Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6305Visninger
AA

18. - September

,,Godt, sæt jer ned og vær stille!” råbte Larry højt ud over Eliteholdet. ,,Vi tager lige en kort navneopråbning.”

Rachel undrede sig mildest talt. Det var sjældent, at Eliteholdet foretog tællinger af, om alle elleve var tilstede. Som regel var det ret nemt at se, hvis de manglede én. Men åbenbart fandt trænerne det nødvendigt, for Priscilla stod med en liste i hænderne og så ud over gymnasterne, som sad på gulvet og strakte ud.

,,Christina?”

Tina rakte en hånd i vejret. ,,Jep.”

,,Claus?”

,,Ja.”

Sådan fortsatte det gennem Fiona, Jonas, Lee, Ninnie, Olivia og Pete, indtil Priscillas øjne faldt på Rachel.

,,Rachel, du er jer,” konstaterede træneren, som fortsatte med de to sidste: Samuel og Teresa.

,,Godt,” erklærede Eric, tydeligvis tilfreds med at alle var tilstede. ,,I skal lige have nogle forskellige informationer, nu hvor vi har jer lidt længere tid i dag.”

Selvfølgelig. Informationer på Labor Day. Dette fandt Rachel temmelig ironisk, eftersom det ikke var pointen, at deres hjerner skulle arbejde på højtryk på deres ”fridag”. De andre hold var stadig ude i solen for at have det sjovt varmen på den første september.

Der var virkelig meget information. Forskellige ting vedrørende planer for året og et stævne i Pittsburgh, som de var blevet spurgt, om de ikke ville optræde ved. Det skulle foregå på Memorial Day, efter skolens egen opvisning. Gymnasterne var med på idéen, og ligeså var trænerne, som syntes, at det kunne være sjovt at komme lidt væk fra lige præcis deres lille boble.

,,Og lige én ting mere, der er ret vigtig,” sagde Matt, som stod afslappet med armene ned langs siderne. ,,I får en ny holdkammerat i dag.”

,,Hvad?” fløj det ud af Ninnie, som sad et stykke fra Rachel.

,,Det behøver jeg vel ikke gentage, Ninnie,” svarede Matt venligt.

Rachel delte Ninnies manglende forståelse. Det var da alt for sent at få et nyt medlem. Ikke fordi de var nået ret langt i forberedelserne, men hun forstod i det hele taget ikke, hvordan nogen kunne komme ind efter at skoleåret var begyndt. Havde vedkommende ikke været til optagelsesprøve?

,,Er det en dreng eller en pige?” ville Ninnie vide.

,,Hvad tror du selv?” spurgte Aimee grinende. ,,Vi kan ikke have en overvægt af to piger på  holdet.”

,,Så en dreng,” konstaterede Rachel tænksomt for sig selv. I det mindste ville der så ikke være nogen tilovers i deres parsekvenser.

,,Faktisk så burde han være på vej,” sagde Eric eftertænksomt, og Matt gik hen mod døren ud til gangen for at tjekke.

Næsten i samme øjeblik som Matt nåede døren, gik den op, og hele Eliteholdet holdt vejret i spænding. Rachel vidste, at pigerne overvejede, om han i det mindste var flot og bredskuldret. Om han så lige så godt ud som Robert. Dette anså hun altså ikke for muligt, men for de andre pigers skyld ville hun da håbe, at han ikke var kvabset og en dårlig gymnast af nogen art.

Bekymringen delte alle formentlig. For det var i sig selv mistænkeligt, at nogen kom ind så sent på året. Måske var det bare for at fylde pladsen ud, så Eliteholdet ikke manglede en mand til opvisningen ligesom sidste år. Da havde det fungeret, fordi trænerne havde skræddersyet opvisningen efter, at de kun var elleve på holdet. Men måske skulle de bruge en tolvte i år. Og så var det jo praktisk bare at kunne vælge én eller anden til at udfylde pladsen og måske proppe ham ned bagved.

At opretholde en standard var vigtig for skolens stolthed, Eliteholdet. Det havde altid været toppen af toppen, der var på det hold, og mange fra de andre hold drømte om at nå dertil til deres optagelsesprøver. Men det var for nogle få udvalgte. Derfor var det også svært at forestille sig, at beslutningen om en ny elev var valgt udelukkende ud fra, at der skulle være én eller anden med, så antallet gik op. Havde det været tilfældet, havde man nok også valgt at finde en ny allerede ved skoleårets start.

Med andre ord, kunne Rachel konkludere i sit hoved, måtte det være en ganske særlig dreng, der fik lov til at være med på dette tidspunkt.

Hun skævede kort til Pete, hvis kæbe faldt en smule, og hans øjne strålede af overraskelse, mens hans mundvige trak en smule opad. Deres øvrige holdkammerater så ikke helt så begejstrede ud. Måske lige på nær Lee, som blinkede voldsomt med øjnene og stirrede hen mod døren.

Endelig sled Rachel øjnene hen mod døren til den nyankomne, og hun fik lidt af et chok. Så stort, at hun blev nødt til at holde sig for munden for ikke at komme til at grine hysterisk af ironi. I stedet mødte hun kort Tinas mere neutrale blik og modtog et lille, irettesættende smil.

