SKYRIM: Return of the Dragonborn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2014
  • Opdateret: 12 maj 2014
  • Status: Igang
De er fire der befinder sig i en verden, som de ikke engang anede eksisterede. Der er ingen veje hjem, og da et uventet væsen dukker op i landet Skyrim, genstartes en krig man troede sluttede for længst. Fjenden var ikke besejret men gemt væk, og nu vender han tilbage med sin hær. Dragerne. Imens genvækkes også en anden legende: Den Dragefødte, som viser sig at være én af de fire unge der er fanget i Skyrim. Et menneskebarn i en Khajiitskikkelse. Skyrims skæbne ligger nu i de fires hænder, men spørgsmålet er bare, om Skyrim i det hele taget er til at redde? Eller vil de blive dræbt i en verden der ikke engang er deres egen, inden tiden er inde…? ((Dette er en Skyrim-spil-fanfiction, og vil sandsynligvis indeholde spoilers))

6Likes
3Kommentarer
969Visninger
AA

5. KAPITEL 3. Som en orms flugt fra en fugl - Del 1.

 

’’Nej, vent! Vi er ikke oprørere!’’ hestetyvens højlydte skrig kan høres i hele byen, da han sætter sine fødder på jorden, men Ralof får ham endnu engang til at holde mund:

’’Se dog døden i øjnene på en mere tapper måde, tyv!’’

’’Men… Du bliver nødt til at fortælle dem det! At vi ikke er med jer… Det her er en fejltagelse!’’

Da Silvia og Alec endelig rammer fast grund, når deres øjne lige at fange hinanden.

’’Der er vidst ikke nogen vej udenom.’’ Siger Alec så, med et lidt sarkastisk smil.

’’Og for en gangs skyld, bliver jeg nok nødt til at give dig ret...’’

Uden rigtigt at tænke over det, lægger hun sit hoved på hans skulder. Det giver hende en følelse af… Den manglende tryghed, selvom hun godt ved, at det ikke kommer til at vare længe. Og til sin egen overraskelse, gengælder han det ved at presse sin kind blidt imod hendes hår.

De har indset det: Endestationen er lige foran dem.

’’Træd frem når jeres navn bliver nævnt!’’ den Imperiale soldat ser sig vagtsomt omkring, venter nærmest på at nogen af fangerne vil prøve på at flygte… Men alle ved, at der ikke er nogen mulighed for flugt. Sovngarde venter ganske rigtigt.

’’Ulfric Stormcloak, Jarl af Windhelm.’’

Det er en mørkhåret mand der læser navnene op, og i modsætning til alle de andre Imperiale, så ser han faktisk lidt beklagende ud… Som om at han ikke ønsker, at de skal henrettes. Og der er ingen indvendinger, da jarlen af Windhelm træder frem, og stiller sig over som den første i en række af dem der skal have kappet hovedet af. Han ser næsten… Selvsikker ud.

’’Det har været en ære, jarl Ulfric.’’ Mumler Ralof stille.

Det næste navn der bliver nævnt, er Ralof der træder lige så roligt frem som jarlen. De frygter ikke døden, går det op for Silvia. Hende og Alec står stadig som før. Det er som om at de begge helst vil føle sig trygge, inden de forlader det der er tilbage i denne verden… Og deres egen.

’’Lokir af Rorikstead.’’

Helvede bryder løs i et øjeblik, da hestetyvens navn bliver nævnt. Han ser panikslagen ud, er tydeligvis hundrede procent sikker på, at han ikke kan dø. At det ikke kan ske for ham.

’’I tager fejl, jeg er ikke en oprører!’’ skriger han nærmest, med benene rystende under sig. Og så sætter han pludselig i løb væk, imens en sidste sætning slipper ud af munden på ham, ’’I får ikke lov til at dræbe mig!’’

’’Hadvar, ’’ siger den Imperiale soldat roligt, og den mørkhårede fyr med listen over navne nikker stumt, hvorefter han råber en kommando:

’’Bueskytter!’’

I det næste øjeblik, ligger hestetyven Lokir livløs på jorden lidt derfra, med flere pile stikkende ud af kroppen. Silvias mave vender sig automatisk, og følelsen af at skulle kaste op trænger på. Og dog, så brækker hun sig ikke. Alligevel har et par sammenbundne arme lagt sig rundt om hendes Khajiitkrop, for at trække hende beroligende ind til sig. Alecs arme.

’’Slap af, ’’ siger han stille, og borer sin hage ned i hendes hovedbund, ’’Prøv at tage det roligt.’’

