Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6294Visninger
AA

19. - Oktober

Det var kun lige blevet oktober, og vejret var enig med Pennsylvanias indbyggere i, at kulden ikke behøvede at komme bragende, bare fordi september nu var overstået og efteråret officielt i gang. Det havde været lunt om dagen, og selv nu var det ikke så koldt, at tænderne klaprede i mundene på folk. Mørket havde sænket sig over skolen, og lyset fra rektors gemakker kunne ses fra bakketoppen, hvor Kasernen var placeret. Fordi skolen var så afsides placeret, var der ikke en lyd at høre fra omgivelserne, ud over den larm Robert, Phil og de andre lavede, mens de satte teltet op bag Kasernen.

Til at begynde med havde Rachel ikke rigtig haft lyst, men på en eller anden måde var det lykkedes dem at overtale hende. Ikke at det gjorde hende noget. Så længe hun var sammen med Robert, var det stort set lige meget, hvad de lavede, syntes hun. Men hun kunne godt tænke sig snart at have ham på tomandshånd. Det var længe siden.

Måske var hun lidt selv skyld i det. Hun havde siddet meget sammen med Pete, Tina, Teresa, Jonas, Lee og Aiden på det sidste, og det meste af dagene var jo optaget af andre ting. Men under måltiderne havde hun alligevel ikke haft ham for sig selv, for de sad jo altid sammen med Phil og mindst tre andre. Det føltes mærkeligt at være kærester med én, som man kun kunne betragte tværs gennem spisesalen eller hurtigt hilse på, når de så hinanden mellem træningerne med deres forskellige hold.

Det havde været så meget lettere at have en kæreste på Eliteholdet, men det ville heller ikke have fungeret i længden. Specielt hvis det pludselig ikke føltes rigtigt længere, og de var tvunget til at gå på samme hold året ud.

,,Smukke, kommer du?” råbte Robert, og hun vendte hurtigt rundt på hælen for at løbe rundt om hjørnet.

En lampe lyste teltdugen op indefra, og Robert og Phil stod selvtilfredse med hænderne i siderne og betragtede deres mesterværk, mens Olivia, Ninnie, Dean og Janet krøb indenfor i det lille, varmt udseende telt. Phil fulgte efter Janet ind, og Robert så kort på Rachel, inden han bøjede sig ned og kyssede hende på munden.

Han smagte af humle, men hun sagde ikke noget om det.

,,Det skal nok blive sjovt,” lovede han hende.

Så slap han hende og krøb ind bag teltdugen til sine venner, og Rachel tog en dyb indånding af den friske aftenluft, inden hun selv fulgte efter. Selv om de var forholdsvis mange på et lille areal, havde de endnu ikke fået varmet teltet op, så de delte tæpper rundt mellem sig, og Rachel sad mere eller mindre oven på Robert, så tæt op af hans side sad hun.

,,Nu til det sjoveste,” erklærede Phil med et drenget grin, mens han trak en flaske frem.

I lyset fra lommelygten, der hang i loftet så væsken gylden ud, men Rachel var alligevel ikke sikker på, at hun havde lyst til at prøve det. Selv om hun var i det rigtige selskab. Flasken gik på omgang, og hun sprang over, da Robert tilbød hende at smage. I stedet drak Olivia ”hendes tår”.

Der gik ikke ret lang tid, før de andre begyndte at synge og more sig i deres fuldskab, og Rachel kunne ikke lade være med at more sig over dem i stedet. Det var komisk at se på fulde mennesker, og specielt når de opførte sig som disse; de sang sjofle sange, talte om dårlige jokes, og Dean og Phil gav sig til at lave en top tyve over verdens lækreste kvinder, selv om de aldrig kunne huske mere end de fem første.

Præcis hvordan det skete, vidste Rachel ikke helt, men pludselig sad Phil og Janet tæt omslynget og delte mundvand med nogle temmelig foruroligende lyde, og ikke længe efter gav Ninnie sig til at sidde og gnubbe Deans lår. Endnu engang gik der ikke længe, før også de to gav sig hen til hinanden, tydeligvis tabte for omverden. Tilbage var der så Rachel, Robert og Olivia. Olivia sad for sig selv og halvnynnede, mens hun af og til tog en slurk fra en ny flaske, som Phil havde åbnet.

