Familien Fucked Up

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2014
  • Opdateret: 3 mar. 2014
  • Status: Igang
Jeg er 17 år gammel. Jeg bor i København, i Vanløse. Jeg bor i et hvidt hus med min familie. Min familie er fucked up. Min far lider af tilbagevendende depressioner, min mor af panikangst, min tvillingesøster af bulimi og min lillebror af ADHD. En ulykke kommer sjældent alene. Jeg selv lider af bipolar affektiv sindslidelse, hvilket nogle gange gør mig til den mest normale, men for det meste, gør det mig bare ligeså skør som de andre. Min psykiater vil gerne have, at jeg iagttager mit eget humør. Det mener han, at man nemmest gør ved at skrive dem ned. "For en følsom, kreativ pige som dig, har vel ført dagbog hele sit liv, ikke?" Egentligt ikke. Men nu gør jeg det, for det er en meget god idé, for som en del af min sygdom, kan jeg sjældent huske mine maniske episoder, når jeg er deprimeret og vice versa.

51Likes
60Kommentarer
1435Visninger
AA

3. Søndag d. 12. januar 2014

12. januar 2014

Jeg føler, jeg burde starte med noget, eller lærer jeg aldrig, at stole på dig. Altså bogen. Ja, vi ved allerede godt jeg er crazy, men jeg går ud fra det stadig er i øjenfaldende, at jeg har trust issues med en notesbog. Og at jeg har et behov, for at forklare mig selv til en notesbog. Men nok om det.

 

Jeg tror, jeg starter med kære dagbog

 

I dag startede stille. Både Bulimi og jeg havde været i byen i går nat, og det lykkedes for en gangs skyld vores lillebror ikke at vække os, før klokken var tre.

 

Det var en stille dag hos Familien Fucked Up. Bulimi kom omkring klokken 16 ind på mit værelse, hvor jeg sad og malede ved mit lille malerhjørne. Hun satte sig i min seng og stirrede på mig.

"Hvad?" mumlede jeg uden at fjerne blikket fra maleriet. Hun svarede ikke, så jeg så på hende. Hun kiggede op i loftet og blinkede hurtigt. Jeg rejste mig fra min stol og satte mig over på sengen ved siden af hende.

"Hvad?" spurgte jeg igen meget blidere og lagde armen om hende. Hun gemte sit hoved ind mod min skulder og hulkede kort tre gange. Så rettede hun sig op igen og tørrede tårerne væk.

"Må jeg rydde op på dit værelse?" spurgte hun og så rundt på rodet. Jeg rejste mig fra sengen.

"Hellere end gerne," sagde jeg og slog ud med armen mens jeg gik tilbage til mit staffeli. Bulimi elsker af en eller anden absurd årsag at rydde op. Jeg elsker at rode. På den måde passer vi godt sammen. Da hun var færdig, hentede hun sit kamera og begyndte at fotografere mig male.

"Jeg elsker dit koncentrerede udtryk," lo hun og satte sig på gulvet med sin korte portrætlinse stukket op i mit ansigt. Jeg kørte forsigtigt en tynd pensel med grøn maling ned over lærredet.

"Oh yeah? For du ødelægger ret meget min koncentration lige nu," mumlede jeg og løftede drilsk øjenbrynet. Hun fnisede og lagde sig på gulvet.

Selvom vi var tvillinger, og hun desuden var min bedste veninde, mindede Bulimi og jeg ikke ret meget om hinanden. Hun var udadvendt, naiv og boblende, hvor jeg var mere reserveret, skeptisk og ikke ligefrem den mest imødekommende person. Hun havde næsepiercing, mavebluser, pagehår og hotpants, hvor jeg havde lange krøller, nederdele og sweaters. Men måske gjorde det os bare igen til et godt par. Hun betragtede sig i mit aflange spejl.

"Jeg ville ønske tøj bare hang på mig... Forstår du, hvad jeg mener?" sagde hun med sin lyse stemme.

"Mhm," mumlede jeg og så på mit maleri.

"Du ved... ligesom med Cos' reklamebilleder." Hun satte sig helt tæt på mig i skrædderstilling på gulvet. Jeg blinkede og brød min koncentration med billedet for at henlede min opmærksomhed på hende.

"Og hvorfor ville du dog ønske det?" spurgte jeg, mens jeg kørte mine hænder hen over de lysebrune krøller for at samle dem i en hestehale.

"Det ser bare... bedre ud," mumlede hun og lagde hænderne om bag sit hoved.

