Jeg forstår ikke hvorfor

"Jeg forstår ikke hvorfor" er en novelle, jeg har skrevet af egne oplevelser og erindringer. I denne novelle kommer jeg ud med mine dybeste følelser og tanker omkring psykiske sygdomme.

0Likes
0Kommentarer
205Visninger
AA

1. Hvorfor?

Jeg kan huske, at jeg løb ned ad trappen og hen til min far. Dengang var jeg måske otte år gammel. Min far er ældre end de fleste af mine venners fædre, men det gjorde ikke så meget dengang. Han stod i stuen og gik lidt frem og tilbage ude på det store, hvide gulvtæppe. Dengang vidste jeg ikke, hvad det gik ud på. Jeg vidste ikke, hvad der var galt. 

Jeg gik, hen til ham, for at spørge om jeg måtte gå hen til Frida for at lege. Frida bor i samme bofællesskab som jeg og vi er bedste venner. Jeg plejede at få lov af mor, men far han tøvede altid. Han vidste ikke helt, om det var en god idé.  "Det.. det ved jeg ikke rigtig..," var det svar, jeg fik for det meste. Men jeg kan tydelig huske den her gang. Jeg kan huske, at til sidst sagde jeg, at jeg ville gå over til Frida. Mere kan jeg ikke huske. Han havde svært ved at tage de nemmeste beslutninger og jeg vidste ikke hvorfor.  

Jeg tror godt, at jeg kunne mærke, at far og mor ikke var så tætte, som de var før. Men havde de nogensinde været det? Jeg kan ikke huske en eneste gang, hvor det virkede som om, de var lykkeligt forelsket i hinanden. Hvert fald ikke min mor. For det meste bebrejder jeg hende for det. Jeg har kun sagt det direkte til hende et par gange, men bliver jeg trist på min fars vegne, forbander jeg hende dybt inde i mine tanker. Jeg kan ikke lade være. Jeg fylder mig selv med had mod min mor i disse situationer. Jeg har aldrig sagt det til nogen. Jeg har ikke engang sagt det til min psykolog. Jeg snakker ikke så meget om min far med Ingrid længere. Hvis min mor finder ud af, at jeg ikke har udnyttet min chance for en billig psykolog, fordi lægen anbefalede det, er jeg bange for, at hun bliver virkelig vred på mig. 

  

Jeg kan huske, at far og mor snakkede om, hvor det var han skulle være. Jeg forstod ikke, hvad de mente. Jeg var nu ni år og gik i tredje klasse. Jeg kan huske, at mor ofte blev sur på ham, når de diskuterede det. Jeg følte altid, at far ikke havde noget valg. At det var mor, der tog hans beslutninger. Det var i sommeren det skete. Min far blev placeret på et slags "hjem" for folk med hans sygdom. Jeg kan ikke huske hvordan, men dengang vidste jeg godt, at han havde leukæmi. At han havde kræft i blodet. Jeg troede, at det var den eneste sygdom, som plagede ham. I hans tilfælde var det ikke livsfarligt og han fik medicin mod kræften. Han fik ikke kemo, men en anden slags medicin. I dag tænker jeg, at det nok er fordi, at det ikke er livstruende i hans tilfælde. Dengang tænkte jeg ikke, at han var heldig. Jeg tror, at det er fordi, at dengang tænkte jeg: "Det er, sådan det er. Det er, sådan det skal være. Når det er min far."  

Hjemmet lå ikke så langt væk fra havnen. De første gange tog min storebror med. Han er fem år ældre end mig. Men jeg tror ikke, at han tog med alle de gange, hvor jeg tog med. Jeg tænkte, ikke så meget over, hvorfor han ikke gjorde det, men i dag ved jeg hvofor.

Min mor har forklaret mig det: Hvor svært tror du, det er at komme hjem fra skole til et hus, hvor ens far går frem og tilbage rundt i stuen. Han ryster på sine hænder. Ryster på sit hoved. Den gang forstod Martin langt mere, end jeg gjorde, med de fem år han var ældre end mig. Jeg har svært ved at sætte mig ind i det. Det er ikke fordi, jeg ikke tror, at det var hårdt for Martin. Men mere fordi jeg ikke ville sætte de forkerte ord på og fordi jeg ikke ved, hvordan hans følelser er omkring det emne. 

