Hemmeligheden - HP

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2014
  • Opdateret: 15 jan. 2014
  • Status: Igang
Gabriella skal starte på sit femte år på Hogwarts, hvilket hun glæder sig til. Men hun kommer hurtigt til at indse, at det ikke kommer til at gå efter hendes hoved denne her gang. Alt roder sig sammen, da nogle følelser for en af hendes bedste venner begynder, og hun roder sig ind i en hemmelighed, som hun altid havde ønsket sig at finde ud af. Gabriella har aldrig vist, hvem hendes forældre er. Hun bliver ret ligeglad med moren, da det meste handler om hendes far. Hvem er hendes far? Vil hun nogensinde finde ud af det? Hvad vil der ske, hvis hun vidste det? Hvad sker der, hvis hendes hemmelige forelskede kom til at vide det, og hendes andre venner med? Hvordan vil det hele ende? Er hendes efternavn overhovedet det rigtige?

2Likes
0Kommentarer
294Visninger

2. Kapitel 1

 

Det var en varm og klar første september, hvor fuglene fløj, og vinden var mild og fredlig. De fleste ville have sovet længe den dag. Men det var ikke alle folk som ikke havde travlt. Der var nogen på denne dag som måtte bide i det sure æble og stå op klokken halv syv om morgenen. En af dem var en spinkel pige på femten år, der måtte svinge sine tynde ben ud over senge kanten, da vækkeuret vækkede hende for den trygge søvn, hun havde ligget i. Selvom det var så tideligt, at de normale piger i hendes alder ville være godt morgen sur og tvær, var hun glad og munter. For hende var vær dag et nyt eventyr og især den første september, der var hendes yndlingsdag på hele året. Det var den dag, hvor hun ville forlade sin dejlige hjem hos nogle venlige muggler, der havde gidet tage hende til sig til som tre årig.

Der var en særlig god grund til, hvorfor den smukke brunhårede pige med høje kindben og hjerteformet hoved, elskede den første september. Hun skulle tilbage til den store skole, hvor hun ville uddanne sig til en dygtig heks.

Lige siden sin elleve års fødselsdag havde Gabriella Annabell Sens gået væk fra den gamle Mugglerskole, som hendes plejefamilie elleres havde sat hende på, med stor tro på, at hun ville blive til noget. Men det hele blev vendt på hoved da et fint brev var smidt ind igennem dør sprækken ved det store stutteri, som Gabriellas plejefamilie ejede. Det lille brev havde, var så lille, men gjorde så meget for Gabriellas liv, end man kan forstille sig det.

I det lille brev stod der noget, som hun eller resten af plejefamilien troede helt på. Ingen af dem gad skænke det en tanke. De troede, at det var snyd og bedrag, så de smidte det ud med det samme. De gad ikke en gang besvare brevet, som der elleres stod, at man skulle. Men familien ville ikke blive gjort til grin offeligt hos alle staldkarlene og jounalister, som så mange gange snusede rundt på gården.

I en langtid spekulerede Gabriella over, hvem der overhovedet sendte hende det brev. Det hele var en mystisk situation, hun var havnet i. Hun fortalte ikke sin plejefamilie om de ting, hun tænkte på. Det var nogle underlige tanker, der havde erobret hende den gang. Hun tænkte på om det virkelig var ægte, eller om det bare var en spøg. Den eneste hun fortalte sine tanker til havde været en drægtig hoppe på det tidspunkt.

”Det er noget mærkeligt noget, syns du ikke Tinka,” havde hun sagt til den, mens den havde stået og knobbet sig op ad hende med sin silkebløde mule.

Men ikke ret langtid efter bankede det på døren til det store hus, som de boede i. Hele familien havde været samlet inde i stuen, hvor de drikkede varm kakao med flødeskum eller skumfiduser, som havde været Gabriellas yndlingsvarmedrink, og det var den stadig væk.

