Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6290Visninger
AA

21. - November

November gjorde, at det var en nødvendighed at tilbringe en lørdag i Erie med at finde kjoler til juleballet. Oprindeligt havde Tina, Teresa og Rachel besluttet, at de ville gøre det sammen, men af en eller anden grund følte Ninnie og Olivia, at de kunne invitere sig selv. Så de var altså fem, der gik rundt sammen frem for tre. Og til Rachels overraskelse gjorde det ingenting.

Ninnie var ikke slem. De to ville aldrig blive perlevenner - dertil var de for forskellige i både holdninger og væremåde -, men de kunne sagtens omgås hinanden. Olivia var det lidt akavet med, måtte hun indrømme, fordi hun stadig havde Aidens ord i baghovedet. Han havde selvfølgelig ret i, at det var mistænkeligt, men intet i den måde, hvorpå Robert og Olivia talte sammen, antydede at de lavede noget sammen. Selv om de altid forlod spisesalen lige efter hinanden. Det kunne jo være rent tilfældigt, mindede Rachel sig selv om meget ofte.

Shopping var ikke Rachels yndlingsbeskæftigelse, på trods af at hun boede på Manhattan, hvor en opdateret garderobe nærmest var et krav, for at man ikke blev stirret på. Hun shoppede kun, når hun følte, at hun var nødt til det. Nu var sådan et tidspunkt. Heldigvis kunne hun ikke ærgre sig over, at hun ikke var udenfor i det gode vejr, for vejret var bestemt ikke godt. Det var koldt og blæsende og regnfuldt, præcis som efterårsvejr plejede at være, men med en lille bid af vinter oveni, eftersom temperaturerne kun lige var over frysepunktet.

I centret var der mange butikker, og de fem piger var langt fra de eneste fra skolen, der var taget til byen for at købe passende tøj til den forestående festlige begivenhed. Det vrimlede med elever fra årgangene over og under dem, som gik rundt og forsøgte at komme til at se præsentable ud. Mange brugte det også som en undskyldning for at tage på en date, der ikke rigtig var en date alligevel. Spirende par, som havde sendt hinanden lange blikke gennem spisesalen, gik nu side om side og talte og lo højt. Det var sjovt som man kunne se, hvordan de fleste passede sammen med nogen, og sjovt som fornemmelsen allerede havde været der på skolen. Når man boede op og ned ad hinanden, var det svært ikke at lægge mærke til den slags.

Alina og Steph havde været lidt forfærdelige at bo sammen med på det sidste, fordi de havde planlagt deres kjoler lang tid i forvejen og blev ved med at ævle i, hvad der ville se godt ud til Rachel. Hun selv gik efter noget behageligt, men hvis hun ikke kom hjem med noget pænt, så ville de grille hende, så hun måtte hellere finde noget flot også. Det ville desuden gøre Robert glad. Et andet syn på det med juleballet var Petes. Han havde foreslået, at hvis Rachel ikke gad at shoppe, kunne hun være den, der testede ham og Aiden i franske verber og tage en af de kjoler på, hun havde i forvejen. Forslaget havde fået Teresa til at slå ham i baghovedet med sit matematikhæfte.

,,Man skulle være dreng,” mumlede Rachel til Tina, mens de gik ind i den første butik, hvor der så ud til at være nogenlunde præsentable kjoler til en rimelig pris. ,,De har nok ikke den slags problemer.”

,,I princippet er der ingen, der forhindrer dig i at møde op i jakkesæt,” påpegede Tina med et glimt i øjet.

,,Sandt nok, men Robert vil nok ikke synes, at jeg er den mest spændende kæreste, hvis jeg gør det.”

Roberts kommentar til det hele havde været, at han håbede, hun tog noget på, der viste hendes ryg. Det kunne han godt lide. En dyb udskæring i ryggen kunne gøre meget. Og nu overvejede hun det, fordi hun ikke havde noget imod at vise sin ryg frem. Men så skulle hun til at finde en selvsiddende BH eller slet ikke have nogen på, og ingen af delene tiltalte hende ret meget. Desuden vidste hun jo godt, hvorfor han godt kunne lide den dybe udskæring. Det var nøgen hud.

