Paintfull love 2

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2014
  • Opdateret: 14 jan. 2014
  • Status: Igang

1Likes
2Kommentarer
143Visninger

1. kapitel 4

Mit blik fór til lægen. Hvad mente han med 'skadet'?

Han fortsatte. "Det er sjældent, dette sker. I fleste tilfælde er det voldtægt, der ødelægger underlivet så meget, at chancen for at få børn forsvinder. Er dette noget, De ved?"

Jeg kunne ikke svare ham. Hvad skulle jeg sige? 'Jeg er voldtægtsmanden, og det er ikke en en-gangs-voldtægt. Jeg voldtager hende hver dag'.

Jeg rystede på hovedet. "Nej, jeg har ingen anelse."

Lægen gav et nik fra sig, og gik forbi mig og ud af værelset.

"Arriana..."

Det var første gang, jeg havde sagt hendes navn højt. Navnet smagte fremmede i min mund. Fremmede, men sødt. Jeg havde mistet modet til at gå hen til hendes seng. Mine ben gav efter, og jeg faldt på knæ.

Åh gud... Hvad havde jeg gjort..? Det var sandt, at hendes far havde dræbt min mor. Hvis ikke det havde været for ham, ville hun aldrig have kørt galt. Men denne pige havde ingen skyld bortset fra at være hans datter. Og hvad var denne følelse, jeg fik, når jeg bemærkede, hvor smuk hun egentligt var? Det kunne umuligt være kærlighed. ... Kunne det..?

Jeg rystede på hovedet for at klare på tankerne. Kærlighed? Nej, nej, nej. Jeg ville aldrig forelske mig i hende. Aldrig!

Der lød et støn fra sengen. Jeg så op. Hendes ansigt trak sig sammen, idet hun åbnede øjnene. Sollyset gjorde hendes grønne øjne endnu grønnere. Hun så forvirret ud. Hun kiggede sig omkring, og da hun fik øje på mig, sprang hun op af sengen. Hendes blik var fyldt med angst.

"Arriana..." begyndte jeg. Hun bakkede tilbage, til hun havde væggen mod sin ryg. Jeg rejste mig, og nærmede hendes seng trods hendes angst.

"Jeg vil ikke gøre dig noget."

Arriana så bare på mig, som om hun ventede på, at jeg sprang på hende. Jeg rakte ud efter hendes hånd i håb om at berolige hende lidt. Rædselslagen veg hun tilbage med sammenklemte øjne.

"Jeg sagde, jeg vil ikke gøre dig noget. Dammit!" råbte jeg.

Arriana rystede over hele kroppen. Hun skjulte sit ansigt. Til min overraskelse opdagede jeg, at hun græd. Lydløst og stille.

"Forventer du, at jeg skal tro på dig? 'Du gør mig ikke noget', huh? Jeg er alligevel din slave, dit legetøj, din TING."

Hendes stemme var hikstende, og hendes ord gik direkte ind i mit hjerte som pile. Hun græd sjældent foran mig.

Jeg vendte mig væk. "Jeg går nu. Jeg rejser til udlandet, så du kan leve i huset, hvis du vil. Jeg lægger lidt penge på natbordet. Brug det, som du vil."

Hun var blevet stille. Alt for stille.

"Farvel."

"Hvad er der? Du opfører dig underlig. Har du fundet ud af mit hjerte? Er det derfor, du er så pokkers 'sød'?"

Lyden af snøften og hiksten var det eneste, der lød i et stykke tid.

"Jeg har ikke brug for dine penge eller hus. Det ved du bedre end jeg," sagde hun sarkastisk.

Jeg drejede mig ikke mod hende. Hun snøftede lavt. Jeg åbnede døren.

"Du er så tarvelig.."

Døren gik i bag mig, og jeg stod med rystende hænder, og anede ikke, hvad jeg skulle føle.

Arriana

Jeg tørrede hidsigt tårerne væk. "Du er så tarvelig, Tyler."

Jeg hev de tynde ledninger ud af armen. Blodet dryppede ned på det hvide lagen. Jeg så på det. Jeg var efterhånden blevet vant til at se blod. Jeg svingede benene over kanten, og stod så hurtigt op, at rummet snurrede rundt, og jeg faldt tilbage på sengen. Mere rolig rejste jeg mig op og tog mit tøj fra kurven. Hurtigt skiftede jeg, og fór ud af døren.

Jeg kneb øjnene sammen, da solen ramte mine øjne. Hvor var det længe siden, jeg havde været udenfor. Fire måneder, fem? Jeg kunne ikke huske det. Tyler havde aldrig ladt mig gå ud. De få gange jeg havde prøvet på, havde han fundet ud af det, og intet godt var kommet ud af det.

Jeg snusede den friske luft ind, og nød det. Der duftede af natur og den særlige duft, som luften udenfor bare har.

Fuglene kvidrede energisk, og jagtede hinanden i luften.

Lidt længere væk ved en bænk under et træ så jeg en person, jeg på lang afstand kunne genkende. Tyler. Han stod med en cigaret i hånden, og stirrede ud i luften.

I samme øjeblik snurrede alt rundt endnu en gang. Jeg lukkede øjnene hårdt i, og håbede, det ville gå væk. Da jeg åbnede dem igen, så Tyler direkte på mig. Før han kunne nå at gøre noget, drejede jeg rundt, og løb. Mine ben lystrede ikke meget, og mit hjerte begyndte at gå ondt. Jeg stoppede gispende ved et træ, og forsøgte at få vejrtrækningen under kontrol, samtidig med, at jeg modstod trangen til at bore neglene i huden over mit hjerte

"Forbandede hjerte," hvæsede jeg lavt.

"Arriana!"

Jeg snurrede rundt, og stod ansigt til ansigt med Tyler. Jeg bandede indeni.

"Hvad vil du?"

Det var første gang, jeg havde konfronteret ham på den måde. Hvad grunden var, vidste jeg ikke. Måske fordi han havde opført sig på den måde for lidt tid siden.

Smerten skar igennem mit hjerte, og jeg stønnede uvilkårligt. Tyler sprang hen mod mig. Han havde et udtryk på ansigtet, som jeg aldrig havde set før. Jeg bakkede væk.

"Rør mig ikke!" fik jeg frem mellem min gispende vejrtrækning.

Pludselig greb han fat i min arm, og hev mig med sig. "Du har ingen ret til at give mig ordrer."

Hans greb gjorde ondt, og tårerne vældede op i mine øjne. Han slæbte mig med sig hele vejen til hospitalet, hvor han kastede mig på sengen.

"Du rører dig ikke ud af stedet." Han så udtryksløst på mig. Jeg fjernede ikke mine øjne fra hans kolde isblå øjne.

"Så, vil du også holde mig fanget her på hospitalet? Er du ikke desperat efter at komme af med mig? Nåh, men du skal ikke bekymre dig. Jeg dør alligevel om ikke så langt tid, så du skal ikke.."

"Så er det nok, Arriana!" råbte han.

Jeg tsk'ede af ham. "Så endda Tyler Bricks kan miste kontrollen, hva'?"

Jeg opdagede, at jeg rystede. Jeg begravede ansigtet i hænderne. Da tårerne løb ned af mine kinder, var det som om, blod løb fra mit hjerte. Jeg følte mig revet itu.