Jeg tror, at han havde svært ved at tilgive far. Martin havde jo prøvet at leve men en helt normal far, som bare var lidt ældre end de andre fædre. Det har jeg aldrig prøvet. Så jeg ved ikke, hvad det er jeg savner. Jeg ved ikke helt, hvad det er for et hul, jeg har inden i mig, men jeg ved, at det langsomt heler. Jeg ved ikke, om Martin endnu har tilgivet far helt. Der er gået fem år siden, far kom på det hjem. Jeg prøver at forstå Martin, men det er svært.

Jeg kan huske, at når vi skulle sige farvel til far ude ved hjemmet, var jeg synderknust. Jeg brød altid sammen. Ikke at skulle bo sammen med sin egen far ligesom alle de andre i klassen. Det var svært at forstå. Jeg græd ikke fordi, jeg ikke var ligesom alle de andre, jeg græd fordi, jeg vidste at der ville gå lang tid, før jeg så ham igen.

En gang imellem kom far på besøg hos os. Det var for det meste i weekenden. Så spiste vi middag sammen og han snakkede med os og hjalp os hvis en lampe skulle sættes op. Han blev altid til sent om aftenen. Så så vi fjernsyn sammen og hyggede. Jeg tror, at jeg var den som satte mest pris på, at han besøgte os. Altså af mor, Martin og mig. Så tror, jeg at, det var mig, som satte mest pris på det. Han kommer stadig ud hos os i ny og næ, men fordi Martin og jeg nu er blevet store, så har vi ikke så meget tid mere i weekenderne, som vi havde dengang. 

Jeg tror at, det var i  4.klasse, at det skete. Far og mor havde snakket om det i noget tid. I stedet for at far skulle bo på hjemmet, så skulle han have sin egen lejlighed. Det endte med, at han skulle bo inde i byen. Fra hans lejlighed kan man gå ned til gågaden, storcenteret og svømmehallen. Han skulle bo i Dommervænget. Inden vi flyttede til trekroner, boede vi alle fire sammen i Dommervænget. Jeg var glad for, at det var der, far skulle bo. Jeg begyndte at tage ind til ham nogle gange om eftermiddagen. Så hyggede vi os med kaffe på en café, købte en film og spiste aftensmad hjemme hos ham. Min far har aldrig lavet mad. For det meste købte vi en pizza, når jeg besøgte ham. Men så begyndte vi på at lave mad sammen. Jeg lavede det meste, men min far kogte kartoflerne. Jeg troede stadigvæk kun, at han havde leukæmi. Jeg vidste ikke, at han havde en psykisk sygdom. 

Men en dag gik det galt. I skolen havde jeg lavet et powerpoint om Spanien sammen med en veninde. Jeg var rigtig stolt at det og ville vise det til min far. Jeg tændte hans bærbar, men far vidste ikke, om det nu var nogen god idé. Men jeg insisterede på, at han skulle se det.

Pludselig gik noget galt med computeren. Jeg kan ikke helt huske, hvad det var, men pludselig kunne jeg ikke finde ud af det. Far blev nervøs og begyndte at ryste på sine hænder. Jeg rejste mig op, så han kunne komme til computeren. Han sagde, at jeg aldrig skulle have gjort det. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Far var virkelig oprevet. Jeg begyndte at græde. Jeg græd voldsomt. Jeg løb ud på toilettet. Jeg prøvede at ringe til mor, men hun tog den ikke. Jeg ringede til Martin og han tog den. Jeg fortalte ham, hvad der var sket og hvor ked af det jeg var. Martin sagde, at det ikke var min skyld, men jeg blev ved. Martin sagde, at han godt kunne hente mig. Jeg tror, at han ikke vil have, at far skulle begå den samme fejltagelse med mig, som han gjorde med Martin. Men jeg insisterede på at blive. Jeg var bange for at gøre far ulykkelig ved at forlade ham på den måde. Jeg ringede til mor og forklarede det hele og fortalte at jeg havde snakket med Martin.

Det var ikke som det plejede resten af aftenen, men det gik over. 

Jeg vidste ikke, om far nogensinde ville blive rask. Jeg troede, at han var nervøs begrund af, at han havde leukæmi. Men jeg skulle bare vide.

Sådan fortsatte det i lang tid. Jeg kom hjem til ham. Han kom hjem til os. Alt gik fint.

