SKYRIM: Return of the Dragonborn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2014
  • Opdateret: 12 maj 2014
  • Status: Igang
De er fire der befinder sig i en verden, som de ikke engang anede eksisterede. Der er ingen veje hjem, og da et uventet væsen dukker op i landet Skyrim, genstartes en krig man troede sluttede for længst. Fjenden var ikke besejret men gemt væk, og nu vender han tilbage med sin hær. Dragerne. Imens genvækkes også en anden legende: Den Dragefødte, som viser sig at være én af de fire unge der er fanget i Skyrim. Et menneskebarn i en Khajiitskikkelse. Skyrims skæbne ligger nu i de fires hænder, men spørgsmålet er bare, om Skyrim i det hele taget er til at redde? Eller vil de blive dræbt i en verden der ikke engang er deres egen, inden tiden er inde…? ((Dette er en Skyrim-spil-fanfiction, og vil sandsynligvis indeholde spoilers))

6Likes
3Kommentarer
959Visninger
AA

3. KAPITEL 1. I en verden så anderledes – Del 1.

’’Og hvordan havde I så tænkt jer, at vi skulle lave det projekt?’’

En spids stemme tilhørende en pige med langt, mørkebrunt hår, skyder igennem det lille loftværelse. De tre andre i rummet ser tavst på hende, hvorefter en af dem, en anden pige med kort, mørkblondt hår rejser sig op, og hiver et par ark op af sin skoletaske.

’’Tanken var egentlig, at vi skulle fortælle om Napoleone di Bounaparte.’’ Et forsigtigt smil finder plads på hendes blege ansigt, hvorefter hun fører en krøllet hårtot om bag øret.

’’Kunne du ikke bare sige Napoleon, Mira?’’ siger den mørkhårede så med en irriteret undertone, og lægger armene over kors.

Mira, den blonde pige, stammer kort og ser lidt forlegen ud, men sætter sig så på gulvet med sine papirer. En af de andre i rummet, en høj, hvidblondt dreng der knap kan stå oprejst i derinde, læner sig indover hendes skulder for at læse med.

’’Gå lige lidt væk, Jonathan.’’ Mumler hun kort, imens hun stikker en hånd ned i sin taske igen, for at finde et eller andet.

’’Mangler du dem her?’’ et drillende smil har taget plads på drengens ansigt, og han kører kort en hånd igennem sit pjuskede hår, inden han vifter med Miras læsebriller, som hun opgivende griber ud efter, men ikke får fat i.

Imens Jonathan tirrer Mira, ved at sørge for, at hun ikke kan få fat i sine briller, placerer den mørkhårede pige sig på en stol, foran en stationær computer der allerede står tændt. Med et par klik åbner hun et program, som ser ud til at vække nysgerrigheden hos den sidste i loftrummet.

Den sidste af dem er en meget mørkhåret dreng, hvis øjne nærmest skinner gyldent. Han har ikke sagt særlig meget igennem deres forløb, kun kommet med nogle hånlige fnys, når Silvia – som den mørkhårede pige hedder – sagde et eller andet.

’’Hvad er det dér?’’ spørg han med hævede bryn, og peger på computerskærmen.

’’Hvad tror du selv, Alec?’’ måden hun udtaler hans navn på er en smule aggressiv, og viser tydeligt at de to ikke er specielt glade for hinanden.

’’Skyrim, ’’ læser drengen, Alec, så fra den flimrende skærm, imens antydningen af et lidt hånligt smil dukker op på hans smalle læber, ’’Ser man det, du spiller jo kampspil, Mini.’’

Han gengælder den sarkastiske og lidt aggressive undertone, da han udtaler det der må være et kælenavn… Som nok mere er i kategorien af øgenavne.

’’Har du et problem med det, så skrid.’’ Snerrer Silvia som svar, og vender ikke hovedet én eneste gang, da hun fører musen hen på start spil. Hun ved godt, at hun burde hjælpe med opgaven, men lige nu er hun ikke andet end irriteret, og så er der ikke noget bedre middel, end at få aggressionerne ud, ved at slå et eller andet ihjel inde i et spil… Det er alt i alt bedre, end at hun slår en af de andre ihjel.

I starten sker der ingenting, selvom der burde dukke en anden lille boks op, hvor hun skulle blive spurgt, om hun ville fortsætte det spil hun sidst spillede. Undrende rynker Silvia brynene, for derefter at trykke en gang til. Der sker intet, til hendes ærgrelse. Godt nok er maskinen gammel, men den kørte udmærket dagen forinden.