"Jeg klarer det ikke længere! Jeg hader mit liv! Hvorfor lader Gud mig lide? Når han har givet mig et uhelbredeligt sygdom, hvor længe har han tænkt sig at lade mig vente? Hvor længe..?"

Jeg forsøgte at græde stille, men det ville min krop og stemme ikke lytte til. To års gråd kom ud, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle stoppe mig selv. Det var, som om mit hjerte knugede sig en omgang, eller som om nogen vred mit hjerte, som var det en våd klud. Jeg følte mig tom, ensom og en masse andre følelser, jeg ikke kunne sætte ord på.

"Jeg er ked af det, okay?"

Tyler's sagte stemme lød. Jeg så overrasket op.

"Hvad...?"

Han så tilbage på mig, og udtrykket på hans ansigt overraskede mig. Var det fortrydelse, jeg så? Tristhed? Fortvivlelse?

Tsk! Tyler Bricks og fortrydelse var som lige så langt væk fra hinanden som jorden og stjernerne. Hvis han havde tænkt sig at opføre sig sukkersød på grund af min sygdom, så kunne han godt glemme alt om det! Jeg ville aldrig falde for det!

"For guds skyld, stop dit skuespil! Jeg har fået beviser nok af, at du hader mig. Du giver mig kvalme med den slags opførsel! Gå! Bare lad mig være i fred, i det mindste her på hospitalet!"

Vreden blussede op i mig som flammer. Den overtog min hjerne og krop.

Jeg stod op, og skubbede til ham af raseri. Hans usædvanlige opførsel gjorde mig fortvivlet og bange.

"Lad mig være i fred, sagde jeg!"

Han rørte ikke en centimeter ud af stedet. Angrebet havde mere indflydelse på mig end på ham. Jeg snublede over mine ben, og da mit hoved hamrede ind i et eller andet skarpt, sikkert et bordhjørne eller noget, mistede jeg bevidstheden.

Tyler

"Arriana!"

Jeg fór hen til Arriana, og nåede at gribe fat i hende, før hun ramte jorden.

Jeg løftede hende op, og lagde hende på sengen. Da det hvide lagen blevet farvet rødt, gik jeg i panik.

Åh gud! Arriana blødte voldsomt fra hovedet. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.

Alarm! Nødalarm!

Jeg fik fat på den hængende knap, og trykkede på den. Da intet skete, trykkede jeg adskillige gange. Endelig kom en læge ind i værelset efterfølgende en sygeplejerske.

"Hun har brug for at blive syet. Gør hende klar til at blive ført til operationsstuen," sagde lægen til sygeplejersken, som nikkede.

"Er det alvorligt, doktor?"

Han vendte sig mod mig. "Det kan det være. Men det ved jeg endnu ikke. Jeg skal have undersøgt først."

Jeg satte mig udenfor, og ventede. Da operationslyset lyste grønt, rejste jeg mig hurtigt op, idet lægen kom ud.

"Doktor, hvordan er hendes tilstand?"

"Hun vil højst sandsynligt komme til bevidsthed om ikke så længe. Når hun gør, kan hun godt være forvirret. Derudover kan hun have mistet hukommelsen. Vi må vente og se, når hun vågner."

"Mistet hokummelsen..?" Min stemme blev ikke til mere end en hvisken.

Lægen nikkede. "Hendes hoved ramte et følsomt sted. Det ville ikke overraske mig, hvis hun har mistet lidt af hokummelsen. Men jeg kan selvfølgelig ikke sige noget med sikkerhed. De må vente og se, mr. Bricks."

Lægen lagde en hånd på min skulder, men jeg mere så, end følte det.

Mit hoved var et stort rod. Tankerne kørte på tværs af hinanden, og gjorde mig forvirret.

Jeg vidste ikke, om jeg skulle gå ind til Arriana, vidste ikke, om jeg kunne klare at vise mig foran hende.

Det var slet ikke meningen, at alt dette skulle ske.

Jeg ville bare...

Hvad ville jeg egentligt? Jeg havde misbrugt Arriana i al den tid, og jeg havde ikke engang fundet ud af hendes hjertes tilstand. Når hun havde gispet efter luften, havde jeg blot troet, at hun havde nydt det. Når hun havde vaklet, havde jeg hånet af hende, og kaldt hende ludder.

Jeg hamrede knytnæven i væggen. Billeder af hendes grædende ansigt fór op i mit hoved. Hendes skrig fra vores første gang. Hendes stive krop bagefter. Hendes snublende ben. Hendes uglede hår og forgrædte øjne.

Nej! Jo mere jeg huskede, jo mere beskidt følte jeg mig.

Arriana

Jeg befandt mit i et ørken-lignende område, hvor der ikke var noget, så langt øjet rakte. Jeg så ned af mig selv, og blev overrasket. Jeg var iklædt en smuk, sandfarvet, halv-gennemsigtig kjole. Mine bryster var pyntet med perler og diamanter, og jeg havde kun en miniskørt på. Resten af min krop var nøgen. Jeg opdagede også guldsmykkerne alle 'smykke'-mulige steder på min krop.

"Wow.." mumlede jeg. Hvis jeg var en egypter-prinsesse, så havde jeg intet imod at leve her for evigt. Hvis dette var en drøm, så ville jeg ikke fortryde det, hvis jeg aldrig vågnede op.

Af en eller anden grund bemærkede jeg en person bag mig. Jeg vendte mig om. Og kunne ikke lade være med at gispe.

Foran mig stod en fyr, der så så guddommelig ud, at han kunne være en gud. Hans overkrop var bar, og han havde kun et stykke stof som underdel. Hans muskuløse krop ville få enhver pige til at besvime.

Hans hår var sort, næsten kulsort. Det var pjusket, men af en eller anden grund så det s*xet ud på ham. Hans hår var overraskende langt, og faldt ned over hans pande. Det første man lagde mærke til ved ham, var hans øjne. Hans solbrune hud fremhævede hans fantastiske ravrøde øjne, der synes at trække én til sig som magnet. Det var fantastisk, hvordan hans sorte hår fremtrak hans øjne. Hans ansigt var næsten umenneskelig smuk. Høje kindben. En smuk næse, der hverken var for stor eller for lille. Brede, fyldige læber, der helt sikkert ville føles superfantastiske mod mine.

Jeg mærkede mine kinder blive røde, og mit hjerte sprang et slag over.

Damn, han var hot!

Først senere opdagede jeg skønhedsprikken over hans læbe på venstre side.

Vent, den prik... Det så velkendt ud.

"Længe siden ... Rina."

Det kælenavn.. Der var kun én speciel person, der altid kaldte mig 'Rina'. Trey Sandford! Min bedste ven gennem 15 år og mit største crush.

Hans stemme var dyb og sensuel. Det var en smuk lyd, nærmest som en melodi.

"Vent, er du... Trey?"

Jeg så målløs ud, da han nikkede, og sendte mig et smil. Hans hvide tænder var mere blændende end solen.

"T-trey?!"

Han kom mig i møde, og åbnede sine arme for mig. Jeg lod mig omfavne. Som altid følte jeg mit tryg med hans stærke arme om mig.

"Rina.. Hvad laver du dog her?"

Jeg trak mig væk, og så op på ham. "Hvad mener du?"

