Hvidt. Gråt. Sort. Dødt.

På Elenas 16-års fødselsdag begynder tanken om død for alvor at opsøge hende. Og den vil ikke så let give slip igen. Elena kan ikke finde svar på, hvorfor tanken har sat sig så godt fast i hende. Men en ting er sikkert - tanken er med til at forandre hende drastisk. Set udefra er ændringen af Elena ikke altid til at få øje på. Men indeni hende vokser den op og breder sig med hastig fart - uden hun selv ænser det. Og et sted derude er der en, der kalder...|Mit biddrag til ”Psykisk sygdom i familien” - konkurrencen|

45Likes
75Kommentarer
1914Visninger
AA

4. Sort

Vinter 2013

▪ SORT ▪

Mørket har opslugt verdenen udenfor. Har malet alt med dunkle penselstrøg. Og alle menneskelige skikkelser er trukket indenfor. Ingen ønsker at blive offer for nattens endeløse fangarme. Således ser virkeligheden ud i øjeblikket. Alt er mørkt, goldt og øde.

Det eneste lys at skimte er fra gadelygternes gullige skær. En konstant flimren af elektriske ladninger oplyser jordens hvide tæppe - sneen. Fra oven daler små nye fnug. Krystaller, som har fået til opgave at dække dagens oplevelser og strabadser. Men forgæves. Små hulninger i sneen afslører dagens slåskamp mellem en flok unge drenge. Afslører sammenstødet mellem to biler i form af langtrukne bremsespor hen over den isglatte vej. For sådanne hændelser kan ikke glemmes. De sætter spor efter sig. Spor, der ikke så nemt kan udviskes.

Men trods synet af det gullige skær og de hvide fnug er der kun en farve, der er iøjefaldende – den farve, som har opslugt alt andet. Sort.

 

Bogen i mine hænder virker ikke længere spændende. Ordene er blevet til en lang smøre af volapyk. Så i stedet sidder jeg nu i mine egne tanker. Alt i mens at snelaget udenfor bliver tykkere og tykkere. Jeg havde egentlig besluttet mig for at ville falde i søvn. Men det gik ikke som planlagt. Den udtværede hvisken holder mig vågen. Og hver gang jeg lukker øjnene sammen, synes den at blive højere. Så jeg holder øjnene åbne. Og holder hænderene lukket om ørerne.

”Elena,” kalder stemmen gang på gang. Sådan kalder hun. En ond cirkel af konstant hvisken er opstået og hun har tydeligvis ikke tænkt sig at holde op foreløbigt.

”Jeg vil sove,” mumler jeg og kigger på vækkeuret: 01:47

Men hun vil ikke lade mig.

 

■ □ ■

 

”Gå ud i køkkenet,” kommanderer stemmen, i det øjeblik mine øjenlåg falder ned over mine øjne som tunge sten. Jeg prøver at ignorere det. Det gør jeg virkelig. Men det resultere bare i at hun igen lader ordren runge i mine ører.

 

”Gå ud i køkkenet!”   

I et jag sætter jeg mig op i sengen. Mit hoved dunker, og jeg kæmper for at holde øjnene åbne. Et gab forlader mine læber. Hun lokker mig. Hjælper mig på benene og viser mig vej i mørket.

 

Månen skinner ind gennem vinduerne og efterlader store skygger rundt omkring huset. Små hurtige vejrtrækninger forlader min mund, i takt med at jeg nærmer mig mit mål. Hun er bag mig. Det er jeg sikker på. Jeg kan just ikke se hende. Men den konstante hvisken prikker mig i nakken.

En svag knirken skærer i gennem luften, da jeg træder over dørkarmen og ind i køkkenet. Forskrækket af den pludselige lyd stopper jeg op. Mine fødder står som låst til gulvet.

”Gå videre!” kommanderer hun. Jeg tager et skridt længere ind i køkkenet. Jeg går videre i frygt for hvad der vil ske, hvis jeg lader være.

