Hvidt. Gråt. Sort. Dødt.

På Elenas 16-års fødselsdag begynder tanken om død for alvor at opsøge hende. Og den vil ikke så let give slip igen. Elena kan ikke finde svar på, hvorfor tanken har sat sig så godt fast i hende. Men en ting er sikkert - tanken er med til at forandre hende drastisk. Set udefra er ændringen af Elena ikke altid til at få øje på. Men indeni hende vokser den op og breder sig med hastig fart - uden hun selv ænser det. Og et sted derude er der en, der kalder...|Mit biddrag til ”Psykisk sygdom i familien” - konkurrencen|

45Likes
75Kommentarer
1919Visninger
AA

3. Gråt

Efterår 2013

 GRÅT ▪  

Den bidske efterårsvind pisker nådesløst rundt med træernes grene. Snart er luften fyldt med vildfarne blade, der håbløst prøver at finde til rette på den golde jord. Uden held. Få sekunder senere river et rasende vindstød dem igen op i luften. Scenariet gentages. Mine øjne er rettet mod et bestemt blad – det brune med rødlige kanter. Jeg følger dets kamp mod vinden. En kamp, der på forhånd er dømt til nederlag.

Benene har jeg trukket helt op under mig. Hovedet hviler på knæene. Jeg har siddet her længe. Siddet og observeret. Her foran vinduet. Naturen har ellers aldrig rigtig sagt mig noget. Men nu virker det pludselig som om, at netop dén er det mest interessante til stede. Måske fordi alt andet synes at have mistet sin betydning.

Mine fingre glider på repeat hen over de ødelagte grå sokker, der svøber sig om mine kolde fødder. Grå er en kedelig farve – så intetsigende. Og for tiden er det som om, at alt inklusiv mig selv har mistet kulør. Alle farver er blevet matte.  

Bortset fra vindens evindelige rusken er min vejrtrækning den eneste lyd i rummet. Dyb og melankolsk. Og fordi stilheden ellers har opslugt værelset, føles mit åndedræt pludselig som tordenvejr – lyden af ilt, der indtages of fragives brager ud i lokalet.

 

■ □ ■

 

En rømmen afbryder mine tanker. Tavst vender jeg hovedet. Mor er trådt ind i værelset og prøver nu at fange mit blik. Hun kigger bekymret på mig. Jeg vender som svar hovedet mod vinduet igen. Men så let giver hun ikke op - lyden af fodtrin kommer tættere og tættere på. Kort efter lægger mor hånden på min skulder – men jeg reagerer ikke uden videre.

”Var det ikke meningen, at du skulle hjem til Laura og skrive opgave i dag?” – mor sætter sig ned ved siden af mig.

Jeg nikker stille.

”Men?,” spørger mor blidt.

”Hun var ikke i skole.”

En klump samler sig min hals. Jeg lyver. Laura var i skole. Men hun syntes at have glemt vores aftale. Og jeg ville ikke minde hende om dem. For i sidste ende kan det vel være ligegyldigt, om vi får færdiggjort den opgave. Der er vigtigere ting at spekulere over.

Mor nikker tavst ved siden af mig og rømmer sig så igen. Denne gang i et forsøg på at udfylde tomrummet imellem os.

”Så, hvad laver du nu?”

”Kigger,” mumler jeg bare og flytter ikke blikket. Mine svar er korte og præcise. Der er intet behov for at strække dem ud.

”Det er det med morfar igen ik?,” siger mor pludselig og rammer dermed kernen af, hvad hele den grå og triste situation omhandler.  

Jeg nikker.

 

Siden morfar gik bort, har tanken om død været lænket fast til mit sind. Den har overskygget alt andet. Det er nu gået op for mig, at livet kun er til, for at vi skal dø igen senere. Livet kan umuligt betyde noget, hvis det alligevel i sidste ende skal resultere i en trækiste og en forfrossen gravsten. Jeg kan ikke modbevise tanken. Det skræmmer mig.

Og tanken om at døden måske er lige rundt om hjørnet har stukket sig dybt ind i mig. For hvem ved? Måske er det min skæbne, at jeg i morgen bliver kørt ned. Eller måske vågner jeg ved næste daggry med en kræftknude i hjernen. Døden er så uforudsigelig – det er det, der får rædslen til at dryppe ned ryggen.

 

Men alt dette har jeg ikke fortalt mor – jeg nøjes bare med at erklære, at jeg ikke er kommet mig over tabet af morfar. Hun skal jo ikke blive unødigt bekymret.

