SKYRIM: Return of the Dragonborn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2014
  • Opdateret: 12 maj 2014
  • Status: Igang
De er fire der befinder sig i en verden, som de ikke engang anede eksisterede. Der er ingen veje hjem, og da et uventet væsen dukker op i landet Skyrim, genstartes en krig man troede sluttede for længst. Fjenden var ikke besejret men gemt væk, og nu vender han tilbage med sin hær. Dragerne. Imens genvækkes også en anden legende: Den Dragefødte, som viser sig at være én af de fire unge der er fanget i Skyrim. Et menneskebarn i en Khajiitskikkelse. Skyrims skæbne ligger nu i de fires hænder, men spørgsmålet er bare, om Skyrim i det hele taget er til at redde? Eller vil de blive dræbt i en verden der ikke engang er deres egen, inden tiden er inde…? ((Dette er en Skyrim-spil-fanfiction, og vil sandsynligvis indeholde spoilers))

6Likes
3Kommentarer
954Visninger
AA

8. KAPITEL 6. Riverwood.

 

I et øjeblik ser Hadvar faktisk lidt forvirret ud, da hun stiller dette spørgsmål, men så smiler han trist. Han kan godt mærke de følelser hun havde i sin forrige verden. Had, sorg, ensomhed. Disse følelser er så stærke, at det næsten knuser hans tankegang. Hun har ikke tænkt sig at lukke nogen ind. Ingen. Tillid er en løgn i hendes ører.

’’Hvis du ikke vil give din lid til Whiterun, er det i orden. Så er du fri til at gå nu.’’

 Silvia nikker kort, men lader så sit blik glide tilbage på de slidte sten foran hende. Duggen på den kølige flade glimter i solen, og får næsten de indridsede figurer til at se levende ud. Hun vil ikke hjem, har hun indset. Hun savner ikke den gamle verden… Jo, måske på det punkt at hun ikke skulle være så forvirret der, men ellers ikke. Denne verden er på andre planer bedre end hendes gamle. Her er der i alt fald et menneske hun kan betro sig til. Det var der ikke i den gamle.

Og så tøver hun ikke længere. Stenen hun vælger har allerede valgt hende, de ved begge to at de hører sammen. At de skal kæmpe sig fremad, trods smerten og ensomheden. Krigerens sten føles kold under hendes ømme håndflade, men det ændres hurtigt, da en bølge af behagelig varme skyder igennem hendes krop. Uden selv at forsage det, skifter hun imellem menneskeskikkelse og Khajiit. Et øjeblik er hun det ene, og i det næste er hun det andet. Energien er berusende, og kommer uden tvivl fra stenen af.

En alt for perfekt støvsky af blåt og sort snor sig bundent om hendes krop, og skinner næsten som om der var ild i det. Det er en gave der gives hende, en gave der ikke eksisterer i hende egen verden.

Silvia Blackforest er i denne verden en anden person. En sværdbærer, en skjoldmø.

En kriger.

Da det støvlignende lys forsvinder og energien dulmes, trækker Silvia ikke sin hånd tilbage med det samme. I et par sekunder står hun bare og kærtegner den svagt summende sten, hvorefter den bliver som før. Hendes skift imellem de to skikkelser stoppes også som Khajiit.

Hadvar løfter anerkendende brynene.

’’Tro mig, der skal nok blive sat pris på dine evner! Jeg har aldrig set nogen dræbe en ulv på den måde du gjorde, og der er mange af de køtere i Skyrim.’’

Det er som om at hun ikke hører efter. Står bare og ser ned på den hånd hun havde på stenen, imens hun strækker den krampagtigt ind og ud. Frygten burde egentlig være trægt ind på hende nu, men hun er stadig for chokeret over hvad der er sket i dag.

’’Riverwood venter, kom.’’

*****

Riverwood er ikke nogen specielt stor by, nærmere betegnet en landsby. Husene er ligesom i Helgen, bygget af sten og med stråtag. Og dog, så er der enkle bygningsværker med træ her og der. Blandt andet vandmøllen. For floden fra før løber lige ved siden af. Det er nok den der har navngivet byen Riverwood.

