SKYRIM: Return of the Dragonborn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2014
  • Opdateret: 12 maj 2014
  • Status: Igang
De er fire der befinder sig i en verden, som de ikke engang anede eksisterede. Der er ingen veje hjem, og da et uventet væsen dukker op i landet Skyrim, genstartes en krig man troede sluttede for længst. Fjenden var ikke besejret men gemt væk, og nu vender han tilbage med sin hær. Dragerne. Imens genvækkes også en anden legende: Den Dragefødte, som viser sig at være én af de fire unge der er fanget i Skyrim. Et menneskebarn i en Khajiitskikkelse. Skyrims skæbne ligger nu i de fires hænder, men spørgsmålet er bare, om Skyrim i det hele taget er til at redde? Eller vil de blive dræbt i en verden der ikke engang er deres egen, inden tiden er inde…? ((Dette er en Skyrim-spil-fanfiction, og vil sandsynligvis indeholde spoilers))

6Likes
3Kommentarer
971Visninger
AA

7. KAPITEL 5. Frihedens kvaler.

 

Hadvar ser ikke ud til at tage sig af denne kommentar, men koncentrerer sig i stedet om at undvige den anden Stormcloaks indfald. Hans sværd skærer hurtigt igennem luften, rammer godt nok ingenting, men han fortsætter. Og da han endelig er ved at få ram på den mandlige af de to soldater, blander den kvindelige sig… Et hug der kunne have været enden på hans liv, bliver standset af hans egen klinge, men i en andens hænder. Silvias.

’’Halløjsa.’’ Siger hun med et smørret grin, og adrenalinen pumpende i blodet.

Hvis hun har en chance imod denne Stormcloak, så er det virkelig et mirakel, tænker hun. Alt hun kan gøre nu, er at prøve at kombinere sine udfald med sværdet ordentligt… Og forsøge ikke at blive dræbt.

’’Der har vi jo katten i et andet skind, ’’ kvinden tager hende ikke alvorligt, hvilket måske kan være en fordel for Silvia. Trods alt ved hun ikke, hvor mange gange hun har været oppe at slås med de mest grusomme typer derhjemme.

Det næste der sker, er at endnu en kamp udfolder sig. Den kvindelige Stormcloak svinger med præcision sin eget sværd imod hende, imens Silvia træder tilbage for at undvige, og en enkelt gang parerer med sværdet. Soldaten foran hende leger med hende, det ved hun godt. Tanken får blodet til at rulle endnu hurtigere i hendes årer, mest af raseri.

Og idet kvinden hugger imod hende igen, lader Silvia hendes sværd glide koordineret hen af det flade stykke af hendes egen klinge, så hun praktisk talt mister balancen. Og det er i dette øjeblik af hun drejer en halv omgang rundt, og støder Hadvars sværd ind i brystkassen på hende.

De ser begge chokerede ud, dog mest Silvia. Hun har aldrig dræbt et menneske, heller ikke i de slåskampe hun til tider er endt i. Har allerhøjest brækket næsen på dem, eller forvredet en arm nok til at knoglen bristede.

’’Bedøm aldrig en kat på skindet, ’’siger hun så, næsten som om at hun har genvundet roen i sig selv, hvorefter hun hiver sværdet hårdt ud, og giver den stakkels Stormcloak et spark i mellemgulvet, så hun falder til jorden… Men hun er død inden hun rammer det kolde stengulv.

I mellemtiden har Hadvar også færdiggjort den anden Stormcloaks liv.

’’Så kommer de da trods alt til Sovngarde, ’’ siger han roligt og ryster på hovedet.

Først nu lægger Silvia mærke til blodet. Det er rødt og glinsende, og har lagt sig som et lag rust på sværdet. Af en eller anden grund får det hende til at smile, hvilket hun selv finder skræmmende. Det er som om at der ligger et dræberinstinkt dybt ind i hende. Et instinkt som hun ikke har lyst til at kende til.

’’Lad os komme videre, ’’ siger hun så, efter at have tørret den purpurrøde væske af i soldatens tøj, ’’Jeg tror ikke at det møgdyr har tænkt sig at stoppe endnu.’’

De bevæger sig videre. Løber igennem tonsvis af rum, sågar et sted hvor de Imperiale udøver tortur. Derinde befandt der sig også to Stormcloaks, der trods alt var hurtigere at gøre kål på end de to andre.

Der må være gået tyve minutter siden de dræbte de første Stormcloaks. De har ikke set andre i lang tid, hvilket måske er et held i sig selv… Eller bare guddommelig indblanding fra Skyrims allerhøjeste. Ligegyldigt hvad det end betyder, så har Silvia i løbet af de tyve minutter ændret mening om Hadvar. Han er anderledes i forhold til de andre Imperiale. For det første er han venlig. Og så er han ikke ligefrem typen der stopper op, bare fordi der er en udfordring. Det finder Silvia hurtigt ud af, især da gangen bag og foran dem pludselig styrter sammen.