Han så ned på mig, og aede mig blidt over kinden. "Sødeste, du hører ikke til her. Tag tilbage."

Jeg rev mig fri af hans greb. "Huh?! Hvorfor skulle jeg? Mit liv er så ulykkeligt, som et liv kan blive. Lad være med at snakke, når du ikke ved noget! Og hvor har du været? Når jeg havde brug for dig, var du der ikke. Hvad for en slags ven er du?"

I al den tid jeg slyngede mine klager over ham, stod han bare stille, og betragtede mig. Det var ét af hans typiske 'jeg-vælger-mine-ord-med-omhu"-tegn.

"Jeg døde i et trafikuheld, Rina."

Jeg stivnede.

"Hv-hvad mener du? Du er ikke død, selvfølgelig ikke!"

Jeg lo en nervøs latter. Da han ikke reagerede, begyndte jeg at blive desperat. Mit hjerte bankede så hårdt i mit bryst, at jeg næsten ikke kunne høre mig selv sige: "Sig, du bare laver sjov. Det kan ikke være rigtigt.. Nej! Jeg nægter at tro på dig. Det er nok endnu én af dine dumme vitser. Du ved bare ikke, hvad man joker med, og hvad man ikke joker med!"

Han så sørgmodigt på mig. "Jeg laver ikke sjov, Rina. Jeg døde for et år siden. Men du.. Du hører ikke til her. Du bliver nødt til at fortsætte med at leve. Arriana, tag tilbage. Der er én, der venter på dig. Det er jeg sikker på."

Jeg turde ikke møde hans blik. "Jeg nægter. Og der er absolut ingen, der venter på mig."

Han tog mine hænder. Jeg måtte tvinge mig selv til ikke at gispe, da hans hænder rørte mine. De var iskolde.

"For min skyld?"

Han løftede min hage, og tvang mig til at møde hans blik. "Jeg er virkelig ked af det. Alt sammen. Men jeg lover at passe på dig. Altid."

Da mine øjne blev fyldt med tårer, stoppede jeg dem ikke.

"Hvorfor, Trey, hvorfor? Hvorfor skulle du dø? Hvorfor mister jeg alle dem, jeg elsker?"

Han trak mig ind til sig, og aede blidt mit hår. "Min smukke prinsesse. Du er langt stærkere, end du tror. Kæmp for dit liv. Kæmp for kærligheden og friheden. Jeg er sikker på, at du vinder, hvis du prøver. Du har altid været en overlever, en vinder, en kæmper."

Et hvidt lys lyste bag os. Jeg trådte et skridt væk. Trey kyssede min pande, min næse og til sidst, blødt og længe, mine læber.

"Gå så, prinsesse."

Jeg fik et let skub mod lyset. Jeg kunne ikke modstå trangen til at vende mig mod ham en sidste gang.

Han smilede et sødt smil, og hans øjne glitrede. "Vi mødes igen, det lover jeg. Prinsesse."

En tåre løb ned af min kind, idet en vind pludselig skubbede mig ind i lyset.

Hans stemme fulgte mig med ind i det blændende lys. "Og husk altid ... Jeg elsker dig."

Jeg åbnede øjnene med et gisp. Og et navn. "Trey!"

Det var mørkt, og jeg kunne hurtigt genkende hospitalslugten. Der var forbundet en drop til mit håndled, lagde jeg mærke til. Jeg drejede hovedet, og udstødte et støn, da smerten skar igennem mit hoved.

"Lad vær med at bevæge dit hoved," lød en dyb stemme fra min side.

Jeg kunne kun se hans skikkelse. "Hvad skete der?" Min stemme lød rustent og ubrugt. Jeg hostede.

"Du slog dit hoved."

Han lænede sig ind, og tændte sengelampen. Da hans ansigt blev badet i lys, gik jeg i stå.

Han havde et så guddommeligt ansigt, at jeg ikke kunne lade være med at stirre, før han afbrød mig.

"Er du tørstig?"

Jeg mærkede efter, og nikkede.

Det klinkede, da han hældte vand i et glas. Mens han gjorde det, betragtede jeg hans ansigtstræk.

"Ehm..." begyndte jeg.

Hans blik gled fra glasset til mig.

"Hvem... er du?"

Tyler

Jeg stivnede. "Hv-hvad mener du?"

Hun så tilbage på mig med forvirrede øjne. "Kender jeg dig?"

Jeg lo nervøst. "Selvfølgelig gør du da det. Jeg er din.." Jeg gik i stå. Hvad skulle jeg sige?!

Da jeg ikke fortsatte, sagde hun: "Min hvad?"

"Din.. Eh..."

Det bankede på døren, og jeg udstødte et lettet suk. Reddet!

Det var lægen.

"Miss Redwood? Er De kommet til bevidsthed?" spurgte han, og smilede.

Arriana satte sig til med ét op, da hun så lægen. "Doktor Phil?!"

"Åh, så du husker mig?" sagde han overrasket.

Hun nikkede.

Et smil bredte sig på lægens ansigt. "Det føltes som i går, at jeg for første gang så dig. Du var ikke højere end sådan her," sagde han, og målte højden med hånden.

"Du gemte dig bag dine forældre," lo han.

Arriana synes at gå i stå, da han nævnte hendes forældre. Hun så væk.

Det gik op for Doktor Phil, at han havde sagt noget forkert. "Åh, det må De undskylde. Jeg var ikke klar over.."

"Nej, nej. Det er okay," smilede hun anstrengt.

En sygplejerske kom ind, og kaldte på lægen.

"I må lige have mig undskyldt," smilede han venligt.

Da han var gået, lagde en kvælende tavshed over rummet.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke: Hvem var Trey? Da hun var kommet til bevidsthed, var det hans navn, hun havde gispet. Havde han været en speciel person i Arriana's liv? Havde Arriana haft følelser for ham? Eller havde han blot været en god ven? Men hvis han havde været det, hvorfor havde det så været hans navn, hun havde sagt?

Jeg havde en masse ubesvarede spørgsmål kørende på hjernen.

Til sidst kunne jeg ikke længere holde ud at være i lokalen mere. Jeg fór ud af rummet, og indhentede hurtigt lægen.

"Doktor, jeg har et spørgsmål."

"Selvfølgelig, hvad er det?"

"Er det muligt kun at glemme én person efter en hjernerystelse?"

Han så lidt tænktsomt ud i luften. "Jeg ved ikke med personer, men det er muligt at glemme noget specielt. I miss Redwood's tilfælde, kan hun have villet glemme noget, og da hun fik et slag i hovedet, var det så den ting, hendes hukommelse mistede. Men hvorfor spørger du?"

Jeg var rystet efter hans forklaring.

Betød det... at Arriana havde villet glemme mig så meget? Havde jeg virkelig såret hende så meget, at hun havde bedt om at dø?

Åh gud...

Jeg stavrede væk fra lægen, ude af stand til at sige mere.

Jeg opdagede ikke, hvor mine ben førte mig hen. Før jeg åbnede hendes dør.

Det overraskede mig mere end normalt, da jeg så hende græde.

Det var ikke den gråd, jeg havde hørt et par dage siden på den samme hospitalsseng. Denne gang var det en hikstende og snøftende gråd.

"A-arriana? Hvad er der galt."

