Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6308Visninger
AA

20. - Oktober

,,Hvor længe mon han bliver ved med at være skadet?” hviskede Olivia til Ninnie, mens Rachel forsøgte at følge med i, hvad hr. Crow var i gang med at forklare om Shakespeare.

Det var svært at fokusere med de to piger hviskende på rækken bagved og vinden ruskende i skolens gamle ruder. Oktober var startet godt ud, men det var blevet hurtigt koldere, og det var blevet nødvendigt at gå med større jakker udenfor, når de skulle fra skolen og op til Kasernen. Af og til priste Rachel sig lykkelig for, at hun boede lige i nærheden af skolebygningen, frem for at skulle bruge tid på at transportere sig selv flere kilometer hen til en skole.

Lige nu havde hun ikke overskud til at værdsætte dette, eftersom hun godt vidste, hvem pigerne talte om, selv om hun forsøgte at undgå at lytte med. Det var bare svært, når de overhovedet ikke fulgte den undervisning, som deres engelsklærer ellers gjorde sig umage med at strukturere for dem.

Rachel kunne godt lide hr. Crow, fordi han virkede både jordnær og realistisk i forhold til deres faglige niveau i klassen. Han gav lektier for - og en god del, endda - men han undskyldte også, hvis han vidste, at en lektie var lige i overkanten, og han havde intet imod at samle op, hvis man ikke forstod, hvad en tekst handlede om eller havde som budskab. Desuden virkede han interesseret i sine elever og kunne godt finde på at småsnakke med dem, hvis de var længe om at komme ud af klasselokalet.

,,Han siger, at han ikke ved det,” hviskede Ninnie tilbage til sin veninde. ,,Men jeg håber, at det er snart. Det ville være godt for ham, hvis han kunne være med til juleballet.”

,,Tror du ikke, at han kommer til det? Jeg mener, han har gået med de krykker siden han kom, og det er mere end en måned siden. Hvor lang tid kan det tage?”

,,Jeg har ingen anelse,” tilstod Ninnie. ,,Han vil ikke sige, hvad der er sket.”

,,Det er da lidt mærkeligt,” kommenterede Olivia, og Rachel måtte til sin overraskelse erklære sig enig heri.

Det var ikke meget, hun og Olivia havde tilfælles, men dette var i hvert fald én ting. For det var mildest talt lidt mærkeligt, at Aiden nægtede at fortælle nogen, hvorfor han gik med krykker. Specielt når Rachel havde set ham bevæge sig hen langs fiberbanen uden, dog støttende sig en smule akavet til banekanten. Hver gang hun forsøgte at henlede samtalen i den retning - og det var ikke ofte, eftersom hun ville forsøge at holde på hans hemmelighed, selv om hun havde lyst til at dele sin opdagelse med Pete, Jonas og Tina - var det tydeligt, hvordan han undgik spørgsmålet eller talte udenom.

Han kunne lige så godt have klasket en våd klud i hovedet på hende, og det ville have haft nogenlunde samme effekt. Bortset fra at det samtidig føltes lidt som at have et brandsår, der konstant blev dryppet på med iskoldt vand, til det sved uudholdeligt meget. Så meget for nysgerrighed. Hun anede ikke, hvor slemt det kunne være, men uanset hvad syntes hun, at hans reaktion var lige lovligt overdrevet. Det var jo ikke ligefrem, fordi hun ønskede at bruge noget imod ham. De var jo venner.

På det sidste havde Aiden dog ikke været så meget sammen med Pete, som ikke lod til at tage det tungt eller personligt. Mikey Summers og Aiden Spencer var et velkendt makkerpar på gangene, og de to sammen gav skolen et friskt pust af liv. Mikey med sin glade energi og iver efter at få andre til at grine, og Aiden med sin stille tilbageholdenhed og sit skæve smil, mens han lænede sig mod sine krykker - afslappet og tilsyneladende godt tilpas.