En aften i 6.klasse, tror jeg, da far var på vej hjem til sig selv, sagde han noget med, at han nok skulle få Charlotte til at se på det. Jeg kan huske, at det havde noget med et hus at gøre. Først blev jeg bange for, at vi skulle flytte. Så troede jeg, at far skulle flytte til Trekroner. Da han var gået, spurgte jeg mor, hvad det var, han mente. Vi satte os ned i sofaen. Jeg husker, at hun fortalte at hende og far skulle skilles. Det kom ikke som en overraskelse, men jeg blev stadig ked af det. Jeg græd. Jeg græd højlyt. Der var så mange af mine klassekammeraters forældre, som var skilt. De boede hos deres mor og de boede hos deres far. Nogle af forældreparrene var uvenner. Andre havde det fint med hinanden. Jeg vidste, at det ikke var en normal skilsmisse. Jeg vidste, at jeg ikke ville blive et normalt skilsmissebarn. 

Næste dag var det hele okay. For mig ville intet blive anderledes. Bortset fra at nu skulle jeg sige, at mine forældre var skilt og ikke separeret. 

Vi fortsatte hvor vi slap. Med at min far og jeg besøgte hinanden. Han kom til vores fødselsdage. Og han kom ud til os når han havde fødselsdag.

 

Halvdelen af sjette og syvende klasse  havde jeg det ikke så godt i skolen. Jeg havde ikke så meget lyst til at komme i skole. Jeg var ikke så gode venner med mine klassekammerater. De var alle sammen søde nok, men vi havde ikke så meget til fælles, så jeg snakkede ikke så meget med dem. For det meste sad jeg og læste i frikvarterene. Jeg havde ikke noget i mod at sidde alene. Men lærene påpegede det. Min mor påpegede det. Og til sidst fik de mig til at føle, at det ikke var nogen god løsning for mig. 

Mor ville gerne have, at jeg skulle gå til en psykolog. Jeg havde ikke rigtig selv lyst. Hun tog mig med til vores læge og jeg skulle fortælle ham, hvordan jeg havde det med far og med klassen. Selvfølgelig begyndte jeg at græde.  De fik mig alle sammen til at føle mig så trist. 

Jeg spurgte, om han ikke kunne forklare mig, hvordan fars leukæmi var. Lægen forklarede mig om de røde og de hvide blodceller. Og at den ene celle spiste for mange af de andre. Men noget slog mig. For han fortsatte med en ny sygdom. Jeg kunne ikke helt forstå ham. Var min far svært deprimeret? Kunne man ikke finde nogen medicin, som kunne permanent fjerne det?  Ordene blev ved med at køre rundt inde i mit hoved: Min far er svært deprimeret og der er ikke nogen permanent kur. Min far er svært deprimeret og der er ikke nogen permanent  kur. Min far er svært deprimeret.... Men ligeså stille holdt det op.

Jeg kunne ikke lide at være hos psykologen. Den første gang var min mor med. Jeg syntes, at det var mærkeligt at snakke om alt det personlige med en fuldstændig fremmed. Jeg græd hver gang, jeg var der. Jeg følte, at hun provokerede mig. Det gjorde hun selvfølgelig ikke, men det følte jeg. Jeg blev vred og ked af det. Jeg havde ikke lyst til at komme igen, men jeg gjorde det for min mors skyld. Efter hånden lærte jeg, hvordan jeg skulle bruge Ingrid som min psykolog hed. Jeg snakkede med hende om mine konflikter med familie og venner og hun hjalp mig med mine konflikter. 

 

I dag går jeg stadig til psykolog og snakker med Ingrid om mine problemer. Jeg har skiftet klasse, men går stadig på den samme skole. Jeg snakker ikke så meget om min far. Jeg har stadig ikke haft lyst til at åbne mig op som en bog, der kalder på én. Nogle gange er jeg bekymret for min far. Hvordan han føler. Er han trist? Er han bange eller ulykkelig? Nogle gange er jeg bange for, at han er så ulykkelig, at han slår sig selv ihjel. Så ville hans stakkels krop ligge i hans lejlighed, og der ville gå flere dage, før han ville blive fundet. Jeg bliver bange, når tanken strejfer mig. Jeg er ikke særlig bange for døden. Men hvis min far slog sig selv ihjel, så vil jeg føle, at det var min skyld. Jeg vil blive ved med at sige til mig selv, at jeg skulle have taget mere af ham. At jeg skulle have besøgt ham noget oftere. Uanset hvad så ville jeg inderligt rede ham fra de negative følelser. Jeg elsker min far og vil beskytte ham for alt i verdenen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...