Tina nikkede til konstateringen og vendte sig så mod Teresa. ,,Er vi ude i lange eller korte kjoler?”

,,Godt spørgsmål,” bekendtgjorde Teresa, som om det var en hel videnskab at finde den rette kjole, og ikke bare et spørgsmål om smag. ,,Altså, vi er jo tredjeårselever nu, så vi kan i princippet godt tillade os at feje fødderne væk under folk med elegante kjoler med en vis længde, men på den anden side vil fjerdeårseleverne måske ikke sætte pris på, at vi gør det på den måde, fordi det er deres sidste fest og deres tur til at fremhæve sig selv.”

,,Jeg er ligeglad med fjerdeårselever,” erklærede Ninnie, mens hun trak en halvlang kjole ud og vurderede den med et kritisk udtryk i ansigtet. ,,Jeg vil gerne se pæn ud alligevel.”

,,Det kommer vel også an på, om I vil imponere jeres partnere,” føjede Olivia tænksomt til, mens hun selv bevægede sig rundt mellem tøjstativerne.

Dét gjorde Rachel nysgerrig, for hun anede ikke, hvem de andre skulle følges med. Teknisk set kunne hun ikke være sikker på, at hun skulle føles med Robert, men eftersom de var et par, gik hun ud fra det. Indtil videre havde det heller ikke skabt problemer, eftersom ingen andre havde spurgt hende, om hun ville følges med dem. Tina var blevet spurgt af flere, vidste hun. Blandt andet Vincent Dwayne fra Herreholdet. Hvad hun havde svaret til de forskellige, kunne Rachel kun gisne om, for Tina holdt kortene tæt til brystet. Selv ikke Teresa havde nævnt, hvem hun skulle følges med, selv om hun utvivlsomt allerede havde fundet en partner.

Hvad angik Ninnie og Olivia, så kunne Rachel forestille sig, at Ninnie skulle følges med Dean, eftersom han ofte trissede efter hende som en fortabt hundehvalp, mens Olivia var med som tredjehjul. Olivia talte ikke selvstændigt med ret mange fyre, måtte Rachel indrømme, selv om hun var både pæn og udadvendt. Måske var det en konsekvens af at følges med Ninnie, som af en eller anden grund blev anset for den kønneste af de to.

Drengene - det vil sige Pete, Jonas, Lee og Aiden - havde heller ikke nævnt noget om, at de havde fundet nogen at følges med, men deres små interne samtaler om emnet og indforståede jokes gav Rachel et indtryk af, at det havde de. I hvert fald Pete og Lee. Jonas virkede mere påpasselig med at lave sjov med den slags, og Aiden sagde generelt ikke så meget, medmindre han blev spurgt.

,,Hvad med den her?” spurgte Teresa, som holdt en sart lyserød kjole op foran sig.

,,Den står godt til dit hår,” sagde Tina hurtigt, selv om Rachel var ret sikker på, at det blev sagt af høflighed.

Teresa var meget køn, men lyserød var ikke hendes farve, fordi hendes hud var forholdsvis bleg og havde en rødlig undertone i forvejen. Selve kjolen var der intet i vejen med, og den stod faktisk rigtig godt til hendes hår, men det ville ikke have været Rachels førstevalg.

,,Måske ikke lige i den farve,” sagde Olivia ærligt, og Rachel var taknemmelig for, at hun ikke selv blev nødt til at være den, der overleverede nyheden. ,,Jeg tror, at blå ville klæde dig enormt godt.”

Det troede Rachel også, og hun nikkede ivrigt for at bekræfte Olivias udtalelse.

,,Jeg ved ikke rigtig -” begyndte Teresa, men Ninnie havde allerede fundet en blå kjole, som hun holdt ud for sig i retning af Teresa, som for at se billedet.

,,Hvad synes du om den her?” Hun drejede den, så de andre kunne se fronten.

Flot var den. Fronten var simpel, men skåret opad i en blød bue, så den var længere bagpå end foran. Under brystet var et flettet bælte i satin, og ellers var resten holdt i et stof, der så let og flydende ud. Teresa ville ligne en vandnymfe, hvis hun mødte op til julefesten i den kjole - og det ville klæde hende.