Hvordan Aiden kunne være så afslappet, havde Rachel lidt svært ved at forstå. Det var ikke sjældent, at han mødte op til morgenmaden med forskellige blå mærker - mest på armene, men af og til også i hovedet. Undskyldningerne var mange: han var faldet på trapperne, han var gledet på værelset eller trillet ud af sengen, han havde slået hovedet ind i bruseren… Det sidste virkede mest sandsynligt, eftersom han med garanti var høj nok til at gøre det, hvis ikke han huskede at justere på den, inden han trådte ind. I hvert fald hvis drengenes badeværelser var lige som pigernes. Alt det andet vidste hun ikke helt med, for Aiden var ikke usikker på fødderne - sine krykker til trods.

,,Jeg kan fornemme, at frøken Collins og frøken Jameson er ved at miste fokus,” sagde hr. Crow ved tavlen, og Rachel blinkede sig selv tilbage til virkeligheden i klasselokalet, meget langt fra overvejelser om, hvorvidt Aiden løj eller ej. ,,Jeg tror, at vi holder for i dag.”

Klassen nærmest eksploderede i lyd, da eksemplarer af Macbeth blev skubbet ned i tasker og stole skubbet tilbage, så de kunne komme ud i spisesalen til frokost. Bortset fra ti minutters pause, havde de haft engelsk fra klokken otte om morgenen, og nu var klokken halv tolv. Nok havde Rachel glædet sig til at læse Macbeth og arbejde med Shakespeare, men præcis i dag havde timen været tilstrækkeligt kedelig til, at ikke engang hr. Crow kunne distrahere hende fra Olivias og Ninnies samtaler.

,,Hørte du det?” spurgte Tina dæmpet, idet de forlod engelsklokalet og gik hen ad gangen mod spisesalen sammen med resten af de elever, der havde haft timer på den etage.

,,Hørte hvad?” spurgte Rachel dumt, overrasket over Tinas dæmpede stemmeføring.

,,Ninnie og Olivia.”

,,Nå. Ja. Hvorfor?”

,,Hvad tænker du om, at Aiden og Ninnie taler sammen?”

,,Det ved jeg da ikke,” svarede Rachel med et skuldertræk og hankede lidt op i sin rygsæk. ,,Jeg vidste ikke, at de talte sammen, men på den anden side ved jeg ikke ret meget om Aiden.”

,,Nej, det kan du have ret i,” medgav Tina eftertænksomt. ,,Han virker ret privat.”

,,Synes du?”

De lo begge to på grund af sarkasmen i Rachels retoriske spørgsmål. For selvfølgelig syntes Tina, at Aiden virkede privat. Han fortalte så godt som ingenting om sig selv til nogen, og hun vidste med garanti ikke engang det om OL-forventningerne og Danell Leyva. At han ikke mente, denne viden skulle deles med andre, forstod Rachel ikke. Det ville spare ham mange af de blikke, folk til daglig sendte ham, når han ikke så på dem.

På overfladen var han vellidt af alle, og det var svært ikke at bryde sig om ham, netop fordi han var stille og tilbageholdende, men stadig havde let til smil og latter. Men nedenunder vidste alle godt, hvad der blev hvisket i krogene - noget Rachel og Tina blev mødt med, da de trådte ind i spisesalen og stoppede et øjeblik for at orientere sig efter Pete, Jonas og Aiden.

,,... siger, at han endnu ikke har været med til træningen,” mumlede Kane Wallace til Kristin Hodges, Harry Sullivan og Juniper Cooley fra sit eget hold.

,,Det er også rigtigt,” indskød Samuel, som sad ved siden af Sullivan. ,,Ikke endnu.”

,,Han burde altså ikke være på Eliteholdet, hvis han overhovedet burde være på skolen,” afgjorde Juniper bestemt.

Hun var ikke alene om denne holdning. Selv om ingen sagde det direkte til Aiden - som ikke var dum og derfor sikkert opfangede samtalerne også - så var det lidt den generelle mening om ham. Så sent som aftenen før havde Robert og Rachel skrevet sammen, inden de gik i seng, og han havde skrevet noget i samme stil.

Robert var ikke typen, der misundte nogen noget, men han var alligevel bitter over Aidens indtræden på Eliteholdet. Det var ikke nogen hemmelighed, at Robert havde været marginaler fra at komme på netop det hold, og at det måske netop var derfor, Aiden irriterede ham. Som sådan kunne Rachel godt forstå denne irritation, for hun ville nok have haft det på samme måde, hvis det var hende selv.

