Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6296Visninger
AA

9. - November

November var en hård måned, syntes Rachel. De var endnu ikke gået i gang med at træne konsekvent frem mod opvisningsshowet i april, men træningen var heller ikke useriøs, og de brugte meget tid på teknik og perfektion på Eliteholdet. Skolen var desuden mere krævende end sidste år, og hun havde allerede besluttet sig for, at hun ville være i toppen af sin klasse - så det krævede arbejde. Desuden var november bare lang og kold og trist, ikke rigtig en vintermåned, men vejret føltes sådan, og det gjorde udsigterne til foråret og til julen lange lige pludselig.

,,Ninnie, pas på at dine bevægelser ikke bliver for kantede. Ja, sådan!” instruerede Aimee et sted ikke langt fra Rachel, mens Priscilla talte takterne højt en enkelt gang, i takt til musikken.

Det gjorde hun altid, når nogen var ude af takt. Det var ikke Rachel. Hun kunne serien med lukkede øjne. Bogstaveligt talt. Hun og Tina havde gennemgået den en aften efter træning, og de havde fundet det ganske morsomt at se, hvor pænt det så ud, hvis de lukkede øjnene. Af og til overgik det Rachels forstand, hvordan folk kunne komme ud af talt, når musikken talte takterne logisk for én.

,,En, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte. Rachel og Tina, hold jer klar. Seks, syv, otte,” talte Priscilla, og Rachel vekslede blikke med Tina, inden hun satte i løb tværs over gulvet, hen mod Pete, som stod klar.

Tina gjorde det samme med Lee, fordi de to var de stærkeste og mest elegante drenge på holdet. Det tog lidt mental forberedelse første gang, fordi Rachel aldrig rigtig havde været på et blandet hold før, og hun havde haft problemer med at stole på Pete, når han nu skulle løfte hende. Problemerne var forsvundet nu, hvor de havde prøvet det en milliard gange, og han ikke én eneste gang havde tabt hende, uden at det var hendes egen skyld.

Hun satte af på gulvet med hænderne på hans skuldre, og hans hænder greb om hendes hofter, mens han strakte armene hen over sit hoved, så hendes krop lå vandret hen over ham. Følelsen af at flyve gjorde hende høj, og hun bredte armene ud, mens hun strakte sine fodled til perfektion og kiggede over på Tina, som var i præcis samme position, bare længere til venstre i hallen.

,,Syv, otte,” talte Priscilla, og Rachel spredte benene for at få dem ud over Petes skuldre, så hun ikke ramte hans hoved. Derefter gav han slip på hende, og hun svajede nedefter med armene først, så hun kunne nå gulvet med hænderne og svinge benene med sit bagud. Hun landede blødt på fodballerne, klar til at gå videre med serien. Pete klappede hende drillende bagi, idet han satte i løb for at nå ud på sin plads på den rigtige takt.

,,Pete, det gør du ikke til opvisningen,” informerede Aimee ham med et skævt smil, og Rachel rødmede, da hun så Larry, Eric og Matt stå og grine.

Men hun fortsatte med serien. Hoppede rundt, var nede for at trille rundt på gulvet i en baglæns kolbøtte, kom op på fødderne igen i en håndstand med spredte ben. På den allersidste takt i musikken samledes alles fødder over deres kroppe, som i en slag sær, omvendt meditationsstilling.

Trænerne klappede, og Priscilla råbte, ,,Godt arbejde!” til dem, mens gymnasterne sprintede væk fra gulvet for at få en tår vand. De havde gennemgået den samme serie syv gange nu, og den sad stadig ikke helt i skabet. Rachel kunne unde sig selv noget vand nu.

,,Sku’ vi aldrig springe lidt, eller hva’?” spurgte Eric sigende og gjorde en fejende gestus hen mod døren ud til Kasernens lange gang.

,,Jo, vi skal springe! Springe! Springe, springe, springe,” sang Pete barnligt, mens han greb fat i Rachels overarm og hårdhændet halede hende med sig hen mod udgangen fra Hal 3. ,,Hal 1, her kommer vi!” erklærede han og rakte sin frie arm ud som en anden superhelt.

Rachel kunne ikke lade være med at ryste på hovedet. Pete var virkelig ældre end hende, men det var somme tider meget svært at tro på. En barnlig sjæl var fanget i hans veltrænede, voksne krop.

,,Tina, red mig,” gispede Rachel dramatisk og gjorde et halvhjertet forsøg på at vride sig ud af Petes greb - uden resultat.

Tina gik bag dem sammen med Lee og Jonas. Hendes blik udtrykte klar den morskab, det bragte hende at se Rachel og Petes sædvanlige små episoder af barnlig leg. Pete slap ikke Rachel, før han havde halet hende - løbende - med sig ned i den bløde grav, hvor de om lidt ville lande alle deres spring, så de ikke kom til skade.

Rachel tumlede forvirret rundt, fordi hun var landet baglæns, og hun kunne konstatere, at graven godt kunne trænge til en støvsugning og måske endda en udluftning. Formentlig ville den også snart få det, reflekterede hun. Det havde den i hvert fald fået året før omkring juletid. Så meget som den blev brugt, var de også nødt til at skifte betrækket på den af de to grave, der havde stof hen over skummet. Den anden var fuld af ”pommes frites”, lange rektangler af blød skumgummi, der var endnu blødere at lande i, men et helvede at komme op af igen.

,,Donovan, McGregor, se så at komme væk derfra, medmindre I ønsker, at jeg planter mine fødder solidt lige i solar plexus!” kaldte Larry oppe fra gulvet, mens han kom løbende hen mod den lille trampet.

