Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6302Visninger
AA

22. - November

Da samfundsfagstimen endelig var slut - de havde talt om FN og vetoret - mødtes Rachel, Tina og Teresa med drengene, og Rachel og Pete sprintede om kap uden om de mange småløbende elever, som forsøgte at slippe ud af regnen på vej hen mod Kasernen. Døren stod allerede åbent, så de stoppede først, da de var inde i den mørke, kølige gang. Pustende og stønnende kunne Rachel konstatere, at hun ikke var kommet ret meget efter Pete, og det var ikke uden en vis tilfredshed at hun bevægede sig ind i omklædningsrummet med sine ting for at skifte til træningstøj.

De andre piger kom lidt efter, og snakken gik lystigt om fyre, om lektier, om familier og venner uden for skolen og alt muligt andet. Rachel lyttede med et halvt øre til Tinas og Teresas samtale om college. Tina mente ikke, at hendes forældre nogensinde ville lade hende tage af sted, mens Teresa mistænkte sine forældre for at være ivrige efter at få afsat hende efter at have været sammen med hende en hel sommer.

Trækkende sin sports-bh over hovedet lukkede Rachel igen lidt af for samtalerne og koncentrerede sig om at få den ordentligt på. Dernæst hoppede hun i sine shorts og trak en løs hvid T-shirt over hovedet. Håret løsnede hun for at lave en fletning i stedet, og hun kunne konstatere at efter ikke at være blevet klippet siden sommerferien til andet år, var hendes hår efterhånden blevet godt langt og kunne godt bruge en studsning. Steph eller Alina ville med garanti gerne hjælpe på det punkt.

Først da Tina og Teresa begge var færdige, gik de sammen ud i Hal 3 som de første piger. Et par drenge var allerede kommet ud, og det samme var de fem trænere. Sidstnævnte stod og talte sammen ved musikanlægget, og Eric og Priscilla smilede smørret til de andre, som om de holdt hemmeligheder. På mange måder var det rart, at trænerne også var menneskelige og unge, for det gav dem med garanti en bedre føling med, hvordan de skulle behandle deres gymnaster.

,,Hvordan er det nu?” spurgte Tina og bed sig i læben. ,,Pivot og så …”

,,Pivot, drejning, spagatspring,” svarede Rachel, som var i færd med at varme sine fodled lidt op, selv om det ikke var nødvendigt - det skulle Aimee og Priscilla nok sikre sig, at de fik gjort grundigt.

,,Ah … Ja, selvfølgelig,” grinede Tina, som gennemgik koreografien med minimale bevægelser, inden hun stoppede midt i sin drejning og stirrede forbi Rachel. ,,Skal Aiden være med i dag?”

,,Det ved jeg da ikke.” Det var da et lidt underligt spørgsmål. ,,Hvorfor?”

Tina gestikulerede sigende i retning af dørene, der ville lede folk fra gangen og ind i hallen. Ivrig efter at se, hvad der kunne få Tina til at reagere på den måde, drejede Rachel rundt på stedet.

Tvivlen var ikke dårligt begrundet, kunne hun se. For mens han fulgtes med Pete hen over gulvet, havde Aiden stadig sine krykker i hænderne, selv om han var iført træningstøj. Kun én gang tidligere havde Rachel set ham i den slags påklædning, og det var den nat, hun tilfældigvis havde forstyrret hans træning. For resten af Eliteholdet måtte det komme som lidt af en overraskelse, for de vidste naturligvis ikke, at han trænede om natten. Hvis han da stadig gjorde det.

,,Det kunne se sådan ud,” svarede Tina, skævt smilende, inden hun holdt op med at stirre skamløst.

Også Rachel trak blikket til sig og lyttede i stedet til de overraskede udbrud, der kom rundt omkring fra gymnasterne, efterhånden som Aiden blev bemærket. Lidt som en berømthed eller en royal, der påkrævede sig alles opmærksomhed, bevægede han sig gennem hallen uden at stoppe for at kommentere på de mange vidtåbne øjne. Måske ville det have givet ham lidt ro, hvis han havde gjort det.

,,Det ser ikke ud til, at du går i seng uden at have fået din daglige portion opmærksomhed i dag, Aiden,” sagde Pete demonstrativt, da de to nåede hen til Rachel og Tina.

,,Klap i,” mumlede Aiden, som så ganske forlegen ud. ,,Det er ikke ligefrem noget, jeg nyder.”

,,Det kan næppe komme som nogen overraskelse,” mindede Tina ham mildt om.