Hendes ansigt fór op. Hurtigt tørrede hun sine kinder.

"Ah, j-jeg.. Det... Det er ikke noget."

Jeg rakte hende tavst en lommetørklæde.

Jeg kunne ikke lade være med at bemærke, hvordan hendes hånd rystede, da hun rakte ud efter den.

"Tak."

Hun sagde ikke noget et stykke tid. Så åbnede hun munden.

"Ehm.. Hvis jeg nu hører dit navn, så kan det være, jeg husker lidt," sagde hun usikkert.

Mit hjerte sprang et slag over.

Hvis Arriana huskede alt det, jeg havde gjort mod hende, så ville hun aldrig tilgive mig. Hun ville endnu en gang hade mig.

Mit hjerte hamrede afsted, idet jeg sagde mit navn.

"Tyler Bricks," mumlede jeg.

Hun så bare på mig. Hun så pinligt berørt ud. "Eh... Dit navn siger mig intet... Undskyld."

Jeg så med store øjne på den pige, jeg havde tortureret i over to år. Den samme pige undskyldte for ikke at kunne huske mig.

Jeg rystede hovedet for at klare tankerne.

Nej, jeg måtte ikke glemme. Denne pige var ikke den samme pige, som jeg havde holdt fanget. Denne pige havde ikke følt den smerte. Eller, altså, hun havde glemt den. Glemt mig. Glemt alle de forfærdelige følelser jeg sikkert havde givet hende.

Jeg kunne ikke lade være med at føle glæden suse ind i mig.

Dette var min chance...

"For at svare på dit spørgsmål tidligere... Jeg er din kæreste."

Arriana

Jeg så tilbage på ham. Kæreste? Vent, hvad?

"Hvad..?"

Han smilede. Og gud, hvor var hans smil et smukt syn! Jeg havde aldrig set så hvide tænder som hans. De var lige og hverken for store eller små.

Smilet synes at oplyse hele hans ansigt.

Jeg måtte sluge mit gisp.

"Jep. Vi har været sammen i over ti måneder nu. Vil du høre, hvordan vi mødte hinanden?"

Mine kinder blussede, idet jeg nikkede.

Han satte sig på stolen ved sengen. "Det var efterår, så det blæste en del. Jeg stod på broen ved havnen. Du kommer gående hen ad broen. Men så brækker én af brædderne på broen, og du er ved at trædde i det ustabile stykke træ. Jeg griber fat i dig, og hiver dig væk. Det var sådan vi for første gang så hinanden. Bagefter siger du, at du ikke ved, hvordan du skal takke mig. Jeg siger, at du kan invitere mig på café."

Så det var sådan, vi mødte hinanden... Jeg finder min drømmeprins, og han finder den pige, han kan beskytte.

Jeg havde dårlig samvittighed over ikke at kunne huske ham. Han måtte have været en vigtig person i mit liv.

"Arriana..?"

Hans lave stemme fik mig til at dreje hovedet mod ham. "Hmm?"

"Må jeg kysse dig?"

Hans stemme rystede lidt. Jeg mærkede mine kinder blive røde.

Han lænede sig ind til mig. Duften af liljer ramte mig som vinden.

Et splitsekund dukkede et billede op bagerst i mit hoved. Det næste sekund var det væk.

"Din beskidte, uduelige pige!" rungede i mine ører, og fik mig til at gispe.

Hans ansigt stoppede få centimeter fra mig. "Hvad er der?"

Uvilkårligt rykkede jeg mig tilbage. "J-jeg..!" stammede jeg, ude af stand til at sige noget. Af en eller anden grund fik jeg en klump i halsen.

Han vendte sig væk. "Jeg er din kæreste, så har jeg ikke ret til at kysse dig, eller hvad?"

Hvis ikke jeg havde bemærket den vrede tone under hans stemme, så ville jeg nok ikke have følt mig så ydmyget.

Jeg stirrede ned på mine hænder.

Hvad var der med mig? Han var min kæreste, og jeg havde åbenbart elsket ham. Men Trey... Var mine følelser for ham bare forsvundet efter mødet med Tyler? Men Trey, han var...

Endnu et gisp undslap mine læber.

Jeg huskede hans ord og de triste øjne, men smilende læber.

Tårerne vældede op i mine øjne.

Trey, din idiot! Hvorfor skulle du også dø?

Et par arme lagde sig om mig.

"Undskyld, det var ikke min mening at..." lød det sagte ved mit øre.

Igen kunne jeg dufte ham, denne gang stærkere og kraftigere. Hans duft gjorde mig svimmel.

"Arriana..?"

Jeg trak mig lidt væk, og så op på ham. "Ja?"

"Hvorfor fortalte du mig ikke om din sygdom?"

Jeg sank en klump. Havde han fundet ud af det?

Men jeg kunne ikke huske noget. Intet, sort, nul.

"Noget så vigtigt, det siger..."

Jeg fór op. Hvor vovede han..?! Når han vidste, at jeg ikke kunne huske noget som helst! "Du glemmer, at jeg har hukommelsestab, og at jeg rent faktisk ikke har nogen anelse om, hvem du er, og hvad der er sket mellem os!"

Han gik i stå, og kun min heftige vejrtrækning kunne høres.

"Du har ret," sagde han blot, og drejede om på hælen.

Da døren gik i, sank jeg sammen på sengen, og prøvede uden held at stoppe min krops rysten.

Tyler

Jeg lukkede døren, og bandede for mig selv. Selvfølgelig kunne hun ikke huske noget som helst.

Jeg havde netop taget et skridt, da lyden af en voldsom hosten lød. Det øjeblik det gik op for mig, at lyden kom fra Arriana's værelse, fór jeg tilbage, og åbnede døren.

Arriana hostede, og hostede. Det var ikke en almindelig hosten, men nærmere en "Jeg-kan-ikke-få-luft"-hosten, der ingen ende havde.

"Arriana!"

Hun gispede efter luft, mens hostene klemte sig ud mellem hendes læber. Hun rystede besværligt på hovedet.

Jeg sprang op, mens hjertet hamrede hårdt og hurtigt i brystet på mig.

"Vent, jeg henter hjælp!"

Jeg skulle til at vende mig om og løbe ud af døren, da hun greb fat i min hånd.

"Gå... ikke..."

Hun klamrede sig til min arm, og hendes krop rystede stadig, mens hun hostede.

"Hold mig ... tæt."

Jeg gik i stå. Hun sagde ord, hun aldrig ville have sagt før i tiden. Det var det, der gjorde mig lam. Selvom jeg vidste, at denne Arriana ikke var den samme Arriana, jeg havde tortureret i flere måneder, så kunne jeg stadig ikke lade være med at stivne ved hvert et af hendes ord. Ord, jeg måske inderst inde i mit hjerte altid havde ønsket, hun ville sige.

Jeg kom ud af min trance, og trak hende ind til mig.

Og gud, hvor føltes det guddommeligt. Duften af hendes hår skyllede over mig, hendes spinkle men samtidigt bløde krop mod min. Jeg elskede den måde, hendes rystende krop synes at blive rolig.

Hendes stemme rystede, idet hun sagde: "Jeg er bange.."

Jeg så overrasket på hende. "Hvorfor?"

Hun trykkede sig tættere ind, og jeg kunne tydeligt mærke hendes bankende hjerte mod min mave.