Blide fingre rørte pludselig ved Rachels lår, og hun vendte sig mod Robert, halvt i overraskelse, halvt for at tjekke, at det rent faktisk var ham. Bevægelserne var blide, lokkende, og det føltes ikke dårligt. Slet ikke. Han lænede sig langsomt ind over hende, og hun lod sig vælte ned på ryggen og låste benene omkring hans hofter med armene omkring hans hals. Det var en ret behagelig stilling. Specielt da han kyssede hende.

Hans ånde lugtede af noget andet end øl nu, men det var ikke slemt. Kysset smagte stærkt af lakrids, og denne smag blev intensiveret, da hans tunge trængte igennem deres læber og ind til hendes, så de kunne lege sammen. Rachel lukkede øjnene og nød nærkontakten, som de ikke havde haft meget af på det sidste.

Hans hånd trængte længere op mellem hendes ben, og hun var klar over, hvad han var i gang med. Meget bevidst, endda. Og det var ikke, fordi hun ikke ville give ham det, han ville have. Tvært imod. Men da hans frie hånd lukkedes omkring hendes ene bryst, kunne hun simpelthen ikke gøre for det. Hun kunne ikke, selv om hun gerne ville.

,,Robert,” hviskede hun stille, så hun ikke kom til at sætte ham i forlegenhed foran Phil, Dean og de tre andre piger. ,,Vær sød at lade være.”

Han trak sig lidt tilbage fra hende, og hænderne gik i stå. ,,Hvorfor?”

,,Ikke klar,” åndede hun bare og satte sig op, så han automatisk blev nødt til at følge bevægelsen.

Et fuldkomment uforstående, forbløffet udtryk prægede hans ansigt. Som om det kom bag på ham - hvad det sikkert også gjorde. Men hun kunne ikke, selv om hun meget gerne ville slippe for dét blik.

,,Er du sikker?” brummede han, og hans stemme var sløret, men hun gav alkoholen skylden for dette.

,,Helt sikker,” svarede hun, mens hun skubbede sig selv baglæns hen mod åbningen i teltdugen.

,,Hvad er du bange for, Rachel?” spurgte Olivia drævende, mens hun sad og svajede fra side til side. ,,Det er faktisk rart. Og det gør ikke ondt, hvis du bare slapper af.”

,,Jeg går ud og får noget frisk luft,” sagde Rachel bare bestemt og lynede op.

,,Okay,” sagde Robert bare. ,,Måske har du skiftet mening, når du kommer tilbage.”

Det er fuldskaben, der taler, fortalte Rachel sig selv, mens hun kravlede ud af teltet og ud i den kølige aftenluft. Vinden blæste hendes hår til siden og krøb ind under tøjet på hende som iskolde fingre. Hun skulle have taget en jakke på. Og et ur med, for hun havde ingen idé om, hvad klokken var, og selv om det var Columbus Day - en national fridag - den følgende dag, ville hun gerne sørge for, at hun ikke kom alt for sent i seng.

Hun havde aftalt at tage ud til søen sammen med Tina den følgende dag, når nu de havde fri. Ikke fordi det var varmt nok til at bade, men bare for at komme lidt væk fra skolen, nu hvor de havde tiden til det. Pete havde erklæret, at han ikke gad at tage med, men det var formentlig at hensyn til Aiden, som han lod til at have et nærmest broderligt blødt punkt for. Sand og krykker var som regel ikke nogen god kombination, selv om det ikke havde været Aidens begrundelse for ikke at tage med. Han ville gerne få samlet op på nogle lektier ”og sådan”, havde han sagt.

Til sidst blev det bare Tina og Rachel, men det gjorde ikke noget. Det var længe siden, at de to havde lavet noget sammen som veninder, og det gav dem mulighed for at tale om noget, Rachel var meget nysgerrig efter at høre mere om. Nemlig Tinas tydelige forelskelse i Pete, som absolut intet lod til at bemærke. Og Tina sagde ingenting selv, især ikke når mindst én af deres drengevenner var i nærheden hele tiden.

Så det var planen. Derfor skulle hun ikke alt for sent op. Overvejende vendte hun sig mod Kasernens bagindgang. Det var med garanti et ur derinde, der lyste op, selv om hun ikke lige havde lagt mærke til det.