’’Måske skulle du overveje at sætte det her stik i?’’ et djævelsk smil fra Alec af, er tæt på at få hende op på kogepunktet. Hvorfor skulle hun også lige ende i gruppe med ham af alle mennesker?

Med en snerren flår hun det hvide stik ud af hænderne på ham, og hamrer det ind i kontakten, hvilket desværre giver bagslag. Stødet hun får er ikke alvorligt, men er alligevel smertefuldt nok til, at hun giver et forskrækket skrig fra sig… En ting der ikke ligner hende, og som bagefter får hende til at bande højlydt.

’’For fanden da!’’

Så rejser hun sig op, skubber den grinende Alec til siden, og placerer sig foran sin computerskærm endnu engang. Aggressiviteten gør, at hun kommer til at trykke musen en tand for hårdt ned, og da der endnu intet sker, skal hun til at fare lige i flæsket på den højere dreng bag hende.

’’Du er bare så-’’ mere når hun ikke at sige, før hele skærmen pludselig begynder at lyse i en stærk, rød farve, der straks frembringer et bekymret udtryk på Silvias ansigt. Mira og Jonathan er også stoppet med at irritere hinanden, og er kommet over for at se hvad det er der sker.

Silvias fingre løber hurtigt over tastaturet, idet hun forsøger at afsløre hvad der er ved at ske med hendes maskine.

’’En hacker?’’ lyder det spørgende fra Jonathan af, men Silvia ryster bare hurtigt på hovedet, og hamrer til sidst hånden ned i tasterne af ren raseri.

’’Skrotbunken er gået helt ned!’’ knurrer hun mørkt, og denne gang tager computeren det bogstaveligt, hvorefter skærmen går helt i sort.

’’Pis!’’ kommer det som en afsluttende sætning fra Silvia af, inden der praktisk talt sker noget som ingen af dem havde forudset.

Maskinen foran dem nærmest eksploderer, og udløser et par chokerede udbrud fra dem alle. Stykker af computeren og ledninger flyver til højre og venstre, og danner nærmest en sværm. De falder ikke til jorden, men kører rundt som en orkan. Et mærkværdigt, hvidt skær er begyndt at strømme derfra, imens de fire unge ser chokeret til.

Det ligner en portal. Flere farver er blevet blandet ind i, og det er som at se ud af et vindue, i en svævende og skinnende form.

Silvia vil sige noget, komme med en målløs kommentar, til det der sker… Men det når hun aldrig, før hun pludselig mister herredømmet over sin krop, og føler sig selv blive slynget imod de svævende computerdele, samt det portallignende lys.

Helst vil hun skrige, men ikke en lyd kommer over hendes læber. Kun lige kan hun hæve armene og dække hovedet til, da hendes krop bliver trukket hårdt igennem en snurrende gang af farver.

De andre følger med, sikkert ikke af fri vilje, men de er der. At flippe ud ville nok være en passende løsning lige nu, men ingen af de fire ved hvad de skal gøre. De er blevet en del af noget, som de ikke selv har kontrol over.

Kort lykkes det dem alle at få øjenkontakt, frygtsomt og med let åbne munde. I dette øjeblik lægger Silvia mærke til, at de ændrer sig. Hver især forandrer de sig, bliver enten højere eller begynder at ligne en helt anden person. Det eneste der ikke ændrer sig er øjenfarverne. Miras grønne. Jonathans lysegrå. Alecs gyldne… Og hendes egne himmelblå.

Det er som at flyve igennem både regn og ild på samme tid. Hun kan ikke beskrive følelsen, af bare at svæve rundt i ingenting, imens et virvar af alle regnbuens farver styrer igennem hendes synspunkt. Det er sindssygt, det hele. Stedet her, den eksploderede computer, den latterlige projektopgave om Napoleon. Alt.

At lukke øjnene og bare håbe på at alting vil ordne sig, ville være så let… Dette kan Silvia Blackforest dog ikke få sig selv til, da de tre andre hun egentlig skulle have skrevet et oplæg med, pludselig ikke ligner sig selv mere.

Til sin egen forfærdelse, kan hun ikke længere mærke sit mørke hår, der før sad i en høj hestehale piske imod nakken. Det er ubehageligt. Og så går det op for hende, at hun må have… Ændret sig ligesom de andre.

Nej! Tænker hun brysk, og klemmer øjnene hårdt i. Det er bare en drøm… En ond drøm!

