Eve

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 jan. 2014
  • Opdateret: 15 jan. 2014
  • Status: Færdig
En mand sidder i et lokale og bliver afhørt af en kvinde. Men hver gang hun forlader rummet, træder Eve frem fra skyggerne. Mit bidrag til Psykisk Sygdom konkurrencen.

17Likes
17Kommentarer
505Visninger
AA

1. Eve

”Kan du ikke fortælle det helt fra starten af?”

Hun læner sig frem mod ham med den lille blok i den ene hånd og kuglepennen i den anden. Fra hans position, kan man ikke se, hvad hun har skrevet ned, men der bliver ikke sparet på blækket. Ikke engang, når han bare stirrer på hende med udvidede øjne og munden presset let sammen. Og så har hun en irriterende vane med at klikke med tungen, hver gang hun siger noget.

”Du bliver nødt til at starte et eller andet sted... Jeg ved godt, at det må være hårdt.”

Klik.

”Jeg er her for at få et overblik over sagen.”

Klik.

”Det er for dit eget bedste.”

Klik. Klik. Klik.

Han ser bare ligefrem. På et punkt lige henover hendes skulder. Der er ikke nogen plet eller revne, som han kan fokusere på, men det gør det ikke særlig svært for ham bare at stirre.

Med et lidt opgivende suk, skubber hun stolen ud og rejser sig op for at forlade rummet.

Da hun er ude af rummet, træder kvinden frem fra skyggen til højre. Hendes stramme sorte kjole med den sorte pelskrave får hende til at ligne en femme fatal, mens den store og upraktiske hat henlægger halvdelen af hendes ansigt i mørke. De høje sko klikker mod gulvet og giver ham en god idé om, hvor hun er henne af i rummet. Den søde parfume stopper op bag ham, hvor lyden fra en lighter efterfulgt af et sug i en cigaret lyder.

”Du kan ikke holde mund for evigt.”

Han svarer ikke, hvilket får hende til at le sukkersødt.

”Drop skuespillet søde ven. Jeg ved godt, hvordan du kan være. Dit monster.”

Mens hun taler, lader hun den frie hånd glide henover hans skulder, mens hun læner sig helt hen til hans ører og puster lidt af røgen ud i ansigtet på ham.

Meget langsomt drejer han hovedet mod hende og viser for første gang i flere timer et andet ansigtsudtryk.

”Jeg troede ikke, at du ville dukke op, Eve.”

Igen griner hun, men trækker sig derefter tilbage for at stille sig om ved siden af ham.

”Jeg er her jo altid, Adam.”

Det får det til at trække i hans mundvige. De to ser lidt på hinanden, men til sidst løfter Eve blikket mod døren. Med et suk skoder hun cigaretten på bordkanten og trækker sig tilbage til skyggen i hjørnet, hvor man kun lige kan ane hendes silhuet.

I det samme går døren op, og kvinden fra før træder ind. Denne gang har hun to vandflasker med og en sagsmappe.

”Jeg tog noget vand med til dig, Adam… Tænkte, at du nok var lidt tørstig efter alt den tid herinde.”

Hun sætter flasken foran ham. Lige ved siden af skoddet.

”Politiet fortalte mig, at du var den første på gerningsstedet… At du slet ikke reagerede på nogen form for kommunikation… Vil du fortælle mig, hvad der skete?”

Samtidig med at hun taler, åbner hun sin egen vandflaske og tager en tår for derefter at åbne sagsmappen.

”Jeg kan ikke huske det,” siger han meget lavt.

Hun er lige ved at få vandet galt i halsen, som om hun slet ikke havde forventet et svar fra ham. Men hun får samlet sig utrolig hurtigt: ”Hvad mener du?”

”Det er sort… Jeg har ingen erindring om, hvad der skete.”

Hendes finger glider ned over papirerne i mappen, mens hun skiftevis ser ned og op på ham. Det lader til, at hendes finger finder noget interessant.

”Hmm… Kan se her, at du lide af noget, som du selv kalder for blackouts, hvad går det helt præcist ud på?”

Han lægger hovedet lidt på skrå, læner sig så lidt frem og tager vandflasken, men åbner den ikke.

”Da jeg var lille, skete der ting og sager i min familie… Jeg havde det med at lukke af. Med andre ord, jeg skabte selv mine blackouts. Og nu kommer de af sig selv, hver gang der sker noget slemt.”

Det får hende til at løfte et bryn.

”Slemt? Det må jo betyde, at du var ved gerningsstedet… Siden du ikke kan huske det?”

Han nikker.

”Har du prøvet hypnose?”

Han nikker igen.

Med en tænkende mine ser hun ned i sine papirer, løfter hovedet og ser mod døren.

”Øjeblik.”

Og med det ord, forsvinder hun ud af døren igen.

Han venter ikke længe, før han hører den svage latter fra hjørnet.

”Opfindsomt,” ler hun.

Han ser over mod hende: ”Det lader til at virke.”