Et kort blik tilbage mod teltet, der var stille nu, bortset fra de smaskende lyde fra Deans, Ninnies, Phils og Janets kys, traf beslutningen for hende. Hun havde brug for at komme lidt væk og klare tankerne, men hun kunne ikke blive stående udenfor i den kølige vind ret længe uden at længes efter varme.

Døren var tung, specielt nu hvor hun også var træt. Det var ikke tit, at bagdøren blev brugt, fordi elever og trænere som regel kom nede fra skolebygningen for enden af stien i modsatte retning. Rachel havde aldrig været ved den anden indgang, og hun tvivlede på, at ret mange andre havde været det.

Til sin overraskelse kunne hun konstatere, at der ikke var helt mørkt. Indgangen til Hal 1 var oplyst, hvilket hun fandt underligt. Der var et stykke forbi de andre haller og hen til denne, men hun besluttede alligevel at slukke lyset, så det ikke stod og brændte hele natten. Det ville være mistænkeligt, og tænk nu hvis nogen opdagede, at de havde været ude bag Kasernen med alkohol. De kunne alle blive smidt ud - selv om hun ikke havde drukket.

Netop som hun nåede ned til en af kontakterne, der slog lyset fra, hørte hun den fjerne lyd. Dunk. Dunk. Dunk. Dunk-dunk. Duunk. Den lyd kendte hun alt for godt. Det var lyden af tumbling. Af fødder og hænder mod en bane, der gav efter for dem og sendte dem gennem luften eller længere fremad, afhængigt af den vinkel, de landede med. Havde der ikke været så ufatteligt stille, ville hun aldrig have bemærket lyden, men nu pirrede den hendes nysgerrighed.

Eleverne måtte bruge hallerne om natten, hvis de ønskede det, men ingen gjorde det på andre dage end valentinsdag, og det var ikke til træning. Dette var højest uventet. Forsigtigt åbnede hun døren til Hal 1 og stak hovedet ind.

Synet, der mødte hende, kom så meget bag på hende, at hun måtte slå en hånd for munden for ikke at gispe højlydt og bryde vedkommendes fokus. En mørkhåret skikkelse iført sorte træningsbukser og en hvid T-shirt tog et lidt akavet tilløb bestående udelukkende af et indspring og et araberspring. Hans krop blev sendt bagover i en perfekt bue, til hans hænder ramte underlaget. Benene fulgte efter, men da var hans arme allerede på vej bagover igen. Han sendte sine ben rundt en enkelt gang uden at bruge armene til afsæt i et whip, lavede endnu en flikflak og søgte opad, roterende to gange i helt strakt form. Den dobbelte baglæns salto til afslutning var så ren i formen og så høj, at Rachel fjernede hånden fra sin mund og måbede åbenlyst, mens hun trådte ind i hallen, holdende døren åben bag sig.

Han landede helt strakt og strakte armene ud til siderne, blot for at markere at springet var overstået. Derefter vendte han sig og trådte ned fra banen, og den slanke, perfekte kropsholdning fra springene forsvandt, idet han satte sig ned på kanten af banen for at trække vejret. Så rejste han sig og gik sådan lidt akavet tilbage langs banen, halvt foroverbøjet og med en hånd støttende fra materialet.

Tilbage ved starten af banen trådte han op igen, så ned på sine fødder, trak vejret dybt og satte så i gang igen. Starten var den samme som før, men han lavede flere whips denne gang, og af og til også lige en dobbelt baglæns salto, som han fortsatte fra ud i en dobbelt flikflak, efterfulgt af en høj, hoftebøjet triple baglænder. Som det så ud for Rachel, havde han masser af plads til at lande perfekt, men af en eller anden grund stod han den ikke og lod sig i stedet vælte baglæns om på ryggen, skubbede fra med hænderne og kom op at stå igen.

,,Fuck,” mumlede han, og det var tydeligt, at han var forpustet. Han satte sig ned.

Indtil videre havde han ikke bemærket hende, lod det til, og Rachel havde lidt skyldfølelse over at stå og betragte ham på den måde, når han ikke vidste det. Men det ændrede sig også, da hun ubevidst slap døren, som gled i bag hende. Selv om den ikke gled hurtigt i, så larmede det alligevel i stilheden på grund af akustikken i hallen.

Han så op og rynkede panden. ,,Rachel?”