,,Jeg kan i hvert fald prøve den,” svarede Teresa overgivende og tog imod den.

,,Ellers er den her også ret flot,” bekendtgjorde Olivia, som stod med en lang kjole i noget, der lignede silke. Den var stropløs og havde et enkelt design hen over brystet.

,,Det er den,” medgav Tina hurtigt.

,,Hvad med at vi finder kjole til én ad gangen?” foreslog Rachel, som ikke selv kom til at kigge, fordi hun var lidt for nysgerrig med hensyn til de andres tøjvalg.

,,Så du synes altså, at det er meget sjovt,” drillede Tina.

,,Nej, jeg kunne bare godt bruge en omgang de-andre-vælger-mit-tøj lige nu,” protesterede hun grinende.

Selv om Tina drillede hende med det, blev hendes forslag vedtaget. Det tog længere tid end forventet for de andre at finde kjoler, men når det kom til stykket, så vidste Rachel godt, at hun måske ville tage endnu længere tid, fordi hun ikke havde den mindste idé. Olivia og Ninnie løb frem og tilbage med kjoler til først Teresa og derefter Tina, og valgene blev endelig truffet. Penge blev leveret over disken til ekspedienten, som blot så på, mens pigerne endevendte butikken, og til gengæld blev poser rakte i modsatte retning.

Olivia traf ret hurtigt og ret selvstændigt sit valg. Og det ville have været et godt valg, hvis Rachel ikke hele tiden havde haft Aidens ord i baghovedet. Kjolen faldt i bløde draperinger til midt på låret, og den havde en dyb udskæring foran. Helt ned til lige over navlen. Udskæringen var holdt sammen lige under brystet af et guldspænde, så brysterne ikke pludselig blev synlige. Olivias lille, slanke krop så forførerisk og sexet ud i kjolen, og intet andet ville have været mere passende. Specielt ikke fordi den røde farve fremhævede hendes blå øjne.

Efter at det valg var truffet, besluttede de sig for at få noget at spise og bevægede sig ud af butikken. De fandt en diner og satte sig ved et bord, og snakken gik lystigt. Personalet løb frem og tilbage mellem gæsterne i båsene bestående af røde lædersofaer og lakerede hvide borde, der ville være nemme at tørre af. Musik fra firserne flød ud af højttalerne, og den lette syden af bøffer og pølser på en grill pirrede Rachels øregange.

,,Jeg ved ikke, om det er din intention at imponere din date eller ej, så kommer du i hvert fald til det, Olivia,” sagde Teresa afslappet, tydeligvis ikke overvejende at Olivia måske ikke havde fundet nogen at følges med endnu.

,,Det er ikke for at imponere ham,” indrømmede Olivia. ,,Men det skader ikke at minde de andre drenge om, hvad de går glip af, når de ikke er sammen med mig.”

Dette fik dem alle sammen til at le på den der særlige måde, piger i en større gruppe gjorde det.

,,Hvem skal du egentlig følges med?” spurgte Teresa afslappet, mens Tina pillede ved en lok af sit lange, brune hår.

,,Dean,” svarede Olivia naturligt. ,,Det har vi aftalt.”

Rachel var underligt lettet. Hun havde ikke forventet, at svaret ville blive Robert, men de paranoide tanker i baghovedet gjorde alligevel, at hun havde frygtet det. Så at høre Deans navn var noget af en lettelse. Men det gav ikke rigtig mening i forhold til den øvrige fordeling…

,,Det troede jeg, at Ninnie skulle,” sagde Teresa ligeud.

,,Nej, ikke denne gang,” lo Ninnie. ,,Der er en anden, jeg hellere vil følges med.”

,,Hvem?” Teresas nysgerrighed var næsten ubehøvlet, men Rachel morede sig over den af netop denne grund.

,,Det siger jeg ikke.” Ninnie foldede armene langs bordpladen. ,,Hvad med dig, Tina? Hvem skal du følges med?”

At spørge havde Rachel ikke kunnet få sig selv til i de andre pigers selskab, og hun ville ikke have fået noget ud af det alligevel. Tina var blevet god til at undvige, og hun ville trods alt ikke plage hende alt for meget. Men at Ninnie gjorde det, havde hun intet problem med.