Det viste sig, at den nye elev var høj og slank. Meget høj, endda. Han havde lange, velformede lemmer, der ikke var underligt proportionerede, og nærmest mælkehvid hud. I hallyset så hans korte, tilfældigt arrangerede hår kulsort ud, men skæret fra spidserne afslørede, at det rent faktisk var meget mørkebrunt. Allerede på ti meters afstand var det meget tydeligt, at hans øjne var brune. Så mørk kunne ingen anden farve se ud, selv på afstand. Hans øjne var i øvrigt store og mandelformede, omkransede af mørke vipper.

Men det, der fangede hendes blik mest ved ham, var, at han stod temmelig akavet, mens han hilste på Matt. Med en krykke i hver hånd, støttende kun på det ene ben.

Hvad tænkte Plikane på, når han tillod en skadet person en plads på sin skole længe efter skoleårets start? Indeni rasede Rachels tanker, og hendes hjerne arbejdede på højtryk for at fatte, hvad det var, hun så. Måske var det ikke så slemt, som det umiddelbart så ud?

Matt gjorde en fejende gestus i retning af resten af holdet, og de to satte sig i bevægelse. Selv om det selvfølgelig var en hindring af proportioner, så kunne Rachel ikke undgå at bemærke, hvor graciøst den nye fyr bevægede sig, selv med krykkerne.

Skævende til Pete, som smilede et skævt, begejstret smil til hende, trak hun let på skuldrene. Hvorfor han var så glad, kunne hun ikke sige, men hun besluttede sig for ikke at betvivle hans dømmekraft. For hvornår havde Pete ikke ret i noget?

,,Vil du præsentere dig selv?” spurgte Larry afslappet den nye fyr med krykkerne, som stod og så lidt rundt, uden rigtig at se nogen alligevel.

,,Øh,” brummede han og skiftede begge krykker over i én hånd for at læne sig mod den side. ,,Ja. Mit navn er Aiden. Jeg er atten år gammel og starter her på fjerde år.”

Han havde en blød, behagelig stemme, der alligevel var dyb og moden. Den virkede underligt bekendt, men hvor hun skulle have hørt den før, kunne Rachel absolut ikke beslutte sig for.

Pludselig mødte hun hans blik. Hans brune øjne, som syntes at se direkte igennem hende. De gav hende lyst til at gemme sig bag Pete, som stadig så helt afslappet og muntert indstillet ud. Hans ansigtsudtryk ændredes hurtigt, som om han genkendte hende et eller andet sted fra. Men Rachel var sikker på, at hvis hun nogensinde havde mødt én som ham før, ville hun have husket det. Man kunne jo ikke påstå, at han ikke var pæn.

,,Godt,” sagde Eric og slog hænderne sammen med et klask. ,,Velkommen til, Aiden. Du er bare med til det, du lige føler for, ikke?”

,,Selvfølgelig,” svarede den nye fyr, som trak blikket fra Rachel, som forlegent så ned i gulvet. ,,Men det er måske ikke meget lige i øjeblikket.”

,,Nej, det er klart,” sagde Priscilla blidt.

Larry så eftertænksom ud et øjeblik. Så pegede han på Rachel.

,,Donovan, kommer du lige herhen? I andre går bare ud på gulvet, og så begynder opvarmningen lige straks.” Det var ikke så meget et spørgsmål som en ordre.

De andre spredtes, og Rachel tøffede hen mod trænerne og den nye fyr uden at ane, hvad hun skulle dér. Forhåbentlig havde hun ikke gjort sig fortjent til skældud eller noget lignende. Larry ventede, til Aimee havde sat de andre til at løbe frem og tilbage til høj musik, inden han begyndte at sige noget. På sin vis var Rachel meget glad for det, for hun havde bemærket, hvordan alles blikke var rettet mod hende.

,,Aiden, hvor godt styr på tingenes tilstand her har du?” spurgte Larry indledende.

Rachel så op på den høje, mørkhårede dreng med krykkerne.

,,Jeg ved ikke meget,” tilstod han stille. ,,Ud over at der er træning hver dag.”

,,Ja, det er jo ikke meget,” grinede Larry, som derefter så på Rachel. ,,Kunne du ikke følges lidt rundt med Aiden i dag? Vise ham stedet, fortælle lidt om hverdagen her og den slags?”

Med et blik omkring sig modstod Rachel trangen til at sukke dybt. Hvis hun skulle følges med Aiden, kunne hun garanteret ikke være med til at træne. I hvert fald ikke, hvis han besluttede sig for at sidde over. Og han kunne vel næppe varme op på krykker. Dybt inde forbandede hun Larry og hans tilsyneladende tiltro til hendes udadvendthed, for det kom til at koste hende en hel eftermiddags træning - noget hun godt kunne bruge.

På den anden side skulle den nye dreng da også have mulighed for at blive sat grundigt ind i tingene, og det var en tillidserklæring fra trænerens side, at hun blev bedt om det. Så hvis hun ikke ville i fedtefadet eller på anden måde afvise et tilbud om at fremstå venlig, måtte hun hellere se at komme ud af fjerene med et svar, Larry kunne bruge til noget.

,,Selvfølgelig,” svarede hun og følte sig slået, idet ordene slap ud af munden på hende. Det betød nemlig, at hun sikkert også skulle spise aftensmad med ham.

,,Vær lige med til opvarmningen alligevel,” indskød Matt fra sidelinjen. ,,Det kunne være, at du fik tid til nogle spring senere, og så kan vi nødig have, at du koldstarter totalt.”