,,Er du okay?”

Han så ikke helt okay ud, som han stod lettere foroverbøjet, forpustet og hældende en smule til den ene side.

,,Hvor længe har du været her?” spurgte han, ignorerende hendes spørgsmål.

,,Ikke så længe igen,” løj hun.

,,Mhm,” brummede han, idet han satte sig ned med benene ud over kanten på banen. ,,Gider du -?” Han gjorde en fejende gestus i retningen af den modsatte ende af banen.

Uden at sige noget sparkede hun sine sko af og satte i løb hen over gulvet for at samle de ting op, han havde bedt om. Men hun tog sin tid med at bringe dem tilbage til deres ejermand, overvejende hvorfor han havde bedt om hjælp, når han godt selv kunne.

,,Tak,” sagde han stille og rejste sig for at tage imod.

,,Aiden, hvorfor har du ikke sagt noget?” fløj det ud af hende, inden hun kunne nå at bremse spørgsmålet eller finde på en måde at blødgøre det. I stedet kom det til at lyde bebrejdende.

,,Sagt noget om hvad?”

,,Dine spring.”

,,Det har jeg da også.”

,,Ja, til mig, men ikke til alle andre, vel?”

,,Jeg tror måske, at Pete har luret den,” tilstod han.

Hun stønnede frustreret. ,,Du undviger spørgsmålet.”

,,Ja.”

I det mindste var han da ærlig. Meget, endda. Han så på hende med let sammenknebne brune øjne, inden han tog et skridt baglæns og vendte rundt, manøvrerende fejlfrit og elegant selv med krykkerne. Det var dog irriterende, at han kunne få alting til at se let og ubesværet ud, selv om han måtte have det lige modsat. Hvis bare Rachel kunne det i halvt så høj grad som ham, ville hun være lykkelig.

Mens hun stod og stirrede ud i luften, fortabt i tanker, var han åbenbart blevet færdig med at springe, for han var på vej hen mod en af bænkene, hvor der lå en sportstaske. En vandflaske stak op derfra, og han greb denne, mens han støttede sig til den ene krykke med den anden holdt fast mellem pege- og langfinger. Efter en lang tår af flasken, smed han den tilbage i tasken og greb fat i skulderstroppen, stivnende midt i en bevægelse.

,,Du, Rachel?”

,,Ja?”

,,Du har ikke drukket, vel?”

Spørgsmålet kom bag på hende. Hvorfra kunne han vide, at hun havde været til ”fest” udenfor? For han spurgte vel ikke om den slags helt uopfordret. På den anden side kunne det være, at hun lugtede af alkohol, uden at hun selv kunne mærke det. I så fald måtte hun sørge for, at han ikke fortalte det til nogen.

,,Selvfølgelig ikke,” svarede hun hurtigt. ,,Hvorfor spørger du?”

,,Ikke for noget,” sagde han lidt for hurtigt, men indså åbenbart selv, at han ikke havde oddsene på sin side, hvis han ville lyve. ,,Jeg hørte bare Jacobs sige noget om det.”

Det burde hun have vidst. De to gik på samme årgang og havde nødvendigvis fag sammen, så det ville være underligt, hvis de ikke kendte hinanden selv om hun ikke havde introduceret dem. Desuden vidste alle jo, hvem Robert var, uden undtagelse. Og Aiden var ikke langsomtopfattende efter hendes mening.

,,Nå.” Hun trak lyden lidt ud og ventede halvt om halvt, at han bare ville gå sin vej.

I stedet satte han sig ned på bænken.

,,Men du var sammen med dem, ikke? Ham og Valmont, mener jeg.”

Der var ingen pointe i at forsøge at lyve. ,,Jo.”

Han åbnede munden for at sige et eller andet, men i det samme gik døren op, og Matt trådte indenfor, iført afslappet nattøj og med bare fødder, der var beskidte nedenunder efter at have været udenfor. Den unge træners blik fæstnedes på dem med en vis form for forvirring, og det kunne man vel ikke bebrejde ham. Han havde trods alt ikke set Aiden springe til træningen, og nu sad han pludselig - omklædt og svedig - i hallen midt om natten. Og Matt havde jo set Rachel og Robert sammen, så han måtte utvivlsomt tro noget forkert om det scenarie, der udspillede sig for øjnene af ham nu.