 

”Find en kniv.”

Jeg hører godt, hvad hun siger men prøver angstslagen at glemme hendes befaling. Som følge tager jeg et skridt tilbage. Jeg skal tilbage til min seng. Nu. Kuldegysningerne suser gennem min krop, da jeg bakker mod døren igen. Men så let giver hun ikke op.

 

”Kom nu Elena.” hvisker hun – ”Det er det bedste for dig.”

En klump samler sig i min mave. Måske har hun ret? Tanken cirkulerer i mit sind. Og i takt med at tusinde spørgsmål samler sig, tager hun pludselig kontrollen. Jeg kan tydeligt mærke det. Det er hende, der styrer mine bevægelser. Jeg stritter ikke i mod. Det kan jeg ikke. Jeg mærker hvordan mine fødder igen i fremadgående retning glider hen over gulvet. Snart står jeg foran skuffearrangementet med køkkenredskaber og bestik.

 

”Find en kniv!”

I en glidende bevægelse kravler min hånd ned i den øverste skuffe. Skarpe objekter ridser mod min hud. En lille grimasse splitter mit ellers så intetsigende ansigtsudtryk ad, men ikke et ord forlader mine læber. Jeg føler mig frem i mørket, alt imens stemmens ordre cirkulerer i mit hoved.

Snart omslutter mine fingre skaftet på en stor køkkenkniv. Jeg hiver den til mig. Bladet skinner i mørket. Synet af den, trækker mit i forvejen ustabile åndedræt op på et nyt niveau. Hektisk.

 

”Skær,” hvæser hun og guider min hånd på vej. Den skarpe klinge hviler på mit håndled.

Mine fingre klemmer om kniven. Presser den mod min hud så hårdt. Små tårer forlader mine øjne i smerte, men jeg skriger ikke. Det kan jeg ikke. Det må jeg ikke.

 

■ □ ■

 

”Elena hvad har du gang i”, råber nogen pludselig, og kniven forsvinder fra min hånd. Rystende vender jeg mig, og synet af mor i ført en sort natkjole møder mig.

”Je..”

”Hvis du fortæller sandheden, slår hun dig,” hvæser stemmen. Kort og kontant.

Tårerne flyder nu ud over mine kinder. Jeg vil gerne fortælle det til mor. Fortælle hvad stemmen gav mig påbud på at gøre. Men jeg kan ikke. Må ikke. Ordene sidder fast i halsen, og i stedet er min eneste lyd nu en endeløs hulken.

Mor lægger armene om min spinkle overkrop og tysser på mig.

– Så så, skat. Det skal nok gå”, hvisker hun og aer mit filtrede hår. En sitren i hendes stemme afslører dog hurtigt hendes egen angst.

”Hvad laver du herude? Gik du i søvne?”, spørger mor og fanger mit tårefyldte blik. Jeg trækker bare på skuldrene. For hvad kan jeg ellers gøre. Som svar trækker hun mig igen ind til sig. Mine arme omklamrer hende. Sådan står vi for en stund.

”Læg dig nu ind og sov igen, ik’ ogs,”. Mor tager min hånd og følger mig tilbage mod værelset. Jeg nikker gentagende gange, som vi går derind af. Selvom jeg godt ved, at jeg ikke kan sove. Jeg kan ikke lukke øjnene. For så kommer hun tilbage.

 

■ □ ■

 

Alligevel kunne jeg ikke holde mig vågen. Det konstaterer jeg som det første, da jeg slår øjnene op næste morgen. Den lavstående vintersol sender sylespidse stråler ind gennem vinduet. De spidder mine søvnige øjne. I ren refleks farer mine hænder op mod mit ansigt for at skærme det fra solens lys.