,,Nej, det gør det heller ikke,” tilstod han. ,,Men derfor kunne jeg stadig godt tænke mig at slippe for det.”

,,Du burde afholde en offentlig annoncering,” kommenterede Rachel drillende. ,,Det ville nok spare dig lidt tid.”

,,Meget morsomt,” brummede han. ,,Kunne vi måske lige prøve det der løft?”

,,Løft?” spurgte hun dumt og blinkede desorienteret.

,,Ja. I begyndelsen er der et løft, som I øvede jer på i torsdags.”

Erindringer fra torsdagens træning med Eliteholdet flød hen over Rachels hjerne, og omsider fandt hun den rette. Det viste sig, at Aiden trods alt havde været opmærksom på det, de havde lært indtil videre.

Serien var ikke gammel. De var begyndt på den mandag ugen før, så de ville have den siddende på rutinen til opvisningen i april. Bare så gymnasterne havde fået koreografien ind i god tid og der var tid til at revidere og arbejde på andre ting oveni, uden at de glemte det hele. På det punkt havde Aimee og Priscilla gjort det godt i denne sæson, syntes Rachel.

Drillende lod hun Aiden opleve et skeptisk elevatorblik mere. Så nikkede hun friskt og trådte et skridt baglæns.

,,Lad os bare prøve det,” foreslog hun, smigret over at han havde spurgt hende og ikke Tina eller Ninnie, selv om der selvfølgelig ikke lå noget i det. ,,Er du sikker på, at du kan bære mig?”

Han fulgte med hende lidt ud på gulvet, stadig med sine krykker som forlængelse af sine arme. Spørgsmålet var selvfølgelig kun for sjov, for hun var ikke tung, og selv om han var slank, så havde han tydeligvis muskler. Desuden havde hun jo set, at han var mere end i stand til at opbygge fart og kraft ved hjælp af sin egen fysik, så det ville nok ikke blive noget problem for ham at løfte hende.

Da hun havde udvalgt et godt sted og stoppede op, lagde han krykkerne fra sig på gulvet og hævede et øjenbryn. ,,Selvfølgelig kan jeg bære dig.”

,,Den udtalelse forholder jeg mig kritisk til,” svarede hun igen, mest ude på at få ham til at smile.

Effekten blev som ønsket, og den fulgte i kølvandet på hendes ord, uden at det så ud til, at han forsøgte at forhindre det. I hvert fald brød smilet frem på hans ansigt, og hans brune øjne lyste op og blev mindre alvorlige.

Det mindede hende om den lørdag aften, hun havde tilbragt med at gennemgå hans profil på Facebook. Dér havde hun ikke fundet billeder, der på nogen måde kunne relatere ham til gymnastik, ud over et enkelt, hvor han gav Danell Leyva hånden. Til gengæld var der billeder fra dengang, hvor han stadig ikke var nået til high school. Det var billeder af en tynd sorthåret dreng med et bredt gavtyvegrin og armene omkring sine venner.

Hvad der var blevet af den dreng, var det svært at sige, men det var i hvert fald Aiden Spencer version 2.0, som stod foran Rachel nu og smilede lidt det samme smil som drengen på billederne.

,,Nå, så det gør du?” spurgte han retorisk, inden han greb fat i hendes arm og trak hende nærmere. ,,Så lad mig bevise det overfor dig, inden hun springer ud i noget, du ikke har tiltro til.”

Et hvin af overraskelse undslap hende, da han stak en arm ind under hendes og derefter bøjede sig ned for at feje benene væk under hende. I næste nu befandt hun sig i hans arme, lænet afslappet ind mod hans brystkasse uden at gøre noget forsøg på at lette byrden for ham. Han så nu heller ikke ud til at anstrenge sig ved det.

,,Nu har du bevist dit værd,” informerede hun ham om. ,,Sæt mig så ned.”

Han sendte hende et overgivende blik, inden han i et splitsekund sænkede sine arme, så hun faldt gennem luften, blot for at han kunne gribe hende et par centimeter lavere igen. Derpå satte han hende ned, og hun daskede til hans skulder, mens hun spillede fornærmet.

,,Du er overhovedet ikke seriøs,” skændte hun, men det var svært at undgå at knække sammen af grin, fordi han overhovedet ikke så angrende ud.

,,Kom nu bare i gang,” lo han. ,,Jeg er skam både seriøs og klar.”

Opgivende pustede hun ud et par gange og åndede dybt ind, for at kvæle sin latter. Så trådte hun nogle meter til siden, tog tilløb og satte af.