,,Opvisningen bliver en katastrofe i år, hvis folk ikke snart lærer at koncentrere sig om sig selv,” sagde Tina unødvendigt højt, hvis det bare var henvendt til Rachel.

Dette fik øjeblikkeligt Kristin Hodges til at klappe i som en østers, selv om hun havde været i gang med en længere redegørelse for, hvordan det ikke kunne passe, at nogen kunne komme ind på skolen så sent på året. I sidste ende var det jo ikke dét, som var problemet.

Rachel stirrede på Tina. Før i tiden ville hun på ingen måde have udtalt sig på den måde, men hun havde også udviklet sig i løbet af de to år og tre måneder, Rachel havde kendt hende.

,,Rach! Tina!” råbte Pete tværs gennem spisesalen og rakte en hånd i vejret til hilsen.

Jonas sad ved samme bord, ligesom Teresa, Aiden og Mikey Summers gjorde det. Alle lod til allerede at have hentet deres mad, så Rachel og Tina blev enige om at tage frokosten med, når nu de alligevel var i nærheden af køen.

De hentede bakker, sandwichs, æbler og vandflasker, inden de satte kursen ned mod bordet, hvor deres venner sad og lod til at more sig. I hvert fald lød der af og til et højt udbrud af latter, og hver gang kunne det spores tilbage til netop det bord. Blot at se dem alle sammen more sig fik Rachel til at smile, og hun glædede sig til at tage del i det.

,,Rachel!” kaldte en velkendt stemme, og hun vendte sig halvfems grader mod uret for at se i retning af lyden.

Det var Robert, som sad ved det sædvanlige bord med sin sædvanlige venneflok. Hun vidste godt, at hun burde sidde med dem noget oftere, og at hun generelt ikke var verdens bedste kæreste lige for tiden, men det lod ikke til at gå ham på. Og han smilede da også til hende nu, selv om han kunne se, at hun var på vej i en anden retning.

Kort så hun sig over skulderen mod Tina, som hun sendte et undskyldende smil, inden hun gik hen til sin kæreste. Tina nikkede bare og smilede skævt, inden hun fortsatte ned gennem rummet.

,,Hvad så?” spurgte Rachel muntert de sædvanlige mennesker, der hang omkring Robert og Phil. Heriblandt Olivia og Dean, mens Ninnie ingen steder var at finde.

,,Ikke så meget, smukke,” svarede Robert, mens han lagde en arm omkring livet på hende. ,,Jeg ville bare lige sige hej.”

Grinende bøjede hun sig ned for at kysse ham og blev lidt overrasket, da hans tunge begyndte at lege med hendes. Men eftersom det ikke var ubehageligt, og der nok ikke var én eneste elev på hele skolen, der ikke havde set dem kysse, kunne det nu være lige meget, at de befandt sig i det offentlige rum. Det var en rar tanke, at Robert holdt nok af hende til at kysse hende foran sine venner, veninder, holdkammerater og klassekammerater. Endda lærerne, som af og til kom forbi spisesalen for at sikre sig, at alt var, som det skulle være.

,,Få et hotelværelse,” sagde Phil flabet, mens han lænede sig tilbage i sin stol og plantede fødderne på bordpladen.

Rachel og Robert løsrev sig fra hinanden, og det var ikke uden skuffelse, for det havde været et dejligt kys. Det var tiltrængt, eftersom de ikke havde ret meget tid til den slags normalt.

,,Phil, det der er for klamt,” sagde Olivia frastødt og pegede sigende på hans råhvide Converse på bordet. ,,Få dem ned.”

,,Du er heldigvis ikke min mor,” påpegede Phil.

,,Du gør måske alt, hvad din mor beder dig om?” drillede Robert, og Rachel kom til at grine.

,,Hvis min mor var lige så lækker som Olivia, ville jeg overveje at begynde på det,” sagde Phil med et slesk smil.

,,Du er for klam,” sagde Olivia, som rejste sig. ,,Jeg skrider nu. Vi ses til matematik, Rachel.” På vejen væk sendte hun Robert et mystisk blik, Rachel kun kunne tolke som et få-ham-til-at-tage-sig-sammen-blik. Og dette var velbegrundet, for Phil kunne virkelig være klam at høre på.