,,Spencer,” sagde han eftertænksomt, og stemmen rungede i hallen. ,,Donovan.”

Aiden rejste sig hurtigt fra sin siddeplads. ,,Hej, Matt,” sagde han forholdsvis afslappet.

Rachel gentog stille den uformelle hilsen.

,,Spencer, jeg forstår, hvad du laver her,” tilstod Matt. ,,Men hvad med dig, Rachel?”

Så trænerne vidste altså godt, at Aiden kunne springe? Det lod det i hvert fald til, men for at være sikker, måtte hun hellere spørge Aiden en dag. Når de ikke stod foran Matt.

For nu skulle hun dog koncentrere sig om at finde en eller anden undskyldning. Hun kunne selvfølgelig godt sige, at hun bare havde haft lyst til at træne, men det forklarede ikke hendes hverdagsagtige tøj, der bestemt ikke egnede sig til træning. Og hvis hun virkede mistænkelig, var der overhængende fare for, at Matt ville gennemtjekke Kasernen og opdage Robert og de andre.

,,Jeg bad Rachel om at tage med i aften,” sagde Aiden hurtigt. ,,Som en slags sparringspartner.”

Hvorfor han dækkede over hende, kunne hun ikke gennemskue. Hun kendte i virkeligheden ikke Aiden ret godt - hun havde ikke engang vidst, at hans efternavn var Spencer. Han holdt sig på pæn afstand af hende, uden at det blev direkte uhøfligt, og hun var ikke ivrig efter at komme i kontakt med ham, efter at han havde fortalt om det med OL. Mest fordi hun var så nysgerrig, at hun var bange for at komme til at gå ham alt for meget på nerverne.

,,På den måde,” mumlede Matt og gned sig i øjet med en knyttet næve. ,,Okay. Jeg kom bare for at hente den CD, der sidder i anlægget.”

Derpå arbejdede han lidt på at få anlægget til at virke efter hensigten, trak en disk ud, placerede den i et cover og stak dette i lommen. Grinende og gabende på samme tid vinkede han, idet han forlod hallen igen.

Rachel trak vejret dybt og lettet.

,,Tak,” mumlede hun.

,,For hvad?”

,,For at lyve for mig.”

,,Jeg tænkte, at hvis jeg nu holder på din lille hemmelighed,” sagde han indledende, mens han så sig omkring, ,,så holder du måske på min.”

,,Hvilken? Det med OL?”

Hans læber krusedes i et smil.

,,Også den. Nu mente jeg faktisk det her.” Han slog let ud med armene, og hendes mundvige trak opad i et skævt smil.

,,Hvorfor vil du holde det hemmeligt?” ville hun vide.

,,Jeg vil gerne undgå at gøre mig selv til grin,” sagde han simpelt.

,,Med dét der ville du ikke gøre dig selv til grin,” fortalte hun ham seriøst. ,,Det er mere, end hvad mange andre kan.”

Faktisk så troede hun ikke, at der var andre end Pete, der kunne finde ud af at springe på den måde. Hvis han da overhovedet kunne få opbygget kraft nok til at komme rundt i en tredobbelt baglæns salto med strakte ben. Og uanset hvad så vidste hun, at selv ikke Pete var lige så elegant og let at se på, når han tumblede, som Aiden var.

Han rystede bare stædigt på hovedet og greb sine krykker igen, blot for at gå hen mod hende igen. Eller måske nærmere svinge sig, eftersom dét, han gjorde, næppe kunne kategoriseres som gang.

,,Jeg kan ikke løbe,” påpegede han overfor hende.

,,Og hvad så? Det er da mere imponerende, at du kan opbygge energi nok til at komme tre gange rundt uden tilløb,” erklærede hun og krydsede armene over brystet. ,,Du kunne blive den nye Jace, his du ellers gad…”

Det sidste var en dæmpet tilføjelse, han ikke behøvede at høre. For det første fordi han med garanti ikke anede, hvem Jace var, og for det andet fordi det ikke var for at give ham dårlig samvittighed eller lokke ham med berømmelse.

Men selvfølgelig hørte han det. I hvert fald bøjede han hovedet og så væk, inden han fortsatte forbi hende og hen mod banens begyndelse igen.

,,Jace var god,” sagde han. ,,Men jeg er ikke ham.”

