SKYRIM: Return of the Dragonborn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2014
  • Opdateret: 12 maj 2014
  • Status: Igang
De er fire der befinder sig i en verden, som de ikke engang anede eksisterede. Der er ingen veje hjem, og da et uventet væsen dukker op i landet Skyrim, genstartes en krig man troede sluttede for længst. Fjenden var ikke besejret men gemt væk, og nu vender han tilbage med sin hær. Dragerne. Imens genvækkes også en anden legende: Den Dragefødte, som viser sig at være én af de fire unge der er fanget i Skyrim. Et menneskebarn i en Khajiitskikkelse. Skyrims skæbne ligger nu i de fires hænder, men spørgsmålet er bare, om Skyrim i det hele taget er til at redde? Eller vil de blive dræbt i en verden der ikke engang er deres egen, inden tiden er inde…? ((Dette er en Skyrim-spil-fanfiction, og vil sandsynligvis indeholde spoilers))

6Likes
3Kommentarer
974Visninger
AA

6. KAPITEL 4. Som en orms flugt fra en fugl - Del 2.

Rundtosset og forvirret kæmper hun sig op at stå, og ser med det samme Alec komme løbende imod hende, inden han uden tøven løfter hende op, og følger med en anden mand. Ralof, går det op for hende, da tingene bliver lidt klarere.

’’Er du uskadt?!’’ er der en eller anden der råber, og hun nikker stille, men indser dog hurtigt at det ikke var til hende. Meget af byen står i flammer, men ilden forsvinder fra Silvias åsyn, da Alec og Ralof har ført hende ind i et andet tårn, der endnu står ubeskadiget.

’’Du var pludselig tilbage i menneskeskikkelse, ’’ siger Alec hurtigt, og sætter hende forsigtigt ned på det kolde gulv. Og ganske rigtigt, for Silvias hænder er ikke længere pelsede eller med kløer.

’’Jeg bemærkede nok ikke at jeg skiftede… ’’ mumler hun som svar, dog uden at se på ham.

’’Jarl Ulfric! Hvad er det for et væsen? Kunne legenderne være… Sande?’’ Ralof har henvendt sig til jarlen af Windhelm, som det åbenbart også er lykkedes for at slippe væk. Dog er han ikke længere bundet, i modsætning til Silvia.

’’Legender brænder ikke byer ned, ’’ umiddelbart lyder det altså ikke som om, at jarlen af Windhelm tror på, at dragerne er vendt tilbage til Skyrim.

Der er noget… Mærkeligt ved ham. Silvia kan ikke lige sætte fingre på hvad det er, men der er et eller andet, som hun ikke bryder sig om. At sige det gør hun dog ikke. Det ville være fjollet… Og måske også en smule barnligt. Og dog, så har hun tænkt sig at holde øje med ham… Hvis hun da i det hele taget får muligheden.

’’Vi må væk herfra!’’ Ralof ser sig kort rundt i tårnet, lige indtil hans blik lander på vindeltrappen opad, ’’ Hvis bare vi kunne fjerne stenene der dækker udgangen længere oppe… Så kunne vi måske løbe hen ad tagene.’’

De andre nikker. Ingen har taget hensyn til at løsne Silvias endnu bundne hænder, hvilket generer hende en del. Og lige da hun skal komme med en spydig kommentar omkring det, ryster tårnet faretruende, og dragens brøl kommer tættere på.

’’Op! NU!’’ brøler Ralof, og de andre gør som han siger. Der lyder høje klonk, når Stormcloaksoldaternes hårde såler rammer stentrappen. Det er egentlig utroligt, at lyden overdøver al den panikkende larm udenfor.

Et eller andet får Silvia til at bremse hårdt op, næsten som en refleks der pludselig slår til… En refleks der redder hendes liv. For pludselig bliver den ene stenside flået op, og dragens hoved kommer til syne, efterfulgt af en gigantisk ildkugle. Og så forsvinder den igen. Chokeret over lige at være undsluppet en brandvarm død, fortsætter Silvia hen imod de store sten der nu blokerer vejen opad.

Udenfor flyver dragen stadig rundt, kan hun se igennem det store hul i tårnet. Og da hun skal til at sige noget, afbryder Ralof hende hurtigt:

’’Kan du se den gamle kro derovre? Spring over på den anden side og kom væk, vi andre følger dig så snart vi kan!’’

En klump samler sig i Silvias hals, men hun tøver ikke. Kort træder hun lidt tilbage for at få et ordentligt tilløb, hvorefter hun sætter af fra jorden. Loftgulvet af træ rammer hende hårdt, da hun lander i den næsten ødelagte kro. Her og der brænder det. Hvordan skal hun nu komme ned herfra?

Svaret melder sig hurtigt. Længere henne er der et stort hul ned til underetagen. Med en blanding af sved og sod dryppende fra ansigtet, møver hun sig op at stå og springer derned. Denne gang lander hun heldigvis på benene uden problemer, og styrter ud af den ruinerede bygning.