,,Jeg troede ikke, at du var så snerpet!” råbte Phil efter hende, og da hun køligt viste ham sin langfinger på højre hånd, tilføjede han: ,,Med glæde!”

De omkringsiddende lo, og Rachel lod sig glide ned at sidde på Roberts skød, mens hun tog en bid af sit æble. Da han så undrende på hende, lagde hun det tilbage på sin bakke. Hun havde helt glemt, at der gjaldt nogle lidt andre sociale normer i denne forsamling af mennesker end den, hun havde vænnet sig til at være en del af igen.

,,Synes du ikke, at du skal spise med os i dag?” foreslog Robert, tydeligvis i sjov, siden han ikke lød alvorlig.

Alligevel gav det Rachel dårlig samvittighed, for hun vidste det jo godt. Og burde hun i virkeligheden ikke være mere tilbøjelig til at sige ja til ham end sine holdkammerater, som hun så hver dag efter skole?

,,Faktisk så -”

,,Hold den tanke, skat,” sagde han blidt, mens han gjorde mine til at rejse sig, hvorfor hun skyndte sig at gøre det samme, så hun ikke faldt på gulvet. ,,Jeg bliver nødt til at træde af på naturens vegne. Vi ses senere, ikke?”

Han kyssede hende hurtigt, men inden hun kunne nå at sige noget, havde han forladt spisesalen og var gået ud den korridor, der ledte til klasseværelserne til engelsk, matematik, fysik og biologi, samt førte til trapperne til overetagen, hvor toiletterne i skolebygningen var at finde.

,,Rach, din snegl, skal jeg virkelig komme og bære dig?” råbte Pete fra modsatte ende, og hun vendte sig mod ham, mumlede et hurtigt farvel til Phil og Dean, hvorpå hun satte kursen mod det sædvanlige bord.

Idet hun satte sig ned overfor Tina, kunne hun mærke alles øjne på sig.

,,Hvad?” spurgte hun uforstående, frustreret over at blive nidstirret på den måde, når hun ikke havde den fjerneste anelse om hvorfor.

En form for akavet stilhed brød ud, og hun rykkede automatisk lidt rundt på stolen, mens de andre trak blikkene til sig og syntes optaget af maden på deres tallerkener og bakker. Kun Aiden så stadig på hende, og hun var ikke sikker på, at udtrykket i hans ansigt ikke generede hende bare en lille smule.

,,Aiden, du når ikke at spise, hvis du ikke går i gang nu,” bemærkede Pete, som for en gangs skyld ikke var sprudlende og fuld af energi - heller ikke selv om han gjorde et forsøg på at fremstå sådan.

Den underlige lydighed, Aiden udviste, idet han greb fat i sin sandwich, døde hurtigt hen, da han nærmest smed den tilbage på bakken, endnu ikke viklet ud af folien, den var pakket ind i.

,,Hvis I ikke vil sige noget, så gør jeg det.” Det var et dæmpet udbrud, men det kom så pludseligt, at Rachel alligevel blev overrasket. ,,Rachel, jeg synes, at det er lidt mistænkeligt, hvordan Robert og Olivia forsvinder ud herfra i hælene på hinanden hver dag.”

Den måde, han sagde jeg på, fortalte tydeligt Rachel, at det ikke kun var ham, der syntes det, men at han ikke var ude på at klandre de andre for det. At kaste med mudder, så at sige. Dog syntes hun at dette forsøg virkede lidt umoralsk, eftersom hans budskab var et lidt andet.

Tanken havde end ikke strejfet hende tidligere, men nu hvor han sagde det, forstod hun selvfølgelig godt hentydningen. Og hun brød sig lige så lidt om den, som hun brød sig om tanken om hvad han antydede. Naturligvis kunne det ikke være sandt, men hvordan forklarede hun sine venner, at hun var hundrede procent sikker i sin sag?