Med det samme var hans hænder ved hendes hofter, og han løftede hende opad, hjulpet af kraften fra tilløbet og det spring, hun havde lavet. Hans hænder borede sig ikke unødigt meget ind i hendes hud og knogler, men hun kunne mærke, at han var der, og det var en rar følelse. Hun spredte benene i split, inden han satte hende ned sidelæns og sørgede for, at hendes fødder ikke landede oven på krykkerne.

Da først hun stod på gulvet igen, vendte hun sig om og stirrede på ham. Det havde føltes specielt i forhold til de andre gange, hun havde prøvet det. Ingen anden end Pete havde været lige så god til at gøre det, og begrundelsen for dette var nok, at Pete var stærk nok til så let som ingenting at løfte hende. Aiden var formentlig ikke lige så stærk, men han var erfaren på området, selv om det givet var noget tid siden, han sidst havde dyrket den form for gymnastik.

,,Det gik jo fint,” sagde han afslappet, idet han bøjede sig ned for at samle sine krykker op. ,,Tak for hjælpen.”

Det tog Rachel et lille øjeblik at komme til sig selv oven på oplevelsen. Og i mellemtiden kom hun formentlig til at stirre på ham, for idet han rettede sig op, var det med et bredt smil på læben og et hævet øjenbryn.

,,Du har lidt savl her,” drillede han og prikkede hende på hagen.

,,Ih, hvor er du sjov,” mumlede hun, mens hun sprang ud af sit mentalt vægtløse rum. ,,Skal du være med i dag?”

,,Det havde jeg tænkt mig,” indrømmede han. ,,Men nu må vi se. Jeg er ikke overbevist om, at det kommer til at gå godt.”

,,Hvorfor så overhovedet prøve?”

Ved dette tog han begge krykker over i den ene hånd - som så mange gange før - og lod sine lange, slanke fingre løbe gennem sit mørke hår. Selv om det i grunden var en både akavet tydelig indikator på, at han ikke var bekvem med samtalen, åbnede han dog munden for at svare:

,,Rektor er en ven af familien. På en eller anden måde har mine forældre fundet ud af, at jeg ikke har været med til træningen endnu. Og de har krævet af ham, at han sætter mig i gang.”

Denne information havde Rachel meget svært med at forene med den oplevelse af fru Spencer, hun havde haft. En så glad og imødekommende kvinde kunne umuligt være den slags forælder, Aiden beskrev. Angelica Spencer havde ikke udvist nogen som helst tegn på at være en dominerende mor, som pressede sine børn til noget som helst. Tvært imod havde hun virket oprigtigt glad for at møde sin søns potentielle venner.

Men nu kendte Rachel trods alt ikke Aidens mor bedre, end han selv gjorde. Ikke af hvad hun vidste, i hvert fald. Overfladen kunne være en refleksion af det, fru Spencer vidste, at andre ønskede at opleve, og de dybere lag kunne være noget helt forskelligt fra denne refleksion.

Dårlig samvittighed gav hende en smag af galde i munden, som hun havde svært ved at sluge. Og før hun kunne forhindre det, kom der en form for opkast ud, i form af et udbrud:

,,Vi mødte din mor, da vi købte kjoler til juleballet.”

Sådan. Det var ude. Og det føltes lige så forfærdelig, som det havde føltes at holde det inde, måtte hun tilstå. Hvad ville han ikke tænke om hende, når hun sådan havde tilbageholdt informationer som denne over længere tid?

,,Det ved jeg da godt,” bekendtgjorde han, lige så langt nede på jorden som før. ,,Min mor syntes, at det var et kup at møde jer, kan jeg fortælle dig. Hun var meget glad, da hun ringede til mig.”

,,Jeg tror ikke, at du er helt med. Det var nok os, der kom til at fortælle hende det,” vedblev Rachel informerende, glad for sin brug af flertalspronomen, eftersom hun ikke ønskede at hænge nogen ud.

,,Jeg kan altså godt lægge to og to sammen, Rachel,” sagde han mildt. ,,Det var sjovt nok også, hvad jeg kom frem til. Og det gør altså ikke noget.”

,,Er du sikker?”

,,Fuldstændig. Jeg skal til at i gang, hvis jeg vil være med til opvisningen, ikke sandt?”