”Selvfølgelig, du har jo mig.”

Han tager en tår fra vandflasken og stiller den så på bordet: ”Men der er jo også lidt sandhed i det.”

Lyden fra lighteren og tilsynekomsten af den lille flamme afslører igen hendes position. Hun tager et hiv, før hun taler: ”Men hun ved jo ikke, hvad der er sandhed og løgn… Og derfor virker det.”

Med et lille smil ser han ned på sine hænder.

”Fortryder du?” spørger hun lidt efter.

Han ryster svagt på hovedet: ”Nej, det føles godt… Men det skræmmer mig lidt, hvor meget magt du har over mig.”

”Du er svag… Det gør det let for mig at skride til handling.”

Hun tager endnu et sug af cigaretten, så man kan se gløderne i mørket, før hun taler igen: ”Derfor udgør vi et godt makkerpar.”

”Et farligt makkerpar,” mumler han, hvilket får hende til at le igen.

”Sig mig, Eve, hvad får du ud af alt det her?”

”Hvad mener du?”

Han tager en dyb indånding og løfter hovedet for at se over mod hende: ”Det var min ven og min kæreste… Ikke dine.”

I skyggerne kan man se, hvordan hun skal til at sætte cigaretten ind til munden, men stopper midt i bevægelsen.

”Der tager du fejl, Adam. Alt der er dit er mit… Du glemmer vidst, at jeg er en illusion i dit hoved… At jeg slette ikke er her.”

”Nej, det glemmer jeg ikke… Du virker bare ikke som en del af mig.”

Pludselig forsvinder hendes skygge fra hjørnet. Men da han kan lugte røgen blandet med den søde parfume bag sig, er han ikke i tvivl om, hvor hun er.

”Jeg er dig, Adam.”

Hun læner sig helt ind til ham og lader hånden glide ned over hans brystkasse.

”Jeg er alt det, som du er bange for, men også det, som gør dig stærk.”

Hendes læber strejfer hans kind, så han kan mærke den varme ånde.

”Jeg er din lyst, dit had, din handlekraft... Jeg gør det, som du ikke selv tør.”

Døren går op, og Eve forsvinder som havde hun aldrig været der.

”Jeg er ked af, at jeg hele tiden må forlade dig her alene, Adam.”

Klik.

Hun sætter sig forpustet ned overfor og ser på ham med et undskyldende smil.

”Det er i orden,” smiler han tilbage.

”Jeg skulle lige tjekke op på din sag for at finde ud af, om jeg på en eller anden måde kunne hjælpe dig med dine blackouts, men det lader ikke til, at jeg kan gøre noget på den front. Men en af mine kollegaer er inde for den slags, og han vil meget gerne møde dig på et tidspunkt.”

Han nikker: ”Tak… Du må undskylde, at jeg virker lidt fraværende… Men jeg er lidt i chok. Jeg vil gerne hjælpe, men alt jeg kan huske, er at jeg tager over til min ven, og da jeg ankommer, står døren åben. Det er det.”

”Mmh… Naboen sagde, at de fandt dig stående udenfor med et tomt udtryk, og da du ikke svarede dem, gik de ind til din ven og så, hvad der var sket og slog derefter alarm.”

”Jeg kan ikke forstå det… De har altid været i mit liv… Og nu er de væk, hvordan kan nogen have haft lyst til at slå dem ihjel?”

Hun ser på ham med et bedrøvet blik, rejser sig så op for at lægge en trøstende hånd oven på hans.

”Vi skal nok komme til bunds i den her sag.”

Han nikker tøvende, mens hans blik er fæstnet på Eve bag kvinden, der med de røde læber skilt i et grin ler næsten manisk. Hun holder ikke længere en cigaret i hånden, men en dryppende blodkniv. Hendes fingre er bøjet, så de næsten ligner klør. Men det er hendes øjne, som fascinerer ham. Kolde og morderiske. Det blik, som han selv havde haft, da han var kørt hen til sin ven for at finde ham kyssende med hans kæreste.

Eve havde taget over og brugt sin kølige fremtoning til at køle ham ned, mens hun langsomt havde ført ham ud i køkkenet, hvor vennen og kæresten var fulgt undskyldende med. Hun havde ventet på det rigtige øjeblik. De skulle stå så tæt på, at når han trak kniven ud af blokken, så vil han kun skulle snurre rundt og ramme vennens hals, hvorefter det blev kærestens tur. Eve havde haft fuldt ud styr på det. Hun havde sørget for det hele, slettet sporene og skiftet hans tøj. Han står i gæld til hende.

”Jeg vil ønske, at jeg kunne hjælpe mere,” hvisker han og læner sig forover.

Hun lægger trøstende en hånd på hans skulder i den tro, at han er helt knust. Det er bare ikke det, som får ham til at læne sig forover. Eller det, som får hans krop til at ryste.

Han har bare så forbandet svært ved at skjule smilet og holde det triumferende grin inde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...