Paintfull love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 jan. 2014
  • Opdateret: 14 jan. 2014
  • Status: Igang
Paintfull love

2Likes
0Kommentarer
135Visninger
AA

1. kapitel 1

Jeg rystede over det hele, da jeg bankede på døren. Så åbnede jeg døren, og limede blikket fast på det store billede af Tyler's bedstefar. Det hårde udtryk på hans ansigt ville for evigt kunne ses på billedet. Jeg kunne ikke i min vildeste fantasi forestille mig ham smile. Ikke at hans barnebarn var en knivspids forskelligt fra ham selv. Det var åbenbart noget, alle i familien Bricks arvede.

Mod min vilje skvulpede lidt te ud af den superantikke, hvide porcelænskop. Mit hjerte begyndte at banke hårdere end lige før. Jeg håbede, at han ikke havde lagt mærke til noget, men det vidste jeg, han havde. Intet overgik hans syn.

Langsomt og roligt rejste han sig fra sin læderstol, og gik med tålmodige skridt hen mod mig.

"U-undskyld!" stammede jeg.

Før jeg nåede at reagere, slog han mig. Bakken blev slået ud af mine hænder, og alt på den gik i stykker. Lussingen sved, og jeg måtte bide i læben for ikke at komme med et smerteudbrud. Jeg faldt til gulvet. Hans slag sved. Jeg tog mig til kinden, og turde ikke se op, og møde hans vrede ansigt.

"Her i huset spilder man ikke en dråbe af noget som helst. Hvad enten det er vand, te eller soya-sauce."

Hans stemme var rolig, men jeg vidste bedre. Han hadede mig med alt, hvad han havde.

Tyler var min afdøde fars afdøde elskers søn. "Død" var noget, jeg var meget bekendt med. Begge mine forældre var døde. Det var en populær historie. Min far havde haft en affære med Tylers mor, Samantha Bricks. Da Tylers far fandt ud af det, forbød han Samantha i at se min far igen. Det ville hun ikke gå med til. Hun prøvede at flygte fra sit hus, men døde i et biluheld. Min far begår selvmord efter at have hørt nyheden om hendes død. Mor bliver alvorlig syg, og dør af en sygdom. Tyler's far prøver at flygte fra virkeligheden ved at fordybe sig i sit arbejde. Han har efterladt hele det store slot-lignende hus til sin eneste søn, Tyler.

Jeg bebrejder ham ikke for at hade mig. Når alt kommer til alt, så er jeg jo hans mors morders datter.

Jeg skar en grimasse, da et stykke porcelæn borede sig i min hud. Blodet begyndte at pible fra såret på mit ben, og jeg trak den sammen i håb om, at Tyler ikke havde set det. For sent. Han sparkede til mit ben, og sagde: "Og jeg vil heller ikke have blod på tæppet."

Han lænede sig ind mod mig, og hev mig tættere til sig. Jeg var ikke overrasket, da hans hånd lukkede sig hårdt om mit ene bryst, mens hans anden hånd vandrede ned mellem mine ben. Men jeg kunne alligevel ikke lade være med at gispe.

Det var altid sådan her. Han tømte sit had, sin vrede og sit afsky for mig gennem voldtægt. Første gang han havde gjort det, havde jeg kæmpet imod. Der var ikke kommet mere ud af det end et slag, der gav mig blodnæse.

"Fra nu af gør vi præcis det samme, som din far gjorde med min mor," havde han sagt med had i stemmen.

Tyler var aldrig blid. Det gjorde altid så forbandet ondt, at jeg tvivlede, der kunne være en smerte værre end det.

Han smed mig til side, da han havde fået nok, lynede sin bukser, og gik væk, mens han tændte en cigaret.

"Forsvind."

Rystende rejste jeg mig op, og løb ud af rummet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...