Ikke alene fortalte den udtalelse hende, at han havde hørt den hvisken, der gennemsyrede skolens hjørner, når de troede, at han vendte dem ryggen - den tilgav hende også på én og samme tid, selv om hun ikke havde begået en fejl. Faktisk havde hun jo netop forsøgt at holde på hans hemmelighed. Mon han vidste det?

I hvert fald gav ordene hende ingen grund til at fundere videre, og i stedet rettede hun et bredt grin mod hans ansigt.

,,Jo, det er måske en god idé,” konkluderede hun og så sig over skulderen, hvor de andre fra Eliteholdet så småt var begyndt at samles omkring Priscilla og Aimee. ,,Måske skulle vi -”

,,Hør lige,” afbrød han hende stille, og hun vendte sig brat mod ham igen. ,,Jeg tænkte på, om du måske har lyst til at hjælpe mig med min træning en dag? Inden jeg viser alting frem.”

Når han sagde det på den måde, var hun godt klar over, hvilket tidspunkt han talte om. Umiddelbart ville hun have sagt blankt nej på stedet af flere årsager. For det første ville Robert gå ud af sit gode skind, hvis han fandt ud af det, og for det andet ville hun få problemer med at komme op den følgende morgen. Medmindre det selvfølgelig var op til en weekend, hvor hun alligevel ikke skulle noget den følgende formiddag og derfor kunne sove ud.

Alligevel tøvede hun. Det var en måde at tilbringe tid sammen med Aiden på, og hun ville stadig gerne vide mere om ham. Efter mere end to måneder vidste hun stadig forbløffende lidt, og det skulle der laves om på. Når han ikke var i dårligt humør, var han ganske flink og rar at være i selskab med, og det var en chance, hun ikke burde forspilde for at få lokket flere ting ud af ham. Oveni var der selvfølgelig det ved det, at Aiden var en fantastisk springer, og kun en idiot ville takke nej til at se på hans fysiske udfoldelser, når han direkte bad om det.

,,Jo, okay. Det kan jeg vel godt,” svarede hun overvejende. ,,Men forvent ikke, at jeg har noget konstruktivt at sige.”

,,Det er jeg sikker på, at du har,” sagde han blidt, inden han tog den overskydende krykke over i den frie hånd igen, så han kunne bruge dem begge.

,,Rachel og Aiden, kan I undvære et øjeblik?” spurgte Aimee drillende, og Rachel vendte sig øjeblikkeligt om på stedet med røde ører.

Hun tøffede hen til gruppen og så sig tilbage for at se, om Aiden var fulgt med. Det var han, men i stedet for at sætte sig, fandt han det åbenbart bedst at blive stående. Hvordan han havde tænkt sig at være med til rytmisk gymnastik med krykker, var hende et mysterium, men så længe det gav mening for ham, behøvede det jo ikke at give mening for nogen andre.

Aimee og Priscilla satte dem hurtigt ind i programmet og påkrævede sig hundrede og ti procents opmærksomhed fra alle, så de ikke behøvede at sige alting hundrede gange. Og så gik opvarmningen i gang. De lagde ud med løb, og Rachel kunne konstatere, at her deltog Aiden ikke med præcis samme øvelse. I stedet hoppede han lidt på stedet, og det var tydeligt, at han ikke støttede lige meget på begge ben.

De øvrige øvelser - sving og udstrækning primært - deltog han i på lige fod med alle, og det lod ikke til, at han havde problemer med at bøje benene, når han lavede fejesving. Til sidst, da han greb den ene af sine krykker for at stå og lytte til Aimees instruktioner, besluttede Rachel at lade være med at holde øje med ham. Hvorfor skulle hun dog gøre det? Vel var de venner, men han havde jo gang på gang bevist, at han på ingen måde havde brug for hjælp eller at blive overvåget af folk for at kunne klare sig.

Efter opvarmningen blev der bedt om hel og aldeles ro, og samtlige af Eliteholdets seriøse gymnaster klappede i som østers, så Priscilla og Aimee kunne forklare, hvad de skulle. Egentlig var det meget simpelt: de skulle have opstillinger og partnere til den parserie, de så småt var begyndt at lære ved siden af de andre serier.

Ikke overraskende fik Rachel et glimt af en trekantopstilling på et stykke papir i Priscillas mappe, idet træneren gik forbi hende og ud på gulvet for at udpege det første af de to bagerste hjørner. Det blev Petes og Tinas plads, hvilket Rachel tænkte var meget godt, eftersom det var smart at placere teknisk dygtige gymnaster i vinklerne, hvor der var særligt fokus på ét enkelt par. Ved siden af kom Jonas og Teresa til at stå, og i det venstre hjørne blev Claus og Olivia placeret. Trekantens midtpunkt forblev tomt. I mellemrummet mellem Claus og Olivia og Jonas og Teresa kom Ninnie og Samuel til at stå. Tilbage var der kun plads til to par, og de to par ville blive dannet af de resterende fire gymnaster.