Hun stolede på Robert, fordi hun holdt af ham, og fordi han holdt af hende nok til at kysse hende lige for næsen af Olivia og alle andre elever på hele skolen. Men hendes venner stolede ikke en meter på ham, måske mindst af alle Pete, som ellers nærede en tro på, at der var noget godt i alle mennesker. De vidste selvfølgelig heller ikke, hvordan han var i virkeligheden - når han ikke var sammen med sine venner -, for de var ikke villige til at give ham en chance, selv om han flere gange havde udtrykt for hende, at han ikke ville have noget imod at lære dem at kende.

,,Du må være sindssyg,” mumlede hun, ikke rigtig henvendt til nogen.

Aiden skubbede sin stol tilbage, greb sine krykker og rejste sig hurtigt. Det var sjældent, at han bevægede sig særlig stærkt, men åbenbart var han i stand til det uden problemer.

,,Jeg syntes bare, at du skulle vide det,” sagde han, stadig uden at hæve stemmen og tiltrække sig opmærksomhed. ,,Af den grund skal du ikke kalde mig sindssyg.”

,,Men du har intet bevis, og jeg er sikker på, at det ikke passer,” fortalte hun ham skråsikkert, vred over den reaktion hun blev budt af en, der ikke havde kendt hende i meget mere end halvanden måned.

,,Hvis du er sikker på det, så er det jo godt.” Han lød ikke vred, men heller ikke som om han morede sig over situationen, han havde bragt sig selv i.

Så vendte han ryggen til bordet og front mod døren ud til korridoren.

,,Går du?” spurgte Tina, som sendte Rachel et bebrejdende blik.

,,Jeg er ikke sulten,” svarede han hen over sin skulder. ,,Vi ses senere.”

Pete så splittet ud, lige indtil Mikey rejste sig og erklærede, at han ville sørge for at Aiden alligevel fik noget at spise, når de først sad i lokalet. Så forsvandt han ud af spisesalen, og Pete så mere afslappet ud allerede.

Konfrontationen havde været unødvendig og efterladt en dårlig stemning ved bordet, som Jonas forsøgte at lette ved at starte små samtaler op. Tina sad og brækkede små stykker af sandwichbrødet, og Pete havde travlt med at fortære sandwich nummer to, mens Rachel stirrede ned i bordet uden lyst til at spise. Hendes mave knurrede, og hun vidste, at hun blev nødt til at spise nu, hvis hun ville have energi til resten af dagen, men tanken om at komme noget i munden fik hendes indre til at vende sig.

Og hun kunne ikke lade være med at tænke på, at hvis nu Aiden havde ret, så ville det få uoverskuelige konsekvenser.

På en eller anden måde lykkedes det hende at få klemt sin frokost ned og skyllet efter med en tår vand, inden hun rejste sig for at gå til matematik. Netop som hun gjorde dette, ringede klokken, og Tina var hurtigt på benene.

,,Vi ses senere,” sagde hun til de to drenge, inden hun stak sin arm under Rachels og slæbte hende med sig ud af spisesalen, inden alle myldrede ved døren.

Gangen var stille endnu, men bag dem lød den sædvanlige højlydte skraben af stole og borde og bruset af samtaler, der pludselig blev højere og højere i toneleje for at kunne overdøve de andre.

,,Rachel, det var ikke for at gøre dig ked af det eller noget,” sagde hun stille. ,,Jeg ved ikke, hvorfor Aiden sagde det. Det er jo ikke sikkert, at der er noget i det -”

,,Der er helt sikkert ikke noget i det,” rettede Rachel hende kort for hovedet.

,,Så længe du ved det, er der jo ikke noget problem,” forsøgte Tina, mens de gik hen mod lokalet. ,,Det ser bare mærkeligt ud udefra, men det er måske, fordi jeg ikke kender Jacobs.”

,,Han ville aldrig gøre den slags.”

De drejede ind i lokalet, og Rachel opdagede med en klump i halsen, at Olivia ikke var der endnu, selv om det havde været hendes undskyldning for at forlade bordet. Først da resten af klassen var ankommet, viste Olivia sig, med let pjusket hår og strålende øjne, som om hun virkelig var glad.

Inden Rachel nåede at føre sin irrationelle, hastigt udtænkte forhørsplan ud i livet, trådte fru Caprin ind, og timen gik i gang.