’’Ej, det mener du bare ikke!’’ mumler Silvia vredt, da de nu er spærret inde imellem to bunker af sten. Rasende sparker hun hårdt til det nærmeste, som viser sig at være den ene af stenvæggene omkring dem… Og som pludselig brager sammen endnu engang, og styrter en etage mere ned. Og det er her at Silvia ser, at der er en grottelignende vej under dem.

’’Kan man gå dernede?’’ spørg hun Hadvar, der pludselig begynder at smile stort.

’’Det ved guderne man kan! Det er Helgens underjordiske gangsystem!’’

Langsomt begynder de at kravle derned, forsigtigt for ikke at vælte flere sten ned. Og da de endelig får fast grund under fødderne igen, er der en bred gang af udhugget klippe fremad. På væggene hænger der en enkelt tændt fakkel, imens alle de andre stadig står urørte. Den blussende fakkel tager Hadvar i den venstre hånd, imens han sværd er i den anden. Og så bevæger de sig fremad igen.

I lang tid er der ikke andet kolde og klamme vægge af klippe omkring dem, og enkelte udhuggede rum. Og så dukker der pludselig en lille å op. Det krystalklare vand løber rislende derud af, og de beslutter sig for at følge den. Vandet må løbe ud et sted.

’’Stop!’’ siger Hadvar pludselig, og ser vagtsomt hen på en skikkelse henne i den anden side af hulen, ’’Det er en bjørn. Jeg vil helst ikke slå hende ihjel, for hun har sikkert unger. Vi kan prøve at liste os forbi hende, og måske undgå at vække hende… Hvis ikke… Så ja.’’

Det er egentlig sjovt, at Hadvar bekymrer sig om denne bjørn. En lille tilføjelse der får Silvia til at smile skævt, hvilket også er underligt, for hun har ikke smilet én eneste gang til ham. I hvert fald ikke af fri vilje.

Og det lykkes dem faktisk at komme forbi den hunlige bjørn, uden at hun opdager dem. Og ganske rigtigt som Hadvar gættede, så har hun to lysebrune unger sovende ved sin side.

Derefter er der endnu et langt gangsystem foran dem. Luften hernede er tynd og en smule dårlig, så efterhånden er Silvia begyndt at føle sig lidt klaustrofobisk. Hun aner ikke hvor lang tid de har gået. En time? To? Næsten tre? Dragens brøl er næsten ikke til at høre mere, så de må være nået et godt stykke væk.

Pludselig er der en lysning forude. En smal stribe sollys løber ind, og støvet vises som en glimtende sprække. Det må være udgangen. Og det er det. Kun en ting venter dem derude: Skyrim.

*****

Skyrims åbne land er som en velsignelse i Silvias øjne. Og hun tager imod den med åbne arme… Og dog. Inden de kan nå at løbe af sted for at komme helt væk, trækker Hadvar hende hårdt tilbage imod jorden. Længere fremme flyver dragen fra før af sted, hurtigt og denne gang lydløst. Var de trådt frem, havde den sandsynligvis set dem.

’’Jeg er bange for, at vi nok er nogle af de eneste der overlevede.’’ Mumler Hadvar trist, og hjælper så Silvia op at stå igen. Den natsorte drage er ude af syne, og de er sluppet væk. Om Alec og de andre også er det, er et godt spørgsmål. Et spørgsmål hvor svaret nej næsten med sikkerhed er rigtigt.

Så han er død, tænker hun åndeløst, Alec Heatherfield er død.

’’Vi kan tage til Riverwood, der bor mine forældre. Det er lige i nærheden. Så kan vi høre om der måske er andre overlevende. Riverwood er klart det sted man ville søge hen derefter. Ikke nogen stor by, men den nærmeste.’’

Forsigtigt griber han ud efter Silvias hænder, og trygger dem blidt i sine.

’’Og… ’’ siger han så lidt tøvende, ’’Jeg er ked af det med din ven… Hvis han ikke klarede den… ’’

Sekundet efter skifter Silvia automatisk over i sin Khajiitskikkelse igen. Nu er hun næsten fuldkommen på højde med Hadvar.

’’Du hedder Silvia, ikke? ’’ han smiler lidt opgivende og spørgende, og slipper så hendes hænder, ’’Det var Silvia Blackforest.’’

’’Ja.’’

’’Er du egentlig en form for magiker eller noget? Der var et par gange hvor jeg så dig skifte imellem en mere normal mennskeskikkelse og så en Khajiit.’’

Spørgsmålet kommer ikke bag på Silvia, men hun vælger at betro sig helt til Hadvar. Hun indrømmer, at hun stoler på ham nu.

’’Jeg kommer ikke fra Skyrim af. Eller noget andet i nærheden. Alec og jeg kommer fra… ’’ hun standser kort da hun nævner Alec, men ryster det så af sig og fortsætter, ’’Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det for en anden verden. Vores teknologi er meget anderledes fra jeres. Meget.’’