,,Ved du, hvem det var?” Igen kunne hun ikke holde spørgsmålet inde.

,,Ja.” Hans svar var skarpere end før, selv om hun ikke mente, at spørgsmålet kunne være irriterende. ,,Det kan man jo ikke undgå at vide her på stedet.”

Deri havde han nok ret. Man kunne ikke gå på skolen uden på et eller andet tidspunkt at finde ud af, hvem Jace var. Rachel havde selv fundet ud af det nu, sådan rigtigt, ud over hvad Pete havde haft at fortælle. Hun havde været på YouTube og på skolens hjemmeside, hvor der var flere videoer under søgeordet ”Jace springer”. Jace havde været en pæn dreng, syntes hun. Mørkt hår og lys hud, høj og slank at dømme ud fra videoklippene. Og så havde hans form mindet ufatteligt meget om Aidens, bortset fra at Aidens var endnu pænere og mere graciøs end Jaces.

Når Rachel tænkte på Jace, så gik det op for hende, at han og Dominic måtte have gået på skolen samtidig, at dømme ud fra årstallene. Dominic var utvivlsomt ældst, men han måtte vide, hvem Jace var. Underligt nok havde han aldrig omtalt fyren før, som om det ikke vedkom ham, hvem der var gode springere eller ej.

,,Skal jeg gå?” spurgte hun, overvejende om hun virkelig gik ham så meget på nerverne, at han fandt det nødvendigt at snerre ad hende.

Han vendte sig efter at have lagt krykkerne fra sig.

,,Jeg bestemmer da ikke, hvad du skal gøre,” mindede han hende om i et blidere tonefald end før. ,,Hvis du gerne vil se på eller være med, må du da gerne det.”

,,Er du sikker?”

Han nikkede hurtigt, inden han kastede sig ud i endnu et spring, og hun satte sig ned på gulvet for at se på.

 

,,Hvorfor er du så træt?” spurgte Tina skeptisk, da de mødtes i dormitoriets fællesrum den følgende morgen.

Det kunne Rachel selvfølgelig ikke fortælle hende, for hun ville ikke afsløre Aidens hemmelighed, hvis han ikke ønskede det. Heller ikke selv om hun vidste, at Tina under ingen omstændigheder ville sige noget til nogen om det, medmindre hun fik grønt lys direkte fra Aiden. Tina løb ikke med sladder eller var på anden måde ligesom andre high school-piger. Det ville være ukarakteristisk af hende overhovedet at interessere sig for ting, hvis hun ikke mente, at de kom hende ved.

Af denne grund vidste Rachel, at hun kunne betro hende hvad som helst. Selv festen med Robert og de andre. Derfor var det den løgn, hun - med dårlig samvittighed - stak sin bedste veninde. At de havde festet, og at det var blevet meget senere, end hun lige havde regnet med, selv om hun havde svoret, at hun ville gå tidligt i seng.

Tina rystede opgivende på hovedet, idet de gik udenfor og hen ad stien mod skolebygningen, hvor de planlagde at spise morgenmad, inden de tog af sted. Bussen stoppede heldigvis ikke ret langt fra skolen, og den kørte hver time, hvis de nu ikke nåede den, de havde planlagt at nå.

Ikke mange var stået op på dette tidspunkt - klokken var ni om morgenen - på deres fridag, så de havde mere eller mindre spisesalen for sig selv til at begynde med. Derfor tog de sig god tid med at udvælge morgenmaden og finde siddepladser, hvor de kunne få glimt af morgensolen i den store sal. De eneste andre, der var der fra begyndelsen, var Mikey Summers og Sebastian Cowan fra High-Jump, skolens springhold.

Rachel vidste ikke meget om dem, ud over at Mikey som regel var lidt af en joker - i hvert fald ifølge Pete, som gik i klasse med ham. Robert og Phil var hævede over at fortælle om deres klassekammerater og havde nok i sig selv, hvilket de mente, at Pete også burde have. Man burde jo ikke tale om folk, der ikke var tilstede.

,,Pete! Aiden!” udbrød Summers pludselig og løftede en arm i salut.

,,Godmorgen,” sagde Pete friskt og vinkede tilbage, mens Aiden nøjedes med at smile og nikke på en måde, der underligt nok ikke virkede afmålt eller reserveret.

