Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6312Visninger
AA

42. - September

Rachel, du er det eneste, jeg kan tænke på, ud over hvor anderledes det her sted er i forhold til derhjemme. Jeg savner dig hvert eneste øjeblik …

,,Jeg er ligeglad. Jeg tror ikke på dig!”

,,Fint, så pas dig selv!”

Hun løb rundt og ledte efter Tina i en evighed. Hvert eneste råb blev druknet af de krogede træer, der ikke mindede om noget derhjemme, men som åbenbart voksede overalt hvor Tina boede. Tina svarede aldrig med andet end et fjernt ekko eller latter, der rungede lige så fjernt som de dage, de to havde tilbragt sammen med solbadning og spontan gymnastik i Tinas forældres enorme have på landet.

Nu var hun helt alene i mørket, hvor hun ikke hørte hjemme. Hvor hun ikke længere kunne nå nogen, og hvor hun havde skubbet alle fra sig. Og pludselig regnede mapper med papirer, tunge leksika og spottende latter ned over hende fra oven.

Hun skreg.

 

,,Hvad sker der?”

Dominic stod i døren til sit eget gæsteværelse, mens hun trak vejret stødvist og så sig om. Væggene lignede sig selv: De var grå i det allertidligste dagslys, mens blev orange omkring lyset fra den lampe, hendes bror havde tændt. Sengen var lige så gennemblødt af sved som hendes krop, og dynen var blevet kastet ned på trægulvet med det ovale turkis tæppe. Bogreolerne langs væggene lignede sig selv fra de andre gange, hun havde overnattet i sin storebrors lejlighed.

,,Det var bare et mareridt,” sagde hun og gned sig i hovedet, ikke engang længere sikker på, hvad drømmen egentlig havde handlet om, eller hvordan hun var kommet fra én ubehagelig situation til den næste.

,,Du har da ellers ikke haft mareridt, siden du var lille,” påpegede han blidt, mens han tøffede hen og satte sig på sengekanten.

Tydeligvis havde hun vækket ham, for hans hår var uglet, hans øjne var stadig fulde af søvn, og han var iført de løse, grå sweatpants og den kongeblå T-shirt, han sædvanligvis sov i, når Ninnie ikke var der. Skjulende et gab med den ene hånd strøg han den anden gennem hendes fugtige hår.

,,Det er nok bare nervøsitet,” sagde hun og lænede panden mod hans skulder ved at læne sig frem.

,,Ja, det er det nok,” medgav han med et smil. ,,Er du okay?”

,,Jeg har det fint,” forsikrede hun ham, og hun mente det virkelig. Det havde jo bare været en drøm, og nu virkede de bidder, hun kunne huske, helt absurde. ,,Undskyld, at jeg vækkede dig.”

,,Det går,” sagde han træt og rejste sig. ,,Hvis du er sikker på, at der ikke er noget, så vil jeg gå i seng igen.”

Hun smilede, da han klappede hende på hovedet. ,,Godnat, Nick.”

,,Vi ses om et par timer, Rach.” Han slukkede lyset, inden han lukkede døren efter sig, og hun faldt i søvn med det samme igen.

 

Morningside Heights par præg af tidspunktet: Det var morgen, og der var trafik på Amsterdam Avenue. Rachel følte sig temmelig dum, da hun gik rundt med et kort over det enorme uddannelses- og forskningssted i sin hjemby. Der var så mange forskellige afdelinger, at Columbia strakte sig over flere gader og et hav af bygninger. Alle nye elever skulle møde op på den sydlige græsplæne denne morgen for fælles informationer, og hun var ved at skide grønne grise.

Selv om hun var faldet i søvn hurtigt efter mareridtet, havde hun ikke sovet specielt roligt, og da Dominic stod op klokken fem for at gøre sig klar til at møde på arbejdet klokken halv syv, kunne hun umuligt vente længere med at stå ud af sengen og gøre sig klar. Nu var klokken halv ni, og hun skulle have fundet det korrekte værested inden for en halv time.