"Jeg... Jeg er bange for, at når jeg husker alt igen, så..."

Hun gik i stå. Hendes krop blev stiv. "Jeg vil ikke huske.."

Mit hjerte stoppede næsten, og igen huskede jeg alle de ting, jeg havde gjort mod hende. Fortrydelsen kom blæsende imod mig som en kraftig vind, der blæsede mig omkuld. Jeg kunne ikke sige noget, blev bare ved med at holde om hende.

Arriana

Tyler's varme hænder og trygge arme beroligede mig, og mit før bankende hjerte blev rolig. Han sank på knæ foran sengen, mens han stadig holdt om mig. Og det, der overraskede mig mest var, at jeg ikke ville have, at han skulle give slip på mig. Jeg ønskede, at tiden skulle stå stille.

"Tyler..."

Jeg så ham fast i øjnene, men mine rystende hænder afslørrede min usikkerhed.

"Svar mig ærligt; Har jeg lidt meget af, hvad du ved?"

Han svarede ikke et stykke tid. Lige som jeg skulle til at gentage, åbnede han munden.

"Nej," sagde han med sænket hoved.

Han sagde det lavt og velovervejende. Så så han op, og mødte mine øjne. "Nej, du var glad. Virkelig glad."

Jeg så på ham.

Så nikkede jeg. "Okay."

Det bankede på døren, og vi sprang begge en meter i luften.

Doktor Phil stod ved døren med et blik i øjnene, jeg ikke kunne beskrive. Jeg så væk, og Tyler gav slip på mig.

"Miss Redwood, De kan forlade hospitalet efter et par hurtige undersøgelser. Har De nogen steder at tage hen?" sagde han.

Mit hjerte sprang et slag over.

Hvor skulle jeg gå hen? Jeg kunne ikke huske at have en lejlighed eller et sted at bo i. Hvad...

"Hun kan bo hos mig," afbrød Tyler mine tanker. Mit blik fór til ham.

Bo ... hos ham?

Han drejede hovedet mod mig, og smilede. "Min far er taget til udlandet, så jeg har huset for mig selv i et par måneder."

Jeg nikkede. "Okay."

Doktor Phil sendte os et smil. "Godt, så er det klaret."

Jeg så ned på mine hænder. Jeg mærkede Tyler's blik på mig, men nægtede at se op og møde hans øjne.

Da doktor Phil var færdig med at undersøge mig, sagde han: "Miss Redwood..." Han holdt en pause, men veg ikke et sekund blikket fra mine øjne.

Jeg følte mig nidstirret, og så væk.

"Jeg ved ikke, om du selv ved det, men din tilstand er meget dårlig. Jeg har virkelig ingen anelse om, hvordan du har klaret det op til nu. Du burde være på et hospital 27/7."

Jeg sagde ikke noget. Gyste bare ved tanken om at være på et hospital dag og nat.

Han rettede på brillerne. "Du kan gå nu, men du skal komme til undersøgelser en gang om ugen. Mindst."

Jeg nikkede.

"Okay, miss Redwood. Pas på dig selv. Og husk, du kan altid komme til mig, hvis der er noget."

Han smilede til mig. Jeg prøvede at smile tilbage, men det lykkedes ikke helt. Det føltes underligt at smile. Som om det var flere år siden, jeg sidst havde smilet.

Jeg skyndte mig at komme ud af døren.

"Lad os gå."

Jeg fik et chok. Mit hjerte bankede, da jeg vendte mig om, og så Tyler stå lænet op af væggen med krydsede arme. Han rettede sig op, og begyndte at gå.

"Behøver du at give mig hjertestop på den måde..?" mumlede jeg for mig selv.

Han hørte det åbenbart, for han stoppede, og sagde over skulderen: "Sorry. Det var ikke min mening."

Jeg trak på skuldrene. Så huskede jeg uvilkårligt vores næsten-kys, og hvordan han havde holdt om mig. Det førte til tanken om Trey.

Han rakte hånden ud mod mig. Jeg stirrede bare på den, til han sagde: "Giv mig din hånd."

Før jeg anede det, havde jeg allerede givet ham min hånd, og den lå trygt og varmt i hans store, varme hånd. Mit hjerte sprang et slag over.

Da vi kom ud af hospitalet, indåndede jeg lidt af den friske luft. Jeg blev overrasket, da han førte mig til en Porsche 911.

"Eh.. Er det din bil?"

Han nikkede, mens han åbnede døren for mig. Stoffet var af beige læder, og der var lavt til loftet. Luksus... tænkte jeg.

Jeg var åbenbart faldet i søvn, for jeg vågnede ved lyden af regnen mod vinduesruden. Jeg gned mine øjne. Vi kørte stadig.

"Fik du sovet lidt?"

"Mmm."

Jeg så på Tyler. Selvom det var mørkt, kunne man tydeligt se de mørke rander under hans øjne. En hårlok faldt ned over hans øjne, og han prøvede at puste det væk, men det lykkedes ikke.

Jeg lænede mig ind over armlænet, og strøg det væk for ham.

Jeg lænede mig ind over armlænet, og strøg det væk for ham. Så gik det op for mig, hvad det var, jeg havde gang i, og jeg veg hurtigt væk.

"Åh, eh.. Undskyld..." mumlede jeg med blussende kinder. Han sagde ikke noget, hvilket fik mig til at føle, at jeg virkelig havde gjort noget forkert. Så lagde jeg mærke til hans hænder på rattet. Han knugede dem så hårdt, at knoerne blev hvide. Hans krop rystede også lidt.

Pludselig blev jeg bekymret. Han så ikke for godt ud. Kunne det være, at han var blevet syg?

"T-tyler? Er du okay?"

Han kastede et blik på mig for så igen at vende hovedet mod vejen. "J-ja.. Hvorfor?"

"Du ryster."

"Åh... Det.. Det er ikke noget. Jeg har det fint."

Jeg så bekymret på ham. Øjeblikket efter faldt hans hoved ned på rattet.

Jeg skreg, idet en lastbils forlygter ramte os. Jeg drejede rattet, så vi kom væk fra vejene, og prøvede samtidigt at nå bremserne med foden, men mine seler forhindrede mig lidt. Endelig nåede jeg den, og jeg trykkede så hårdt, som jeg kunne.

Bilen stoppede. Alt var stille. Selv lyden af trafikken synes at være langt væk. Kun min heftige vejrtrækning kunne høres i bilen.

Tyler stønnede svagt, mens han lavede en grimasse.

Jeg åbnede vores seler, og fik rykket hans s*de tilbage. Der var akkurat plads til, at han kunne ligge i sin fulde længde, mindst 1,85 meter.

Svedperlerne på hans pande glinsede svagt i lyset fra lygtepælene.

Jeg fandt en serviet, og tørrede sveden fra hans pande væk.

"Mor..."

Jeg så overrasket på ham.

Så åbnede han langsomt øjnene. "A-arriana?"

Jeg klappede ham akavet på hånden. "Jeg er lige her."

Han mistede bevidstheden igen.

Jeg betragtede ham tavst, mens jeg indimellen tørrede hans pande.

Tyler... Han opførede sig slet ikke som den samme Tyler, jeg fik kendt på hospitalet.

Jeg faldt i søvn på noget blødt. Hvad det var, havde jeg ingen anelse om.