Det er et af de første huse som Hadvar og hende går ind i, da de er kommet igennem den åbne byport. Selve stedet er ikke omringet af en stor mur som i Helgen, men der er alligevel en form for indgang.

Huset – eller nærmere hytten – de nu skal til at bevæge sig ind i, har en smedje lige ved siden af. En smedje som Hadvars far åbenbart ejer. I starten er Silvia fascineret utroligt af alt udstyret der ligger derinde, da selve smedjen nærmest ligger på en terrasse med et tag over, men så følger hun med Hadvar over til døren, hvor han forsigtigt åbner op.

’’Hadvar!’’ lyder en overrasket stemme, imens en ældre, blond kvinde flyver op fra sin plads af, og løber den stakkels mand om halsen.

’’Hej mor, ’’ siger han smilende, og aer hende kort over ryggen.

Derefter dukker der to andre personer op. En lille pige på de omkring ti år, og en mand cirka på alder med moderen. Det må være Hadvars far, som præsenterer sig som Alvor. Pigen er Hadvars lillesøster Dorthe.

’’Hvem er det du har med?’’ lyder det så fra moderen – Sigrid – af.

’’En ven, ’’ svarer han roligt, ’’Jeg skylder hende mit liv. Uden hende var ingen af os sluppet levende fra Helgen.’’

’’Helgen?’’ lyder det undrende fra begge af forældrene, ’’Hvad er der sket?’’

Uden at sige et ord mere, placerer de sig alle sammen rundt om det firkantede spisebord. Pladen er af solidt egetræ, men overfladen er ikke længere så glat som den kunne have været. Dette lægger Silvia mærke til da hun kører hånden henover bordet, men ryster så opgivende på hovedet. Hvilken mærkelig ting at gøre sig selv opmærksom på.

’’En drage angreb Helgen i morges, ‘’ starter Hadvar. Et alvorligt udtryk har sat sig i hans ellers så venlige øjne, men gør ham på ingen måder truende at se på, ’’Jeg tror det næppe selv, men jeg ved hvad jeg så. Og ligeså gjorde hun.’’

Med et kort nik vender han opmærksomheden hen imod Silvia, der egentlig ikke har lyst til at tage imod den. Hun har ikke noget valg, indser hun. Og så ranker hun ryggen, imens hun prøver ikke at se irriteret ud.

’’Jeg hedder Silvia. Silvia Blackforest.’’ Siger hun og fortryder dernæst med det samme, at hun også fortalte sit efternavn. Det giver hende en følelse af at være utryg, mest fordi at hun i sin rigtige verden var kendt overalt fra. Det er sikkert Blackforest der var skyld i det, sagde de altid, hvis noget eller nogen var kommet galt af sted. De gik sågar så langt, at de kalde hende Jinx. Ordet for ulykke og uheld.

’’Er du en af Hadvars kammerater? Ledsager du de Imperiale?’’

Spørgsmålene kommer lidt for hurtigt ud, og Silvia når selvfølgelig at blive forvirret nok til, at hun sidder med øjnene vildt opspærrede. Halvdelen af det Hadvars mor lige sagde, fløj forbi hendes ører. Hvad sagde hun lige?

’’Kammerat, ja. Hun var en af fangerne.’’

Da forældrene hører det, ser de skeptisk på hende. Hun når sågar at se faderens hånd køre ned til daggerten i hans bælte, hvor han lægger hånden. Parat til hvis hun skulle finde på at gøre noget.

’’Jeg stoler på hende, ’’ siger Hadvar advarende til dem, og denne gang ser han faktisk lidt vred ud, ’’Silvia er trofast, og uden tvivl årsagen til at jeg overlevede Helgen!’’

Det overrasker Silvia, at han allerede har lagt sin lid til hende… Og så må hun også indrømme, at hun faktisk er begyndt at kunne lide ham: Den første person der ikke anser hende som en Jinx.

’’Okay, ’’ siger moderen, Sigrid, så. Hendes hånd lægger sig beroligende på faderens, og hun ser med antydningen af et smil på Silvia, ’’Hadvars venner er også mine venner. Jeg takker dig for at have bragt min søn hjem.’’

"Æh..." Silvia ved ikke helt hvad hun skal sige, ser bare lidt forvirret ud, "Det var da så lidt... Tror jeg nok."

