Kun minderne tilbage | Oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jan. 2014
  • Opdateret: 16 jan. 2014
  • Status: Igang
Oneshot tilegnet min hund som gik bort fredag den 7 september 2012. Jeg glemmer dig aldrig, Soffie. 🌼 Tegningen på coveret er tegnet af mig i programmet PTSAI. Dette er mit første oneshot. Om jeg har gjort det rigtigt er jeg usikker på.

4Likes
8Kommentarer
200Visninger
AA

2. Kun minderne tilbage

Jeg var et år. Så kom du hoppende ind i mit liv. Det mest positive væsen, var du. I starten mobbede vi hinanden - vi var trods alt hvalpene i hjemmet. Vi brugte gerne timer på at lege. Jeg kan huske det endnu.

Vi blev lidt ældre - du var den eneste der havde ændret sig væsentligt. Stor, ranglet og sprængfyldt med energi. Og du delte gerne din hundekurv med mig om natten hvis jeg var bange.

På et tidspunkt blev jeg stor nok til at kunne gå. Og løbe. Det var her vores rigtige eventyr begyndte. Vi krydsede kilometer af grønne marker, løb tværs over græsset, frie som to vilde fugle! Vi irriterede naboen og hyrdede på hestene. Badede i mudder på ridebanen. Legede på tilfrossede søer.

Men jeg måtte flytte skole. Jeg var næsten voksen nu. Jeg havde det ikke godt det nye sted.. Alt det, du måtte bevidne. Alle tårene, al min irritation og vrede. Jeg glemte dig.

Du blev meget syg. Du kunne svært nok stå. Dyrlægen gav dig en sidste chance. Det var en tidlig morgen. Mor kom hjem med den fjerde medicin. Den sidste livline. Jeg lå ved dig. Gerne flere timer. Du gik fra at ligge helt stille til at løbe rundt på ingen tid. Du blev rask.

Et par år passerede. Du blev hurtigt glad og klar igen, mens jeg langsomt blev trukket ned i et sort hul af mobning. Jeg så endnu en nedtur, og jeg glemte dig igen. Det skulle jeg aldrig have gjort. Det jeg skriver nu får tårerne til at skylle ned af mine kinder.

Fredag den 7 september 2012 husker jeg tydeligt. Jeg skulle i skole. Jeg var for en gangs skyld glad fordi det var fredag og det snart var weekend. Jeg så dig i øjnene og smilede. "Farvel, Soffie." Det var det jeg sagde hver morgen. Du kiggede blot tilbage med smukke brune øjne.

Hele skoledagen havde jeg koncentrationsbesvær. Noget jeg aldrig plejede at have. Jeg kunne hen ad dagen mærke at der var noget galt - og jeg er ikke normalt en person som tror på det overnaturlige, men der var et eller andet.

Jeg var duks den uge. Sammen med en dreng. En af disse der mobbede mig. Jeg tog vagten den dag, fordi jeg frygtede ham. Men da jeg blev alene kunne jeg kun græde. Jeg blev færdig. Min far holdt udenfor.

Himlen var blå selvom det var efterår. Solen skinnede. Vinden blæste knapt. Det var en smuk dag. En meget smuk dag. Jeg så op og følte noget forlade mig. Noget som blev erstattet af tung sorg.

Jeg havde mistet min engel. Jeg spurgte så snart jeg kom ind i bilen. Far nikkede men holdt sig stærk. Jeg græd. Da vi kom hjem lå du stadigvæk i din kurv under trappen. Den vi havde delt så mange nætter i. Jeg ventede bare på at du skulle løfte hovedet og hilse. Men det skete ikke.

Det er det sidste jeg husker af den dag. Resten er helt væk. Jeg har aldrig haft så stor en sorg, som da du gik bort. Du var min lillesøster - ikke et kæledyr. Du var min bedste ven - ikke en hund. Du var min engel. Du er min engel.

Du vil altid være min engel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...