"Aha," sagde jeg og så på mit maleri igen. "Hvis du så gerne vil ligne en tøjbøjle, hvorfor skifter du så ikke bare køn? Så ville du få alle de rette proportioner."
"Luk røven," mumlede hun og lagde sig ned. "Du ved godt, det ikke er det, jeg mener."

"Jo, det er," sagde jeg hårdt. "Du ved ikke, at det er det, du mener."

"Whatever," sukkede hun irriteret og jeg kunne nærmest høre hendes øjne rulle rundt i hendes kranium.

 

Bulimi er for det mest ude af trit med virkeligheden og har svært ved at forstå, at et års forløb med ugentlige besøg på Bispebjergs afdeling for behandling af spiseforstyrrelser ikke ligefrem tyder på, man har et sundt skønhedsideal. Bulimi er stadig overbevist om, at hun har ret, og det bare er alle os andre, der er dumme og ikke forstår ægte skønhed. Eller noget.

 

Til aftensmad fik vi wok: stegte nudler, sojasovs og en hel masse uidentificerbare grønsager. Uden kød, selvfølgelig. Både Panikangst og Bulimi er vegetarer. Fedest. Allerede ude fra trappen, der ledte op til førte sal, hvor stuen, køkkenet og mine forældres soveværelse lå, kunne jeg høre problemer. ADHD og Depression var oppe og råbe af hinanden, om hvorvidt vi skulle se TV-avisen eller Phineas og Ferb. Jeg gik på listefødder forbi stuen og ud til Panikangst, der stod ude i køkkenet.

"Mhm, det dufter dejligt, mor," sagde jeg og kyssede hende på kinden. Hun lukkede øjnene kort og smilede.

"Ja, det er jo også dejligt, med noget vi alle kan spise, i stedet for at lave to måltider," sagde hun og smilede stort og anstrengt. Jeg smilede venligt tilbage og satte mig på køkkenbordet. "Eller... Det vil sige alle bortset fra..." Hun så ind mod stuen, hvor hendes søn sad.

"Han kan jo ikke lide noget," sagde jeg, for at mildne hendes samvittighedsfulde mine.

"Skal jeg smøre ham nogle rugbrødsmadder?" spurgte jeg og hoppede ned fra køkkenbordet uden at vente på svar.

"Gider du?" Panikangst smilede lettet. Jeg lagde min hånd betryggende på hendes ryg.

"Selvfølgelig, intet problem," sagde jeg og tog kassen med pålæg samt smør ud af køleskabet.

"ADHD!" råbte jeg efter min lillebror.

"Hvad?" råbte han tilbage inde fra stuen.

"Hvad vil du have på din mad?" råbte jeg.

"Kan I ikke bare for helvede være i samme rum i stedet for at råbe?" råbte Bulimi ude fra gangen til os begge. Jeg lo, og jeg kunne høre ADHD gøre det samme fra stuen. Lyden af en trip-trap-stol, der blev skubbet tilbage, fodtrin og så blev den tunge, hvide dør ud til vores køkken skubbet op. Jeg vendte mig om til min lillebror, der dovent hang sig i dørhåndtaget.

"Så smukke, hvad skal du have på dine madder?" spurgte jeg og løb hen til ham. Jeg tog ham op i mine arme og svang ham rundt. Han ville snart være for tung til, at jeg kunne gøre det. Jeg prustede melodramatisk.

"Dit fede dyr," lo jeg og løftede ham op på køkkenbordet.

"Dit slappe dyr," lo han tilbage med sin lyse stemme. Jeg tog hans arm og lod som om, jeg var en zombie, der spiste den.
"Nej! Nej!" skreg han og lo. "Du må ikke spise mig!"

"Så skal du fortælle mig, hvad du vil have på din mad," sagde jeg bestemt og løftede mit øjenbryn.

 

Ved middagsbordet var der stille. Bulimi lod til at være nede, Depression var stadig sur på ADHD og ADHD var stadig sur på Depression. Jeg orkede bare ikke nogen af dem, men Panikangst prøvede ihærdigt at starte en samtale.

"Så er I klar på skole i morgen, piger?" spurgte hun og smilede bredt, men anstrengt.

"Mhm..." mumlede vi i kor, mens jeg tog en kæmpe klump nudler ind i munden med mine spisepinde.

"Ja..." mumlede Panikangst tilbage og sukkede. "Ja, jeg synes det smager godt..."

"Ja... helt sikkert... så godt..." mumlede vi andre fire i kor. Hun havde det med at rose sig selv, når ingen andre gjorde. Bulimi tørrede sig om munden og rejste sig.