Rachel så på de andre. Fiona var en dygtig rytmisk gymnast, ligeså var både Lee og hun selv, mens hun ikke anede, hvor god Aiden viste sig at være. Men siden gymnastik havde været en stor del af hans liv før i tiden, gik hun ud fra, at han ikke kun kunne springe. Spørgsmålet var bare, om Aimee og Priscilla turde satse på at stille ham forrest, og hvem de så ville sætte ham sammen med.

Umiddelbart ville Rachel have valgt sig selv, fordi hun alligevel var dét dygtigere end Fiona. Desuden var der noget ved idéen om at danner par med Aiden i en serie, der gjorde hende spændt. Bare den måde, han havde løftet hende på … Det havde været en oplevelse, hun sent ville glemme. Så let og flydende. Og selv hvis han ikke var helt så dygtig til rytmisk gymnastik som Lee, så ville det være logisk at parre ham med en, som kunne opveje eventuelle småfejl. Jo, det måtte altså være hende selv, vurderede Rachel.

Priscilla stod på pladsen til højre for midten - set fra publikums perspektiv - med sin mappe i den ene hånd.

,,Fiona og Spencer,” kaldte hun, og Fiona kastede et usikkert blik op på sin høje, mørkhårede partner, som nikkede med et prøvende smil og humpede hen til pladsen med den ene krykke ved sin side.

Selv på afstand var det let at se, hvor skuffet Fiona var. Ikke at der var noget særligt ved Lee, men det var nok mere tanken om at være sammen med Aiden, som alligevel ikke helt var i stand til at udføre bevægelserne til perfektion. I hvert fald ikke at dømme ud fra det, han havde præsteret overfor holdet indtil videre. Skuffelsen i Fionas ansigt gav Rachel lyst til at ruske i hende og fortælle hende sandheden.

Men i stedet nøjedes hun med at smile opmuntrende til Aiden, som grinede og bøjede sig ned for at sige et eller andet til Fiona, som lyste en smule mere op. Nu hvor alle par var dannet, fandt Lee og Rachel deres plads i trekantens forreste spids og fulgte med i gennemgangen samt undervisningen i en videreudvikling af koreografien.

Det havde sine fordele for Rachel at have kendt Lee gennem det meste af sin tid på skolen, for de kunne finde ud af at tale sammen uden at lave akavet stilhed af og til. Desuden var hun overbevist om, at han kunne løfte hende, som han og Pete og Jonas havde gjort det så mange gange i løbet af de sidste to års tid. Problemerne med at stole på drengene i løft var forsvundet for Rachel, efter at Pete havde lært at holde hende med én hånd, og eftersom hun nu blev grebet hver eneste gang.

Måske var hun også selv blevet bedre til at holde balancen og forholde sig rolig løftene igennem. I hvert fald klarede Lee alle løft uden problemer, og den øvrige koreografi gik som en leg. De dansede omkring som i en vals, svingede med arme og ben, hoppede let på tå og udviste smidighed i en grad, de andre hold formentlig ikke kunne drømme om at opnå, fordi Eliteholdet havde træning fem gange om ugen, mens de andre hold kun havde fire ugentlige træninger på skemaet.

,,Tina, spred benene lidt mere. Olivia, svaj lidt mindre i ryggen. Teresa, stræk det bagerste ben,” instruerede Aimee, mens hun gik rundt i trekanten og vurderede den balance, pigerne stod i, mens drengene lærte en ny del i modsatte hjørne af hallen. ,,Godt, Ninnie. Rachel, bøj dit venstre ben en anelse, så bliver det lettere at holde balancen. Fiona, prøv -” Aimee smilede. ,,Godt arbejde. Helt perfekt.”

Rachel drejede hovedet en anelse for at se, hvad Fiona havde gjort. Men hun anede jo ikke, hvordan det havde set ud før. Alt, hvad hun vidste, var, at Fiona stod i en formfuldendt figur, der havde en svanes ynde, og at det så helt ubesværet ud. Så der var helt klart et enormt potentiale i Fiona, som hun ikke lige havde set komme. Når Rachel kom til at tænke over det, så var det i grunden mærkeligt, at Fiona var den eneste pige på Eliteholdet, som ikke tilhørte tredje årgang. Der ville blive optaget mange nye piger, når Rachel, Tina, Olivia, Ninnie og Teresa var færdige, og Fiona ville ubetinget være den ældste og den dygtigste, medmindre skolen trak endnu en joker som Aiden til den tid.