Silvia kan bare ikke tage det roligt. Hun har ikke lyst til at dø, selvom der ikke rigtig venter hende nogen stor og lys fremtid… I modsætning til Alec, der på grund af sit musikalske talent allerede har spillet koncerter i flere lande.

Violinen gav ham en grund til at leve. Musikken gjorde.

’’Er der andre der føler lysten til at løbe?’’ snerrer den Imperiale soldat så, og ser skeptisk rundt på dem alle sammen, ’’Hvis ja, så skal jeg personligt give jer en kniv i ryggen!’’

Hadvar – fyren med listen – ser i et øjeblik ind i øjnene på Silvia, med et træt blik. Han går åbenbart ikke ind for de ting han er med til. Alligevel kan hun ikke lade være med at hade ham og hans latterlige navneliste.

’’Vent lige… Hvad med jer to?’’ soldaten ser køligt på halvelveren og den Khajiit han holder om, nærmest for at gennemskue hvor de kommer fra, ’’I er langt væk hjemmefra… Hvem er i?’’

I starten siger ingen af dem noget, kun Alec reagerer. Han trækker sine arme til sig, og svarer lige så koldt som han plejer:

’’Silvia Blackforest og Alec Heatherfield.’’

Fyren med listen kaldet Hadvar, rynker sine tykke bryn, og ser så hen på den Imperiale soldat.

’’De er ikke på listen, ’’ siger han kort.

’’Meget muligt, ’’ svarer soldaten bare, imens hun retter på sin blankpudsede hjelm, ’’Glem listen, de skal henrettes alligevel.’’

Silvias blå øjne spærres vredt op, for selvom hun er bange, så kan hun ikke se nogen logik i dette. Hvorfor halshugge to der ingenting har gjort?

’’Møgkælling, ’’ snerrer hun udfordrende, og vrider sig fri af Alecs hånd, der har grebet fat i hendes, for at holde hende tilbage, ’’Fortæl mig lige, hvad det helt præcis er vi har gjort!’’

’’Var din tunge, kat!’’ fnyser soldaten bare, fuldkommen ligeglad med Silvias kommentar, ’’Du kan alligevel ikke bruge den, når du er et hoved kortere.’’

Og så, med et par hårde skub fremad, bliver de ført hen til blokken hvor deres hoveder vil blive skilt fra resten af kroppen. Bødlen er som forventet stor og brutal, og han ansigt dækket af en sort maske. I højre hånd holder han en stor økse, blank og nyslebet.

’’Jeg beklager… Vi skal nok sørge for at, i bliver sendt til jeres hjemby… ’’ Hadvar ser undskyldende hen på de to malplacerede racer, der i virkeligheden ingenting har at gøre med Ulfric Stormcloak, men bliver kun mødt af et par kølige, hadefulde blikke.

I en kiste selvfølgelig, har Silvia mest lyst til at tilføje vredt, men hendes hals er snerpet sammen, så det er nærmest umuligt for hende at sige noget.

At løbe ligesom hestetyven Lokir, ville måske være dejlig nemt lige nu, men Silvia kan ikke få sig selv til det. Det ville alligevel ikke nytte noget.

Da de træder hen i rækken med de andre fanger, har Generalen valgt at henvende sig til den endnu bundede Ulfric Stormcloak. Der er næsten ikke noget hår tilbage på mandens hoved, og der er ikke skyggen af et smil på hans læber, da han siger:

’’Ulfric Stormcloak. Nogle her i Helgen kalder dig en helt… Men en helt bruger ikke Stemmen til at myrde sin konge, for derefter at tage hans trone. Du startede denne krig, trak Skyrim ind i kaos, og nu bliver vi Imperiale nødt til at stoppe dig og genfinde freden.’’

Og så træder han tilbage, skal lige til at gå over på sidelinjen, da et højt brøl lyder oppe over dem.

En forvirret mumlen går igennem menneskeflokken der ser til, men så siger General Tullius bare:

’’Det er ingenting. Kom i gang.’’

En kutteklædt kvinde er trådt frem ved siden af bødlen, og er begyndt at remse en form for bøn op, en lille farvelhilsen. En hilsen som Ulfric Stormcloaks mænd tydeligvis ikke værdsætter, for der er allerede en der er trådt hidsigt frem, imens han udbryder:

’’Årh, så kom dog videre! Vi har ikke hele morgenen.’’

’’Fint, så kan du være den første.’’ Soldaten fra før griber fat i armen på fyren der brød ind, og placerer ham lige foran blokken, hvor der står en lille frugtkasse bag ved. En kasse der ikke skal bruges til frugter...

’’Så gerne!’’