,,Det er en hemmelighed,” sagde Tina grinende, selv om hendes kinder blussede livligt.

,,Du kan ikke have hemmeligheder for os,” afgjorde Teresa indigneret. ,,Vi er dine veninder. Du skulle forestille at fortælle os alt.”

,,Hvorfor må Ninnie slippe, når jeg ikke må?”

,,Fordi vi allerede kan udelukke nogen, Ninnie i forvejen tilbringer meget tid med,” svarede Teresa konstaterende, som om det var det mest naturlige i verden.

,,Kom nu, Tina,” pressede Rachel drillende. ,,Skammer du dig virkelig så meget over ham?”

,,Nej!” udbrød Tina, nærmest forfærdet, sandsynligvis henvendt til det sidste, eftersom det ikke var noget bestemt nej.

Hvordan hun vidste det, anede Rachel ikke selv, men Tinas reaktion afslørede hende totalt, og det fik Rachel til at smile bredt og vidende. Et smil Tina gengældt ved at skule undrende til hende.

,,Okay,” mumlede hun så slået og bøjede hovedet ned mod bordpladen - formentlig for at skjule sine røde kinder. ,,Pete.”

Rachel eksploderede i en triumferende latter, og hun var lettet over, at de andre piger istemte den, eftersom andet ville have været pinligt. At Tina og Pete skulle følges til årets store festlige begivenhed - der ikke involverede gymnastik - var så perfekt, som noget kunne blive. Og selv om hun ikke så ud til det, så var Rachel overbevist om, at Tina var ovenud lykkelig for ordningen.

,,Men vi følges som venner,” blev der et øjeblik efter tilføjet, men denne tilføjelse manglede gennemslagskraft, så Rachel blev ved med at grine, mens hun dansede sejrsdans i siddende stilling.

,,Min røv,” stønnede Teresa mellem latterudbruddene. ,,I følges lige så meget som venner som Rachel og Robert.”

,,Jeg mener det altså,” protesterede Tina. ,,Kun som venner.”

,,Du synes måske ikke, at han har potentiale til mere?” drillede Olivia.

,,Jo,” var den umiddelbare reaktion, men da Tina efter et øjeblik indså, hvad hun lige havde sagt, løftede hun fortrydende hænderne og viftede med dem. ,,Nej! Jeg mener ikke på den måde!”

,,Vel gør du så,” sagde Rachel til hende, som om hun vidste det bedre end Tina. ,,Men siden du insisterer, var det så noget, I blev enige om? Spurgte du? Spurgte han?”

,,Altså… Han spurgte, men det var sådan… du ved… Afslappet? Tilfældigt? Han og Jonas stod og talte om, at Jonas skal følges med Teresa, og så foreslog han det ud af det blå,” forklarede Tina hurtigt, lidt for ivrig efter at forklare tingenes sammenhæng til ikke at afsløre sine følelser.

 Det triste ved forklaringen var, at Rachel levende kunne forestille sig det. Pete var på skolen for at lave gymnastik. For at bevise overfor sine forældre, at han ikke havde spildt tiden, fokuserede han målrettet på sin træning og sin skolegang, samtidig med at han var hjernedødt populær. Så hvis han ikke lagde mærke til, at Tina var vild med ham, forstod Rachel det egentlig godt - selv hvis det var åbenlyst for enhver anden.

Inden nogen kunne nå at sige mere, fik de deres mad, og samtaleemnet blev skiftet, da først de gik i gang med at spise. Det var et lynende intelligent emne, der fik deres opmærksomhed under det meste af frokosten: Mad. Uanset hvor toptrænede de burde være, så var der ingen af dem, der kunne leve uden god mad.

Rachel elskede det, og hun glemte helt at være muggen over at bruge både tid og penge på noget, hun anså for helt unødvendigt.

 

Efter maden forlod de dineren for at finde flere butikker at kigge i, så Rachel og Ninnie også kunne finde nogle kjoler. De besluttede sig for at gå ind i en anden butik denne gang. En mørkhåret kvinde stod og var i færd med at tale med en lyshåret én på cirka samme alder. Begge så ud til at være sidst i fyrrerne, måske i starten af halvtredserne. Åbenbart var den mørkhårede chefen eller ejeren, for den anden talte hende lydigt efter munden og lovede, at hun nok skulle sætte alle ind i ”retningslinjerne” når den mørkhårede var rejst hjem igen.