Taknemmeligt nikkede hun og løb ud til Tina på gulvet for at være med til opvarmningen, der var gået i gang. Imens så hun Matt, Larry og Aiden sætte sig på bænkene langs hallens vægge, og tilsyneladende var det de to trænere, der talte mest. Det var sjovt at se, hvordan Ninnies øjne konstant søgte mod den høje, mørkhårede gut, som sad med krykkerne hvilende ved sin side, tilsyneladende rimelig afslappet i forhold til, at det var hans første træning med holdet.

Det var ikke kun Ninnie, som så efter Aiden. Det var faktisk samtlige piger undtagen Tina og Rachel. Tina fordi hendes øjne mere eller mindre var fæstnet på Pete hele tiden, og Rachel fordi hun havde travlt med at more sig over de andre pigers reaktioner. Teresa var flere gange ved at kollidere med de andre, når de løb frem og tilbage, fordi hun løb og kiggede til siden frem for ligeud.

Efter en kort løbetur, opvarmning af de forskellige muskelgrupper, hop, sving og udstrækning hentede Pete, Jonas, Lee, Claus og Samuel fiberbanen, mens pigerne fik fat i en tykmåtte, som de kunne lande i. Banen blev sat op med lynets hast, og så stillede gymnasterne op på række. Rachel snød sig til et hurtigt, ukompliceret spring som den første, inden hun tøffede hen over gulvet og hen til sin nye holdkammerat.

Hans øjne fulgte koncentreret springene på banen, og de blev knebet en smule sammen, da Olivia nær havde ødelagt sit eget spring ved et enormt dårligt, kort tilløb. Først da Rachel var rigtig nær, løftede hans brune øjne sig fra springerne til hendes ansigt. Han så alvorlig og træt ud.

,,Jeg tænkte, om vi måske skulle gå ned og holde madrassen på plads,” foreslog hun hurtigt, mest for ikke at starte ud på den mest akavede måde.

,,Det er måske en god idé,” medgav han med samme stemme som før - den Rachel syntes, at hun havde hørt før.

Hun ventede tålmodigt, mens han rejste sig og fik fat i sine krykker. Det så malplaceret ud, da hun ledte ham hen over halgulvet, hvor nioghalvfjerds velfungerende fødder blev placeret mere eller mindre dagligt. Stadig lod han dog ikke til at have vanskeligheder ved at bevæge sig med hjælpemidlerne, og det var da altid noget.

Den tykke, blå madras, der lå for enden af fiberbanen, var tung og ikke sådan lige at flytte, men fordi gymnasterne sjældent landede vinkelret på den, gled den alligevel en smule for hvert spring, fordi der var så meget kraft på. Rachel tog derfor plads på gulvet med fødderne stemt mod den bagerste kant, så den ikke kunne flytte sig. Ved siden af tog Aiden plads.

,,Du spørger bare, hvis der er noget, du er i tvivl om,” sagde hun opfordrende, mens hun betragtede Lee, som kom tonsende hen over banen og kastede sig rundt i tre baglæns spring, afrundet med en strakt baglæns salto.

,,Måske kan du fortælle mig folks navne,” bad Aiden, ikke uden et smil i stemmen.

,,Selvfølgelig.” Hun var faktisk lettet over at få tildelt en egentlig funktion. ,,Det dér er Lee.”

I det samme landede Lees fødder i madrassen, og trykket fik Rachel til automatisk at sparke lidt til den med sine egne fødder, så den røg tilbage på plads. Imens vandrede Lee ned på gulvet og hen mod Aiden med fremstrakt hånd. De to hilste kort på hinanden, inden Lee vendte tilbage til køen i modsatte ende af banen.

Teresa fulgte Lees eksempel, og hun blev efterfulgt af Pete. Men hvis Rachel havde forventet, at han ville være afslappet og lige så hurtig i sin hilsen, som de andre havde været, så kendte hun ham tydeligvis ikke godt nok. For den lyshårede dreng, som også var en af Aidens nye klassekammerater, sprang letfodet ned fra madrassen og rakte en hånd frem.

,,Det her er Pete,” informerede Rachel Aiden om.

,,Hej, Pete,” sagde Aiden, idet han trykkede sin holdkammerats hånd.

,,Halløj. Rart at møde dig.” Pete satte sig i hug på gulvet foran Aiden, mens Tina sprang. ,,Hvilke fag tager du?”

Aiden tænkte sig om. ,,Kemi og fysik. Og så alle de andre, der er obligatoriske. Hvad med dig?”

,,Kemi og biologi,” svarede Pete. ,,Så vi har i hvert fald det ene fag sammen.” Han greb fat i Tina, som sendte Rachel et undrende blik, idet hun var på vej tilbage mod køen. ,,Det her er Christina Bonnet.”

,,Tina,” rettede hun ham, og Rachel lo for sig selv.

,,Pyh,” mumlede Aiden stille. ,,Jeg får nok brug for at få alle navne gentaget et par gange, før jeg kan huske dem.”

Forståeligt nok, tænkte Rachel, idet Jonas gav sig til at springe. Det ville bare udvide gruppen af snakkende og gøre køen endnu mindre, når først Jonas nåede frem, vidste hun.

