Stillestående ensomhed - oneshot -

Stillestående ensomhed er en fortælling om Victor som lever et liv i tavshed og ensomhed.. Hans mor er syg hvilket ødelægger Victor. Moren er så syg at det går ud over Victor som i forvejen har det svært. Bidrag til psykisk sygdom i familien konkurrence

5Likes
2Kommentarer
256Visninger
AA

1. Stillestående ensomhed

Jeg hedder noget så traditionelt som Victor, Victor med c, det ville være mere traditionelt med k som Viktor men nej mine forældre kaldte mig Victor med et c. Jeg er 16 somre, hvilket vil sige at jeg har levet i 16 år hvis du skulle være i tvivl. I 16 år har jeg levet et liv som man næsten kan kalde en tur i dæmonen, jeg snakker om den i tivoli. De 5 første år i mit liv var som en leg, ikke gemmeleg for jeg havde ingen grund til at gemme mig på det tidspunkt nej jeg befandt mig i gæt en person for hvem var jeg? Det var i de år hvor jeg virkelig begyndte at finde den rigtige mig frem, jeg fandt mig frem, jeg fandt Victor frem. Da jeg var 6 år begyndte jeg i 0 klasse, hvilket jo lød sjovt og jeg glædet mig som en lille dreng med flyveøre og Pinocchio næse, men det var alt andet end sjov, der var ingen der ville leg gæt en person med mig, så jeg begyndte at lege gemmeleg uden så meget som at blive fundet bare en enkelt gang, jeg blev aldrig fundet, jeg var alene som i ensom. Da jeg gik i 7ende klasse skete der noget i mit liv som vendte op og ned på alt.. Piger, i tænker sikkert ikke at det er noget problem men jo, piger var et problem, jeg kunne ikke koncentrere mig når Louise kom gående ind af klassen med strutbryster og kort nederdel og håret sat op i en stram hestehale, jeg kunne ikke lade være med at kigge på hende og det var der at jeg fandt ud af at jeg var i det man kalder puberteten, hvilket jeg stadig er, jeg kan huske min far plejede at sige at det nok var de værste år i ens liv, det giver jeg ham stadig ret i. i slutningen af 7ende klasse skete der noget af det meste forfærdelige i mit liv, jeg mistede min far, jeg mistede min bror Halfdan og som om det ikke var nok mistede jeg min mor, ikke på samme måde som jeg mistede min far og min bror, jeg mistede hende til sygdommens hårde tag omkring hendes intet vidende krop, jeg tænker tit over hvorfor alt det skulle ramme min familie på intet mindre end et år.. Tro mig jeg tænker på det i det her øjeblik som jeg sidder her og skriver dette. Jeg sidder her i en stillestående ensomhed som jeg aldrig kommer ud af for jeg er Victor, det største nul på jorden, Victor med den stillestående ensomhed. 

 

Lyden af stilheden fyldte mit værelse, der var så stille at jeg kunne høre hvert eneste åndedræt jeg tog. Lyden af min mor der igen snakkede med sig selv i køkkenet fik mig op at stå. Gangen var ensom, ensom præcis som mig. Der var ingen fodbold der slog ned i gulvet hvert andet sekund, der var ingen høj musik og der var ingen barnelatter der fik mig til at blive skrupsur. Trappen var stejl som en bakke, præcis så stejl som mit liv var i dage, uger og år. Jo længere ned jeg kom, jo højere kunne jeg høre min mors latter, sådan en brusende latter kun min mor lavet dengang hun var rigtigt glad. ”Victor godt du kom vi skal spise nu, far har haft kalkun med hjem.” Far? Havde far haft kalkun med hjem, hvordan kunne det overhovedet være muligt når han lå begravet under blomster, stearinlys, sand og jord? Jeg satte mig ved bordet. Det var første gang at mor var gået så vidt at sige at far havde kalkunen med hjem, før plejede hun bare at grine lidt mod ingenting eller snakke mod væggen. Mor havde dækket op til fire personer og vi var kun to, tanken om at de to tilbage stående tallerkner ville forblive tilbage stående gjorde ondt, forstil dig følelsen af at blive banket i hjertet med et spanskrør så mange gange at det er umuligt at tælle, så ondt gjorde det.

 

”Du spiser jo ikke noget Halfdan.” Hun smilede mod den ubesatte stol og hældte 2 kartoffeller op på tallerknen. ”Så spis du op.” Hun klappede bordet med sin ene hånd og grinte mod stolen overfor sig, min fars gamle plads. ”Victor hørte du det?” Hendes latter fløj over hvert eneste lille lufthul og lukket det til med latter. jeg kigget ned i jorden. Jeg sagde ikke noget, jeg ville ikke blande mig i min mors sygdom, lægen havde godt sagt at jeg skulle holde øje med om hun tog sine piller men det var svært at holde øje med, når hun ikke gav mig lov til at være en del af hendes liv mere, hver eneste gang at jeg prøvede skubbede hun mig væk. ”Er du sur Victor?” Hun rynkede med øjenbrynene og kiggede på mig. ”Halfdan siger du er sur.” Hun smilte mod Halfdans plads. ”Jeg er ikke sur, jeg tror bare jeg er ved at blive syg.” Jeg smilte mod min mor, jeg løj hvilket jeg gjorde tit, min mor kendte ikke den nye Victor, jeg havde forandret mig siden den dag for 4 år siden.