Da pigerne gjorde sig bemærket ved at begynde at småsnakke, vendte begge kvinder sig mod dem og hilste høfligt og indbydende. At se de mange organiserede stakke af bukser og trøjer og stativ på stativ fuldt af kjoler og flotte bluser fik Rachels mod til at synke en anelse. Hvordan skulle hun nogensinde kunne tage en beslutning, når der var så meget at vælge imellem? Det ville være nemmere, hvis hun bare fik de andre til at vælge.

,,Har du nogle krav, Rachel?” spurgte Olivia med et smil, mens hun gik rundt og undersøgte stativerne til højre for sig.

,,Det ved jeg ikke rigtig,” svarede Rachel, som gav sig til at overveje, mens Ninnie erklærede, at så ville hun lede først, og så kunne Rachel få lov til at være til sidst.

Rachel satte sig på en skammel ude foran prøverummene og ventede, overvejende hvad hun skulle kræve af sin kjole. Dominic havde været så elskværdig at give hende nogle råd til hvilken slags tøj, hun ville have på, hvis hun virkelig ville tænde Robert. Sikken en bror. Der var ikke meget overbeskyttende storebror over Dominic, kunne hun konkludere ud fra det. Men når det kom til stykket, så vidste hun godt, at han alligevel ville se på Robert med en vis skepsis. Særligt fordi han ikke havde lavet andet i sommerferien end at tale om Pete, når de kom ind på hendes skolegang og venner. Robert var ligesom blevet ignoreret.

Men rådene… Hvad var de nu? Noget med at vælge noget, der viste hud, uden at det decideret var billigt. Og lade være med at vælge rød, fordi det kunne blive for prangende og lige en tand for erotisk til mange teenagedrenge. Og i øvrigt vælge noget, der ikke sad hverken helt løst som en ballon eller stramt som latex, fordi en kombination af løst og stramt var det pæneste og det mest overskudsagtige uden at det blev direkte sløset.

,,Hvad med den her?”

Ninnie holdt en lilla stropløs havfruekjole op foran sig. Fra den øverste kant og til omkring hofterne var der ligesom en regn af små sten, der glitrede i lyset, når Ninnie bevægede sig. Den ville med garanti stå godt til hendes blå øjne og lysebrune hår. Rachel ville godt se ud som Ninnie, hvis hun kunne forestille sig at være ti centimeter højere og lyshåret.

,,Den er flot,” indrømmede hun.

,,Prøv den på,” kvidrede Olivia begejstret, mens Teresa klappede ivrigt i hænderne.

,,Synes I virkelig?” Ninnie grinede og gik ind i et prøverum. ,,Okay så.”

Hun trak forhænget for, og et øjeblik efter kunne Rachel se, at hun smed sine sko og bukser. Efter et lille stykke tid kunne kjolens stof ses, hvor Ninnies fødder før havde været. Længden så ud til at passe perfekt.

,,Olivia, gider du at hjælpe med lynlåsen?” lød det derindefra, og Olivia sprang hurtigt ind bag forhænget for at assistere sin bedste veninde.

Der gik ikke mange sekunder, før de begge kom ud i butikken, Olivia smilende over hele hovedet og Ninnie iagttagende sin kjole oppefra. Hun lavede trutmund, mens hun lod til at tænke sig om. Præcis som forventet sad kjolen rigtig godt på Ninnies slanke krop, og hendes kraveben stod pænt frem hen over udskæringen, der gav hendes bryst lidt mere fylde end det egentlig havde.

Rachel skævede til Tina, som sendte hende et imponeret blik. Det havde ikke taget Ninnie mange minutter at finde den kjole, der så ud til at være den helt rette. Omvendt var det næsten lige meget, hvad man puttede på Ninnie. Hun ville stadig se lige godt ud. Faktisk hørte hun hjemme i et modemagasin, og Rachel var overbevist om, at hun kunne sælge hvad som helst med sit vindende smil.