,,Pete, Tina, det er ikke en snakkeklub!” råbte Eric, som stod ved banens midte, blot for at kunne gribe ind, hvis nogen kom på afveje.

,,Undskyld, træner!” råbte Pete flabet, inden han halede Tina med sig tilbage i køen.

Jonas var hurtigere til at hilse på, og det samme var Claus, en måbende Fiona og Samuel. Den sidste til at springe var Ninnie, og Rachel skævede kort til Aiden for at se hans reaktion, da det blev helt tydeligt for hende, at Ninnie ikke helt havde herredømmet over sit overmåde komplicerede spring. Hans øjenbryn var trukket lidt sammen, og han lignede én, der kunne finde på at rejse sig op og tage imod, bare for en sikkerheds skyld. Dog blev han siddende, selv da Ninnie tumlende landede sit spring og fortsatte frem over madrassen, indtil hun væltede omkuld ovenpå ham.

Selv om det formentlig ikke var ret behageligt for nogen af de to, kunne Rachel ikke lade være med at grine hysterisk, og heldigvis gjorde Ninnie det samme, idet hun satte sig op - stadig overskrævs på sin nye holdkammerats skød. Både hun og Aiden havde ildrøde kinder.

,,Undskyld,” mumlede hun endelig og kravlede lidt uelegant af. ,,Det må du virkelig undskylde. Er du okay?”

Han justerede lidt på sin siddestilling. ,,Helt okay. Slog du dig?”

,,Nej, på ingen måde. Mit navn er Ninnie.”

,,Ninnie,” gentog han og strøg en hånd gennem sit mørke hår. ,,Rart at møde dig.”

For Rachel var det lidt akavet at se på, mens de stirrede hinanden ind i øjnene uden at sige noget. Så kom Ninnie på benene og undskyldte sig, hvorefter hun løb tilbage i rækken.

,,Skete der noget?” spurgte Rachel, idet Matt instruerede rækken i et eller andet.

,,Slet ikke,” svarede Aiden med et varmt smil.

,,Er du sikker?” Hun kunne ikke gøre for det, men hendes øjne løb automatisk over hans ben og krykkerne på gulvet.

Tydeligvis bemærkede han det, for han skiftede stilling, så han kun støttede madrassen med sit ene ben, mens han trak det andet op til sig og slog armene omkring det.

,,Du er nysgerrig,” konstaterede han uden at virke uimødekommende.

,,Ja,” tilstod hun, overrasket over den lethed hvormed han havde set direkte igennem hende.

,,Fair nok. Det ville jeg nok også være, hvis jeg var i dit sted.” Han indbød ikke direkte til, at hun skulle stille spørgsmål, og hun vidste ikke helt, hvordan hun skulle spørge ind til krykkerne og hans tilstedeværelse på skolen. Men hun ville gerne kende sammenhængen.

,,Må jeg spørge, hvorfor du… du ved…?”

,,Du må spørge om alt, hvad du har lyst til,” svarede han, smilende men tydeligvis undvigende.

,,Vil du også svare?” spurgte hun ledende.

,,Hmm… Måske.”

,,Jeg finder ud af det før eller senere,” fortalte hun ham skråsikkert.

,,Lige præcis.”

,,Ville du ikke foretrække, at det kom fra dig selv, frem for at jeg hørte det fra alle andre?”

Egentlig ville hun helst have ham til selv at fortælle, fordi hun så i det mindste kunne stole på, hvad hun fik at vide. Det var jo ikke al sladder, der rent faktisk havde grobund i virkeligheden. Og utvivlsomt ville der spredes mange rygter om Aiden, fordi han skilte sig så markant ud fra alle andre på skolen.

,,Egentlig er jeg lidt ligeglad,” sagde han muntert, hvorefter han mumlede ,,Samuel” for sig selv, netop som denne landede i madrassen.

,,Vil du gerne være emnet for de hviskende samtaler i krogene?” spurgte hun, en smule irriteret nu over at han holdt så godt på sin lille hemmelighed. Det var garanteret bare for at pirre hende.

Aiden fnøs. ,,Det undgår jeg nok ikke alligevel.”

,,Du har høje tanker om dig selv,” kommenterede hun, halvt i spøg og halvt for at prikke til ham.

,,Du ser direkte igennem mig,” brummede han sarkastisk, men ikke på en ond måde. ,,Taget i betragtning at jeg intet ved om dig.”

Lige præcis dét gav lidt for god mening. Hun burde ikke være så frembrusende og snagende, specielt ikke når hun ikke havde præsenteret sig selv endnu. Rødmende rakte hun en hånd mod ham.

,,Lad os starte forfra,” foreslog hun forsigtigt. ,,Jeg hedder Rachel.”

Han trykkede hendes hånd, og hans hænder var præcis lige så ru som Petes, et sikkert tegn på at de var blevet brugt på mange forskellige underlag i tidens løb. Ikke mindst til at springe på forskellige baner.

,,Jeg ved ikke, Rachel,” sagde han grinende. ,,Man kan ikke ændre fortiden. Men man kan forsøge at lade være med at begå de samme fejl i fremtiden.”

,,Dybt,” drillede hun.

,,Det er en gave, jeg har,” spillede han med. ,,Indsigt.”

,,Så må du hellere dele ud af den,” forsøgte hun. ,,For eksempel kunne du fortælle mig, om du rent faktisk kan springe.”

