Hvidt. Gråt. Sort. Dødt.

På Elenas 16-års fødselsdag begynder tanken om død for alvor at opsøge hende. Og den vil ikke så let give slip igen. Elena kan ikke finde svar på, hvorfor tanken har sat sig så godt fast i hende. Men en ting er sikkert - tanken er med til at forandre hende drastisk. Set udefra er ændringen af Elena ikke altid til at få øje på. Men indeni hende vokser den op og breder sig med hastig fart - uden hun selv ænser det. Og et sted derude er der en, der kalder...|Mit biddrag til ”Psykisk sygdom i familien” - konkurrencen|

45Likes
75Kommentarer
1917Visninger
AA

5. Dødt

Vinter 2013

DØDT 

Som tiden går, synker mine fødder længere og længere ned i sneen. Som var det kviksand. Men jeg flytter mig ikke ud af stedet. Mit blik er fast rettet mod de rasende bølger, der gang på gang suser mod klipperne under mig og sender skumsprøjt højt op i luften. Som de skyller ind mod bredden, slår tanken mig: Det er mig, de griber ud efter. Med deres lange våde fangarme snapper de ud i luften. Desperate. Hævngerrige.

Blæsten suser stadig rundt omkring mig. Får alt til at føles dobbelt så koldt, som det i virkeligheden er. Mine tænder klaprer, og armene har jeg per instinkt lagt tæt over kors i forsøget på at bringe en smule varme tilbage til mine legemer. 

Et kraftigt vindstød skubber mig tættere på klippens kant, og jeg får en mærkelig fornemmelse af, at hun har en finger med i spillet. At hun står bagved mig, og opfordrer vinden til at skubbe mig nærmere kanten. Hårene rejser sig på mine arme, og jeg tager i ren refleks et skridt tilbage. Mærker hvordan sneen giver efter for min kropsvægt.

 

”Spring. Elena. Spring,” hvisker hun. Denne gang helt blidt. Stemmen står som kontrast mod den voldsomme vind.

 

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. På den ene side higer min krop efter at vende om og søge hjem. Men mit sind befaler mine fødder at blive stående på klippen. Jeg kan ikke bevæge mig ud af stedet.

 

”Spring. Elena. Spring,” hvisker hun igen. Denne gang er hendes tonefald en smule hårdere. Jeg klemmer øjnene hårdt i og træder et skridt længere frem. En klump samler sig i min hals. Mine hænder ryster.

 

”Kom nu Elena. Det er det bedste for dig. For os.” hvisker hun. Mit hjerte pumper blodet ud i kroppen, og i et øjeblik har jeg det som om, jeg eksploderer. Mine fødder glider endnu et skridt tættere intetheden. Jeg mærker hvordan tåspidserne mister fodfæste. I ren forskrækkelse kigger jeg ned. Dette resulterer i, at jeg mister fokus og må kaste armene ud til hver sin side for at opretholde tyngdepunkt. Mine fødder vipper stille frem og tilbage.

 

”Spring. Elena. Spring.” Denne gang er hendes stemme hård og truende. Er nu i harmoni med blæsten.

Og som vinden omringer mig, opdager jeg pludselig dét, den fører med sig. Lugten. En ækel lugt af gift og forrådnelse,der langsomt nærmer sig mine næsebor. Lammer dem. En lugt af død. Forfærdet styrter mine hænder mod mit ansigt og dækker for både mund og næse. Men alligevel kan jeg ikke undgå lugten. Den kommer snigende og klemmer sig ind over alt, uanset hvor meget jeg dækker luftvejene til. Som følge begynder jeg helt ubevidst at hoste. Lugten gør mig svimmel. Gør mit syn sløret. Alting snurrer.

 

Spring. Elena. Spring,” råber hun. Som lyn og torden brager hendes stemme gennem mit hoved.

Igen tager jeg et skridt fremad. Hun tvinger mig. Men denne gang forsvinder klippen ikke kun under mine tåspidser. Jeg har nu mistet fodfæstet fuldstændigt. Nu er der ingen vej tilbage.

 

■ □ ■

 

I dét min krop omsluttes af det isnende vand, er det som om, tiden går i stå. Pludselig er der helt stille omkring mig. Den rasende blæst opfattes nu kun som en svag susen for mine ører. I stedet har vandets skvulpen lukket sig som en tyk mur om mig. Jeg ser hvordan små luftbobler forlader min mund i takt med, at jeg synker. Længere og længere ned. Dybere og dybere.

 

Panikken griber mig pludselig. Vidskræmt søger jeg opad. Men kampen er hård. Gang på gang skovler jeg mig igennem tyngdefyldte vandmasser, som hele tiden synes at trække mig ned af. Mælkesyren nærmest brænder i mine arme. 

 

Men pludselig er mit hoved oven vande igen. Forfærdet spejder jeg rundt. Skriger af mine lungers fulde kraft. Hyler om kap med vinden. Men ingen hører mig. En susen tæt ved mit øre afslører en mægtig bølge, der i rasende fart bevæger sig mod mig.  Rædselsslagen samler jeg hænderne foran mit ansigt i den tro, at de vi vil fungere som skjold. Men jeg er oppe mod for store kræfter. Og snart er jeg under vandet igen.

 

■ □ ■

 

Jeg vælter rundt. Slår kolbøtter. Bølgerne slikker sig op omkring min krop. Som frosne flammer. I et konstant virvar, hiver de rundt med mig. Kaster mig fra side til side. Som er jeg en hoppebold. De æder mig op. Indefra.

En konstant prikken grundet det kolde vand har lagt sig som en hinde ovenpå min hud. Smerten får mig til at spærre munden op. Mine skrig drukner i vandet. Jeg hoster og sprutter, mens hele min krop er et stort kaos af konstante muskelkramper. Mine arme søger forgæves mod overfladen igen. Men lige meget hvorend jeg lader hænderne glide hen, forbliver de omsluttet af vand. Panikken stiger mig til hovedet. Jeg har brug for luft. Nu. Men alt der kommer mellem mine læber er vand.

 

Mine øjne ser dog stadig klart. Til trods er der alligevel ikke så meget at skue. Alt omkring mig er grumset. Som en endeløs labyrint. Her og der kan jeg skimte svage mørke farvenuancer fra klippestykker. Men kun et fænomen står ganske klart:

Jeg kan se hende. Hun ligger der ved siden af mig. Helt stille. Hendes lange hår fordeler sig i krøllede totter. Kjolen svøber sig stramt omkring de lange slanke ben.

Flere gange blinker jeg i den tro, at hvad jeg ser ikke er virkelighed. Men efter 4 blink uden forandring, indser jeg, at det er det. Det er min virkelighed. Og den skræmmer mig. Rædselen vokser i takt med, at jeg prøver at svømme væk fra hende. Mine ben sparker vandet til side. Men jeg kommer ingen vegne. Lige meget hvor meget jeg spjætter, er hun ved siden af mig. Hendes læber former sig i et smil. Et ondt og tilfredsstillet et af slagsen. Og pludselig vendes hendes blik mod mit. Som magneter tvinges jeg til at kigger hende i øjnene. Mine ben stopper kampen mod havet. Hænderne falder ned langs siden. Hun fanger mig. Og dette resulterer  i, at jeg  ligger helt stille, mens hun for sidste gang hvisker ved mit øre.

”Angst. Skrig. Smerte. Død.”

 

"Angsten har overtaget dig." 

"Skrigene har fyldt dig." 

"Smerten har stukket til dig." 

"Livet er nu dødt." 

 

- Men om det er mig eller hende, hvis levetid er ovre. Det er ikke just til at finde ud af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...