 

,,Spencer, skal du ikke være med?” råbte Claus et sted længere bagude i køen.

Automatisk drejede Rachel hovedet til siden for at se Aidens respons. Han sad på en af bænkene ved musikanlægget med det ene ben trukket op til sig og armene viklet omkring knæet. Spørgsmålet besvarede han ved at tippe hovedet let bagover og sigende vende øjne.

Hvordan nogen kunne finde på at opføre sig så arrogant overfor sine holdkammerater, anede Rachel ikke. Specielt ikke når de var i hans sted og rent faktisk ikke i stand til at være med til træningen. Men så igen, det var vel den slags ego, man opbyggede, når man vidste, at man kunne have været med til det kommende OL, hvis ikke det havde været for en skade.

Tina puffede lidt til Rachel med sin albue, og det fik hende til at vende ansigtet fremad mod banen og køen. Den næste var Tina. Det var sjovt at se, hvordan hun havde ændret stil, siden de startede på skolen. Nu var hendes form mere elegant og flydende, og hun kunne mange flere forskellige spring, idet hun tog tilløb, drejede rundt i et araberspring, der blev efterfulgt af en række baglæns spring som baglæns saltoer og whips.

Så blev det Rachels tur. Hun kastede et enkelt blik sidelæns, inden hun tog et kort tilløb og indledte sin egen sekvens på samme måde som Tina. Det gik fint. Hun kunne mærke banen under sine hænder og fødder som et helt naturligt ekstra element oven på jorden. Et element hun befandt sig ganske godt i. Af og til kastede hun sig opad i en strakt baglænder, inden hun fortsatte hen ad banen.

Som afrunding samlede hun momentum ved at bruge først fødderne, så hænderne og så fødderne til at sætte hårdt af fra banen. Den var meget behjælpelig, når først man gjorde det nødvendige arbejde bag, for idet hun sprang opad igen, kom hun højt op. Højt nok op til at udføre en dobbelt baglæns salto hvoraf den første var skruet en hel omgang og den anden en halv. Hun havde god fart på og kom tilstrækkeligt højt op til ikke at have problemer med at nå at lande på fødderne.

Først lidt forsinket opdagede hun, at hun havde overroteret, og automatisk rakte hun hænderne ud for sig, mens hun mærkede et lille skub fra Erics side, så hun ikke landede direkte på begge arme, men derimod faldt ned på siden på madrassen for banens ende. Først gjorde det ikke ondt. Så skubbede hun fra måtten for at sætte sig op og mærkede en jagende smerte skære gennem sit håndled.

Instinktivt så hun ned og var lettet over at kunne konstatere, at det i det mindste ikke så brækket ud. Og så slemt føltes det heller ikke, men ondt gjorde det. Ondt nok til at hun lige blev siddende og sundede sig et øjeblik, mens hun holdt hånden op mod sit bryst. Det gjorde lidt for ondt at bevæge den mere end højest nødvendigt, så Matt trak hende op at stå ved hjælp af den arm, hun brugte til at holde hånden på plads med.

,,Spencer -?” kaldte Eric, mens Rachel på noget vakkelvorne ben - på grund af overraskelsen - trådte ned fra madrassen, så de andre kunne komme til.

,,Arbejder på sagen,” var Aidens svar.

Håndleddet dunkede, og Rachel så nervøst ned på det, inden hun besluttede at forsøge at bevæge sine fingre. Det kunne hun heldigvis godt. Og hvis hun virkelig bed tænderne sammen, kunne hun også godt vippe hånden frem og tilbage.

,,Kom, Rachel.” Forsinket opdagede hun, hvor tæt på Aiden var kommet.

Han stod overfor hende nu, støttende sig til den ene krykke, og hans brune øjne udtrykte bekymring, selv om hun kunne se, at han ikke var ude af sig selv. Og hvorfor skulle han også være det?

Et kort øjeblik havde hun helt glemt at bebrejde ham, men nu hvor tankerne svømmede tilbage i hovedet på hende, afviste hun hans tilbud om en hjælpende hånd og fortsatte hen til bænken på egen hånd. Aiden sluttede sig til hende lidt efter; det gik noget langsommere, når han ikke havde to krykker.