Tyler

Jeg åbnede øjnene, og skar en grimasse, da hovedpinen lynede tværs gennem mit hoved. Så lagde jeg mærke til en vægt på min mave.

Arriana lå over mig, og sov fredeligt med hovedet på håndfladen. Hendes lange øjenvipper kastede et skær i lyset fra vejlampen. Hendes lange, brune hår var spredt over mit bryst.

Jeg blev overrasket. Mit hjerte begyndte at banke hårdere i mit bryst, og jeg blev varm over det hele.

Hvor så hun smuk ud... Hendes skønhed var blændende.

Så skød tanken mig som et lyn: Hvad ville der ske, når hun huskede alt igen?

Jeg skubbede tanken væk fra mig, lige så hurtigt som den var dukket op. Nægtede at spekulere mere over det.

Jeg så på hende, og smilede svagt. Hun ville altid være min og jeg hendes. Selv hvis jeg aldrig ville kunne tilgive mig selv for min forfærdelige ugerning, så ville hun altid være forbundet til mig, på den ene eller den anden måde.

I det samme åbnede hun øjnene.

Jeg turde ikke røre mig en millimeter, bange for at hun ville trække sig væk i afsky.

Men det gjorde hun ikke. Hun gned sine øjne, og gabte. Så satte hun sig op, og gabte. Hun vendte sig mod mig, og så bekymret ud.

"Har du det bedre?"

"Hm? Hvorfor spørger du?"

Hun lagde hovedet på skrå. "Du havde feber."

Hun lænede sig ind til mig, og lagde hånden på min pande. "Din feber er vist gået ned."

Det sted, hvor hun rørte, brændte. Hendes duft skyllede ind over mig. En blanding af roser og bodylotion.

Jeg vendte ansigtet væk for at skjule mine blussende kinder.

Damn..!

"Tyler..?"

Jeg rystede afværrende på hovedet, og prøvede at dukke mig for hendes blik. Det blik, der lyste af bekymring.

Da jeg atter vendte mig mod hende, var hun sunket lidt dybere ind i s*de.

"Ehm..." begyndte hun. Hendes stemme var usikker. "Det jeg sagde i dag ... Undskyld.."

Der gik et stykke tid, før det gik op for mig, hvad hun mente. Da hun havde sagt, at hun ikke kunne huske noget. Faktisk havde jeg været den skyldige.

Jeg tog hendes spinkle hånd, og så hende fast i øjnene, ligeglad med, at hun kunne se mine blussende kinder.

"Nej. Det var min skyld. Undskyld." Mit blik gik videre til vinduet. "Forresten ... Hvor er vi?"

Trafikken var mindst 100 meter væk. Vi var ikke på asfalt, men på græs.

Hun hev sin hånd til sig med sænket hoved. Jeg sagde ikke noget, følte mig bare ydmyget.

"Eh, du besvimede, mens du kørte. Så jeg drejede ud af vejen. Og så, eh, her."

Hvad? Var jeg besvimet, mens jeg kørte? Midt på vejen med en masse biler bag og foran os?

Mit blik fór op og ned af Arriana's krop, og rædslen steg. Hvis der var sket Arriana noget, så ville jeg aldrig tilgive mig selv for det. Hun betød mere end...

Vent, hvad var det, jeg tænkte? Det var rigtigt, at jeg ikke længere behandlede hende skidt, men ligefrem at gå så langt som at tænke, at hun betød så meget... Hvad var der ved at ske med mig..?

Arriana's stemme bragte mig tilbage til virkeligheden. "Jeg er okay. Men vigtigst af alt: Er du?"

Hendes sprøgsmål frembragte en masse træthed fra de seneste par søvnløse dage og energimangel. Jeg følte mig flere hundrede år gammel, og havde mest af alt lyst til at lægge mig ned og sove.

Jeg vendte mig mod hende, og sagde: "Jeg har det fint."

Jeg så på uret. 20.31 viste den. Okay, så der var under en halv time til solnedgang.

"Vi er der om et kvarter, så du kan lægge dig til at sove, hvis du vil."

"Nej, jeg har sovet rigeligt."

Jeg gav et nik fra mig, og rettede blikket mod vejen, idet jeg tændte for bilen.

Arriana

Bilen drejede ind af en vej med træer plantet tæt ved siden af hinanden, så man højst sandsynligt ikke kunne se udefra, hvad der skete inde mellem træerne. Tyler stoppede ved en stor jernport, hvor to vagter stod på hver sin side. Jeg tænkte, at nu ville de nok åbne porten for ham, men det gjorde de ikke.

Tyler tog bare en lille dims ud af lommen, og trykkede på en lille knap. Portene åbnede sig med det samme.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke, HVOR rig han egentligt var.

"Så er vi her," sagde Tyler, og gik ud.

Jeg åbnede døren, og steg ud. Og måbede.

Hans hus var lige så stort som Det Hvide Hus i Washington og større. En lang sti, som mindst var 500 meter, førte op til huset, hvor man lige knap kunne skimte de kæmpestore dobbeltdøre. Foran selve huset var der et springvand og lidt længere væk kunne man ane en labyrint pyntet med blomster. I siden af huset var der en blomsterhave, hvor alverdens blomster i alverdens farver var plantet. Det hele så ubeskrivende smukt ud.

"Wow.." mumlede jeg.

Jeg opdagede, at jeg stod alene. Tyler var allerede gået foran mig. Jeg halvløb for at indhente ham.

Jeg undrede mig over det, da han stoppede en meter fra dørene. Endnu en gang fik han dem åbnet elektronisk. Jeg himlede med øjnene. Hvor svært kunne det være at åbne døren med en nøgle. Det ville ikke tage mindre end ti sekunder.

Min mor havde altid sagt, at rige mennesker var som regel de dovne mennesker, og at penge gjorde, at man ville gøre alt lettere for sig selv. Jeg måtte give hende ret.

Der var enormt indenfor. Foran os var en bred, kongelig trappe, som førte ovenpå. Til venstre var der en indgang til en slags hyggerum. Man kunne se lidt af en bogreol og en pejs. Til højre for trappen var stuen. Alt i huset var af træ med mønstre. Alt var helt fantastisk smukt og unikt.

"Velkommen hjem, Mr. Bricks," sagde en mand med jakkesæt. Han så gammel, men på samme tid skrap ud.

"Tak, Dallas," sagde Tyler, og smilede til ham. Han rakte manden sin jakke.

"Det her er Arriana. Arriana, Dallas er husets butler."

Jeg nikkede til ham.

Han så chokeret ud. Så så det ud, som om han tog sig sammen, for sekundet efter forsvandt det chokerende udtryk fra hans ansigt, og det blev neutralt.

"Det er mig en ære at møde Dem, miss Arriana. Lad mig vise Dem..."

"Det skal jeg nok," sagde Tyler, og begyndte at gå op af trappen. "Denne vej,"

Jeg fulgte ham med blikket rundt omkring mig. Det føltes, som om jeg var inde i et slot.

Han åbnede en stor dør. Jeg kunne ikke blive mere overrasket. Det var et værelse beregnet til en kongelig. En stor dobbeltseng i hjørnet, et kæmpespejl på den modsatte side med tilhørende kommode og stol, kæmpestore vinduer, der fyldte en hel væg, en kæmpestor garderobe, et skrivebord i det andet hjørne. Der var blomster overalt. Lyserøde roser og hvide tulpaner.