Et lille stik af misundelse ramte Rachel helt uventet. Fiona var rigtig sød, og man kunne ikke sætte en finger på hendes opførsel. Men når hun på den måde formåede at være den eneste ud over Ninnie, som ikke fik kritik af Aimee, og hun samtidig havde fået Aiden til partner, så var det svært ikke at blive lidt misundelig. De to ville utvivlsomt blive det mest bemærkelsesværdige par til opvisningen, og det var ikke unormalt, at man kom til at tale meget med den, man var partner med i parserier.

,,Glat panden ud. Du får rynker,” drillede Pete, idet han gik forbi hende og gav hende et lille prik i siden.

Dette skubbede hende ud af tankerverdenen og ud af balance, og inden hun kunne nå at sætte sit løftede venstreben ned, var hun væltet omkuld på gulvet og forsøgte at få det til at se bare en smule elegant ud ved at trille rundt. Håbet om ikke at blive bemærket døde med det samme, da hun så sig omkring og fandt Ninnie smilende et smørret smil og de andre åbenlyst leende.

,,Pete, din idiot,” skændte hun, mens hun rejste sig, men der var ikke andet at gøre end at le med, selv om hun syntes, at det var forfærdeligt pinligt.

,,Hvad?” spurgte han uskyldigt og løftede hænderne foran sig i forsvar. ,,Hvis du havde været fokuseret, var du blevet stående.”

Bemærkningen var kun irriterende, fordi den var helt og aldeles sand. Normalt ville hun ikke være faldet.

,,Du kan jo låne en af Aidens krykker, hvis du har problemer med balancen,” bemærkede Lee drillende.

,,Hvad?” Aiden vendte sig om fra sin plads ved en af bænkene, hvor han var i gang med at tage en slurk af sin vandflaske.

Hans brune øjne gled rundt mellem Pete, Rachel og Lee, og hans læber bar et uforstående smil, som om han ikke havde opdaget, hvad der var gået for sig. Hvilket han nok heller ikke havde, eftersom han nok ikke holdt øje med alt, hvad de andre foretog sig omkring ham. Han havde formentlig nok i sig selv.

,,Jeg tilbød bare Rachel at låne en krykke på dine vegne,” var Lees svar.

Som om et barn havde sagt et eller andet ubegribeligt dumt - der var så dumt, at man ikke kunne lade være med at grine - rystede Aiden på hovedet og satte sig ned med albuerne lænet mod krykkernes håndtag.

,,Rachel, du siger bare til, hvis de bliver for irriterende, ikke?” Han sendte hende et medsammensvorent smil. ,,Jeg slår dem gerne for dig.”

Den tanke kunne hun slet ikke forene med den fredelige mørkhårede dreng, som sad og smilede på bænken med sine sædvanlige støttepiller foran sig. Vold forekom hende direkte tåbeligt at forbinde med Aiden. Han kunne ikke gøre en flue fortræd, selv hvis han virkelig ønskede det inderst inde. Det var i hvert fald hendes teori.

Som han sad der, udgjorde han ikke nogen reel trussel for Pete og Lee, som ellers gjorde et stort nummer ud af at lade, som om de virkelig var bange for hvad han kunne finde på. Ved dette blev den sigende hovedrysten gentaget, inden Aiden lagde den ene krykke fra sig og gned i et blåt mærke på indersiden af overarmen.

Et blåt mærke? I modsætning til de andre, var dette placeret på et mindre alvorligt sted, og det så rent faktisk tilfældigt ud, i modsætning til sæbeøjne og lignende. Af hvad Rachel kunne se, var hans tendens til blå mærker taget af, og hans hud var sjældent plettet af andet end en fregne eller to.

Hun valgte at ignorere tilbuddet og i stedet sende ham et smil, alt imens Aimee skændte på Pete og Lee, som pjattede frem for at være seriøse, når de burde tage sig sammen og præstere et godt stykke arbejde. De to klappede i og vendte tilbage til deres pladser for at genoptage træningen, og kort efter sluttede Aiden sig også til dem.

Træningen fortsatte præcis lige så alvorligt og fokuseret som altid efter den lille episode.