Han så helt ødelagt ud, syntes Rachel, og det kunne man vel ikke bebrejde ham. Hun var vanvittigt træt, og hun havde endda bare siddet og set på, mens han sprang, indtil han ikke kunne længere. Så var de fulgtes tilbage mod dormitorierne mere eller mindre i tavshed.

,,Hvad er der sket med dig?” spurgte Summers interesseret og lænede sig en smule frem over bordet for at se nærmere.

Først var Rachel yderligt forvirret. Så fik hun øje på noget, der godt kunne være årsag til Mikey Summers’ nysgerrighed. At Aiden havde et stort, blåt mærke over højre kindben.

,,Den der nysgerrighed bliver du nødt til at slippe af med, Mikey,” sagde han, træt men muntert, og stemmen mindede igen Rachel om en, hun havde hørt før. ,,Men hvis du absolut vil vide det, så faldt jeg.”

,,Faldt du?” udbrød Summers, som lod til at være ved at falde bagover af forbløffelse. ,,Det er svært at tro.”

Rachel kunne ikke helt finde ud af, om det var ment sarkastisk eller alvorligt. Ikke før Pete brød ind, mere alvorligt end de to andre:

,,Ja, ikke? Han påstår, at han var nede for at hente en aftensnack omkring midnat og faldt på trapperne i går aftes.” Stemmeføringen antydede tydeligt, at han ikke troede en meter på den lodrette løgn, Aiden måtte have brugt som bortforklaring.

Det med tidspunktet var i hvert fald løgn, vidste Rachel. For hun var selv først kommet i seng klokken tre, og hun havde ikke været tre timer om at gå fra skolebygningen til pigernes dormitorium. Faktisk tvivlede hun på, at det overhovedet kunne lade sig gøre at bruge tre timer på det, medmindre man stoppede hver femte centimeter for at holde pause. Og så langsom var Aiden ikke.

Hvad mon der kunne have fået ham til at lyve? Og hvad mon der virkelig var sket. For hvis han løj om tidspunktet, så løj han sikkert også om det andet, og det pirrede hendes nysgerrighed. Det kunne ikke have været hans træning. Ikke mens hun så på, i hvert fald. Han havde stået alle sine spring eller var væltet bagover, og det slog man ikke kinden på.

,,Du er en klovn, Aiden,” erklærede Summers med et skuldertræk.

Da hun lod øjnene glide rundt, bemærkede hun, at Pete sendte hende et sidelæns blik, der var meget svært at tyde. Han så ikke vred ud, men der var alvor og forvirring at spore i hans ellers milde ansigt.

,,Skal vi sidde hos pigerne, eller hvad, Aiden?” spurgte han så, og alle tegn på skepsis forlod hans stemme i samme øjeblik.

,,Det plejer vi jo,” svarede Aiden afslappet, tydeligvis enten ligeglad med eller blind overfor Petes gennemskuende tidligere formulering.

,,Hvor glædeligt, at I vil berige os med jeres selskab,” drillede Tina, som lænede sig tilbage.

,,Og godmorgen til dig også, Christina,” gav Pete igen. ,,Man må jo overveje sine muligheder, inden man kan træffe et kvalificeret valg.”

,,Hey!” råbte Cowan og Summers i kor, inden alle seks tilstedeværende kom til at grine.

,,Godmorgen, russer,” sagde Pete, mens han trak en stol ud, men så åbenbart ombestemte sig og så tilbage mod kantinens udvalg af morgenmad.

,,Godmorgen,” svarede Rachel og vendte øjne. ,,Du må passe bedre på en anden gang, Aiden,” tilføjede hun til den mørkhårede fyr, som prøvende stillede sin ene krykke fra sig, inden han hovedrystende samlede den op igen.

,,Jeg ved det,” brummede han uden at se på hende.

,,Der er vist en, der er morgensur,” kommenterede Tina i et temmelig provokerende tonefald, der fik både Rachel og Aiden til samtidig at se på hende. Og ingen af dem kunne lade være med at smile, når det kom til stykket.

,,Undskyld,” sagde Aiden, mildere denne gang. ,,Jeg har bare en knaldende hovedpine.”

,,Stakkel,” sagde Tina blødgørende, men hun rystede på hovedet samtidig. ,,Så er det godt, at du har dagen fri.”