 

”Du må ikke slå.” Halfdan blev ved med at slå mig på låret, hvis det ikke havde været for den lille plads i bilen havde jeg smadret ham indtil at mor og far ikke kunne kende forskel på en plukfisk og Halfdan. ”Halfdan stop så.” Min far vendte sig om mod os og så surt mod Halfdan, jeg trak min tunge ud mod Halfdan, jeg var vinderen igen, og han var igen taberen hvilket ikke var noget nyt, sådan var rollerne altid fordelt. Far kørte hurtigt, vi skulle nå at komme hjem før Farmor og Farfar kom, mor ville blive stegtosset hvis hun skulle stå og lave salat imens de var der, hun var perfektionist på højt plan, ”Far du burde trappe lidt ned i fart.” Jeg kiggede bekymret mod min far der vendte sig om og grinte mod mig. ”Jeg har styr på det Victor, jeg er jo gammel racerkøre.” Racerkøre? Yea right, og jeg var tidligere julemanden. Far vendte sit hoved om igen og det var der det skete, det som ingen havde troet ville ske en helt normal lørdag formiddag. Lyden af bilen der bankede mod en varevogn med så høj fart at det halve kunne have slået os alle ihjel. Bilen drejede rundt i luften og landet direkte på hovedet. Lyden af hvert lille mekanisk bildel der blev ødelagt ramte mine øre en for en. Jeg sad i venstre side af bilen og det var det der reddet mig, men den reddet ikke mit fremtidig mig, den stillestående ensomhed tog nemlig over mig på præcis den dag at jeg mistede min far og min lillebror Halfdan.

 

Min mor lagde en hånd på min pande, den var kold og svedig præcis som en kold coladåse i sommerens hede ved Nyborg strand. ”Han er godt nok varm.” Hun kiggede bekymret over mod den plads min far plejet at sidde på. Jeg fjernede hendes hånd fra min pande, jeg ville konfrontere hende, det var nu eller aldrig og det var mit valg, jeg kunne ikke holde ud at se hende lide sådan mere, hun led hver eneste dag i troen om at de stadig var der, hun var syg, skizofreni for at være helt korrekt. ”Mor jeg kan ikke holde det her ud mere, Halfdan og far er begge borte, de kommer ikke tilbage mor vil du ikke godt-” Jeg blev afbrudt i det at min mor proteserede højlydt mod mig. ”Victor du skal slet ikke komme her og fortælle mig at din egen lillebror og far er død, de er jo lige her Victor, du er vidst ved at blive syg var?” Hendes øjne var røde og blodsprængte, jeg var ikke i tvivl om at hun var skrupsur præcis som jeg blev, dengang Halfdan larmede for meget på gangen ved sengetid. Jeg trak mig væk fra spisebordet og var klar til at gå i det at min mor hev fat i min arm. ”Du går ingen steder ungemand, ikke før vi er færdige med at snakke.” Lyden af hendes vrede der blev mere og mere ophidset fik mig til at blive siddende, jeg ville ikke lege med ilden for jeg ved at når min mor først har grunden til at flippe ud benytter hun sig af muligheden. ”Det er svært at snakke med dig når du ikke indser problemet forhelvede.” Jeg blev overrasket over hvor hård i stemmen jeg var. Hendes øjne blev store, hendes mund var som lemlæstet. ”Hvor du vover at snakke sådan til mig Victor.” Hendes lemlæstet mund kom tilbage til normal igen, hendes store øjne blev ligeså små som klokkeblomst føder. Hun kiggede trist ned i bordet, hun vendte ikke blikket et sekund mod mig. Jeg kiggede ned i jorden, jeg havde en forfærdelig smag i munden, ikke fordi jeg ikke børstet tænder den morgen men fordi jeg kunne se på mor hvor svært det var for hende at leve uden de to vigtigste personer udover mig i hendes liv. Jeg rejste mig op fra stolen og lagde mine arme rundt om hendes kolde krop, hun var som frossen, hun bevægede sig ikke, hun lagde ikke armene om mig, hun sagde ingenting, det eneste hun gjorde var at græde lydløst, jeg kunne mærke tårerne ramme min lyseblå skjorte flere gange end en, de var kolde præcis som hendes krop, jeg plantede mit hoved i hendes røde cardigan og snøftede højlydt så hun kunne få en ide om at hun ikke var den eneste der var ked af det, i 4 år havde jeg været ked af det men det var noget min mor aldrig så fordi hun havde været så langt væk, gemt væk i en helt anden person som jeg ikke kendte, det eneste jeg vidste, var at hun havde en mand der elskede kalkun og tit havde det med hjem og en søn der hed Halfdan som næsten aldrig spiste noget, men alligevel var hun sådan en god mor at hun bad ham om bare at spise en lille smule så han ikke blev syg, hvem var den dame? Jeg kendte hende ikke men nogen gange ville jeg ønske at hun var min mor.

