Hvidt. Gråt. Sort. Dødt.

På Elenas 16-års fødselsdag begynder tanken om død for alvor at opsøge hende. Og den vil ikke så let give slip igen. Elena kan ikke finde svar på, hvorfor tanken har sat sig så godt fast i hende. Men en ting er sikkert - tanken er med til at forandre hende drastisk. Set udefra er ændringen af Elena ikke altid til at få øje på. Men indeni hende vokser den op og breder sig med hastig fart - uden hun selv ænser det. Og et sted derude er der en, der kalder...|Mit biddrag til ”Psykisk sygdom i familien” - konkurrencen|

45Likes
75Kommentarer
1917Visninger
AA

2. Hvidt

Sommer 2013

▪ HVIDT ▪ 

Den hvide kjole flagrer let fra side til side, da jeg vender mig foran spejlet. Jeg kigger skeptisk på gengangeren i glasset. 16 år - i dag er jeg et år ældre. Det kan dog ikke rigtig ses. Jeg er stadig den samme tynde splejs, som da jeg var 15.

Igen vender jeg mig 90 grader og betragter spejlbilledet over skulderen. Men det kommer der ikke just flere kvindelige former ud af. Desværre. Heller ikke da jeg håbefuldt skyder brystet frem, sker der noget. Mine fingre glider nu igennem mit lange lysebrune hår. Som det hænger nu, dækker det faktisk fuglebrystet, indser jeg og ler kortvarigt.

 

En svag banken lyder, og jeg vender mig forskrækket, så jeg nu står ret op og ned foran spejlet. Mor træder ind af døren.

Kommer du ikke ud og spiser morgenmad?” Hun vinker ivrigt med hånden. Forstrækkelsen ligges på hylden, og min krop føles igen afslappet. Jeg giver pigen i spejlet et sidste blik – denne gang smilende. For hvorfor bruge tid på at kritisere sig selv, når man kan i stedet kan prissætte det at være til stede og i live. Så følger jeg efter mor ud i køkkenet.

 

■ □ 

 

”Og hun skal leve, hun skal leve højt HURRA” – Mor og far skråler i vilden sky med på den traditionelle fødselsdagssang. Jeg selv sidder pinligt berørt med blikket skiftevis rettet mod dem og bordpladen. Mor puffer flere gange drillende til mig og rækker mig også et flag.

Diskret lader jeg det flagre fra side til side. Men da jeg opdager hvor kluntede mine bevægelser synes at være, lægger jeg dannebrog på bordet. Endelig stopper mor og far med at synge, og i et kort øjeblik sænker stilheden sig. Så rejser mor sig pludselig sig fra bordet. Et øjeblik efter er hun forsvundet ind i soveværelset. Hun kommer dog hurtigt tilbage. Denne gang med tre indpakkede objekter på armen.

”Ingen fødselsdag uden gaver,” lyder det fra hende, da hun placerer pakkerne foran mig. Ivrigt flår jeg papiret af dem alle. En sweater fra onklen og tanten, to bøger fra morfar og et gavekort til H&M fra mor og far er hvad der ligger tilbage. Hverken mere eller mindre. Jeg smiler taknemmeligt.

Mor tager som følge fat i flaget, jeg smed fra mig før, og begynder igen at tralle. Far hopper med på ideen og snupper også et flag. Og så sidder de ellers igen og skråler for fuld hals med mig som tilskuer. Men denne gang kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet. De er skøre, tænker jeg. Totalt ude i hegnet. Det er, hvad de er.

 

■ □ 

 

Mor og far sidder med flagene højt hævet og smil, der breder sig fra øre til øre, da telefonen pludselig begynder at ringe. Skønsangen stoppes hurtigt og mor rejser sig fra stolen. Hun kigger undskyldende på mig – ”Det er nok en fra arbejdet,” pludrer hun og lægger røret op til øret.

”Ja hallo, det er Annette.”

Stilhed. En intetsigende, tom tavshed.

”Du gode Gud,” mumler mor pludseligt og tager sig til munden. Hun kigger skrækslagen over på far, der sender hende et forvirret blik. Mine øjne følger flakkende mors og fars udvekslende signaler. Forvirringen rammer mig i etaper. Først en svag snert af noget, der ikke stemmer overens. Men som stilheden i køkkenet vokser, vokser min indre bekymring også.

”Ja”, ”jeg forstår”, ”okay” – mors svar er ikke langtrukne – snarere korte og konstaterende. Til sidst lægger hun røret på med replikken ”Tak for beskeden.” Hun står et øjeblik som forstenet og stirrer forskrækket på far. Men så begynder alt med ét at gå hurtigt.