 

Alina kom væltende ind på værelset omkring klokken ti den aften, fnisende akkurat så højt, at Rachel og Steph begge måtte opgive at sove tidligt, selv om de havde slukket lyset - hvilket Alina alligevel havde tændt, da hun trådte ind ad døren med et ordentligt brag.

,,Hvad sker der, Al?” spurgte Steph sløvt, mens hun satte sig op i sin seng med de lyse krøller i vild uorden og et søvnigt udtryk i de grønbrune øjne.

Alina smed sig på ryggen på sin seng og mumlede drømmende: ,,Levi… Vidste du, at han har det mest sindssyge vaskebræt?”

Spørgsmålet var henvendt til Steph, men Rachel tillod sig at svare i tanker. Nej, det vidste hun ikke, men faktisk var hun også lidt ligeglad med Levi Austin. Ikke at han ikke var flink nok og den slags, men det var ikke en af dem, hun talte meget med, fordi han hverken tilhørte den gruppe af venner, hun sædvanligvis havde omgang med, eller Roberts fanskare. For Alina var dette naturligvis anderledes, for alle og enhver vidste, at de to havde et eller andet sammen, der var udefineret, hvis man spurgte dem. Hvad præcis de foretog sig på sene aftener, kunne Rachel kun gætte på  - men faktisk var det ikke noget, hun havde særlig meget lyst til.

At se Alina glad var dog noget helt andet. Der var det der særlige udtryk i hendes ansigt, der bare sagde det hele: Alina var forelsket. Dybt og hovedløst, for Levi var ikke ligefrem nogen betænksom fyr.

Hvilken fyr på Plikanes akademi er overhovedet det? tilføjede Rachel som spørgsmål til sig selv. Ingen af drengene på skolen lod til at tænke ret meget på folk omkring dem. Ikke for det meste, i hvert fald, og hvis de gjorde, så var det kun for at finde ud af, hvordan de kunne fremme deres popularitet. Selv Robert, som ellers sendte hende lange, romantiske beskeder hver aften, havde en tendens til at være centreret omkring sig selv, og ikke altid overveje, hvad hans venner eller kæreste ønskede sig af situationen.

Alina og Steph havde åbenbart fortsat deres samtale, mens Rachel faldt i staver over sine egne tanker, for da hun blinkede og vendte tilbage til virkeligheden, var de to i færd med at diskutere, hvordan deres hår skulle sidde til det forestående julebal. Da denne diskussion kom til en ende, blev der efterhånden stille på værelset, og Rachel troede, at hun så kunne få lidt søvn. Ikke længe efter at denne tanke havde strejfet hende, spurgte Steph ud af det blå:

,,Hvis I skulle udpege én fyr, hvem ville så være den ideelle kærestetype?”

Ikke noget videre genialt spørgsmål, vurderede Rachel, eftersom Alina stensikkert mente, at Levi ville være den ideelle kærestetype, og hun selv ikke betvivlede Roberts evner det mindste. Det var ikke svært at se ud fra den måde, han betragtede hende på, at han var glad for hende og stolt over at være hendes kæreste, selv om han var ældre og langt mere populær. Oveni det kunne han være ganske romantisk, når han ville, og selv om han måske begik fejl af og til, så var han ivrig efter at vedligeholde deres forhold - så ivrig, at han skrev godmorgen og godnat til hende hver eneste dag.

Dette fortalte hun sine værelseskammerater, som forholdt sig kritiske til udtalelsen, men ikke desto mindre anerkendte, at Robert statuerede et ganske godt eksempel for andre fyre.

,,Jeg tror, at Tristan ville gøre det ganske godt,” funderede Alina eftertænksomt.

Måske var der en pointe i det. Tristan Green var ekspert i at undgå akavede situationer, selv i begyndelsen af sit forhold med Caroline Howard fra samme hold, E-Dance. Det var lidt, som om han aldrig trådte ved siden af, og uanset hvilke kiksede ting, han sagde, blev de aldrig akavede at høre på. Tvært imod blev klichéer på ny gjort romantiske, når de kom ud af hans mund.

,,Jeg synes, at Tristan er lidt for meget flødeskumsdreng,” indrømmede Steph skeptisk. ,,Jeg har ikke noget imod en lille smule modspil.”

,,Hold dog op. Han får gode karakterer og diskuterer vildt meget i samfundsfag,” påpegede Alina, hvilket var ganske sandt.