Det havde alle sammen fået et chok. Familien var ikke van til at få besøg i huset, da de fleste altid besøgte plejefarens kontor, som var inde i en af de første stalde, hvor nogle af de bedste af deres egen opdrættede heste stod på stald. Alle havde kigget på hinanden med spørgende øjne for at se, om de ventede gæster.

Da det for tredje gang lød en høj banken på døren, havde Gabriella samlet sit mod og rejst sig op og gik ud til hoveddøren, hvor jakker hang, og skoene var pænt sat til side. Igennem det slørede vindue havde så hun en kvindeskikkelse. Det hele havde kriblet i Gabriellas krop for at se, hvem den person var og hvad den vil. Igen samlede Gabriella sit mod og gik hen til hoveddøren.

Den gang havde hun ikke været ret høj, så hun måtte stille sig på tær for at nå dørhåndtaget, hvilket hun synes var virkelig pineligt. Mange i Mugglerskolen havde drillet hende med hendes højde, men hun var allerede begyndt at vokse en del.

Døren var gået stille op, mens Gabriella holdt været i spænding for at se kvinden udenfor. Hun var lige ved at smække hovedet i hende igen, da hun lignede en heks. Hun havde gråt hår, der var samlet i en knold ved hendes spise hat. Ved første øjekast ville Gabriella kalde hende heks, men hun vidste, at hun skulle opføre sig pænt overfor de voksne.

”Må jeg komme indenfor,” spurgte damen venligt, mens hun lod sine skrabe øjne glide ned over hendes tynde krop. Gabriella gik måbende tilbage, mens damen trådte ind. Gabriella synes allerede, at kvinden havde en underlig smag for tøj. Hun gik i en sort rejsekappe og nogle spise sko.

”Hvem er du,” stammede Gabriella forskrækket og så med sine smukke mørkegrå øjne op på damen, der havde et strengt ansigt, at hun lige så godt kunne makkeret. Kvinden smilede kort for hovedet.

Gabriella begyndte langsomt at bakke tilbage mod stuen, hvor snakken var fordampet. Hun hørte rolige men hastige fodskridt bag sig og ikke ret langtid efter, blev der lagt en robust hånd på Gabriellas korte skulder. Hun kiggede op på en høj og ranglet dame med milde ansigtstræk og øjne, der var rettet mod hekse-damen.

”Hvem er du?” spurgte Gabriellas plejemor modigt, mens hun strammede grebet om hendes skulder, at det gjorde ond. Hun vred sig ubehageligt under plejemorens skarpe negle, der havde boret sig ind i hendes skulder. Plejemoren slap hurtigt Gabriellas skulder, med blikket mod damen.

”Jeg hedder Minerva McGonagall, men kald mig bare for professor McGonagall,” sagde damen kort for hovedet, mens hun kiggede på Gabriella, der modigt kiggede damen i øjnene. ”Og det må være unge frøken Sens.”

Gabriella blev straks nysgerrig. Hun havde aldrig mødt den dame før, og hun kendte hendes efternavn. Det var mere end umuligt. En person kunne ikke vide, hvem hun var, uden at hun har fortalt vedkommende det. Hun kiggede på damen med store øjne, mens hun kunne mærke på sin plejemor, at hun var ved at komme på i det røde felt.

Hun tog modvilligt øjnene fra McGonagall og kiggede op på plejemoren, der stirrede stift på McGonagall med sine dybe blå øjne. Plejemoren var elleres godt til at skjule sin vrede under stifte smalle folder, men denne her gang havde vreden gået overgevind, hvilket fik de ældste brødre og søskende til at forsvinde med hastige skridt op ad trappen med tre trin af gangen. Gabriella havde også løst til at gøre det, men moren havde et godt greb fat i hende, at hun nærmest maste alt luften ud af hende.