,,Her,” sagde han stille og rakte hende et viskestykke og en ispose, som hun tog imod og holdt mod sit håndled.

,,Tak,” mumlede hun tvungent.

Da han satte sig ned, var det med en dæmpet stønnen, som om det gjorde ondt. Men da hun et øjeblik senere skævede til ham ud af øjenkrogen, sad han i samme stilling som tidligere og betragtede deres holdkammerater på banen. Der var et udtryk i hans øjne, hun ikke havde forventet. Længsel.

Det gav hende en dårlig smag i munden, og hun så hurtigt væk, da hans øjne mødte hendes. Først nu kom skammen. Skammen over det blik, hun havde sendt ham, hvorefter hun totalt havde kikset sit spring. Og det værste var, at han med garanti kunne gøre det hundrede gange bedre i søvne.

Han pustede ud i langdrag. ,,Rachel, omkring det tidligere så mente jeg ikke noget ondt med det.”

,,Hvorfor sagde du det så?”

,,Jeg syntes, at du havde ret til at vide, hvordan det så ud udefra. Men hvis jeg ikke har ret, så må du undskylde, at -”

,,Jeg ved ikke, om du har ret,” mumlede hun. ,,Og det er nok det, der gør mig så irriteret over det. For jeg kan godt se din pointe, men jeg kunne aldrig forestille mig, at han ville gøre det imod mig.”

Han sagde ikke noget længe, men sad bare og betragtede luften med en eftertænksom mine, som om han overvejede et eller andet. Så lænede han sig tilbage og lod det optrukne ben falde ned ved siden af det andet.

,,Hør, jeg kan ikke trække mine ord tilbage,” sagde han så endelig, ,,men hvis du gerne vil vide, om du har ret, kan jeg forsøge at finde ud af sandheden for dig.”

Hun så op på ham. ,,Gennem Ninnie?”

Det var ikke uden tilfredsstillelse at hun bemærkede, hvordan han rødmede en lille smule.

,,Ja, gennem Ninnie,” svarede han, og hun kunne høre antydningen af et smil i hans stemme.

,,Har I to noget kørende?”

Han lød, som om han havde fået spyt galt i halsen, da han hostede. ,,Det… Det… Øh… Det ved jeg ikke.”

Hun lo dæmpet og rykkede lidt på isposen. Så lænede hun sig også tilbage mod murværket og så frem for sig. Pete afsluttede netop sit spring med en dobbeltskruet baglæns salto, og han landede endda fladt på fødderne uden trænernes assistance.

,,Har du nogensinde været skadet?” spurgte hun.

Aiden fnøs sigende og åbnede sine hænder mod sine ben.

,,Før det, mener jeg,” knurrede hun og rakte tunge ad ham.

,,Selvfølgelig,” grinede han. ,,Det kan man næsten ikke undgå.”

Hun nikkede samstemmende. Det havde han ret i. Når man udførte halsbrækkende spring var der en million ting, der kunne gå galt. Specielt de første gange, hvor man afprøvede nye spring eller teknikker. Mere end én gang havde Dominic kørt hende på hospitalet med mistanke om at have brækket et eller andet, blot for at kunne ånde lettet ud når det viste sig, at det bare var en forstuvning.

,,Hvad er der med dit ben?” spurgte hun direkte. ,,Og lad være med at forsøge at undvige. Jeg siger det ikke til nogen.”

,,Jeg brækkede det,” sagde han ligeud. ,,Ved at køre uforsigtigt. Det var en dårlig idé.”

Den måde, han sagde det på, gav hende besvær med at reagere. For den gav hende både lyst til at grine og græde, og hun kunne trods alt ikke rigtig gøre nogen af delene, hvis hun ville fremstå som værende ved sine fulde fem.

,,Men hvor længe er det siden?” spurgte hun nysgerrigt.

,,Et stykke tid.” Der var kommet den der afvisende klang i hans stemme igen, der bad hende om at holde op med at stille spørgsmål, så hun besluttede sig for ikke at udfordre skæbnen.

,,Du ved godt, hvad folk siger om dig, ikke?”

Det havde ikke været hendes mening at spørge, og da slet ikke på den måde. Men det var for sent at trække ordene tilbage nu, for han så nysgerrigt på hende.