Hovedrystende lænede han sig tilbage, støttende fra gulvet med sine hænder og arme, mens det ben, han før havde trukket op, gled tilbage ved siden af det andet, med fødderne mod madrassen.

,,Selvfølgelig kan jeg springe.” Selv om han ikke lød fornærmet, så havde hans stemme fået en skarp kant, der kom bag på Rachel. ,,Ellers var jeg nok ikke her.”

Skam fik hendes kinder til at blive endnu mere røde, da hun hørte hans udtalelse. Selvfølgelig var det dumt af hende at antyde overfor ham, at han kunne være kommet med på holdet af andre årsager, men det var svært at lade være, når man så krykkerne ligge ved siden af. For ikke at ødelægge hans tilsyneladende gode humør, vendte hun hovedet væk og så i stedet frem for sig, hvor de andre tumblede og Matt råbte instrukser, mens Larry og Eric stod klar til at give en hjælpende hånd eller tage imod, i tilfælde af at noget gik galt.

,,Undskyld,” sagde Aiden efter nogle minutter i stilhed, og hans stemme var neutral. ,,Det er bare ikke mit yndlingssamtaleemne lige i øjeblikket.”

,,Det giver dig ingen ret til at lade det gå ud over mig,” påpegede hun med et lille smil i hans retning.

,,Nej, det ved jeg. Kan du nogensinde tilgive mig?”

Hun så undersøgende på ham et øjeblik, med sammenknebne øjne og et skævt smil på læben. Så rystede hun på hovedet og daskede til hans skulder med sin håndryg.

,,Tilgivelse skal man gøre sig fortjent til.”

,,Hvad nu hvis jeg fortæller dig en hemmelighed?”

At dømme ud fra hans toneleje, dæmpet og mystisk, var hendes reaktion præcis det, han ønskede. Nysgerrighed, der ikke var til at styre.

,,Er det ikke afpresning?”

,,Snarere en byttehandel. Jeg vil gerne have tilgivelse. Du vil med garanti gerne vide noget om mig, der har med gymnastik at gøre.”

Dét havde han helt ret i.

,,Lad mig høre.”

,,Tilgiv mig først,” bad han, og lyset spillede i hans brune øjne, idet deres blikket mødtes.

Rachel betragtede grinende hans ansigt, nu hvor det var tættere på end før. Han havde pæne, maskuline træk. Et smalt ansigt med markerede kindben og en pæn næse med et lille knæk, der var understreget af et minimalt ar hen over næseryggen. Når han smilede, havde han antydningen af et smilehul i den ene kind, og hans øjne fremstod tydeligt, selv om de blev smallere.

Der var noget ved hans ansigt, der udtrykte genkendelse. Om det var den måde, hans smil kort blev mere alvorligt og stift end før, eller om det var den måde, han lod til at tjekke hendes ansigtstræk efter igen og igen, det vidste hun altså ikke. Og hvad han skulle genkende ved hende, kunne hun ikke forestille sig. De havde med garanti aldrig mødt hinanden før, og så vidt hun vidste, havde de ikke samme omgangskreds.

,,Har Robert fået lidt konkurrence, Rachel?” spurgte Ninnie højlydt, idet hun graciøst hoppede ned fra madrassen. De andre, som stod i køen, lo højlydt, og Rachel havde intet andet valg end at le med.

Inden hun fik lejlighed til at svare, var Ninnie på vej videre, og Aiden så undersøgende efter den lyshårede, modellignende pige. Der var intet andet ord end beundring, der kunne beskrive hans ansigts udtryk, idet de brune øjne diskret indtog en lang, slank krop i tætsiddende gymnastiktøj, med en lys hestehale smældende mellem skulderbladene. Hvis man som pige ikke misundte Ninnie det gode udseende, var man ikke ved sine fulde fem. Og det lod til, at det gav bonus, hvis intentionen med det ekstra sving i hofterne var til ære for Aiden.

,,Robert, hm?” Hans stemme overraskede hende.

,,Det er min kæreste,” sagde hun stolt, glad for endelig at kunne sige det højt.

Det var en aftale, de havde lavet, mens de var sammen den ene dag i sommerferien. At de kunne være åbne omkring deres forhold, hvis de ønskede det. Og det gjorde hun af hele sit hjerte. Faktisk var det ham, der havde bragt det på bane, og det gjorde det så meget bedre, at hun nu kunne viderelevere den information til Aiden, som var en komplet fremmed, der ikke anede noget om hende eller Robert eller nogen anden på skolen. Ikke antageligt, i hvert fald.

,,Sjovt nok. Det havde jeg faktisk gættet mig til,” sagde han mildt. ,,Hvor længe har I været sammen?”

,,Officielt?”

,,Uofficielt lyder sjovere,” grinede han.

,,Altså… vi begyndte at hænge ud efter julefesten sidste år. Det er den her fest, hvor vi alle sammen -”

,,Jeg ved godt, hvad julefesten er,” afbrød han hende venligt. ,,Min bror gik her for nogle år siden.”

,,Ah. Så du ved noget om stedet her. Trods alt.”

,,En smule insiderviden er ikke dårlig, hvis man vil ind efter at alle andre er startet.”

Af en eller anden grund fik hans kommentar hende til at smile, selv om hun i virkeligheden syntes, at han burde tage det lidt mere seriøst. Måske var det, fordi han ikke fortalte noget om sig selv, når hun spurgte, men at ledetrådene til et billede af en person langsomt svingede for næsen af hende som lianer i en jungle, når hun bare lod ham tale.