 

”Du skal gå væk fra mig.” Hendes stemme borede sig igennem hvert eneste lille uberørte del af mit hjerte og ødelagde mig for hver eneste gang at ordet gik på replay i mit hoved. Hun plantede sine kolde hænder på min skjorte og skubbede mig væk fra hende, skubbede mig væk præcis som hun gjorde det for 4 år siden. ”Gå væk fra min din uduelige dreng, gå væk fra mig.” Hendes hænder blev igen lagt på min skjorte og den her gang skubbede hun hårdt til, så hårdt at jeg røg ind i sofabordet, så hårdt at hele min ryg blev som lammet, sådan føltes det i hvert fald. Jeg plantede min ødelagte krop ned på det hårde gulvtæppe og jeg kneb øjnene hårdt sammen, Jeg kunne mærke tårerne kneb sig på, jeg ville ønske at jeg var stærk, men jeg var ikke spor stærk jeg var præcis det modsatte, svag, jeg var en taber medmindre det kom til Halfdan og mig, så var jeg en vinder men i det her tilfælde kunne jeg kalde mig en svag og uduelig dreng præcis som min mor ville have sagt det. ”Så rejs dig dog op.” Hendes råb kom tættere på mig selvom jeg prøvet ikke at høre dem men jeg kunne ikke lukke min hørelse til. ”Er du bange, er du? Når far han kommer om lidt med sit bælte har du bare med at være bange.” Hun var fuldstændig crazy, mere end hun nogen sinde havde været før, jeg havde aldrig set min mor være så vred, jeg havde aldrig oplevet hendes hænder mod mig der skubber mig ned i sofabordet, jeg har aldrig set eller oplevet det fordi jeg aldrig havde fortalt min mor hvordan tingene hang sammen, jeg havde været tavs fordi jeg vidste at det ville ske.

 

Jeg rejste mig op så hurtigt jeg kunne, min mor stod med røde øjne og knyttede næver mod mig. Jeg begyndte at løbe op mod mit værelse det var det eneste sted jeg kunne være i sikkerhed fra min mors vredesudbrud. ”Victor kom tilbage!” Jeg valgte at ignorerer hende. Trapperne føltes kilometer lange. Jeg smed min smertende krop på sengen og fik fat i min mobiltelefon, jeg fandt hurtigt min mors psykologs nummer frem på skærmen, han var den eneste jeg vidste, kunne hjælpe min mor og jeg kunne ikke klare det alene mere og jeg ville ikke mere, det var for meget for mig at indhalere, selvom jeg godt vidste at hun ikke gjorde det med vilje, hun var syg og derfor skyldte jeg hende ikke at beskylde hende for at være alt andet end syg, når der stod kasser med antipsykisk medicin på badeværelserne, det eneste jeg kunne beskylde hende for var ikke at tage pillerne og lyve om det for mig.

 

”Jeg kommer med det samme.” Røret blev lagt på fra den anden ende af, jeg lagde min mobil på sengen og kiggede op mod loftet, jeg kunne høre min mors hulk fra stuen af, det gjorde ondt at høre hende i smerter på den måde, nogen gange tænkte jeg over hvor ondt det måtte gøre at være hende når hun havde fået sin medicin og godt vidste at far og Halfdan var døde, hvordan mon hun havde det? Jeg tror hun havde det forfærdeligt, jeg tror at hver eneste dag gik på at tænke over hvor ondt i hjertet hun havde og hvor meget hun savnede lille Halfdan og hvor meget hun savnede sin mands arme rundt om hende, jeg savnede dem selv, de var min familie og jeg elskede dem men jeg var kommet videre, den eneste der ikke var, var min mor som stadig sad som klistret fast mod gulvet som tyggegummi og kom ingen vegne. Jeg rejste mig op fra sengen og før jeg vidste det stod jeg foran min grædende mor, hendes øjne var hævet og helt våde. ”Mor?” Hun kiggede på mig og rejste sig op. ”Victor, du er skyld i alt det her vidste du godt det? Du er skyld i at far og Halfdan lige gik ud af døren, de kunne ikke klare at høre på dit hykleri mere!” Jeg var forvirret, nu troede jeg at hun havde fundet fornuften frem, i stedet var det fordi at far og Halfdan som begge var døde gik ud af døren fordi at JEG var en hykler? ”Du er en forfærdelig mor det er sgu da klart at de begge skred fra dig.” Jeg tog min hånd op til min mund i overraskelse og fortrød straks mine ord mod min mor. Hun begyndte at skrige, skrige så højt at jeg blev nødt til at gå ud af stuen, hendes skrig blev højere og højere, længere og længere. Lyden af hoveddøren der gik op fik mig til at pege ind mod min mor, psykologen løb hurtigere end min far kørte bilen dengang, han tog en indsprøjtning op af lommen og før jeg vidste af det lå min mors komalignende krop plantede mod jorden.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...