,,Hvad?”

,,Du ved… at du ikke skulle have været på holdet.”

,,Nå, det?” Hans ansigt vendtes mod gymnasterne på gulvet i stedet. ,,Jo, det har jeg hørt. Jeg bebrejder dem det ikke.”

,,Du har da lige så meget ret til at være her som alle andre,” erklærede hun stædigt - og hun mente det.

Men hun var sandsynligvis en af de få, der vidste, at han godt kunne springe. Om han kunne være med til serier og lignende, var hun ikke klar over, men springene var trods alt også det vigtigste for hende. Lige på det punkt brillerede han i hvert fald.

,,Tak, Rachel,” sagde han stille.

,,Du burde tage et spring.” Hun så på ham, da han rystede på hovedet. ,,Bare ét, ikke mere. Det ville få rygterne til at stoppe.”

,,Jeg kan ikke overskue følgerne.”

,,Som er hvad? Et positivt omdømme? Popularitet? Frihed til at gøre, som du -”

,,Nysgerrighed,” afbrød han hende.

,,Jeg er nysgerrig,” fortalte hun ham. ,,Og jeg er ikke alene. Du får garanteret mange spørgsmål i løbet af en dag. Vil du ikke gerne have dem til at stoppe?”

,,Din nysgerrighed kan jeg holde ud, fordi du ved lidt i forvejen, og du lader mig beslutte, om jeg har lyst til at fortælle eller ej.”

,,Hvad med Ninnie?” Spørgsmålet kom væltende ud af hende, uden at hun kunne nå at bremse sig selv.

,,Hvad med hende?”

,,Har du fortalt hende alt?” Det vidste hun jo, at han ikke havde, men hun ville gerne se, om det med at lyve var en vane for ham, noget han gjorde ofte.

Han lo en form for dæmpet latter, mens hun fjernede viskestykket og lagde den efterhånden ikke så iskolde ispose direkte mod sin bare hud. Smerten var så småt ved at forsvinde.

,,Hvis jeg sagde ja, ville du så krydsforhøre hende?”

,,Sikkert ikke. Ninnie og jeg er ikke perlevenner,” mumlede hun.

Ikke at de ikke kunne holde hinanden ud, men de undgik hinandens selskab, hvis de kunne, selv om de kunne tale normalt sammen. Faktisk var den akavede stemning først kommet med Aiden, og nu var det ikke svært for Rachel at regne ud hvorfor.

,,Nej, det opfattede jeg ligesom. Men nej, jeg har ikke fortalt hende noget.”

,,Det ved jeg,” fløj det ud af hende.

,,Hvor ved du det fra?”

Selv om det ikke var nogen stor afsløring, så han alligevel en lille smule skuffet ud - som om hun havde gjort noget, han burde være vred over, men som han bare var såret over i stedet. Udtrykket fortog sig dog hurtigt igen, og et lidt anstrengt smil erstattede de før afslappede mundvige.

,,Ninnie delte sin frustration med Olivia i engelsktimen i dag,” indrømmede hun. ,,Og jeg kom lidt til at lytte, selv om jeg forsøgte at lade være.”

,,Men hvis du vidste det, hvorfor spurgte du så?”

,,Jeg ville se, om du kunne finde på at lyve, ligesom du lyver om dine blå mærker.” Hendes tone var skarpere, end hun havde tænkt sig, og han blinkede overrasket.

,,Hvad mener du med det?”

,,Helt ærligt,” sagde hun og vendte øjne. ,,Ingen er så uheldige, at de gang på gang falder på trapperne eller på fladt gulv eller slår hovedet ind i skabe eller lignende.”

Beslutsomt lagde hun isposen fra sig på bænken, drejede håndleddet et par gange for at sikre sig, at det var i orden og rejste sig så. Hun havde ikke noget imod at tale med Aiden, men hun måtte hellere gå, inden det udviklede sig til endnu en ubehagelig situation - dem havde hun ikke brug for flere af på én dag, og træningen udgjorde en dejlig mulighed for at slippe væk.

,,Tak for hjælpen,” sagde hun, inden hun løb tilbage i køen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...