Tagende en dyb vejrtrækning skyndte hun sig ind gennem en port, i håbet om at se mindre idiotisk ud, når hun stod inden for universitetets enorme område end ude på gaden. Paranoia havde aldrig været noget, hun kendte specielt godt til, men hun kunne nu mærke, hvordan de tilbagevendende studerende - som åbenbart startede samme dag som alle de nye - stirrede på hende fra deres grupper, fordybede i samtale, men stadig nysgerrige.

På kortet stod der College Walk. Det var den vej, hun fulgte nu, og for enden af bygningen til venstre for sig, kunne hun regne ud, at hun bare skulle til venstre for at komme hen til sit bestemmelsessted. Med andre ord var hun altså alt for tidligt på den, og det fik hende blot til at føle sig endnu dummere. Lige indtil hun stødte ind i den første, der så lige så nervøs ud, som hun følte sig. Mange så frem til college efter high school, men Rachel ville lige nu give hvad som helst for at vende tilbage til high school. Og det så vedkommende her også ud til.

Det var en pige med kort, lyst hår, som stod og så skiftevis på sit kort og på sine skosnuder med et fortabt udtryk i et fregnet ansigt. Selv om hun ikke var meget for det, følte Rachel sig forpligtet til at spørge, om hun kunne hjælpe med noget, og hun nærmede sig derfor forsigtigt.

Den skælvende pige så op, som om hun kunne fornemme, at Rachel havde truffet en beslutning. Hun havde enorme blå øjne og en lille opstoppernæse.

,,Hej,” sagde Rachel lidt akavet og så fra sit eget kort til pigens. ,,Er der noget galt?”

,,Hej,” svarede pigen, som havde en forbløffende stemme, der ville egne sig godt til rock. ,,Jeg tror bare, at jeg er lidt nervøs. Ved du, hvor jeg skal være?”

Rachel orienterede sig mod sit ur. Der var stadig tyve minutter til klokken var ni.

,,Samme sted som mig, hvis du er ny. Ikke at det hjælper nogen af os ret meget.”

,,Så kan vi følges,” foreslog pigen, som viste sig slet ikke at være så skræmt, når det kom til stykket.

De to fulgtes rundt om bygningen, og begge åndede øjensynligt lettet ud, da de opdagede, at de ikke var de eneste, der var kommet tidligt. Det vrimlede med unge mennesker i græsset i morgenlyset. Der var stillet en scene op, hvorpå en mikrofon var placeret.

,,Det var der jo ingen ben i,” vurderede pigen energisk. ,,Men tak for hjælpen … Hvad hedder du egentlig?”

,,Rachel.”

,,Tak for hjælpen, Rachel,” grinede den spinkle blondine. ,,Jeg hedder Britney.”

,,Det var så lidt, Britney,” sagde hun hurtigt, men for at samtalen ikke skulle dø ud, fortsatte hun hurtigt: ,,Hvad er du her for at studere?”

,,Østasiatiske sprog og kulturer,” svarede Britney ivrigt. ,,Hvad med dig?”

,,Idræt.”

Der kom stadig flere mennesker til, mens pigerne bevægede sig frem mod scenen, så de kunne lytte til hvem der nu end havde noget at sige. Rachel følte lidt, at hun havde mistet følingen med, hvordan denne slags ting burde foregå, eftersom Zacharias Plikane var den eneste, hun havde hørt holde tale ved flere lejligheder i løbet af de sidste fire år.

Britney var nysgerrig, så Rachel fortalte lidt om sin usædvanlige tid i high school, og den lyshårede pige virkede imponeret. Hurtigt lærte Rachel dog, at denne bemærkelsesværdige person havde tilbragt et helt år på egen hånd i Thailand. Så langt væk troede Rachel aldrig, at hun ville komme væk hjemmefra på egen hånd.