,,Jeg er enig med Alina,” tilstod Rachel og løftede sigende en hånd, som om hun overgav sig. ,,Få kan være lige så belastende som Tristan i samfundsfagstimerne.”

,,Men han giver Caroline ret i alt, hvad hun siger,” indvendte Steph.

,,Sandt,” brummede Rachel. ,,Jeg gad godt vide, om de to nogensinde skændes.”

,,Det tvivler jeg meget på, at de gør,” sagde Alina med det samme.

,,Caroline er på ingen måde dominerende, og det er han heller ikke,” føjede værelsets eneste blondine til.

,,Det er egentlig utroligt, at de to ikke er ved at kvæle hinanden i sødme.” Alinas udtalelse fik alle tre piger til at knække sammen af grin, og det varede en rum tid, før Rachel havde så lidt ondt i maven af grin, at hun kunne tale igen.

,,Hvem tror du, ville være perfekt, Steph?” spurgte Alina, mens hun satte sig op.

Stephanie tog et øjeblik til at overveje spørgsmålet, som om hun lige skulle holde argumenter for og imod en nominering af nogen op mod hinanden.

,,Jeg tror… Måske Spencer?” foreslog hun så endelig.

,,Hvorfor?” udbrød Alina overrasket.

,,Hvis nu man ser bort fra, at han er lidt malplaceret her, så tror jeg, at han er rigtig flink. Han virker i hvert fald altid rar, når jeg støder på ham, og så er han flot oveni,” forklarede Stephanie. ,,Eller hvad, Rachel?”

,,Det ved jeg ikke.” De to andre piger så forventningsfuldt på hende, og Rachel så ingen anden udvej end at fortælle dem, hvad der afholdt hende fra at udtale sig om sagen: ,,Men jeg er ret sikker på, at Ninnie har sagt ”helle” for ham.”

Først da ordene havde forladt hendes mund, opdagede hun, at de blev udtalt med en vis bitterhed, og hun forsøgte at finde ud af, om hun skulle tilføje, at han ikke altid talte helt sandt. Men den udtalelse ville kræve en forklaring, og hun syntes ikke, at hun kunne spytte flere af andres hemmeligheder ud på én aften. Én ting var at Ninnie ville komme til at bryde sig mindre om hende igen. En helt anden var at Aiden med garanti ville blive mere skuffet end vred, hvis han opdagede, at hun havde fortalt hans hemmelighed videre til nogen. Stephanie og Alina var ikke de mest pålidelige på det område, så hvis hun sagde noget, ville det kun være et spørgsmål om tid, før han hørte rygterne, og så ville han vide, hvor de kom fra.

,,Øv,” grinede Steph. ,,Jeg gad ellers godt lære ham at kende.” Hun blinkede påtaget flirtende, inden hun lagde sig ned på ryggen med et demonstrativt gab.

,,Så tal dog med ham,” rådede Alina sin bedste veninde til. ,,Han er alligevel for rar til at afvise en samtale, hvis du har ret i dine antagelser.”

Steph var en skøn pige, og Rachel var kommet til at holde af hende - og Alina, naturligvis - i løbet af de mere end to år, de havde boet sammen. Men tanken om at Aiden blev bagt på af en af de piger, som Rachel omgikkes mest med, var af en eller anden grund ikke så rar, som den burde være.

Det var omtrent samme følelse, som hun havde fået af at se Aiden og Fiona danne par i parserien, mens Lee gjorde sit bedste for at leve op til sin egen høje standard.

I det samme fik hun en besked, og hun greb muligheden for at distrahere sig selv og trykkede på displayet. Beskeden var fra Robert, og den fik hende til at smile, mens rødme bredte sig over hendes hals og bryst. Det var en kort besked, ingen lang kærlighedserklæring, men den var lang nok til at levere det bedste budskab, Rachel kendte:

Sov godt og drøm sødt, min skat. Jeg elsker dig af hele mit hjerte.

Pludselig virkede diskussionen om kærestepar og kærestepotentiale og Aiden helt overflødig. For ingen ville nogensinde kunne måle sig med den kæreste, Rachel havde fundet i Robert. Måske gjorde han dumme ting, såsom at forlade kantinen, så det gav et mistænkeligt billede af ham og Olivia, men han var trods alt også et menneske. Og mennesker begik fejl, som de tog ved lære af.

Smilende lagde Rachel telefonen fra sig og lod sig falde tilbage på hovedpuden igen med lukkede øjne, klar til at falde i søvn, inden noget kunne fjerne den der særlige følelse af glæde, hun havde i maven. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...