Selvom alt nu er lyst, ligger nattens skræmmende oplevelse dog stadig gemt i mig. Som en klump i halsen, der ikke kan synkes. Jeg kan stadig huske alle kommandoerne. Hver og en. I rækkefølge.

- Gå nu ud i køkkenet

- Find nu en kniv

- Skær

Sveden drypper fra min pande, og mine håndflader bliver svedige. Jeg må lægge fokus på noget andet, mumler jeg for mig selv. Men lige i det øjeblik hvor mit hoved løfter sig fra hovedpuden, og mine arme skubber kroppen op fra madrassen, bliver jeg afbrudt. Af stemmer, der synes at komme fra gangen.

Nysgerrigt lister jeg hen til værelsesdøren og åbner den på klem. Intenst holder jeg vejret. Jeg er bange for, at netop mit åndedræt skal afsløre mig. Synet af mor og far stående overfor hinanden kommer mig i møde, i det jeg lader blikket vandre gennem åbningen:

 

”Jeg synes vi skal sende hende til psykolog.” Mors stemme bævrer. I hendes hånd er en udbrændt cigaret.

”Psykolog? Er det nu ikke at overdrive lidt? – Far lyder skeptisk ved forslaget.

”Jeg synes bare hun er så pokkers stille hele tiden. Og det har stået på i lang tid, John!” forsvarer mor sig og tager et sug af den ellers udtømte cigaret.

Far trækker på skuldrene og lægger armene over kors – ”Jeg synes bare det er for tidligt, at skulle sende hende sådan et sted hen” konstaterer han.

”For tidligt?! – det har stået på siden sommeren”, hvæser mor og slår frustreret ud med armene.

”Men så alvorligt er det jo ikke – hun sige bare ikke så meget. Det er vel meget normalt”

Mor stamper fortvivlet i gulvet, hvorefter hun træder et par skridt nærmere far – ilden i hendes øjne slår gnister.

”I nat vågnede jeg ved, at jeg kunne høre lyde fra køkkenet. Og da jeg gik ud for at tjekke, hvad der foregik, var det synet af vores datter med en kniv i hånden, der mødte mig.” Mors læber begynder igen at dirre. Ilden i hendes øjne forsvinder og bliver erstattet af blanke tårer.

Far bliver pludselig stille. Et øjeblik åbner han munden, som om han har noget svare, men lidt efter er hans læber igen tæt sammenpressede.

”Jeg vil bare passe på hende”, hvisker mor og begraver hovedet i hænderne. Cigaretten lader hun falde til jorden. Fars arme ligger snart omkring hende. ”Det vil jeg også”, mumler han og kysser hende blidt på panden.

”Vi tager en snak med hende i aften, okay?”

Mor nikker stille. Hendes arme klamrer sig til ham. Hun er bange.

 

Jeg vender mig væk fra døråbningen. Står nu og hiver efter vejret. Psykolog? Hvorfor nu det? Og jeg er ikke den eneste, der er i oprør. Det er hun også.

”Nej! Nej! Nej! Det har du ikke brug for”, skriger hun så højt, at jeg tror mine trommehinder sprænges. Men mor og far hører intet.

For første gang kan jeg erklære mig enig i stemmens udtalelser. For hvad skal jeg dog hos en psykolog? Psykologer skal hjælpe syge mennesker. Mennesker, hvis sind ikke fungerer som normalt. Jeg er ikke syg. Det har jeg aldrig været, og det vil jeg aldrig blive.

Fortumlet vandrer jeg tilbage mod sengen og trækker dynen op om ørerne.

 

■ □ ■

 

Øjeblikket efter træder mor ind af døren. Jeg vender hovedet mod væggen.

”Far og jeg kører til centeret og handler – skal du med?” spørger hun, som om intet er hændt. Det er tydeligt på hendes tonefald, at hun håber, jeg svarer ja. Hun håber, jeg vil træde ud af min boble for en stund.

”Centeret?” mumler jeg og kigger på vækkeuret. Det går først nu op for mig at klokken er over middagstid.