”Det var hospitalet,” hvisker mor og vinker far op fra stolen. En pil borer sig ind i mit bryst og mine læber trækker sig sammen.

Jeg har altid hadet hospitaler. Jeg kan ikke finde en konkret årsag til hvorfor. Men noget har altid sagt mig, at hospitaler var utryg zone.

Mit blik er stadig fastrettet mod mor og far, som nu står og mumler, hvorefter mor styrter mod bryggerset og trækker i overtøjet. Men mit blik flytter sig ikke. Jeg blinker ikke.

Far lægger barmhjertigt hånden på min skulder: ”Vi bliver nødt til at tage af sted med det samme. Morfar er blevet indlagt.” – Hans stemme syntes uklar og usammenhængende. Alligevel får jeg løftet mig fra stolen og vandrer så ud i bryggerset med tunge skridt. Den ellers så tynde denim-jakke føles pludselig så tung. Skoene, som ellers er nemme at hoppe i, bruger jeg nu flere minutter på at snøre. Og mit blik er fortsat tomt.

 

Før jeg ænser det, sidder vi i bilen. En højlydt brummen undslipper, da bilen starter. Og så er vi på vej. Et sted i fjerne hører jeg igen fars stemme, der denne gang nævner noget lignende: ”Det skal nok gå – det skal nok gå alt sammen.”

Men noget i mig siger, at jeg ikke kan tro ham. Det kommer ikke til at ende godt. Det ved jeg allerede i dette øjeblik. Den ellers så sprudlede fødeslsdagsglæde er for længst forsvundet, og tilbage sidder jeg med en klump i halsen, og med sorgens pil boret så langt ind i hjertet, at den ikke kan trækkes ud igen.

 

■ □ 

 

Hospitaler er skræmmende. Hvide som ligkister og tavse som graven. Tanken vil ikke slippe mig. Og i øjeblikke som disse er den heller ikke nem at modbevise. Så jeg giver hurtigt op – lader den fylde mit sind og efterlade mig med et intetsigende ansigtsudtryk.

Mine hænder ligger tungt i mit skød som to jernkugler. Den hvide kjole ligger fladt over mine ben. Benene dingler let under mig. Stolen knirker. Bag mig skinner solen ind gennem et lille åbent vindue. De kraftige stråler varmer min ryg - dog uden opmuntrende effekt.

Det eneste, som har min opmærksomhed, er døren foran mig. Kridhvid. Lukket. Bag den befinder de sig – lægerne, mor, far, morfar. Lægerne diskuterer stadig højlydt, kan jeg høre. Nævner ting som "hjerteinfarkt", ”tjek hjerterytmen!” og ”hurtigt, hent defibrillatoren!”. Jeg har ikke lyst til at gå derind igen. Jeg vil ikke opleve det på ny. Mor, der med våde øjne holder blidt om morfars hånd. Far, som i et håbløst forsøg på at lindre tårestrømmen lægger hånden på mors skulder. Morfar, der i korte øjeblikke smiler fredeligt op til dem begge. Jeg forlod rummet i dét, lægerne stillede diagnosen - Akut myokardieinfarkt, blodprop i hjertet.

Jeg gik, fordi jeg ved, hvordan det hele vil ende. Har ikke brug for at overvåge det.

 

Derfor chokerer det mig heller ikke, da far med bøjet hoved og medlidenhedsfyldte øjne pludseligt åbner døren ud til mig. Jeg får i øjeblikket et glimt af mor, hvis hoved ligger hen over morfars bryst. Hendes hånd klemmer stadig om hans.  

Den ene vanddråbe efter den anden mister nu balancen og falder ned på mine kinder. Jeg undrer mig. Jeg vidste jo, det det ville ske. Jeg vidste morfar ville… Dø. Den sørgelige sandhed kommer jo ikke som et chok? Hvorfor græder jeg så? Både tanke- og tårestrøm får frit løb.

 

■ □ 

 

Far sidder nu med et tomt blik ved siden af mig. Hans hånd ligger i min. Ingen ord udveksles. Men det er der heller ingen nytte i. Alt der kan siges er sagt. Alt der kan gøres er gjort. Tilbage er der kun at vente. Vente på at sorgen driver over.

 

Jeg vender de våde øjne mod vinduet bag mig. Håber på at solstrålerne kan bringe en smule glæde tilbage i mig igen. Men solen er flygtet. Den har gemt sig. Tilbage er der kun store tunge skyer. Skuffet vender jeg det våde blik mod mit skød. Og dér ser jeg det. Det varer kun et øjeblik. Men bag strømmen af nytteløse tårer begynder min kjole at falme. Hvidt bliver til gråt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...