Der bliver bragt mad på bordet, bestående af nybagt brød og en speciel stuvning med både æbler og kartofler. Og selvom hun egentlig ikke er specielt sulten, så vælger Silvia alligevel at spise noget... Appetitten forsvinder dog hurtigt igen, da hendes tanker af ren og skær tilfældighed lander på Alec. Godt nok kunne hun ikke lide ham, men han fortjente ikke ligefrem at dø... I hvert fald ikke her.

Under måltidet begynder Hadvars far pludselig at tale. Hans blik er blevet mildere når han ser på Silvia, men hun har afsløret ham i altid at have hånden i nærheden af sin daggert.

’’Jeg tror, ’’ begynder han, og lader hånden der ikke er placeret på daggerten, stryge det mørkebrune fuldskæg, ’’At jarlen i Whiterun vil sætte pris på at få besked om dragen i Helgen. Vi har brug for din hjælp, frøken Silvia, hvis der skulle komme flere. Folk har brug for at blive advaret.’’

Silvia når ikke at tænke sig om, for hun ved allerede hvad hun skal gøre. Ordene der slipper ud af munden på hende, er den eneste hun har brug for at vide:

’’Hvor ligger Whiterun?’’

*****

’’Der er ikke så frygtelig langt til Whiterun, cirka en dagsrejse. Og er de skulderplader ikke lidt for… Tunge til dig?’’

Silvia Blackforest ryster skævt smilende på hovedet af kommentaren. Pjalterne hun før var iført i, er blevet udskiftet med noget ordentligt udstyr. Udstyr som en sværdkæmper uden tvivl vil sætte pris på. Tøjet og pladerne der skal beskytte den sårbare krop, vejer selvfølgelig en smule… Men det er fint nok.

Prøvende lader hun hånden glide langs en af de blanke plader, som er spændt fast over hendes bryst, skuldre, arme og ben. Mønstrene der er ridset ind, er som små sprækker under hendes fingre. De er ujævne, men gør hendes udstyr en takt pænere at se på. Det er tydeligvis ikke lavet til en kvinde, for så havde der nok været flere udsmykninger på.

Om det vil blive koldt at fare rundt i dette, er ikke noget Silvia spekulerer det mindste på. Måske mest fordi at hun indenunder al beskyttelsen er iført et sæt klæder af uld, som nok skal holde hende varm, under den knap så høje temperatur i Skyrim.

’’Tak, ’’ siger hun så, ’’Tak for alt Hadvar. Jeg håber at vi ses igen… Forhåbentlig under bedre forhold end en drage.’’

’’I lige måde.’’ Et varmt smil er placeret på Hadvars læber, idet han rækker Silvia en speciel genstand. Det er aflangt og pakket ind i et tykt lag klæde, så hvad der end er indeni ikke bliver vådt eller beskadiget.

’’Hvad er dét?’’

’’Min far arbejder i en smedje, ved du nok.’’ Hans smil bliver bredere, ’’Pak det nu ud!’’

Hun gør som han siger, hurtigt og en smule klodset hiver hun klæderne af den indpakkede genstand.

Et sværd.

Det er ikke det samme slags våben som Hadvar bærer, ikke et Imperialsværd. Dette våben er smedet med langt mere koncentration, klingen er rustfri og blank, imens håndtaget er belagt med et blødt lag læder. Det har den rette vægt, er ikke for let, men alligevel heller ikke så tungt, at hun ikke kan svinge det.

’’Igen håber jeg mest af alt, at du ikke vil få brug for det, ’’ Det er Hadvar der afbryder Silvias fascination, da han smiler skævt og klapper hendes på skuldrene, ’’Men bliver nok ikke tilfældet, når du er i Skyrim.’’

’’Jeg tror nok, at du har ret.’’

I et par sekunder står de bare og ser på hinanden, men så rækker Silvia højre hånd frem. Uden at tøve griber Hadvar fat i den, i et venskabeligt håndtryk.

’’Talos være med dig, Silvia.’’

Og så hanker den blåøjede Khajiit op i den skindtaske hun har fået foræret, hvorefter hun forsvinder ud af døren til den lille hytte. Whiterun venter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...