,,Så, Rachel,” sagde Aiden indledende, tydeligvis i færd med at formulere en forespørgsel eller et spørgsmål, ,,fortæl mig lidt om, hvordan tingene hænger sammen på skolen.”

,,Spørger du mig om sladder?”

,,Ikke ligefrem,” lo han. ,,Jeg tænkte nu mere på, hvilke hold der er.”

,,Godt, for hvis du spurgte efter sladder, ville jeg være den forkerte at tale med,” erklærede hun.

 

Da træningen var slut, skyndte Rachel sig at indhente Tina, så de kunne klæde om sammen, og hun ikke ville komme til at være alene med Aiden efterfølgende. Selv om hun ikke havde været med, tog Rachel alligevel et hurtigt bad i omklædningsrummet sammen med sine kvindelige holdkammerater. Snakken gik lystigt, og hvis Aiden havde været tilstede, ville han nok have fået sin teori om rygter og hvisken bekræftet.

Olivia og Ninnie så ud til at være ved at få en orgasme, da de diskuterede hans udseende. I deres øjne var Aiden helt perfekt. Høj og slank og garanteret rigtig sød, at dømme ud fra hans sexede stemme. Tina fnisede med håndklædet for munden, idet hun og Rachel trådte ud af baderummet og fandt deres tasker. Nøgne piger, der omtalte sexede fyre i badet, kunne kun opfattes som en komisk ting, syntes Rachel.

Med sit våde hår slynget op i den sædvanlige hestehale og iført et par almindelige jeans og en hvid T-shirt fulgte Rachel efter Teresa og Tina ud i den kølige stengang. Aiden havde ikke været i hallen, så der var ingen pointe i at vente på ham derinde, skønnede de tre piger, hvorfor de i stedet ventede i den halvmørke gang. Jonas og Lee kom gående forbi, syngende om at aftensmaden ville være spareribs med barbecuesovs, og Teresa virrede med hovedet, mens hun lod sig glide ned at sidde med ryggen mod væggen.

For én gangs skyld vrimlede det ikke med gymnaster, som netop var færdige med træning. Kun Eliteholdet havde træning på Labor Day, der i øvrigt var en lørdag, hvor de i forvejen ikke ville have haft træning. På den anden side var det altid rart at være sammen med holdkammeraterne, og selv Rachel, som jo ikke havde været med til dagens egentlige træning, fortrød ikke sin placering på denne dag.

,,Hvordan var Aiden så?” spurgte Tina afslappet, mens hun lænede sig tilbage mod væggen.

,,Han var faktisk ret flink,” indrømmede Rachel. ,,Hemmelighedsfuld, men egentlig ret normal.”

,,Havde du forventet andet?” Tina smilede.

,,Måske lidt,” tilstod hun. ,,Jeg mener… Man må da være lidt anderledes, hvis man starter på en skole for gymnastik med kun ét år tilbage og en eller anden form for skade.”

,,Ved du for resten, hvad der er sket med ham?” spurgte Teresa, som ofte var dén, Rachel delte sin nysgerrighed med. Mest fordi Teresa vidste alt om alle, og fordi de to var lige dårlige til at leve med, at andre holdt på hemmeligheder.

,,Altså jeg prøvede at få ham til at fortælle det,” begyndte hun og så ned i gulvet. ,,Men han blev sådan lidt mærkelig, da jeg spurgte.”

,,Det skal du ikke være ked af,” kvidrede Teresa trøstende. ,,Jeg ville også have spurgt, og det er da lidt mærkeligt, at han ikke vil fortælle det. Hvad havde han forventet?”

,,I to har absolut ingen situationsfornemmelse,” skændte Tina snusfornuftigt, men smilet i hendes stemme gjorde, at det ikke lød modbydeligt. ,,Fyren er helt ny her. Han kender dig ikke endnu, Rach, og måske er der en grund til, at han ikke vil tale om det, ikke? Måske skammer han sig?”

Døren til drengenes omklædningsrum gik op, og Pete trådte ud for at holde den åben. Da han fik øje på pigerne, lyste han op i et bredt gavtyvesmil og blinkede charmerende til dem. Hans hår var vådt og strittede i alle retninger, tydeligt afslørende at han intet havde gjort ved det, siden håndklædet var holdt op med at være i brug. Samuel og Claus fyrede en eller anden joke af, som han lo højt af, idet de gik ud i gangen og fortsatte ned ad stien mod skolebygningen og dormitorierne.

Efter dem kom Aiden så, støttende sig til sine krykker, stadig smilende efter joken. Han takkede Pete for at holde døren og tog begge krykker i den ene hånd for at bøje sig ned ordentligt. Som om de havde kendt hinanden altid og udviklet et nonverbalt sprog, tog Pete imod krykkerne, mens Aiden bandt sine snørebånd. Underligt nok så det ikke ud til, at han havde problemer med at skifte stilling, mens han knælede på gulvet. Det var først da han havde rejst sig, at han rakte ud efter sine støttepiller igen.

,,Du, Rach?” spurgte Pete.

,,Ja?”

,,Har vi æren af din tilstedeværelse til aftensmaden i dag?”