,,Du ser fantastisk ud,” sagde Tina stille, smilende over hele hovedet.

Underligt nok havde Ninnie og Olivia vundet Rachels sympati i dagens løb. De var ikke så slemme, som hun havde troet - hun havde bare ikke kendt dem godt nok. Måske var de stadig ikke den type mennesker, hun helst omgikkes, men de var til at tale med, og de kunne føre intelligente samtaler, hvis de gad.

,,Helt vildt,” istemte hun Tinas rosende ord.

,,Jeg kan nu også meget godt lide den,” indrømmede Ninnie grinende. ,,Måske burde jeg købe den.”

,,Måske?” udbrød Olivia. ,,Du kommer til at fortryde det, hvis du ikke gør det.”

,,Tror du?” Den lyshårede pige drejede rundt og så sig selv i spejlet, inden hun roterede igen. ,,Okay. Så køber jeg den.”

,,Halløj, piger,” hilste den mørkhårede af de to kvinder, som havde stået ved kassen, da de kom ind i butikken. ,,Finder I noget, I kan bruge?”

Rachel vendte sig rigtigt mod hende. Kvinden havde varme brune øjne og mørkt hår, der så ud til at være sort på nær der, hvor lyset faldt rigtigt på det. Hendes hud var gylden, hun var af almindelig højde og slank. Da de brune øjne faldt på Ninnie, smilede hun, og hendes ansigt lyste op på en måde, der tirrede Rachels hukommelse ved at være så bekendt.

,,Den klæder dig rigtig godt,” sagde hun rosende til den modelslanke pige, som igen så ned over det lilla stof med de små sten.

,,Tak. Jeg har også tænkt mig at købe den,” erklærede hun grinende.

,,Du bliver ballets dronning, Nin,” forsikrede Olivia hende om.

,,Det er i grunden mærkeligt, at vi ikke har den slags på skolen. Altså kroning af konge og dronning,” funderede Ninnie, og det satte gang i en samtale, som Rachel ikke hørte meget af, fordi den mørkhårede kvinde henvendte sig til hende:

,,Hvor er I piger fra?”

,,Hmm… Vi er fra forskellige steder i hele landet. Men vi går alle sammen på Plikanes Gymnastikakademi,” svarede Rachel høfligt, ikke sikker på om det var almen viden, hvad det var for et sted.

,,Gør I?” Kvinden så glad ud. ,,Hvilke hold? Medmindre I er på samme hold?”

,,Vi er alle fem på Eliteholdet,” svarede Rachel, som lidt forsinket indså, at den eneste pige på holdet, der ikke var med ude for at se på kjoler, var Fiona.

,,Virkelig? Så må I kende Aiden?”

,,Aiden?” udbrød Tina, som åbenbart havde lyttet med på samtalen.

Ninnie, som ellers havde været på vej ind i prøverummet igen, vendte sig hurtigt ved lyden af navnet, og Rachel kunne ikke lade være med at smile ved synet. Hvis Ninnie forsøgte at holde det hemmeligt, at hun fandt Aiden tiltrækkende, så gjorde hun det temmelig dårligt.

,,Aiden Spencer?” spurgte Rachel, blot for at være helt sikker. Der gik ikke andre på skolen med det navn, men det var en god idé at være på den sikre side.

,,Ja, ham,” bekræftede kvinden muntert. ,,Kender I ham godt?”

,,Vi spiser frokost sammen hver dag,” svarede Tina afslappet, og det gav Rachel et lille stik i maven over ikke helt at kunne erklære sig enig. For hun havde spist ret meget med Robert på det sidste, blot for at være sikker på, at Aiden ikke havde ret i sine beskyldninger.

,,Er det rigtigt? Hvad er dit navn?”

,,Tina… Eller… Det vil sige… Christina Bonnet, hvis jeg skal være helt ærlig,” svarede Tina forlegent.

,,Nå, så det er dig?” Kvinden lo. ,,Han har nævnt nogle enkelte… Dig og… lad mig se… Pete og Jonas og Teresa og… hvem var nu den sidste?” Hun tænkte sig lidt om, inden hun knipsede ivrigt med fingrene. ,,Rachel. Selvfølgelig.”

