SKYRIM: Return of the Dragonborn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2014
  • Opdateret: 12 maj 2014
  • Status: Igang
De er fire der befinder sig i en verden, som de ikke engang anede eksisterede. Der er ingen veje hjem, og da et uventet væsen dukker op i landet Skyrim, genstartes en krig man troede sluttede for længst. Fjenden var ikke besejret men gemt væk, og nu vender han tilbage med sin hær. Dragerne. Imens genvækkes også en anden legende: Den Dragefødte, som viser sig at være én af de fire unge der er fanget i Skyrim. Et menneskebarn i en Khajiitskikkelse. Skyrims skæbne ligger nu i de fires hænder, men spørgsmålet er bare, om Skyrim i det hele taget er til at redde? Eller vil de blive dræbt i en verden der ikke engang er deres egen, inden tiden er inde…? ((Dette er en Skyrim-spil-fanfiction, og vil sandsynligvis indeholde spoilers))

6Likes
3Kommentarer
957Visninger
AA

4. KAPITEL 2. I en verden så anderledes - Del 2.

 

Højelver, Nord. Silvia burde virkelig spørge hvad disse ord betyder, men hun kender dem, kan bare ikke huske dem helt. De sidder et sted derinde. Et eller andet sted dybt inde i hendes hukommelse.

’’Fanden tage jer, i Stormcloaks! Skyrim var et fint sted, lige indtil i kom!’’ snerrer tyven ved siden af, ’’Hvis ikke de Imperiale ledte efter jer, havde jeg kunne stjæle den hest i ro og mag, og være halvvejs til Hammerfell...’’

Der bliver lidt stille, men så husker Silvia pludselig alt. Skyrim. Det spil hun skulle til at spille, da alting pludselig blev et kaos. Befinder hun sig nu i en anden verden…? Og hvad med de andre? Hvor er de henne nu?

’’Dig og mig, ’’ siger tyven så, og ser irriteret på den blonde mand, Ralof, og så derefter roligt hen på Silvia, ’’Vi to burde ikke være her. Det er disse Stormcloaks som de Imperiale vil have.’’

Et fnys fra Ralof får ham dog til at tie hurtigt:

’’Vi sidder alle i samme båd nu, tyv.’’

’’Hold så kæft deromme!’’ råbet kommer fra kusken, som uden tvivl må være en af de Imperiale.

Igen bliver der stille, imens vognen køres bumlende af sted af den ujævne vej, og Silvia ser sig vågende omkring. Hun befinder sig i Skyrim, en anden verden end hendes egen, så langt er hun kommet… Og dog, så er der en ting mere, som hun lige vil undersøge.

Forsigtigt, uden at vække de andres opmærksomhed, læner hun sig bagom kusken, for at spejle sig i hans daggert, som han bærer i bæltet. Der er ingen der opdager hende, for de sidder alle med blikket naglet imod det rystende trægulv.

Og så bliver hun først rigtig chokeret. Det er ikke hende selv, som hun ser, da hun spejler sig i kuskens kniv. Det er et pelset væsen med knurhår og kløer, dog med et menneskeligt ansigt, og en menneskelig krop. Hendes tøj kan man nærmest ikke kalde for klæder, da det er sønderrevet. Pjalter, det er hvad hun er iført.

’’Khajiit… ’’ mumler hun lydløst, med en stor klump i halsen, ’’En af Skyrims racer… ’’

Det eneste hun lige genkender ved sig selv, er de himmelblå øjne, der dog har fået en aflang pupil i stedet for en rund. Intet andet er hendes gamle jeg.

Utroligt nok så er hun ikke bange. Overhovedet. Mere forvirret og lidt følelsesløs, men allerede klar over, at hun ikke bare lige kan forlade det her sted.

Og så slår det hende pludselig: De andre tre, må også være her et sted! Måske tæt på, måske langt væk. Hun aner det ikke, men én ting er hun hundrede procent sikker på: Hun bliver nødt til at finde dem.

’’Hvor meget ved i om ham dér?’’ spørg hun kort, og genkender til alt held sin egen stemme, da hun peger med sine bundne hænder, hen imod den bevidstløse halvrace. Hun bliver nødt til at begynde fra én ende af og spørge sig frem.

’’Ingenting, ’’ svarer Ralof kort og ryster på hovedet, ’’Han blev vidst… Fanget på samme måde som du.’’