Så langt havde hun slet ikke tænkt. Egentlig havde hun regnet med at sidde ved et bord alene med Aiden, men det ville virke mærkeligt på flere forskellige måder. Ikke mindst for den nye elev, som derigennem kun lærte hende at kende. Og hun syntes ikke, at hun kunne invitere ham til at sidde sammen med Robert og de andre. Det ville de med garanti ikke synes om, før de havde set ham lidt an.

,,Klart,” svarede hun med et bredt smil strækkende sig fra øreflip til øreflip.

,,Hvis du gerne vil sidde sammen med Jacobs, kan du bare gøre det. Jeg har bare aftalt med Aiden, at han sidder sammen med os.”

,,Nej, det er helt fint,” forsikrede hun Pete, følende et stik af dårlig samvittighed over ikke at have siddet så meget sammen med sine bedste, nærmeste venner i lang tid.

,,Eftertragtet, Rachel?”

Hun rødmede dybt, da Aiden spurgte, fordi hun levende kunne forestille sig, hvor akavet situationen måtte være for hans vedkommende. Ikke at man kunne se det på ham, for han smilede stadig.

,,Kun den mest eftertragtede pige på hele skolen,” blandede Teresa sig, pludselig meget mere energisk end før.

,,Det passer ikke!” protesterede Rachel. ,,Kom nu.”

,,Så siger vi det,” grinede Tina mere diplomatisk, mens Rachel hørte Teresa hviske til Aiden, at det altså passede.

Stik mod al forventning gik Aiden på inden måde langsomt, og det lod heller ikke til, at han havde besvær med at bruge sit dårlige ben til at støtte fra jorden med. I hvert fald ikke på den lidt svært fremkommelige sti fra Kasernen til skolebygningen. Denne var tydeligvis ikke designet til brug af elever med krykker. Dertil lå stenene lidt for langt fra hinanden, og de var heller ikke specielt jævne.

Selv om han tydeligvis havde et problem af en eller anden art, og han stadig så ned foran sig, mens han bevægede sig, så talte Aiden afslappet med Pete bag Rachel, Tina og Teresa. Det var ikke nogen personlig samtale, de to drenge havde, men de lavede flere jokes, som de alle fem lo af.

,,Kan vi nå forbi dormitorierne, eller skal vi bare gå direkte ind i spisesalen?” spurgte Tina, da de så småt nåede stiens ende og enten skulle vælge dørene ind til skolen eller en af de overdækkede gange.

Rachel og Teresa trak på skuldrene, og Pete så på Aiden, som stoppede op for at læne den ene krykke mod sin mave et øjeblik, mens hans fingre løb gennem det mørke hår.

,,Det styrer I fuldstændig!” erklærede han mildt. ,,For mig er det ligegyldigt.”

Efter et øjebliks akavet stilhed besluttede Teresa på vegne af alle, at de lige så godt bare kunne gå ind og finde pladser i spisesalen, inden alle andre også kom til. Og det gjorde de så. Pete slængte sig ned i en stol og trak en ekstra hen til bordet i én og samme bevægelse, mens Tina og Teresa mere nøje udvalgte deres pladser. Rachel tog imod den stol, som Pete trak over, og Aiden stillede krykkerne fra sig for så at sætte sig ned på den eneste tiloversblivende stol.

Kun enkelte andre sad allerede klar til aftensmåltidet, og det var ikke nogen, Rachel kendte af andet end navn og udseende; hun havde aldrig snakket med Katherine Diaz, William Scott eller Royce Lee før, men gennem Steph og Alina vidste hun, at de var på E-Dance. Med kun firs elever på hele skolen ville det også være mærkeligt, hvis de ikke alle sammen kunne hinandens navne, selv hvis de ikke kendte hinanden personligt - der var jo altid nogen, som kendte nogen.

Spisesalen fyldtes langsomt op, og der blev åbnet for kantinen, så de kunne få noget aftensmad. Pete foreslog, at han og Aiden gik først, inden der blev for lang kø og for mange mennesker at manøvrere rundt omkring - utvivlsomt af hensyn til Aiden - mens pigerne blev siddende ved bordet og holdt pladserne. Sådan blev det.

,,Hvad tror du, at Robert siger?” spurgte Tina dæmpet, netop som Ninnie og Olivia indfandt sig ved deres sædvanlige bord.

,,Forhåbentlig ikke noget,” mumlede Rachel, som forsøgte at finde ud af, hvordan hun bedst overleverede aftenens planer til Robert.

Selv på afstand kunne det høres, hvordan Ninnie og Olivia hilste på de to drenge i den anden ende af rummet; højt og kvidrende og indsmigrende. Derfor var det så meget desto morsommere, da det blev klart, at Aiden ikke kunne huske deres navne, selv om Rachel havde gentaget remsen en million gange for ham. Han havde nu heller ikke virket særlig opmærksom.

Nu hvor hendes blik var trukket ned i den ende, bemærkede hun Aidens næste udfordring: at få bakken med mad ned til bordet igen og samtidig støtte sig til krykkerne. Denne blev meget let løst, skulle det vise sig, ved at Aiden simpelt rakte Pete den ene krykke og nøjedes med at bruge den anden. Om han haltede var svært at bedømme, eftersom hans arms arbejde med støtten blev lidt distraherende. Det pirrede Rachels nysgerrighed, og det mindede hende om deres samtale tidligere på dagen.