,,Lee er alligevel ikke på skolen i dag, så du kan bare bruge vores værelse, hvis din værelseskammerat larmer, Aiden,” tilbød Pete som ved eftertanke.

,,Hvad skal du da?” spurgte Rachel nysgerrigt.

,,Jeg tror, at jeg tager med jer,” erklærede han, som om det overhovedet ikke var deres beslutning.

Denne idé syntes Rachel ikke helt om. Planen om at udspørge Tina ville blive totalt ødelagt, hvis han tog med, fordi Tina så under ingen omstændigheder ville sige noget om det. På den anden side bredte der sig et let smil hen over den anden piges ansigt, så Rachel vidste, at hun blev nødt til at bøje sig i støvet frem for at protestere.

,,Er du sikker på, at du ikke vil med, Aiden?” spurgte Tina, da de blev enige om at lade Pete tage med, selv om det ville ødelægge deres pigehygge.

,,Jeg ville gerne,” svarede den mørkhårede dreng, som ikke havde sagt et ord, uden at han blev spurgt. ,,Men jeg tror, at jeg har brug for at sove, og jeg har nogle lektier, som jeg skal have gjort op med. Måske en anden gang.”

,,Er du bagud?” spurgte Rachel nysgerrigt.

Ved spørgsmålet eksploderede Pete i latter, og Aiden tog sig diskret til hovedet.

,,Aiden er ikke bagud. Hvis det var muligt, ville han være foran.”

De rosende ord, camoufleret af humor, fik den mørkhårede drengs blege kinder til at blusse en anelse, og han så ned i gulvet. Det virkede lidt mærkeligt, at han stadig stod op, indtil Rachel kom i tanke om, at drengene endnu ikke havde spist morgenmad.

,,Jeg er ret sikker på, at Aiden kan tale for sig selv, Pete,” sagde Tina irettesættende, selv om hun smilede.

,,Jeg klarer mig nogenlunde,” sagde Aiden beskedent og trak let på skuldrene, mens Pete lagde armene over kors og skulede til Tina med påtaget fornærmelse. ,,Lad være med at opføre dig som et pattebarn og kom med mig, Pete. Jeg er sulten.”

,,I bliver, hvor I er!” sagde Pete energisk og pegede fra Tina til Rachel og tilbage igen, inden han rejste sig for at følge med Aiden.

,,Bare rolig,” grinede Rachel. ,,Vi går ingen steder.”

Det gjorde de da heller ikke. De sad begge pænt og opførte sig som engle, da de to drenge vendte tilbage. Pete bar Aidens bakke sammen med sin egen, mens Aiden lod til at have nok at gøre med at styre sine krykker. Det var sjældent, at han ikke havde overskud til selv at bære sin egen mad, men det skete af og til. Alligevel var der noget ved hans måde at bevæge sig på, der ikke stemte overens med den sædvanlige lethed, Rachel havde vænnet sig til at se på.

Imidlertid fik hun ikke rigtig lejlighed til at spørge, for da hun tog sig sammen til at forsøge, trådte Robert ind i spisesalen sammen med Phil, Janet og Olivia. Han vinkede til hende, og da hun vinkede tilbage, kom han hen for at give hende et let kys på munden og stikke Pete en af de småprovokerende bemærkninger, de to var så gode til at tirre hinanden med. Derefter gik de fire nytilkomne for at finde deres eget bord, og Rachel opgav at stille Aiden sit spørgsmål.

Efter morgenmaden stak Pete Aiden sin nøgle, og Aiden gik tilbage mod dormitoriet, mens de andre fortsatte ned ad stien mod skolens porte og vejen, der snoede sig forbi, klar til at stå på bussen, når den kom. Det var dejligt vejr: solen skinnede fra en skyfri blå himmel, og der var næsten ingen vind. Temperaturen havde gode chancer for at nå op på omkring tyve grader, selv om det var efterår.

Allerede inden bussen ankom indså Rachel, at Pete ikke som den eneste ville havde smidt hendes chance for at udfritte Tina ud ad vinduet. Ikke længe inden bussen ankom, sluttede flere andre sig til dem ved stoppestedet, klar til at tage på stranden eller på shopping i Erie.

Den samtale måtte altså vente til en anden dag, men den skulle nok finde sted. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...