Uden rigtig at tænke over det, forsøger Silvia pludselig at rejse sig op. Hendes ben vil ikke rigtig høre på hende, og med et koncentreret ansigtsudtryk, prøver hun at dem. Det lykkes næsten ikke.

Pludselig er det som om at et hårdt ryk går igennem hele hendes krop, og hun føler sig en del mindre. Et chokeret udbrud fra tyven og Ralof, fortæller hende straks, at hun på en eller anden måde har… Ændret sig igen.

Endnu engang spejler hun sig i kuskens daggert, uden at han opdager det, og ser til sin glæde, sit eget jeg… Ganske vidst er hun stadig klædt i de flossede pjalter, men det er hende selv! Gode, gamle Silvia… Hende med de skeptiske, blå øjne, og det lange, brune hår i en høj hestehale. Hende der afskyr remoulade og sport, og som i stedet vil leve sig ind i sine egne fantastiske fantasiverdener eller tegne… Hende som var så nem at irritere, og som der skulle så lidt til at komme op at slås med.

’’Hvad i alverden var det lige du gjorde der?’’ Ralofs vildt opspærrede øjne viser tydeligt, at han er chokeret på det groveste, ’’Er du en form for… Magiker?’’

Silvia ryster af rent instinkt på hovedet, men koncentrerer sig så i stedet med at bevæge sig hen imod den sovende halvrace. Hvis nu han var en af dem hun kendte, så…

Med helt flad hånd stikker hun den bevidstløse stakkel én ordentlig lussing på siden af hovedet, der nærmest giver genlyd i bjergene. At slå fyren foran hende var en smule problematisk, fordi hendes hænder er bundet sammen, men hun ramte uden tvivl perfekt. Kusken og de andre Imperiale virker dog ligeglade, og øjeblikket efter slår elverfyren øjnene op med et gisp.

Silvia er dog bedøvende ligeglad, og bevæger hurtigt sine øjne hen imod hans, helt tæt på, så hun grundigt kan granske, om hun dog kender ham… Og det gør hun. De honninggyldne øjne er ikke til at tage fejl af. Alec Heatherfield.

’’Så er det tid til at stå op, røvhul!’’ snerrer hun ind i ansigtet på ham, imens Alec bare ser forskrækket på hende, selvom han ikke ligner sig selv… Det ved han sikkert ikke endnu.

’’Mini?’’ spørg han åndeløst, og ser sig hurtigt omkring, ’’Hvor… Er de andre? Og hvem er de?’’

’’Hvor skulle jeg vide det fra?’’ et lille fnys undslipper hendes læber, imens Ralof og tyven ser fuldkommen forvirret til, ’’Tag lige i kig i den dér… Og lad være med at skrige.’’

Det sidste hvisker hun djævelsk, og nikker så imod kuskens kniv, som hun selv afslørede sit mærkelige udseende med. Øjeblikket efter, føles det igen som om at noget nærmest trækker sjælen ud af hende, og hun gætter sig til, at hun nu er denne Khajiit igen.

Der kommer ingen ord fra Alec af, kun et målløst gisp… Især da han ser Silvias transformation. Genkende sig selv, kan han heller ikke. Det er alligevel som om at han har fattet situationen, nemlig at de befinder sig i en anden verden… Men hvor?

’’Skyrim, ’’ siger Silvia så, som svar på hans tanker.

’’Skyrim?’’

Han tror ikke sine egne ører, hverken deres udseende eller det han hører. Tingene er bare for… Sindssyge… Og alligevel er han ikke i tvivl om, at dette er virkelighed. Det fortæller smerten fra hans håndled ham i hvert fald, for rebene der holder dem bundet sammen gnaver sig ind i huden, for at efterlade ømme mærker.

’’Hvad er der egentlig galt med ham der, huh?’’ der høres en lidt flabet undertone i tyvens stemme, da han nikker imod den sidste mand i vognen, ham der også har fået lukket munden til.

’’Pas på hvad du siger!’’ snerrer Ralof vredt, ’’Du snakker til Ulfric Stormcloak, den sande Højkonge af Skyrim!’’

 ’’Ulfric?’’ der lyder forundring, dog ingen fortrydelse i tyvens stemme, ’’Jarlen af Windhelm? Du er jo leder af oprøret?’’

Han tier kort, men ser så chokeret ud da han siger:

’’Hvis de har fanget dig… Åh gud, hvor er vi så på vej hen?!’’