Efterhånden blev der fyldt godt op, og klokken ni tog stedets ejer over for at give nogle praktiske informationer til de spændte nye elever. Det var dog langt sjovere for Rachel at se på de mange forskellige typer, hun befandt sig iblandt. Der var den typiske college-type, der var klar og lidt overlegen i det; der var flippede mennesker med lange dreads, piercinger og trompetbukser; der var duller og der var miniature-forretningsfolk i jakkesæt og med sagsmapper under armene. Britney pegede på en dreng og hviskede til Rachel, at han skulle læse jura, og at han hed Michael.

Efter talen blev de inddelt i grupper. Idræt, biologi og kemi skulle følges rundt, så Rachel måtte skilles fra Britney allerede på dette tidspunkt, men de lovede hinanden at spise frokost sammen, hvis de kunne overskue at lede. Det blev til en hurtig udveksling af telefonnumre, inden Rachel tøffede hen mod en mand i brune lærredsbukser og en ternet skjorte.

Undervejs fik hun øje på Mary, som gik hen mod samme gruppe som Britney. Det betød, at hun nok skulle studere noget med sprog i en eller anden afskygning.

Som en af de første ankom Rachel til manden, som senere skulle vise sig at være hr. Browell, professor i kemi på universitetet. Han smilede til hende og lavede en joke, der gjorde hende lidt mindre nervøs. Faktisk virkede han meget lun, og hun fik derfor mod til at præsentere sig for ham. Overraskende nok kendte han til Dominic, som åbenbart var mere anset, end hun lige havde gået og troet.

De var mange i den store gruppe, og rundvisningen blev hurtigt indledt uden yderligere bemærkninger. Undervejs faldt Rachel i snak med et sæt tvillingedrenge, som begge ville læse kemi, og som begge var homoseksuelle. Men de var rigtig flinke, så hun nød ligefrem sin første dag allerede, stik imod alle forventninger. Hun kunne ikke vente med at høre om Tinas første dag og fortælle om sin egen.

Da rundvisningen omsider var slut - det var et enormt sted -, var det ved at være frokosttid. Derfor fandt Rachel sin telefon frem og ringede Britney op. I selskab med tvillingerne begav hun sig af sted mod Sankt Pauls kapel, der lå på skolens område. Her mødtes hun med sin nye bekendte og et par andre med interesse for Østasien.

De var ikke de eneste, der fandt det grønne område omkring kapellet interessant. Flere og flere kom til, og snart summede der af samtale, så det overdøvede den trafikerede Amsterdam Avenue.

,,Se ham dér,” kommenterede den ene af tvillingerne - Jim - skamløst. ,,Han ser ud, som om han leder efter et eller andet.”

,,Det må gerne være mig,” erklærede Jims bror Stephen. ,,Han er flot.”

Rachel rystede opgivende på hovedet af de to, men så alligevel i samme retning. Og så spærrede hun øjnene op, for hendes blik blev mødt af et par sikre øjne, i et flot ansigt. Tvillingerne havde ret i begge påstande.

,,Undskyld mig et øjeblik,” sagde hun og rejste sig fra sin siddeplads med skælvende ben og hamrende hjerte.

,,Nå, Rachel skal måske score på første dag,” bemærkede Stephen til Britney, som grinende gav ham ret.

Imens forsøgte Rachel ihærdigt at lade være med at sætte farten op, men før hun vidste af det, var hun sat i løb. Hun kunne se, at han gjorde det samme, så der var ikke noget akavet i det. Heller ikke da hun hoppede ham om halsen og lod sig svinge rundt og rundt, til de begge blev rundtossede, og hun igen fik jordforbindelse. Sådan da.

,,Hvad laver du her?” spurgte hun forbløffet og stirrede op i det familiære ansigt.

,,Lige her, eller på universitetet?”

,,Det første.”

,,Leder efter dig,” sagde han med en selvfølge, der fejede benene væk under hende.

,,Hvorfor?”

,,Jeg kunne da ikke gå glip af en chance for at se dig,” erklærede han afslappet.

Hun fik dårlig samvittighed over, at han var kommet dertil for at se hende, når hun nu havde været så skidt et menneske. De vidste begge to godt, at hun havde fået hans breve nu, men hun havde ikke undskyldt, selv om hun havde læst deres budskab om og om igen, til det punkt, hvor hun kunne dem ordret i søvne. Forfra og bagfra. Han havde ikke løjet for hende. Den slags passede bedst til breve skrevet i hånden.