 

"Hvis du tager med, slår de dig!"

Pludselig er stemmen igen ved mit øre. Og så er sagen afgjort. Jeg må blive hjemme. Jeg har intet andet valg. Jeg ryster skræmt på hovedet og vender blikket mod væggen. Jeg tør ikke se mor i øjnene.

Mor sukker højlydt. Så højt at hun er sikker på, at jeg opfatter det.

”Okay så.. Vi er hjemme om en times tid,” lyder det fra hende, hvorefter døren igen lukkes.

 

■ □ ■

 

Jeg står stadig i natkjole og bare tæer, da jeg forbereder morgenmaden. Spejlægget syder på panden, og den tilhørende duft spreder sig i køkkenet. Mit blik er fæstet på det udsplattede æg. For jeg ved, at hvis jeg ikke holder fokus, så dukker hun op igen.

 

”Kom. Elena. Kom”

Mit forsøg på at holde fokus resulterede i fiasko. Den kaldende stemme får mig til at lægge paletten på bordet. Det er hende igen. Jeg genkender hurtigt det lyse tonefald. Men noget er anderledes. Stemmen befinder sig ikke tæt på, snarere et stykke væk. Men hvor, kan jeg ikke afgøre. En blanding af nysgerrighed og angst siver igennem min krop og efterlader den i komplet spænding. Et hidtil gemt instinkt fortæller mig, at jeg skal følge stemmens kalden. Så det gør jeg. At kæmpe i mod så store kræfter som instinkter er umuligt for en sårbar sjæl.

 

Trægulvet knirker, da jeg træder ind i stuen. Mine bare fødder glider gang på gang hen over det gamle plankegulv. Små splinter borer sig igennem de øverste hudlag. Men jeg skænker det ikke en tanke. Den eneste, der har min opmærksomhed er hende.

 

”Kom. Elena. Kom”

Hun fører mig hen mod terrassedøren. Jeg stopper op. Et øjeblik er det som om, der står pige på den anden side af vinduet. Et øjeblik er hun der. På den anden side af glasset. Hendes øjne er slørede, og hendes mund står halvt åben, som om hun prøver at sige noget. Skræmt træder jeg et skridt tilbage, ligeså gør hun. Rystet fører jeg hånden frem mod glasset, ligeså gør hun.

 

”Kom. Elena. Kom”

Jeg åbner terrassedøren og mærker hvordan hun tilfredsstilles ved min handling. Jeg er på rette vej. En kuldegysning skærer gennem marv og ben, i det øjeblik mine fødder for første gang rammer det snehvide tæppe. En kold vind blæser mit hår om bag skuldrene.

 

■ □ ■

 

Efter ti minutters forfrosne fodtrin og lige så lang tids bævrende åndedræt, finder jeg mig selv stående på Drageklippen. Den, hvor de frygtløse drenge hver sommer udfordrer hinanden til at tage springet. Men det er farligt. Dette ved alle. For nede under det brusende vand gemmer sig uopdagede skarpe klipper, som man nemt kan risikere at ramme i sådan et spring.

Hvorfor jeg er endt her, ved jeg ikke. Men det var her, hun guidede mig hen.

Her er øde, men ikke stille. Blæsten har taget til, og jeg opfanger hurtigt dens rusken i min natkjole. Det er svært at fokusere på noget andet end vindens evige pust og det brusende vand under mig.

 

Men alligevel er der en lyd, der overgår alt andet. Hendes stemme. Denne gang mere intens end nogensinde. Mere skræmmende end nogensinde.

”Angst. Skrig. Smerte. Død.” hvæser hun, så koldsved samler sig i mine ellers iskolde håndflader.

 

”Angsten vil overvinde dig.”

”Skrigene vil lyde fra dig.”

”Smerten vil stikke til dig.”

”Om lidt er livet dødt.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...