Og selvom hun kæmper for at overbevise sig selv, så ved hun inderst inde godt, at det er det ikke. Hvorfor dette sker, har hun dog ikke den fjerneste anelse om. Hvad gik der galt med computeren? Var det en eller anden form for kemisk reaktion, eller noget i den retning, der fik det hele til at ske? Lige om det overhovedet har noget med kemi at gøre, er Silvia ikke lige så klog på, for at høre efter i skoletimerne, er ikke lige altid det hun bruger sin tid på… Hvis hun overhovedet vælger at møde op.

Det er som om, at de alle sammen er ved at give en smule efter, for hver især er deres øjne begyndt at glide i. Mira er allerede helt væk, og Jonathan godt på vej. Alec derimod kniber bare øjenlågene sammen, hvilket fremhæver de mørke rander han altid har haft under øjnene.

I et øjeblik ser han gennemborende hen på Silvia, der stædigt forsøger at sige et eller andet, klemme et enkelt ord eller to ud. Det lykkes ikke, som hun egentlig også havde forventet. De ser vurderende på hinanden, men så finder antydningen af et undskyldende smil sted på Alecs læber, hvorefter han lukker øjnene fredfyldt i, ligesom de andre gjorde.

Og så går det op for hende, at han lige har efterladt hende alene, med tre svævende kroppe, der langtfra ligner deres rigtige ejermænd. Edderspændt og lidt bebrejdende lukker hun selv øjnene, klemmer det hårdt sammen, for derefter at lade sig glide med ind i en utydelig tåge af ingenting…

*****

Alting snurrer, og Silvias øjne er ikke i stand til at se noget klart. Rundtosset forsøger hun dog alligevel at opfange et eller andet, men bliver så nødt til at klemme øjnene i igen, for ikke at dejse om.

Lyden af en vogn af træ der køres hen over en ujævn sti, får hende dog til at rynke brynene. De befinder sig ikke længere i den skinnende tunnel af farver og lys, det er gået op for hende. Var det så en drøm alligevel?

Nej. Så ville de være på hendes loftværelse lige nu.

Denne gang er Silvia dog bedøvende ligeglad med om hun falder, for hun slår øjnene helt op, og bliver mødt af et syn der overrasker og undrer hende.

Hun sidder ganske rigtigt i en vogn, der trækkes af en gyldenbrun hest, men det er ikke det der som sådan gør hende forskrækket. Det er omgivelserne. Alt omkring dem er dækket af fyrretræer, klipper og natur. I baggrunden er der desuden bjerge, nogle dækket af sne. Små bække med krystalklart vand risler ned imellem klippestykkerne, og selvom Silvia nødig vil indrømme det, så er der virkelig smukt. Det er næsten som om at hun befinder sig i et eventyrland, et sted der i hvert fald er inspireret af Norge eller Skotland.

’’Ah, så vågnede du endelig Khajiit.’’

Khajiit? Ordet er velkendt, næsten som smedet ind i hjernen på Silvia. Hvor er det nu det kommer fra? Ærlig talt så kan hun næsten ikke huske noget, men tingene er langsomt begyndt at gendanne sig i hendes hukommelse.

’’Det ser ud som om, at du slog hovedet da de Imperiale fik ram på os. Du prøvede at krydse grænsen, ikke? Og gik direkte i de Imperiales baghold… Præcis ligesom os, og tyven derovre.’’

Imperiale? Endnu et ord der lyder familiært, men som Silvia alligevel ikke kan sætte ord på hvor kommer fra. Det er en smule frustrerende, men alligevel tager hun sig sammen, og prøver at huske det hun kan.

Hun er nemlig ikke alene i vognen. Der sidder fire personer mere. En blond mand, hvis hår går ham til skuldrene, er en af dem. Han er klædt i en tung jernbrynje, og udover har han safirblå klæder. Det er ham der snakkede til hende, og som nu ser nysgerrigt hen på hende.

Ved siden af hende selv, sidder der en pænt høj mand. Hans mund er dækket til med et klæde, og hans hænder bundet… Ligesom hendes egne. Overfor ham, sidder der en mørkhåret fyr, ham som den blonde omtalte som tyven… Og imellem ham og den blonde, sidder der en sidste person. Vedkommende har halvlangt hår, bundet i en hestehale i nakken. Hans øjenfarve er Silvia ikke i stand til at gennemskue, for han virker bevidstløs… Og dog… Så er der noget mærkværdigt ved ham, noget som hun ikke lige kan se umiddelbart, men derefter gisper overrasket over, da hun opdager hvad det er; Hans ører er en smule længere end de andres, og en del spidsere. Og så er han høj.

’’Jeg undrede mig også, ’’ siger den blonde mand så, ’’Han ligner en form for blanding. Halv Nord og halv Højelver, måske… Ah ja forresten. Jeg hedder Ralof. ’’

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...