 

”Vi spiser aftensmad om ti minutter.” Mor afrunder samtalen og rejser sig fra gulvet. Lyden af fodtrin opstår på ny for igen at forsvinde kort efter. Og så er jeg igen alene. Alene med mine tanker. Mine øjne rettes igen mod uvejret. Stormen raser stadig derude. River alt med sig. Bladene fragtes flere meter på bare et øjeblik. Og snart er de ude af syne.

 

■ □ ■

 

Knive og gafler klirrer mod tallerkenerne. Far griner højlydt, og mor plaprer løs om dagen på arbejdet. Duften af flæskesteg spreder sig i køkkenet. En hyggelig stemning svæver hen over spisebordet. Men det er som om, at stemningen aldrig når hen til mig. Jeg sidder i min egen boble – i mine tanker.

Gentagende gange prikker jeg min gaffel ned i kartoflen, der ligger på tallerkenen foran mig. Prikker til den. Stikker til den. Dræber den. - Mine morderiske tanker gør mig bange. Jeg lægger gaflen fra mig i et ryk. Sidder nu bare helt stille og observerer. Observerer mors og fars henrykte samtale. Observerer den udsplattede kartoffel. Om lidt drukner den i brun sovs. Stakkels kartoffel

 

 

”Elena”

Det kommer som et chok, da jeg for første gang hører hende kalde. En ung og feminin stemme tæt ved mit venstre øre. En hvisken, der på den ene side er så lav at jeg skal anstrenge mig for at opfatte budskabet. Men på den anden side er den så høj, at det skærer i ørene.    

Forfærdet kigger jeg mig omkring. Mor og far snakker lystigt videre, som om intet er hændt. Mit hjerte springer et par slag over. Panisk tager jeg hænderne op til ørerne.

 

”Elena”

Den endeløse kalden er umulig at ignorere. Og med ørerne omsluttet af mine hænder, synes den bare at være endnu højere. Flere gange kigger jeg mig over skulderen i den tro, at der står nogen bag mig. Men jeg bliver lige skuffet hver eneste gang. Der er ingen at skue.

 

”Elena skal dø”

Stemmen hvæser lavmælt. Hårene rejser sig på mine arme, og hver en muskel spændes. Jeg er tæt på at græde. Tæt på at skrige. Tæt på at bryde sammen.

Det er først nu, at jeg opdager stilheden omkring mig. Mor og far sidder begge og stirrer forskrækket på mig. Angsten er malet i mors øjne. ”Elena skat, hvad sker der?” Hendes stemme føles langt væk. Uklar og mumlende. Men jeg opfanger, hvad hun siger.

”Je..”, fremstammer jeg med bævrende læber.

 

”Hvis du siger noget, slår de dig ihjel”

Jeg lukker munden brat sammen. Tør ikke svare. Selvom jeg ikke kan se, hvem stemmen tilhører, føles den alligevel så levende. Så nærværende. Så skræmmende.

I et ryk skubber jeg stolen tilbage og rejser mig fra bordet. Jeg løber. Famler rundt uden noget specielt mål – jeg må bare væk. Men huset virker pludselig så ukendt. Dørene åbner til rum, de ikke plejer at åbne til. Min vejrtrækning bliver ustabil.

 

Efter hvad der opfattes som en evighed, finder jeg endelig mit værelse. Fortumlet smider jeg mig på sengen. Loftet snurrer og sengen vipper. Alt er kaos.

 

 

”Elena, forklar hvad der sker!,” udbryder mor, da hende og far vælter ind i rummet få sekunder efter. Hendes stemme knækker midt over.  

Men jeg kan ikke fortælle sandheden – for så slår de mig ihjel – det var det, stemmen havde fortalt mig.

”Jeg er bare lidt træt,” mumler jeg med blikket rettet mod loftet.

”Lidt træt – synes du virkelig, det beskriver din mærkelige opførsel?!” Mors stemme har bevæget sig op til et niveau, hvor hun nærmest lyder hidsig.

”Kom Annette – lad hende få lidt søvn. Hun har sikkert haft en hård dag,” brummer far så og tager mors hånd i sin. Mor protesterer kortvarigt men lader sig så overtale.

"Lov mig at du fortæller, hvis der er noget der går dig på, okay?" hvisker hun, idet hendes fod træder hen over dørkarmen.

Jeg nikker - velvidende om at jeg ikke kan fortælle hende det. Det må jeg ikke.

Lydløst forsvinder mor og far nu ud af værelset. Tilbage er der bare mig. Og stilheden. Tankerne flyver stadig rundt i knolden på mig. Men den kaldende stemme er væk – for en stund.

Uden at tænke nærmere over det kryber jeg ned under dynen. Det eneste jeg har lyst til i øjeblikket er at sove den ekstreme oplevelse væk. Øjnene lukker jeg hårdt i. Jeg dykker ned i mørket. Alt bliver sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...