Plejemoren skulle til at sige noget, men McGonagall var kommet hende i forvejen med en streng og alvorlig undertone, at Gabriella fik ret med, at hun ikke var en man skulle komme på tværs af.

”Jeg er kommet langvejs fra på grund af din datter, der har været selvskreven til Hogwarts skole for heksekunster og troldmandsskab lige siden, at hun var blevet født,” sagde hun og kiggede plejemoren ind i øjnene, før det blev Gabriellas tur.

Gabriella var ligbleg i ansigtet, mens hun ikke kunne forstå det damen havde sagt. Hogwarts. Det var det samme navn, som havde stået i brevet. I det brev som var mere end snyd. Der findes ikke hekse eller troldmænd, det var ikke naturligt. Hun kunne simpelthen ikke forstå det. Hun ville ikke tro på det. Selvom det kunne løse alle de uforklarlige gange, hvor kopper havde fløjet rundt i luften, og det kunne logik ikke en gang finde svaret på …

Gabriella smilede ved tanken, mens hun langsomt gik over de kolde træplader. Hun lod sine mørkegrå øjne spejde rundt i det stille værelser, hvor der var højt til loftet og lige vægge med Muggler plakater af heste, mens hendes samme enmandsseng stod henne ved hjørnet tæt ved hendes egetræsskrivebord, hvor et bur stod tomt.

Buret til hørte hendes brune ugle, Musse, der var ude på jagt. Gabriella havde fået Musse i fødselsdagsgave af sin gode ven og Nøglebæreren, Rubeus Hagrid, der var en halvkæmpe. Han var cirka ligeså høj som to mænd, der stillede sig ovenpå hinanden. Hun havde fået ham efter sit første år på Hogwarts. Den 9. august.

Ved siden af skrivebordet stod der en pakket skolekuffert, og en Bilka pose med hendes ride udstyr, som hun kun brugte, når hun red sin yndlingsfuldblodshest, May. May var en rødbrun hoppe med en hvid suk på forbenet, ellers var hun helt rødbrun. May havde en rolig personlighed og elskede opmærksomheden og at løbe.

Gabriella, der havde kigget fraværende rundt i hendes soveværelse, faldt til omverden og gik træt hen til hendes tøjskab, som næsten var tømt fra tøj, undtagen en gammel slidt rødtrøje og nogle stramme cowboybukser var tilbage i det fine marmor klædeskab. Hun trækkede gabene i det, mens hun åbnede vinduet på fuld plus, så Musse kunne flyve ind, når hun engang kom tilbage.

Huset var ikke ligefrem stille ret meget længere. Der lod mange fodtrin ude foran Gabriellas soveværelses dør. Det var de tre brødre, der langsomt hviskede sammen, mens forældrene trampede søvnige rundt ude på gangen. Gabriella lyttede stille til sin familiens trætte stemmer.

Lyden af vinger der baskede, fik hurtigt Gabriella til at vende sig om mod vinduet, der stod på vid gab. Hun nåede at se den smukke brune ugle flyve elegant ind af vinduet med et brev bundet fast til dens fine ben. Musse tuede opmærksomt og landede elegant på skrivebordslampen for at vise hende, at hun var en let og snedig ugle, der altid ville gøre sin ejer stolt, og det gjorde hun også.

Gabriella kunne huske en eneste gang, hvor Musse havde givet et brev til den forkerte person. Hun havde altid været tillidsfuld og lærenem end andre ugler på Hogwarts.

Hun gik nysgerrigt hen til Musse. Det var ikke fordi, at hun ikke modtog breve for sine venner for troldmandsverden, men mere fordi at folk aldrig sendte breve med hendes egen ugle, undtagen hvis hun selv havde sendt et brev ud med sin ugle, men hun kunne ikke lige huske, at hun havde sendt et brev med hende i noget tid.

Hun fik roligt løsnet brevet fra Musses ben, som hun tillidsfuldt strakte ud. Hun folede brevet ud og så en fin håndskrift, som til hørte en af hendes bedste venner.