"Hvor tror du, du skal hen?" spurgte Panikangst med udspilede øjne og rynkede bryn.

"Jeg skal bare på toilettet," sagde Bulimi irriteret og hang med sine lange, tynde lemmer.

"Næh nej," svarede Panikangst og stirrede på et punkt på bordet. "Du bliver lige her. Du går ikke på toilettet den næste time." Hun foldede armene bestemt over kors, men hendes flakkende blik understøttede ikke helt den handling.

"Øh jo, jeg gør," sagde Bulimi og kneb øjnene sammen.

"Fint!" Panikangst smed den serviet, hun havde haft liggende i skødet, på bordet og rejste sig. "Men jeg går med dig."

"Undskyld mig?" spurgte Bulimi og foldede armene over kors.

"Jeg går med dig."

"Jeg er ikke noget lille barn." Jeg så væk fra optrinnet og rettede min fulde koncentration på at få et lille stykke gulerod mellem mine spisepinde.

"Du opfører dig ellers som et!"

"Jeg gør? Det er dig, der er så hysterisk om et fucking toiletbesøg!"

"Bulimi! Den slags sprog bruger vi ikke foran din lillebror!"

"Alting handler altid om den lille opmærksomhedskrævende unge!"
"Sådan må du ikke tale om ham!" Jeg så bekymret op på ADHD. Hans øjne var opspilet og fyldte med tårer. Jeg tog hans hånd. Bulimi løb ud af rummet og smækkede vredt døren ud til badeværelset efter sig. Panikangst forsøgte at gå efter hende, men opgav. I stedet for lukkede hun blot døren ud til gangen, hvor toilettet lå, så ingen kunne høre, hvad der foregik derud. Hun satte sig med blanke øjne tilbage på sin plads. ADHD brød sammen i gråd. Depression rejste sig fra bordet og gik uden en lyd ind på deres soveværelse, hvor jeg turde vædde med, at han ville ligge sig og tomt stirre ind i fjernsynet, der viste en eller anden britisk tv-serie.

"Skat..." mumlede jeg til ADHD, der græd voldsommere nu. Han lod ikke til at ænse mig. Panikangst rakte ud efter hans arm, men han slog hende med knyttet næve over overarmen, skubbede sig væk fra bordet og gik ud i køkkenet med sin bærbare computer og smækkede højlydt døren efter sig. Hendes blik stivnede på den plads, han havde forladt ved bordet. Jeg betragtede hende mens hun med heftig blinken slugte det sidste halve minut. Hun så på mig med et sårbart blik. Jeg smilede blidt. Hun så forventningsfuldt på mig, men jeg kunne ikke finde på noget at sige.

"Jeg tror du puttede for meget chili i maden," sagde jeg endeligt og nikkede for mig selv.

 

Efter vi havde spist hjalp jeg Panikangst med at bære ud. Vi fik lov til at komme ud i køkkenet til min lillebror, der efterhånden var kølet af. Han sad på en skammel og stirrede dødt på skærmen, der var et YouTube-klip af nogle mennesker, der spillede Minecraft. Han snøftede og små tårer faldt ned på tastaturet. Han var overbevist om, at alle hadede ham. Både Panikangst og jeg lovede ham, at det ikke var sandt. Jeg overvejede, om jeg skulle tilbyde at putte ham og fortælle en historie, det fik ham altid i godt humør, men jeg orkede det ikke. Lige nu kriblede det i hele min krop for at komme ned på mit værelse og græde.

"Jeg går ned nu," sagde jeg. "Jeg skal lave noget engelsk til i morgen." Panikangst nikkede og lod mig gå etagen nedenunder, hvor Bulimi, ADHD og jeg havde vores værelser. Jeg havde ikke tjekket badeværelset i gangen, så jeg kiggede i stedet for ind på hendes værelse, for at se om hun havde sneget sig ned i mellemtiden. Det havde hun ikke, så jeg går ud fra hun stadig var oppe på badeværelset.

Min mistanke blev bekræftet, da jeg kunne høre Panikangst højlydt banke på badeværelsesdøren ovenpå og hende råbe på Bulimi, der grådkvalt svarede tilbage gennem højlydte hostelyde. Jeg sank en klump og tog musik i ørerne, før jeg satte mig over for at male. Jeg havde egentligt noget engelsk at lave til i morgen, men jeg tvivler på, at jeg tager i skole, så hvorfor overhovedet lave det? Bulimi vil sikkert gerne med ud og shoppe i stedet for. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...