Teresa trådte fem. ,,Jeg er Teresa. Teresa Montes.”

,,Og jeg er Rachel.”

Den mørkhårede kvinde livede helt op. ,,Gud, hvor sjovt. Hvad med jer to?”

Ninnie og Olivia præsenterede sig, begge tydeligvis overvejende, hvad det var for en situation, de var endt i. Alle fem var så optagede af samtalen, at Ninnie lod til at have glemt alt om at tage kjolen af.

Efter et stykke tid, med en masse overraskede udbrud over hvilke historier Tina, Teresa og Ninnie kunne om Aiden fra skolen, rømmede Rachel sig diskret.

,,Undskyld, at jeg spørger,” sagde hun og forsøgte at lyde høflig, ,,men hvorfra kender du egentlig Aiden?”

Kvinden lo og viftede lidt med den ene hånd. ,,Åh, hvor fjollet af mig at glemme det. Jeg blev bare så glad for at høre, at han trives der. Mit navn er Angelica Spencer. Jeg er Aidens mor.”

Forbløffelse tegnede sig i samtlige af pigernes ansigter. Ikke mindst Rachels. Nu hvor hun vidste det, kunne hun selvfølgelig godt se, at genkendelsen kom fra Aiden, og at de to rent faktisk lignede hinanden. Men det kom alligevel ganske uventet. Af en eller anden grund havde hun forestillet sig, at Aidens forældre var ambitiøse med en tendens til at pace deres barn. Ikke denne udadvendte kvinde, som blev glad for at høre, at det gik hendes søn godt på skolen, hvor han nu gik.

Fordommene gjorde hende helt utilpas, fordi de var så grove og så ukorrekte. I hvert fald umiddelbart. Det kunne jo godt være, at Angelica Spencer i virkeligheden var en grum heks, som tvang sin søn til at dyrke sport, selv om han ikke rigtig var i stand til det fysisk. Men det virkede ganske usandsynligt.

,,Hyggeligt at møde dig, fru Spencer,” sagde Ninnie, som kom sig over overraskelsen først. ,,Det var ikke mit indtryk, at Aiden boede her i staten.”

,,Åh, det gør han skam heller ikke,” bekræftede Angelica Spencer muntert. ,,Jeg ejer bare den her butik og et par andre tøjbutikker rundt omkring, og der har været nogle problemer her, så jeg ville lige tage herop og ordne sagerne.”

De to talte lidt frem og tilbage, og det var helt tydeligt, at Ninnie forsøgte at gøre et godt indtryk på Aidens mor. Af hvilken grund var ikke svær at regne ud, og pludselig vidste Rachel godt, hvem Ninnie regnede med at følges med til juleballet. Der skulle intet geni til at regne det ud.

Efter et stykke tid gik Ninnie ind for at skifte til sit normale tøj, og Angelica Spencer blev stående og ventede på hende, afslappet og snakkende med pigerne på skift. Hun roste Teresa for det tøj, hun havde på, fordi det så både moderne og tidløst ud. Rachel anede ikke ret meget om tøj og var for så vidt også ligeglad, så hun tunede lidt ud fra samtalen og koncentrerede sig om sin indre diskussion.

At møde fru Spencer åbnede nye muligheder for at finde ud af noget mere om Aiden.  For eksempel om der ikke skulle ret meget til at give ham blå mærker eller han havde leukæmi eller et eller andet i den stil. Noget, der kunne forklare hans blå mærker. Eller at spørge om hans ulykke. Men det vidste de andre jo intet om, og hun syntes ikke, at hun kunne tillade sig at afsløre hans hemmeligheder på den måde.

,,Er der nogen særlig grund til, at Aiden ikke har været med til at træne endnu?” spurgte Teresa ligeud, da hun åbenbart ikke længere kunne tøjle den nysgerrighed, som Rachel sad og kæmpede med.

Fru Spencer så eftertænksomt på den mørkhårede pige et øjeblik, inden hun trak let på skuldrene.

,,Hvis Aiden synes, at vi skal vide det, fortæller han os det nok selv,” sagde Rachel stille, ikke overrasket over at det fik alle til at stirre på hende.