’’Khajiit, er du stadig i live? Hvis du vil blive ved med det, så hold dig tæt til mig!’’

Stemmen er velkendt, og tilhører den Imperiale fyr der læste fangernes navne op. Hadvar. Og selvom Silvia ikke stoler det mindste på ham, så følger hun ham.

’’Og hvis du så meget som prøver på at røre mig, ’’ hvæser hun, imens de løber af sted, ’’Så lover jeg, at jeg slår dig ihjel!’’

Af en eller anden grund, så ved hun, at de andre vil klare sig. De har bedre chancer end hende selv. De er ikke bundet på hænderne, for det første… Og så har de skaffet sig våben fra de soldater, der bukkede under for dragens ild. De skal nok klare sig.

’’Ind til væggen!’’

Hadvars ene, muskuløs arm presser hende hårdt ind imod bymuren, som de står lige op af. Hvorfor finder den forvirrede Silvia hurtigt ud af, for den natsorte drage er landet lige oppe over dem, for at antænde sin ånde med flere af sine dødelige flammer.

Den holder sig fast med begge vinger som før, og den er så tæt på Silvia, at hun praktisk talt ville kunne røre den læderlignende kæmpeflap. Fristelsen er på ingen måder stor, tværtimod, så det gør hun selvfølgelig ikke.

Heldigvis har uhyret ikke fået øje på dem… Tror de da. For lige pludselig bliver de begge slynget hårdt hen ad jorden, af dragens blæksorte vinger. De brændende øjne ser nærmest ind i sjælen på Silvia, da hun hostende løfter hovedet. En smag af blod breder sig på tungen, og bevidner en flækket læbe fra hendes side af. Andre skader tør hun ikke sætte ord på, men det er heller ikke det vigtige lige nu: Det vigtige er at komme væk.

Som sendt fra himlen, dukker en gruppe Imperialsoldater op, der straks begynder at fyre løs på dragen med deres buer. Ikke at det gør nogen skade, for det gør det ikke, men de tager i det mindste dyrets opmærksomhed… Tror Silvia endnu engang. For dragen er fuldstændig ligeglad med bueskytterne, og ser ud til kun at koncentrere sig om hende.

’’Yol toor shul!’’

I et øjeblik lyder det næsten som om, at dragen snakker til hende, men så dukker endnu en regn af ild op fra dens mund.

’’Ag Dovahkiin! Dinok saraan, vulom fen al hin goraan laas: Faal oblaan do hin joor saaran!’’

Nu er hun ikke i tvivl: Dragen taler virkelig til hende. Hvad den siger, har hun ingen anelse om, men hun er også ligeglad. Et frygtløst blik har sat sig i hendes øjne, og hun står op igen, med al sin opmærksomhed på det bevingede væsen.

Ikke en lyd kommer over hendes blodige læber. Hun stirrer bare. Og dragen ser lige så intenst tilbage… Lige indtil den åbner gabet igen, og kommer med et højt brøl, næsten overdøvet af tre, ukendte ord:

’’FUS RO DAH!’’

Der kom det igen. Brølet der sendte alt omkring flyvende igennem luften. Og dog: Denne gang var der nogle enkle der stod fast eller holdt fast i noget, for ikke at ende som banket kød. Deriblandt Silvia der alligevel godt kan opgive det, da dyret sætter af fra jorden af, og derefter styrtdykker ned imod hende.

Hjælpeløs og endnu med hænderne bundet stramt til, anerkender hun, at hun ikke har muligheden for at flygte. Og inden hun når at tænke tanken til ende, vælter det bevingede væsen hende hårdt imod jorden, for at se næsten hånligt ned på hende.

’’Dir Dovahkiin.’’ Knurrer den så, og skal til at åbne gabet for enten at æde eller brænde hende, da en pil rammer den hårdt i halsen. Det er en overraskelse for alle tilstedeværende, at pilen faktisk giver en smule skade. Ikke nok til at det er alvorligt eller bare på sigt til at være det, men nok til at dyret giver et rasende skrig fra sig, og vender sin opmærksomhed imod skytten. Skytten der ikke får lov til at leve længe nok, til at nyde tanken om, at han har givet en drage en rift.

Det er som om at Skyrims guder hele tiden giver Silvia en ny chance for at overleve, for pludselig tramper dragen væk fra hende og flyver op i luften… Men ikke uden at fragive sig et mærke: Med sine kløer laver den et hurtigt hug imod Silvias ansigt, hvor kun én af de skarpe spidser rammer… Såret vil danne sig et ar. Et bredt ar hen over næseryggen, så den vil kunne genkende hende.

’’Løb Khajiit!’’ Hadvars stemme når hende hurtigt, og med begge sammenbundne hænder imod den blødende næse, kæmper hun sig op at stå. Han griber fat i hendes overarm med sin store hånd, og trækker hende hurtigt med. Hans sværds klinge skinner af den brændende ild omkring dem, og skrigene er endnu ikke stilnet.

… Hvor er de andre henne nu? Klarede de den i det hele taget?

’’Herind, hurtigt!’’