Mandens ansigtsudtryk er selvsikkert, og han smiler faktisk. Og det bliver siddende, selv da soldaten blidt lægger en hånd på hans ryg, og presser ham ned. Det virker faktisk som en knap så brutal henrettelse, lige indtil hun hæver foden, og hårdt sparker ham ned på blokken. Alligevel gør han ikke andet end at grine, hvorefter han ser op på hende med et lidt hånligt smil.

’’Mine forfædre smiler til mig, Imperiale hund! Kan du sige det samme?’’

Og så hæver bødlen øksen højt, og svinger den hårdt imod blokken, med et smæld. Det første Silvia gør, er at vende hovedet rystet ind imod Alecs skulder, og når kun lige at slippe for at se det frygtelige syn, af en person der bliver et hoved kortere. Man kan høre det trille ned af blokken, og ramme ned i frugtkassen med en stille skramlen. Det er frygteligt, så frygteligt at det ikke er værd at græde over.

’’Lige så frygtløs i døden, som han var i livet, ’’ hører hun lige Ralof mumle, før Imperialsoldaten råber:

’’Næste fange! Katten dér!’’

Åh gud… Det er hendes tur. Det måtte jo komme, men ikke allerede, vel? Ærlig talt, så havde hun håbet på et mirakel… Bare denne ene gang… Men så trækker hun sig fri af Alec, sender ham kort et lille smil, og skal så til at gå hen imod den blodige blok, da det høje brøl fra før lyder en gang til.

’’Der var det igen, ’’ Hadvar har lagt sin liste væk, og ser nu med rynkede bryn imod himlen, som alle andre også gør.

’’Jeg sagde ’næste fange’!’’

’’Bare tag det stille og roligt.’’ Hadvar forsøger sikkert at smile til hende, men bliver igen mødt af et ligegyldigt ansigtsudtryk. For denne gang tøver Silvia ikke. Hun ranker ryggen ligesom de Stormcloaks der står omkring hende, og træder sikkert hen foran blokken. Uden at sige et ord, synker hun ned på knæ, og da hun mærker Imperialsoldatens fod imod sin ryg, lader hun sig bare blive presset ned på bloggen. Blodet fra fyren før er stadig varmt, og klistrer som slim til hendes hals. Hjertet banker på højtryk, inde i hendes bryst. Hvis bare… Hvis bare hun kunne få en chance til…

Drømmende, vender hun blikket imod himlen, hvor der også står et tårn af sten. Et mørkerødt banner flagrer derfra… Og i dette øjeblik, høres brølet for tredje gang…

Silvia er den første der ser den. Stor og sort flyver den i baggrunden, nærmer sig hastigt, ligesom bødlen hæver øksen. Og så begynder panikken at brede sig i forsamlingen. De har også set den… Men i Skyrim lever der ikke længere disse former for uhyrer, så det kan da umuligt være et af disse væsner…?

’’Hvad ved Oblivion er det!?’’

’’Vagtposter, hvad er det for et udyr?!’’

Og så lander den i tårnet, omkring de femten meter fra hvor Silvia ligger med hovedet imod blokken. Jorden ryster, da dens kløer borer sig ind i murværket, og vingerne hægter sig fast. De dybe, orange øjne brænder som ild. I et øjeblik ser den sig bare spejdende omkring, men lader så sin opmærksomhed falde på de Imperiale soldater, der lige har trukket deres våben.

’’Drage!’’ bliver der skreget overalt, ’’En drage angriber Helgen!’’

Væsnet åbner pludselig gabet, og Silvia frygter, at den vil sende en byge ild ud, og ned imod dem. Det her er for sindssygt, næsten ikke til at tro. Nu er hun hundrede procent sikker på, at de ikke længere befinder sig i deres verden.

Det næste der sker, er at der lyder endnu et brøl fra dragen af. Der kommer ingen ild ud, med i stedet et lufttryk så stort og hedt, at alt der står tæt på bliver blæst væk, som ved en orkan. Af en eller anden grund, føles det som om at dyret holder øje med Silvia. Stirrer ned på hende, imens den tager sig ubesværet af den panikslagne by.

Igen kommer et af disse skrig fra dragen af, men denne gang sker der noget anderledes. Trykket er stærkere, og Silvia bliver brutalt skubbet ned fra blokken af ingenting. Hendes hoved slår sig imod brostenene, men der er ingen smerte. I stedet snurrer alting, som da hende og de andre blev suget ind i Skyrim. Denne gang kan hun dog stadig se en sløret version af hvad der forgår. De Imperiale soldater forsøger at skyde dragen ned. Det ser ikke ud til at lykkes særlig godt… Og de holder ikke længere øje med hende.

’’Kom så op at stå Khajiit! Guderne giver os ikke andre chancer!’’

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...