 

                                                                          Kære Gabriella.

Vi er stadig på Grumsted pladsen med gode gamle Sirius Black og de andre for orden. Du har vel hørt om Dementorangrebet? Det vil faktisk ikke overraske mig, hvis du ikke har. Men som en af dine bedste venner, syns jeg, at du skal vide det. Det er slet ikke fordi, at jeg mangler noget at skrive. Det slet ikke derfor. Okay videre med emnet. For noget tid siden blev Harry overfaldet af Dementor sammen med hans fætter Dudley. Du ved ham den buttede, hvis det er bedre i dit øre, stump. Men det der overrasker mig (især Hermione), er at han skulle til møde om det, eller hvad man nu kalder det. Du ved, hvad jeg mener. Og hvis du ikke gør … så synd for dig. Men han slap selvfølgelig fri med professor Dumbledores hjælp. Han er et geni ham Dumbledore, hva’.

Men mest af alt, så håber jeg, at du har det godt og vi ses på Hogwartsekspressen i dag. Vi glæder os til at se dig.

 

Kærlige hilsner fra dine to bedste venner

Fred og George Weasley.

 

Gabriella smilede kært, mens hun genlæste brevet fra hendes to bedste venner, Fred og George Weasley. De var enæggede tvillinger og lignede hinanden som to dråber vand. Selvom hun havde kendt dem og været deres bedste pige ven lige siden, hun startede på Hogwarts, kunne hun stadigvæk ikke kende forskel på dem. Hun mente mange gange, at de måtte bære navneskilte, når de ikke havde deres Weasley-sweater på, hvilket kun var til jul.

Mange for skolen mente, at Gabriella skulle være sammen med nogen på hendes alder og hendes egen køn. Fred og George var to år ældre end hende selv, men det standsede dem ikke i at være sammen i det meste af tiden. De vidste det meste om hinanden. De vidste alt om Gabriellas fortid og hendes plejefamilie. Hun vidste, at Harry potter havde givet sine præmiepenge for Tuneringen for Magisk Tvekamp. Hun havde lovet dem begge to, at hun ikke vil sige det til nogen.

Men det der overraskede folk mest var, at de holdte gennem tykt og tyndt. Selvom det var så vidt forskellige. Gabriella var den rolige type, der for det meste lavede sine lektier til tiden. Der var altid stille omkring hende. Fred og George var ballademager og brugte tiden på at udvikle ting til deres spøg og skræmt butik. Der var ofte meget kaos omkring dem, men de var loyale overfor familier og venner. Men de elskede at være sammen med hende og Lee Jordan.

Gabriella folede roligt papiret sammen igen og åbnede en skrivebordsskuffe. Hun lagde brevet ned til de andre breve, som hun havde fået igennem hendes liv. Helt nederst af bunkerne af breve lå hendes første brev fra tvillingerne Weasley, hvor de havde sendt hende noget som fru Weasley havde lavet.

Hun lukkede omhyggeligt skuffen efter sig, mens Musse hoppede ind i hendes bur. Klar til at tage af sted, men de måtte begge to æde utålmodigheden, da de først skulle køre, når Gabriella havde fået spist morgenmad og sagt farvel til May, som stod ude i stalden og ventede på, at hun skulle komme og trække hende ud på fold.

Gabriella tog kufferten i den ene hånd og Musse i den anden. Hun kæmpede sig ud i gangen, som blev lyst op af solopgangen i øst. Solens røde skær kastede et svagt glimt ind i den lange gang med træplanker som gulv og store hvide vægge med malerier af nogle af de bedste fuldblodsheste på gården. Gabriella drømte om, at May en gang skulle komme der op og hænge sammen med sin oldefar; Grey Mountains. Han havde været en stor derbyvinder for ti år siden.

