne se sjovt ud. Jeg stod og kiggede på Zack med dræber øjne. Hvis øjne kunne dræbe så var han vist død for længst. Hvis det kunne så havde jeg da gjort verden en tjeneste. Måske ville jeg få en medalje? Ja det ville jeg helt sikker, det er jeg i hvert fald 100 procent sikker på at jeg ville. Jeg ser Zack nærme sig Sophias ansigt. Jeg løber ind foran ham, men kommer i tanke om, at jeg er usynlig, og at de ligesom bare går igennem mig. Jeg kigger rundt, og mærker at panikken langsomt begynder at komme frem i mig. Jeg kigger rundt hvad fuck kan jeg gøre. Jeg går hen til en vase og prøver at skubbe den ned, men det går ikke så godt som det gjorde henne ved hende damen i kontor stolen. Hvorfor? Jeg ved ikke hvad jeg ellers skal gøre, men i ren og skær refleks kigger jeg hen på Zack og Sophia. Sophia med tårer ned af kinderne, og Zacks læber mod Sophias mund.  

 

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Jeg håber at der er nogle der stadigvæk følger med, og jeg vil nu blive bedre til at opdatere.. Men som skrevet før, der har været en hel masse ting der er sket, som jeg skulle have styr på. Men jeg vil begynde at blive bedre til at skrive, og give mere tid til det end jeg har gjort før hen. Og undskyld for et dårligt kapitel, men jeg har heller ikke rigtigt vidst hvad jeg har skulle skrevet. Har arbejdet meget med den de sidste par dage. Håber I vil tage i mod den igen, og læse med igen. Og smid gerne en kommater, hvis I læser med, så jeg ved der er nogle der læser med. Og kapitellet er ikke rettet igennem :) 

Og hvis det er, kan det godt være jeg har brug for en til at hjælpe mig, måske en med forfatter, så skriv lige hvis det kunne interesserer dig :) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...