Inden hun nåede til at spørge, fik hun øje på Robert, som kom gående sammen med Phil og Dean, efterfulgt af Janet og hendes veninder. Som sædvanlig.

,,Når man taler om solen,” sagde Tina grinende. ,,Hey, Rach, jeg tror, at han leder efter dig.”

,,Nå, så det tror du alligevel?” Spørgsmålet var retorisk ment, og Rachel havde da også allerede rejst sig op for at gå hen og sætte sin kæreste ind i sagen. ,,Jeg er tilbage om et øjeblik.”

Hun gik målrettet gennem spisesalen, indtil hun nåede det bord, hvor hun ellers havde siddet meget på det sidste. De andre var ved at indfinde sig på deres sædvanlige pladser, og der stod en tom stol, hvor hun plejede at sidde - på Roberts højre side. Da hun nærmede sig, så han op og smilede sit brede, charmerende smil, der nær havde fået hende til at smelte på gulvet for øjnene af alle andre.

At fortsætte krævede en dyb vejrtrækning fra hendes side, men så var det trods alt heller ikke værre. En af hendes dårlige vaner var at forvente det værste, og det var denne vane, hun nu forsøgte at slippe af med.

,,Davs, Rachel,” hilste Phil med et smørret smil. ,,Du er sent på den.”

,,Jeg spiser sammen med Tina og de andre i aften,” sagde hun ligeud, klar over at det nok ikke var den smarteste, mest gnidningsfrie måde at formulere sig på.

,,Nå,” sagde Robert, og det var svært at greje om han egentlig var sur eller ej. Så smilede han. ,,Det er også bare i orden, smukke. Vi ses vel bare til morgenmaden i morgen tidlig.”

,,Selvfølgelig,” kvidrede hun ivrigt og bøjede sig ned for at kysse ham hurtigt på munden, glad for den forståelse, han udviste.

Det ville heller ikke ligne Robert at forhindre hende i at køre sit eget løb eller at styre sit eget liv. Han ville ikke holde hende fra sine venner, blot for at have hende for sig selv, selv om hun af og til nærede den slags ønsker i forhold til hans venner. Phil var ikke et dårligt menneske, syntes hun, men han var stadig ikke lige hendes kop te.

Glad for den problemfri løsning på tingene vendte hun rundt og gik tilbage til sine venner for at sætte sig ned og deltage i samtalerne, der spændtes ud mellem dem. Næsten som om hun hele tiden havde siddet der og ikke havde droppet dem til fordel for sin kæreste. Hun måtte huske at lade være med det en anden gang, og så ville hun i øvrigt sørge for at sætte sig noget mere sammen med Tina, Teresa og Jonas, som alle tilhørte hendes årgang. På den måde havde hun også folk at tale med, når Robert gik ud af skolen den følgende sommer.

 

Tina og Teresa var de første til at forlade spisesalen, efterfulgt af Pete, Lee og Jonas, som løb om kap hen til drengenes dormitorium, sikkert med den konsekvens, at de begge var endnu mere smadrede, når de nåede deres senge. Så Rachel sad tilbage med Aiden, som for længst var færdig med at spise, men som af gode grunde ikke havde kunnet deltage i kapløbet med de andre drenge.

De to valgte i stedet at følges udenfor og hen over græsset, frem for at benytte sig af stier og overdækkede gange. Det var køligt om aftenen nu, og vinden var taget en smule til. Den piskede Rachels hestehale rundt og fik Aidens løse T-shirt til at blafre. Derudover var den eneste lyd, der kunne høres, den fjerne summen af stemmerne fra spisesalen og uret på skolebygningen, da klokken slog halv otte.

,,Tak for hjælpen i dag,” sagde Aiden endelig, idet de stod midt mellem de to dormitorier.

,,Sikken en hjælp,” mumlede hun ironisk, eftersom hun ikke rigtig havde gjort noget. Så kom hun i tanke om noget, der havde plaget hende tidligere. ,,Du lovede at fortælle mig en hemmelighed, hvis jeg tilgav dig.”

,,Tilgav du mig da?” Hans forsøg på at undslippe var kun halvhjertet, og det kom til udtryk i hele den måde, hvorpå han afslappet lænede sig mod krykkerne og vendte blikket opefter.

,,Jep.”

,,Du bliver nødt til at love mig, at du ikke fortæller det til alle, okay?”

,,Klart.”

,,Så du OL i sommer?”

Hvad var dog det for et spørgsmål? Selvfølgelig havde hun set gymnastik-disciplinerne i sommerens olympiske lege i London. Det var der nok ikke én amerikansk gymnast med respekt for sig selv, der ikke gjorde, forestillede hun sig.

,,Ja.”

,,Vidste du, at jeg - før det her, ” han gestikulerede sigende med krykkerne mod sine ben, ,,trænede sammen med Danell Leyva?”

,,Det er forhåbentlig en joke,” udbrød hun overrasket, men ikke helt sikker på om hun troede på ham.

,,Det var forventningen, at jeg blev klar til det næste OL, men det sker ikke nu,” tilstod han dæmpet, inden han trådte et skridt baglæns i retning af sit eget dormitorium. ,,Nå. Det må være nok hemmeligheder for i dag. Vi ses.”

,,Vi ses, Aiden,” svarede hun forbløffet og stod og stirrede lidt, mens han vendte sig og gik sin vej. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...