Efter godt ti minutter havde Gabriella fået kufferten og ugleburet bakset ned af en vinkeltrappe, der havde taget pusten fra hende hurtigere end man kan nå at sige Troldmand på fire ben. Hun havde aldrig haft kontraktionen til trapper, som hun skulle slæbe en kuffert og et uglebur nedad. Hun stalde det ved siden af et spejl.

Hun stod nu i en flot hvid hall, der var oplyst af en enkel lampe, der oplyste et maleri af en smuk grå hingst med øjne, der lyste af viljestyrke, og med det samme kunne Gabriella se Mays øjne i sin fars portræt. Allerede nu kunne hun se, at May ville blive til noget stort. Selvom hun først skulle starte til sit første løb om en uge med hendes plejestoresøster, Jessie i sadlen.

Gabriella løsnede sig fra maleriet og gik ud i et flot marmor køkken, hvor hendes plejeforældre sad ved bordet og diskuterede heftigt fuldblodshesten, Snow’, løbsprogram for i år, mens de tre yngre brødre på, elleve, tolv og fjorten sad fordybet i deres havregrød, som morgenmaden altid stod på her hjemme.

”Vi kan lade ham deltage i derbyet her om godt fire uger, så har vi god til at træne ham til det,” sagde plejemoren, der sad lænet frem over bordet, mens Gabriella lod sig dumpe ned på en stol ved siden af en mager dreng med brunt pjusket hår.

”Han har vundet avls cup sidste år, vil du så have ham med i et derby, hvor nogle langt bedre heste deltager. Han har ikke en chance, skat,” sukkede plejefaren opgivende, mens han lod en hånd glide igennem hans karamelfarvede hår. ”Jeg har hørt, at hingsten Full Fighter skal deltage, og det er landets bedste hest. Han har ikke en chance, Karen.”

Gabriella rustede på hovedet, at hendes silkebløde brunehår fløj om ørerne på hende. Det fik Morten til at skubbe drilsk til hende. Hun ignorerede ham hurtigt, mens hun hurtigt spiste sin havregrød med nogle hurtige mundfulde. Hun lyttede ikke mere med i faren og morens samtale om Snow’ løbsprogram i år. Det endte alligevel med, at moren fik sin vilje, og Snow blev deltager i derbyet om fire uger.

 

Gabriella boede langt ude på landet på det stutteri, der havde drømmen om at avle nogen af landets bedste fuldblodshest til galopsporten, gjorde at Gabriella og hendes familie måtte køre for morgenstunden af for at kunne til Perron 9¾ på King’s Cross Station inden klokken tolv, hvor Hogwartsekspressen kørte. Den kørte præcis klokken tolv.

For Gabriella tog det flere timer at køre der over, hvis man skulle tage efter tid, men hvis man følte hendes tidsfornemmelse var det flere år, før dyre familiebil trillede ind på King’s Cross Station.

Det kriblede helt i Gabriella, da hun sprang ud i den friske luft, som hun med et stort smil indåndede. Hun håbede allerede nu, at det ville blive et godt år med spænding, men ikke nogle for dystre spændinger, som hun havde oplevet så mange af, når hun fik noget fortalt af Harry Potter, Ron Weasley og Hermione Granger.

Med raske skridt og sin kuffert ved siden side gik hun mod muren mellem perron ni og ti. Hun kiggede sig over skulderen mange gange for at se, om Mugglerne holdte øje med hende, eller om hun tiltrak for meget opmærksomhed, som ville afsløre magiens hemmeligheder.

Da hun havde sikkert sig, at ingen Muggler holdt øje med hende, satte hun i løb mod muren, mens hun lukkede øjnene, som om hun var bange for at støde ind i muren. Men hun vidste udmærket godt, at det aldrig ville ske, for hun gik direkte igennem den. Og da hun endelig åbnede øjnene igen, stod hun foran et stort, højrødt, smukt lokomotiv. Hogwartsekspressen.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...