I et øjeblik virker Hadvar lidt forvirret, men nikker så langsomt. Det er lidt som om at han tror, at hun lyver i starten, men så ser det ud som om at han tager sig sammen.

’’Jeg tror knap på, at jeg har set en drage her i Skyrim… Så hvorfor skulle du ikke komme fra en anden verden? Det beskriver i hvert fald dit udseendeskift lidt bedre, end at det kunne være magi. Af hvad jeg ved, så er der endnu ikke nogen magiker der har formået at gøre det endnu.’’

Han tror hende. Virkelig. Tanken får Silvia til at lyse lidt op, faktisk så meget at hun smiler endnu en gang.

’’Nåh, der er ikke så langt til Riverwood. Skal vi se at komme af sted?’’

’’Ja.’’

Og så sætter de i løb, men inden de kan nå at komme mere end hundrede meter væk, dukker der en mørk, knurrende skikkelse op fra skovbrynet. Det er en ulv. Stor og stærk. Den er tydeligvis blevet opdraget på den rigtige måde: Dræb alt levende der kommer dig nær.

Dyret er over dem i kun ét spring, imens den snerrer højlydt. Som var det en refleks, skyder Silvia sværdet som hun har i hænderne op foran sig med spidsen først. Dette når ulven ikke at opdage før det er for sent, og den kaster sig hovedkulds ind i sværdet og bliver dræbt på stedet. Det næste der sker, er at Silvia drejer rundt om sig selv i en hurtig omgang, og kaster det tunge dyr af sværdet. Blodigt tumler det ned af klippesiderne, og de kan høre bumpet da det rammer jorden længere nede.

’’Er du sikker på at du aldrig har rørt et sværd?’’ spørg Hadvar usikkert, ’’Du fører våbnet som om at du har gjort det altid. En normal kriger bruger flere år på at mestre den kunst.’’

Hun ryster på hovedet. Selv er hun også lettere overrasket. For hun har aldrig kunne gøre dette før. Ikke før nu.

Langsomt sænker hun det blodindsmurte våben væk fra kroppen, og blinker et par hurtige gange. Mest for lige at indse, at hun har dræbt et rovdyr, der ikke engang nåede at komme specielt nær dem.

’’Jeg forstår det ikke, ’’ siger hun stille, da de fortsætter fremad, denne gang lidt mere roligt, ’’Det er som om at jeg blev… Anderledes da jeg kom hertil.’’

’’Hvordan så du da ud i din verden?’’

’’Præcis som min menneskeskikkelse… Og jeg kom ikke alene. Vi var fire. Alec var en af dem. De to andre aner jeg ikke hvor er, eller hvordan ser ud nu… Det er frustrerende… Og jeg aner ikke, om vi kan komme hjem igen.’’

’’Hvorfor bliver du så ikke bare? Meld dig til jarlen i Whiterun, og fortæl om dragen. Han har brug for at vide hvad der skete. Så kan du se efter dine to andre venner imens.’’ Et varmt smil er placeret på Hadvars læber, da de bevæger sig ned af en sti.

Så kan du se efter dine to andre venner imens. Han ved at Alec er død. I et øjeblik samler en klump sig i halsen på Silvia, men så synker hun den stædigt. Hvem ville i det hele taget kunne overleve et fabeldyrs angreb, i en verden hvor selv det væsen ikke er forventet levende? Det gjorde hun selv og Hadvar. Det var held. Måske guddommelig indblanding… Og guderne var ikke med Alec og de andre.

’’Stop lige i et øjeblik, ’’ Hadvar rækker en arm ud foran hende. Så tager han fat i begge hendes skuldrer, og vender hende imod en platform af sten. Længere nede løber der en stor flod, men det er ikke hvad han vil have hende til at se.

På den ru stenflade står der tre ægformede sten. Der er påtegnet en figur eller et billede på hver af dem, og de symboliserer tydeligvis noget. Noget som Hadvar forstår.

’’Manden på den første sten, med kappen og sækken, symboliserer tyven. På den næste er der en mand med langt skæg og en stav. Den symboliserer magikeren.’’ Langsomt peger han på hver og en af stenene, imens han forklarer, ’’Og på den sidste er der endnu en gang en mand. En mand med en økse og et skjold. Han symboliserer krigeren.’’

Så afventer han Silvias reaktion, hvilket kun bliver et løftet øjenbryn. Hun ved ikke hvor han vil hen med det.

’’I alt er der tretten af disse sten i hele Skyrim. Og hvis du ønsker at støtte jarlen af Whiterun for at bekæmpe dragerne, skal du vælge en af disse tre. Magikeren, tyven eller krigeren. Du behøver blot at røre den, som du vil have kraft fra.’’

Hun træder lidt frem, men ser så lidt tomt tilbage på Hadvar.

’’Og hvad så hvis jeg ikke ønsker noget som helst?’’

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...