Jeg bemærkede parfumer og make-up på kommoden. Der var brugt nattøj på stolen ved sengen og en bog på skrivebordet.

"Er det her..."

"Dit værelse," afsluttede Tyler for mig.

"Vent, nej. Jeg skal ikke..."

"Vil du hellere sove med mig?" sagde han, for første gang drillende.

Den bemærkning fik mig til at stoppe med at protestere.

"Må jeg spørge om noget..?" sagde jeg.

Han vendte sig mod mig. "Hmm? Hvad?"

"Er der én, der har brugt det her værelse før mig"

Han synes at gå lidt i stå. Da han åbnede munden, rystede hans stemme lidt: "Det var ... min mors."

"Åh..."

Var hans mor død? Spørgsmålet kørte rundt i mit hovedet, men jeg kunne ikke åbne munden og spørge ham direkte. Jeg måtte vente til...

"Jeg vil have, at du bruger det." Han lagde eftertryk "jeg".

"Men kommer hun ikke tilbage? Altså, hvis nu jeg bare sådan..."

Han afbrød mig for gud vidste hvor mange gange. "Hun er død." Tyler stirrede ud i luften. "En piges far slog hende ihjel."

Jeg så på ham, og vidste ikke helt, hvordan jeg skulle reagere.

"Det... det er jeg ked af."

Han begyndte at gå videre. "Det skal du ikke være."

Jeg rakte ud efter ham, og fik fat i hans ærme. "Men det er jeg."

Jeg mærkede mit hjerte briste en smule, da han vendte sig om. Jeg havde aldrig set et udtryk så smertefuldt som hans lige i det øjeblik. Det lignede, som om hvis jeg sagde et ord mere om hans mor, så ville han knække.

"Tak," hviskede han, lænede sig ind til mig, og kyssede mig blidt på panden.

Jeg så efter ham, mens det sted, hvor han havde kysset, brændte. "Tak?"

"Vi spiser om en en time. Tag et bad inden da."

"Lugter jeg så slemt?" Jeg lugtede til mig selv under armene. Og måtte indrømme, at jeg lugtede af sved.

Jeg tog et hurtigt bad i det store badeværelse, hvor badekarret fyldte halvdelen af rummet. Der var håndcreme, bodylotion, babyolie og mindst ti shampoo'er i skabet.

Da jeg havde fået et bad, åbnede jeg klædeskabet, og huskede, at det var Tyler's mors garderobe, jeg kiggede i. Der var bogstaveligt talt intet andet tøj end kjoler, nedringede toppe og korte, stramme nederdele. Til sidst valgte jeg en sort kjole, jeg håbede, ikke så alt for stramt ud. Da jeg gik ned af trapperne på bare tæer, mødte jeg butleren. Han gav et nik fra sig, og vendte tilbage til køknet, hvor han minuttet efter kom rullende forbi med en serveringsvogn.

Jeg gik usikkert ned, mens jeg samtidig prøvede at trække den stramme kjole ned.

Tyler sad for enden af bordet med et udtryk, jeg ikke kunne beskrive. Da han så mig, tog han sig omgående sammen. Og spærrede øjnene op. Hans blik startede fra mine nøgne fødder til kjolen, der tydeligt viste min figur, til mine bryster, op til mit fugtige, bølgede hår og til sidst til mit ansigt, hvor han mødte mine øjne.

Jeg følte, at han nærstuderede mig under et lup. Jeg dukkede uvilkårligt, mens jeg blev nervøs. Havde det været forkert af mig at låne hans mors tøj?

"Det... klæder dig," overraskede han mig ved at sige. Jeg så tilbage på ham, og kunne ikke åbne munden for at sige tak.

"Sid ned." Han gjorde en bevægelse mod stolen ved sin side. Jeg satte mig lydigt.

Tjenestepiger kom flere gange med servering, til bordet til sidst var helt fyldt op. Nogle af dem fik øjenkontakt med mig, og så hurtigt væk. Jeg prøvede at sige til mig selv, at det ikke betød noget, men det lykkedes mig ikke helt at overbevise mig selv, at intet var galt. Det havde været det samme med butleren. Det var, som om de havde genkendt mig eller sådan noget. Jeg vidste, det ikke var rigtigt, men mistanken groede dybere og dybere.

"Er der noget galt?"

Jeg blev hevet tilbage til virkeligheden, hvor Tyler så på mig. "Du har ikke spist noget."

Mit blik gled fra hans ansigt til hans tallerken, som stod urørt.

"Jeg har ikke nogen appetit," sagde jeg.

"Men du har ikke spist noget som helst hele dagen," sagde han med rynket pande.

"Eh.. jeg er træt," løj jeg.

"Mere grund til, at du skal spise."

Jeg dukkede mig for hans blik, mens jeg skar et stykke kød af.

En ubehagelig stilhed lagde sig over os. Kun lyden af min kniv og gaffel mod tallerknen hørtes. Han betragtede mig med hånden under hagen. Jeg følte mig som en myre under et lup.

Da jeg var færdig med at spise, rejste jeg mig op. Han så spørgende på mig.

"Jeg skal på toilettet," sagde jeg, og gik med lange skridt væk fra spisebordet og hans intense blik.

"Arriana..."

Hans lave stemme stoppede mig. Jeg drejede hovedet.

"Kom. Sid her." Han klappede sig på låret. Mine kinder tændte op som ild.

Jeg vidste ikke, hvad der fik mig til at gå hen til ham. Blikket i hans øjne eller hans forførende stemme.

Hans lår var varm. Jeg kunne mærke hans hånd på min talje.

"T-tyler ..." stammede jeg, mens mit hjerte hårdt bankede i mit bryst.

"Mm?"

"Du har ikke løjet om noget ... vel?"

Han så ikke overrasket ud, men hans krops reaktion beviste alt. Han skjulte et eller andet for mig. Hvad det var havde jeg ingen anelse om. Jeg vidste blot, at hvad end han skjulte, var noget stort, og noget som formentligt ville ændre vores forhold.

"Nej? Hvorfor?"

Jeg rejste mig langsomt op, og gik væk fra ham. "Jeg går i seng."

Jeg hørte ham sige 'godnat' men jeg svarede ikke. Mit hoved var alt for rodet til, at jeg kunne have en god nat.

Jeg var dybt begravet i mine tanker, mens jeg gik. Da jeg til sidst stoppede, havde jeg ingen anelse om, hvor jeg var. Jeg stod for enden af en gang foran væggen, der vist udgjorde enden på den dunkle gang. Pludselig så jeg, at loftslåget var åben. Jeg undrede mig lidt over det, og besluttede mig for at se, hvad der var deroppe. Jeg fik fat i en stol, der meget muligt oprindeligt kunne have været fra et kongeligt slot. Jeg kunne lige netop røre kanten med fire fingre, og med lidt besvær kom jeg op. Trægulvet havde et tykt lag støv, som det lykkedes mig at få hvirvlet op, og jeg hostede. Jeg kunne svagt skimte en sofa og en masse andet skrammel. Noget glimtede i det svage dagslys fra loftsvinduet. Jeg snublede over et eller andet på min vej derhen.