Panikken er begyndt at vise sig som svedperler på hans beskidte ansigt, men Ralof ser helt rolig ud, præcis ligesom den bundne jarl.

’’Jeg ved ikke hvor de tager os hen… Men Sovngarde venter os.’’

Sovngarde, tænker Silvia mørkt, Det sted som Nords ser som dødsriget. Betyder det at de vil henrette os?

Tyven ser ud til at være blevet blød som smør nu, for hans nærmest råber:

’’Nej… Nej, det kan ikke være rigtigt! Det sker bare ikke! Jeg… Er for ung til at dø!’’

Hans krop ryster af skræk, imens Alec rykker en smule væk fra ham, imens han rynker lidt på næsen. Nej, han lugter ikke specielt godt, det må Silvia også indrømme. Heldigvis sidder hun også kun på samme side som jarlen af Windhelm, Ulfric Stormcloak.

’’Hey, hvilken by er du egentlig fra hestetyv?’’ spørg Ralof så.

’’Kan du ikke være ligeglad?’’

’’En Nords sidste slags burde blive hjemme.’’ Svarer han køligt, og kaster sit blonde hår tilbage.

Tyven siger ikke noget i starten, men ser så ud til at bøje sig i sidste ende:

’’Rorikstead… Jeg er fra Rorikstead.’’

’’Og jer to?’’ Ralof kigger spørgende, dog lidt mere venligt, på Silvia og Alec.

De ser lidt på hinanden, men så tager Alec på utrolig vis initiativet:

’’Vi er ikke herfra.’’

Ralof nikker bare stille, skal tydeligvis til at sige noget, men bliver afbrudt af en mørk stemme, der råber rundt til vognene:

’’General Tullius! Bødlen venter!’’

’’Godt, lad os få det her overstået.’’ Kommer der som svar, lidt længere fremme. Stemmen er bitter, lidt irriteret, og Silvia får automatisk kuldegysninger af den.

En lille by nærmer sig. Indgangen er bygget op af sten og store træpæle, samt et tag opover, som aftenpatruljer skal kunne holde øje på. Derinde venter små huse beklædt med strå på taget, men ikke til dem. Det eneste der venter dem der befinder sig i vognene, er ganske rigtigt døden.

Folkene i byen ser tomt på vognene som kommer kørende ind. En dreng bliver skubbet ind tilbage i et hus af sin far, dog med protester.

’’Jamen jeg vil se soldaterne!’’

’’Ind i huset, nu!’’

Det er i dette øjeblik, at panikken virkelig lyser ud af øjnene på hestetyven. Han hvisker nervøst for sig selv alle gudernes navne, næsten som om at han tror, at de vil komme ham til hjælp nu.

’’Shor, Mara, Dibella, Kynareth, Akatosh, Divines, red mig!’’

Her kører vognene lidt mere jævnt, på grund af stenvejen. Alligevel kommer der hårde bump her og der, som giver et ryk i dem alle. De fleste af dem alle har allerede accepteret, at de skal dø. Og dog: Silvias hjerne kører på højtryk. De kan ikke dø her! Et eller andet må hun gøre! Hvis det da overhovedet er muligt…

De store stenmure omkring dem, ville normalt give hende en følelse af tryghed, men lige nu ser de bare kolde og kyniske ud. Som om at de fortæller, at hun godt kan vinke farvel til alt.

Hun smiler koldt. Som om der overhovedet var noget hun kunne sige farvel til!

’’Det her er Helgen, ’’ siger Ralof så, ’’Jeg var egentlig forelsket i en pige herfra. Gad vide om de stadig laver deres specielle mjød med bær i…?’’

’’Det er egentlig sjovt, ’’ forsætter han, ’’Da jeg var knægt, fik de Imperiales mure og tårne mig altid til at føle mig så… sikker.’’

Pludselig begynder vognene af sagte farten, og for til sidst at stoppe helt. En Imperial soldats råben lyder i hele byen, da hun siger:

’’Få fangerne ud af vognene!’’

Tyven ser ikke mindre ophidset ud, da han rystet spørg ud i ingenting:

’’Hvorfor stopper vi…?’’

Ralof smiler bare bittert, imens han retter sig op.

’’Hvorfor tror du? Vi er ved slutningen.’’ Han rejser sig op, imens alle andre gør det samme, for at træde ud af hestevognene, ’’Lad os komme af sted. Vi burde ikke lade guderne vente på os.’’

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...