En tung, mørk port lukker sig bag Silvia og Hadvar, da de løber ind i endnu en bygning. Denne ser faktisk stærkere ud end de andre og står stadig hel.

’’Hvis vi er heldige, så var vi ikke de eneste der overlevede.’’ Hadvar har lukket døren til med en stor træstolpe, og da han ser Silvias rynkede bryn, tilføjer han hurtigt, ’’Det er ikke den eneste indgang hertil.’’

Og de andre har ikke tænkt sig at dø, tænker hun så næsten overbevisende, Alec har i hvert fald ikke! Det kan idioten også bare lige vove på!

’’Prøv at stole på mig, ’’ siger Hadvar så, ’’Jeg er ligeglad med, om du burde være blevet henrettet. Alt jeg bekymrer mig om lige nu, er at vi kommer væk herfra i live.’’

Det ligger dybt inde i Silvia, at gøre det stikmodsatte af hvad han siger… Og dog. Måske er han i virkeligheden ikke så slem, som hun troede han var. Trods alt var det heller ikke ham der valgte, at hun skulle henrettes… Men at stole på ham, det gør hun ikke endnu. Ikke før at han har bevist, at hun virkelig kan betro sig til ham.

’’Lad mig se om jeg kan få fjernet rebene, ’’ siger han så, og nikker imod Silvias sammenbundne hænder. Og for ikke at virke alt for stædig, rækker hun armene frem, og lader Hadvar skære de flossede men stærke reb op.

Gnavemærkerne på hendes håndled er tydelige, da hun endelig er fri. Det gør ondt, men ikke nok til at hun gider brokke sig over det. Såret på hendes næse er trods alt en smule værre… Selvom det nok kun er et snitsår. At det vil give et ar, er hun dog ikke i tvivl om… Desværre.

’’Lad os komme ud herfra.’’

Hadvar skal lige til at vende sig imod døren i den anden ende af rummet, da det er som om at han kommer i tanker om et eller andet. Så vrister han sit sværd fri af bæltet, og giver det til Silvia.

’’Jeg har to, ’’ siger han roligt og smiler forsigtigt, ’’Mest af alt håber jeg at vi ikke får brug for det, men det er nok ikke tilfældet… ’’

Silvia nikker bare, og tager roligt imod det skarpslebne våben fra den mørkhårede mand foran hende. Det er tungt, men ikke så tungt at hun vil få besvær med det. Tværtimod, så vil det nok være nemmere at styre, hvis der er en smule vægt i.

Der skal en nøgle til at åbne døren i den anden ende, en nøgle som Hadvar heldigvis har. Med et klik åbner han den tunge trædør op. Et højt brag udefra og bygningen der ryster faretruende, skynder automatisk på ham. Hurtigt griber han fat i Silvias hånd for at trække hende med, men hun flår den stædigt til sig.

’’Jeg er i stand til at bevæge mig selv!’’ knurrer hun irriteret, og modtager bare et skuldertræk fra Hadvar af.

Der er koldt derinde, og det bliver ikke bedre, da de bevæger sig ind i et indviklet system af gange, hvor oplysningen kun består af enkle fakler her og der. Selvom deres lys er blødt, får det stedet til at se rustikt ud, og de gør ikke stedet varmere.

Længere henne er der en dør af gitre, hvor der også er et nyt rum. Der befinder sig tre personer derinde, desværre ikke nogen som Silvia kender. Nogle af Ulfric Stormcloaks mænd er det godt nok, men ikke dem der var med Alec og Ralof.

De har ikke set dem, heldigvis. For de vil nok med garanti angribe dem, da Hadvar er med de Imperiale… De vil sikkert også prøve at slå hende ihjel, for hun går jo sammen med ham.

Døren af gitre åbnes fra hendes og Hadvars side. Ikke med en nøgle, for der er et håndtag på en af væggene. Hvis nu de kan åbne den uset, og så få slået de tre Stormcloaks ud… En af dem kan det dog være lige meget med… Han ser død ud i forvejen. Et syn der stadig skræmmer Silvia en del.

’’Har du nogensinde brugt et sværd?’’ spørg Hadvar så lavmælt, og hun ryster på hovedet, ’’Så hiver du i håndtaget, og jeg tager mig af de to!’’

Forsigtigt og næsten lydløst lister de sig frem på hver sin side af gitrene, og nikker så kort til hinanden. Og så trækker Silvia håndtaget på væggen i bund, og gitrene trækker sig nedad i gulvet. Lyden er ramlende og temmelig afslørende. De to af Ulfrics mænd vender sig lynhurtigt om, og stiller sig i kampposition. De er trænede til at slå ihjel, det er Silvia udmærket klar over. Og derfor stiller hun sig ikke tilbage, som alle andre utrænede mennesker ville have gjort, men lister uset med da Hadvar springer frem.

’’En Imperial-hund, ’’ Siger den kvindelige af de to soldater med et hånligt smil, ’’Og han er sågar helt alene. Hvor sørgeligt… På ham!’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...