Det var et billede. Glasset var knust, men billedet kunne stadig ses. Billedet var taget på ferie i Italien. Mine forældre havde armene om mig, og vi smilede alle stort til kameraet. Glæden var tydeligt på vores ansigter.

Idet jeg rørte ved billedet, kom en masse minder tilbage til mig.

Tyler's kontrollerede vrede. Hans rasende stemme, der sagde: "Her i huset spilder man ikke en dråbe af noget som helst. Hvad enten det er vand, te eller soya-sauce." Og bagefter, da han havde angrebet mig. ... Som han altid gjorde. Den følelse, han fik mig til at føle. Den følelse af at være intet. Den følelse af, at selv hvis jeg døde, så ville ingen bekymre sig. For jeg var beskidt, og det samme var min familie.

Mine ben svigtede under mig, og jeg faldt sammen.

Trey's stemme lød i mine ører. "Og husk altid ... Jeg elsker dig."

"Trey ..." mumlede jeg. Han havde ikke svigtet mig. Det havde han aldrig gjort. Han havde blot ... ikke kunnet være der for mig. Han elskede mig. Kun ham. Han var den eneste, der havde elsket mig.

"Arriana?"

Mit hjerte sprang et slag over ved lyden af Tyler's stemme. Han havde løjet for mig. Vi havde aldrig været forelsket i hinanden, for slet ikke at tale om elsket hinanden. Men hvorfor..? Hvorfor havde han så løjet om os? Hvis han ikke kunne lide mig, ikke kunne fordrage mig? Hvorfor?

Igen hørte jeg ham kalde på mig. Stiv som en bræt gik jeg ned. Samtidig blev jeg lige så langsomt fyldt med en boblende vrede, der synes at starte en brand indeni mig.

Da han fik øje på mig, så han ... lettet ud?

"Arriana! Der er du jo. Det er nemt at fare vild her i huset. Kom, lad mig følge dig til dit værelse."

"Tyler Bricks, troede du, du kunne skjule sandheden for mig for evigt?"

Jeg så hans øjne fare alle mulige steder. Selvom han prøvede at skjule sin panik, kunne jeg tydeligt se den.

"Hvad ... mener du?"

Jeg tog et skridt mod ham. "Jeg tror, du udmærket godt ved, hvad jeg mener. Din mor var min fars elskerinde. Han elskede hende virkelig højt. Min far var virkelig dum. Så dum, at han glemte sin egen kone. Han så ikke længere kærligheden i hendes øjne, selvom de så hinanden hver dag. Han var blændet af din mors skønhed og af kærligheden til hende. Da din mor døde, kunne far ikke klare det. Han begik selvmord. Af sorg blev mor syg. Mindre end et halvt år efter døde hun. Tilbage var der kun mig. Hvad har jeg nogensinde gjort dig eller din familie, Tyler? Jeg ved godt, du hader mig. Men ... hvorfor dræber du mig ikke bare i stedet? Hvorfor kommer du ikke bare af med mig?"

Mine hænder rystede, og tårerne ville ikke stoppe. "Hvorfor gør du ikke bare en ende på mit forfærdelige liv?"

Mit syn blev slørret af tårer. Pludselig greb et par hænder mig, og hev mig op.

"Fordi jeg elsker dig, Arriana..!"

Hans varme hænder tørrede mine tårer væk. Det føltes, som om jeg så hans ansigt for første gang. Først bagefter trængte hans ord ind til mig.

Vent, hvad? Han ... elskede mig? Umuligt!

Jeg prøvede at vride mig løs. "Jeg nægter at tro på dig igen!"

Han greb hårder fat i mig. "Arriana! Hey, jeg mener det. Jeg kunne ikke lade dig gå. I al den tid jeg holdt dig fanget, havde jeg ingen anelser om mine følelser. Men Arriana, jeg har aldrig kendt til kærlighed. Jeg vidste ikke, hvordan det var at være forelsket. Derfor vidste jeg heller ikke ..."

Han blev tavs. Jeg kunne mærke hans hjerte banke hurtigt, og hans stærke arme rundt om mig blev strammere. Noget vådt ramte min skulder. Jeg trak mig lidt væk, men han vendte ansigtet væk.

"Ah, damn... Det her er så ucharmerende.."

Usikkert rakte jeg ud efter ham. Jeg løftede hans ansigt, og blev overrasket. Tyler græd.

"T-tyler..." kunne jeg blot sige.

"Mit rigtige navn er Gabriel Bricks," sagde han så.

"Eh?"

Han lo kort. "Tjah, i al fald var jeg beskyttet, hvis nu du engang skulle komme tilbage for at få din hævn."

Jeg stirrede på ham. Og stak ham en lussing.

"Av! Hvad var det for?!" Han tog sig til kinden, der langsomt blev rød.

"For din useriøsitet og dårlige timing. Desuden fortjener du mere end det, for du har fået mig til at græde så mange gange! Din løgner. Nar. Tarvelige skiderik!"

Jeg anede ikke hvorfor, men det føltes godt at slå ham.

"Av, av, av, av. Okay, okay, okay! Det kan godt være, jeg fortjener værre. Men, av, dine slag gør faktisk ondt af en svækling at være."

Han dukkede sig for mine næver. "Hvem kalder du en svækling?!"

Han bakkede, mens jeg hele tiden tog skridt imod ham. Til min overraskelse fik han mig viklet ind i gardinerne. Jeg snublede over mine fødder - hvis det da var mine - og landede oven på noget. Gardinet kom væk fra mit ansigt, og jeg opdagede, at jeg ikke lå ovenpå noget. Men oven på nogen. Tyler, jeg mener Gabriel smilede svagt, men der var et eller andet sørgmodigt i hans havblå øjne.

"Og Arriana ... Tilgiv mig."

Jeg stivnede et kort øjeblik, da jeg huskede. Så blev jeg rolig. Fortid var fortid. Jeg var sikker på, at jeg ville blive lykkelig her hos Tyler. Øh, jeg mener Gabriel. Damn, jeg kunne stadig ikke vænne mig til, at han hed 'Gabriel'.

"Gabriel, jeg... Det er lige meget nu." Jeg lagde hånden på hans bryst, og varmen glødede øjeblikkeligt fra min hånd til de dybeste hjørner af min krop.

Han rejste sig op. "Nej, det er ej! Jeg sårede dig. Jeg sårede dig dybt. Så dybt, at da du slog hovedet, var det kun mig, du glemte. Fordi det var det, du ville glemme, slette fra din hukommelse. Som om efter din forældres død var der kun sorg. Ikke den smerte, jeg forførte dig. Ikke den tomhed, jeg gav dig. Ikke den ensomhed, du følte. Hvis nogen skal straffes, så er det mig. Så, Arriana ... Gør med mig, hvad du vil. Du må slå mig, du må smide mig ud af huset, du må hade mig. Bare så længe, du føler tilfredshed. For ..."

Jeg gjorde ham tavs, da jeg blidt pressede minJeg gjorde ham tavs, da jeg blidt pressede mine læber mod hans. Hans læber, åh gud, de var så bløde!

Da jeg trak mig væk, gispede han lidt efter vejret. "A-arriana?!"

Jeg så op mod ham. "Du har ingen ret til at forlade min side. Det er en ordre..!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...