Han havde heller ikke bedt om en undskyldning, men havde heller ikke taget kontakten op, når hun ikke selv gjorde det. Så det overraskede hende at se ham her på dette tidspunkt. Han skulle vel også selv starte på college.

,,På universitetet?” spurgte hun så.

,,Faktisk går jeg her fra og med i dag,” svarede han.

,,Hvad?” udbrød hun. ,,Hvordan? Hvorfor?”

Hans brune øjne mødte hendes, og hun kunne se beslutsomheden i dem.

,,Jeg begik mit livs største fejltagelse, da jeg rejste til Frankrig. Nu vil jeg rette op på den fejl så godt, som jeg nu engang kan. Og så har Columbia et rigtig godt fysik-program.”

,,Så det, du siger, er, at du delvist forfølger mig?”

,,Det kan du godt kalde det,” indrømmede han.

,,Hvorfor?”

,,Husker du intet af, hvad der skete tilbage på akademiet?” Han lød oprigtigt, som om han tvivlede på, at hendes hukommelse fungerede optimalt.

At blive mindet om skoletiden fik hende til at lægge armene omkring sig selv og forsøge at blokere, hvordan det havde føltes at sige farvel til alle.

,,Nok nærmere det modsatte,” fortalte hun ham.

,,Så husker du nok også, at du var blandt de få, der rent faktisk troede på mig.”

Det huskede hun godt, men …

,,Det er alligevel lidt ekstremt at forfølge mig af den grund,” vurderede hun med et drillende smil. ,,Men jeg er glad for, at du har gjort det. Jeg har også begået en kæmpe fejl.”

Han klappede hende på hovedet. ,,At dømme ud fra dit ansigtsudtryk, da du så mig, har du nok læst brevene.”

,,Ja.”

Rødmen blev tydelig på hans kinder, idet han nikkede. ,,Du skal ikke føle dig forpligtet til at forholde dig til dem, men … Ændrer det noget?”

,,Ja,” svarede hun hurtigt. ,,Det er til din fordel, at du rent faktisk ikke løj for mig.”

,,Det ville jeg aldrig have gjort,” påstod han med påtaget indignation.

,,Det har du allerede gjort mange gange,” mindede hun ham om med et smil. ,,Men lige det her er jeg glad for, at du ikke har løjet om alligevel.”

Han sendte hende et sjovt blik, halvvejs mellem alvor og munterhed. Det trak i hans ene mundvig, og hun kunne ikke lade være med at knibe øjnene spørgende sammen.

,,Hvad?” spurgte hun så.

,,Betyder det, at du har savnet mig?”

,,Nu strammer du den,” sagde hun spøgefuldt og gav ham et lille slag på skulderen.

,,Det var ellers ikke den version, Dominic gav mig.” Ordene kom ud med latter, men hun stirrede bare på ham.

Dominic? Havde han vidst det hele tiden? Faktisk, nu hvor hun tænkte over det, burde hun slet ikke være overrasket efter dengang Robert havde slået Aidens skulder og ankel af led. Hendes storebror kunne godt være lidt forræderisk, når han var i humør til det.

,,Hvornår har du talt med ham?”

,,Det gør jeg da jævnligt,” grinede han. ,,Han fortalte mig, at jeg nok havde lyst til at søge ind på Columbia, og at jeg nok også havde lyst til at takke ja til optagelsen.”

,,Nick, din lille luskebuks,” mumlede hun grinende. ,,Nå, men i hvert fald velkommen til New York. Jeg håber, at det her ophold bliver bedre end dit sidste.”

,,Ja, det håber jeg godt nok også. Ikke flere bilulykker, døde familiemedlemmer eller brækkede ben til mig, tak.”

Hun tog hans hånd og begyndte at trække i ham. ,,Kom. Du skal møde mine nye venner.”

,,Med største fornøjelse,” erklærede han og satte i løb for at indhente hende.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...