Selv om hun var nysgerrig, så troede hun ikke, at hun ville få meget ud af at høre hemmeligheder fra fru Spencer. Det var så meget mere tilfredsstillende at høre Aiden fortælle selv, fordi han så også havde en del af kontrollen og selv kunne bestemme, hvor meget han var komfortabel med at lade hende vide. Men selvfølgelig afslørede han ikke den slags ting overfor de andre piger. Ikke hvad hun vidste af, i hvert fald.

Han skyldte hende virkelig en tjeneste for at forsøge at lukke for samtalen dér. Én ting var at holde på hemmeligheden. En helt anden var at forsøge at forhindre hans mor i at tale om sin elskede søn, når nu der var nogen, som var villige til at lytte. Og pigerne fra Eliteholdet var mere end villige til at lytte. De var ivrige efter at lære mere om Aiden.

Ninnie trådte ud af prøverummet i samme øjeblik og så sig omkring, som om hun ikke havde hørt samtalen. Dette var ganske absurd, fordi der var hul ind til hende og ikke andet end et forhæng til at dække for den afklædte krop, når man skiftede tøj. Men det var kærkomment, fordi det løsnede den akavede stemning, Rachel havde skabt, en lille smule.

,,Nå, Donovan,” sagde hun friskt og slog hænderne sammen. ,,Skulle vi aldrig finde en kjole til dig, eller hvad?”

Al lyst til at se på kjoler var ebbet ud af Rachel, men hun forsøgte alligevel at vinde gejsten tilbage, idet pigerne gik i krig med at søge efter kjoler, hun måske ville kunne lide. Tina kom med en anden lilla kjole, der var sød og enkel. Rachel kunne godt have set sig selv i den, havde det ikke været fordi Ninnie protesterede meget kraftigt mod, at de kom i den samme farve.

Ligeglad som hun var sagde Rachel bare, at det sikkert var rigtigt nok, og Tina nikkede forstående, inden hun fnisende fortsatte sin jagt på den perfekte beklædningsgenstand. Imens blev Rachel bare siddende på sin skammel og betragtede sine veninder med let sammenknebne øjne, mens de fandt kjole efter kjole frem, uden at hun på noget tidspunkt blev tilfreds. Ikke fordi kjolerne ikke var flotte eller stofferne ikke de rigtige. Det føltes bare ikke rigtigt, når hun så på dem.

Mentalt mindede hun sig selv om, at hun ikke skulle finde den flotteste kjole på jorden. Ikke i år. Næste år ville være hendes sidste, og så kunne hun tillade sig at bruge mange flere penge på tøjet. Nu var hendes beløb begrænset, og udvalget var begrænset til nogle mere simple kjoler.

Efter en rum tid begyndte fru Spencer at tage hendes mål og stille spørgsmål, og da hun vendte tilbage med én enkelt kjole, som Rachel stirrede længe på, viste det sig, at Aidens mor havde god smag. I hvert fald endte det med at blive den kjole, Rachel købte. Hun var ret sikker på, at hun fik rabat på den, for den pris, hun betalte, kunne umuligt være den oprindelige for kjolens kvalitet og udseende. Det var lidt for godt til at være sandt. Men så længe den var hendes, kunne hun egentlig være ligeglad.

 

Den aften gik Rachel tidligt i seng, selv om det var lørdag og nogle af pigerne holdt Disney-film-maraton i stueetagen. Mange sekunder gik der ikke, før hun sov tungt og drømte den mærkeligste drøm, hun længe havde drømt.

Hun og Robert gik hen ad en vej, hånd i hånd, indtil han mødte Olivia og begyndte at lege tagfat med hende. Rachel stoppede for at se på og fik solen i øjnene, og da hun vendte sig om, befandt hun sig i en af de overdækkede gange, der omringede skolebygningen. Aiden stod lænet op ad en søjle uden sine krykker, og i næste nu stod de tæt omslynget og kyssede hinanden inderligt.

Selv i drømmen havde Rachel skyldfølelse overfor Robert, men det var intet sammenlignet med den mærkelige følelse, hun havde, da hun vågnede næste morgen ved lyden af et vækkeur i værelset inde ved siden af. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...