Rachel rullede hen over Pete og væk fra Larrys mulige landingsbane, netop som træneren satte af i det bløde, elastiske felt og blev slynget op i luften af sin egen kraft. Her gav han sig til at skrue og rotere samtidig, indtil han landede på fødderne ikke ret langt fra hvor Rachel før havde ligget.

I mellemtiden var Rachel kommet op på gulvet at stå, og hun var netop i gang med at hive Pete op efter sig, da hun blev trukket forlæns ned i det bløde skum igen, hvinende af overraskelse.

,,Din røv,” mumlede hun utilfredst og daskede til sin holdkammerat, inden hun vendte sig rundt og kravlede op, inden han kunne få fat i hende igen. ,,Klar dig selv.”

Pete grinede, mens Larry puffede til ham med sin fod og et afskyfuldt udtryk i ansigtet.

,,Smut så med dig, Pete, eller jeg beder de andre om at springe.” Så lo begge to, og Rachel himlede med øjnene.

,,Kom nu, Pete,” stønnede hun, inden hun vendte sig for at gå tilbage mod Tina, som stod i kø til trampetten allerede.

,,Han bliver aldrig klogere,” erklærede Tina, mens kun rykkede frem sammen med de andre i køen, da den første sprang.

,,Aldrig,” medgav Rachel leende. ,,Nogle beskeder?”

,,Beskeder?”

,,Ja, altså skal vi lave noget bestemt?”

,,Nåh,” Tina slog sig selv for panden med flad hånd. ,,Start blødt ud, lød ordren.”

,,Det kan jeg nok godt lige klare,” tænkte Rachel højt. ,,Jeg vil flyve.”

,,Det er fordi du er en engel,” blandede Pete sig, da han kom gående bagfra, stadig med et smørret smil på læben.

,,Uden vinger?” foreslog Rachel noget skeptisk.

,,Og med horn i panden,” føjede Tina drillende til, inden hun bevægede sig uden for Rachels rækkevidde ved at træde frem med køen.

,,I to er sjove,” knurrede Rachel med påtaget fornærmelse og lagde armene over kors.

,,Rachel er en fugl,” erklærede Lee, som havde stillet sig i køen bag Pete. ,,Flyv fugl fjernt herfra, flyv fugl fjernt herfra, la-a-a-a-aaaangt mod syyyyd,” sang han som en tilføjelse.

Rachel fnøs og fulgte bare med køen, da den rykkede igen. Det var snart hendes tur.

,,Wow! Prøv at se!” udbrød en spændt pigestemme pludselig fra døren til hallen.

Både Rachel og Tina drejede hovederne mod stemmen. Det var en af de nye elever, en pige ved navn Violet Kelly, som stod sammen med nogle andre af de nye og ældre elever og kiggede på. Hendes øjne var store og fulde af beundring, og Rachel vidste, at Violet havde været meget tæt på at komme på Eliteholdet. Det var en samtale, hun havde overhørt mellem rektor og den nye elev for ikke så længe siden. Nu var Violet så på Pigeholdet i stedet for, og ærligt talt syntes Rachel også, at Pigeholdet var vildt gode i år.

Der var jo desuden en grund til, at det hed Eliteholdet. De var skolens stolthed, skolens bedste hold ubetinget, og derfor krævedes det også af dem, at de gjorde deres bedste og kunne nogle vilde spring.

Rachel så Tina springe. Hun fuldførte en lukket dobbelt salto. Det kunne Rachel ikke helt finde ud af, om hun ville lægge ud med, så hun besluttede sig undervejs. Sådan set kom det også an på, hvordan hendes fødder ramte trampetten. Hun accelererede nu frem mod Larry og Matt, som stod klar til at tage imod, og idet hun satte af til sit spring, kunne hun mærke, at hun sagtens kunne køre mere.

Så hun trak den rundt i en dobbelt strakt salto, som hun landede uden besvær. Tina var længere fremme på vej tilbage i køen igen.

,,Donovan,” kaldte Eric, som stod ved siden af, klar til at kommentere springene. Hun sluttede sig til ham, så de andre kunne komme til at springe. ,,Din strakte dobbeltsalto er så flot nu. Du ser yndefuld og let ud, når du springer. Så måske skal du til at satse på et lidt højere startniveau.”

,,Okay,” sagde hun bare. ,,Som hvad?”

,,Hvad med full in?”

Rachel tænkte sig om. To rotationer, med en hel skrue på den første og ingen på den anden. Det var ikke noget, hun ikke havde prøvet før. Derfor nikkede hun og fugtede sine læber.

,,Fint nok.”

,,Og hvis du kan, må du gerne springe ind i trampolinen lidt længere fra,” tilføjede Eric smilende.

,,Jeg kan prøve, men jeg er bange for, at det bare ødelægger mit tilløb,” forklarede hun.

,,Prøv. Og hvis det ikke virker, så er dit tilløb i forvejen også ganske fint.”

Hun luntede tilbage i køen for ikke at tage mere tid fra de andre. Tina ventede med et smil på læben.

,,Det så vildt flot ud,” erklærede hun muntert.

,,Tak,” sagde Rachel, som forsøgte at finde ud af, hvordan hun bedst kom gennem springet.

,,Pete!” råbte Eric. ,,Tre gange rundt næste gang!”

,,Du kan tro nej,” erklærede Pete, som stillede sig i køen bag Rachel. ,,Nu skal I bare se løjer. Det bliver pisse sjovt.”

Som regel var Petes idé om hvad der var sjovt ikke så langt fra Rachels. Men måden han sagde det på, fik hende til at hæve et øjenbryn. Det var intet nyt, at Pete blev bedt om at udføre sindssyge spring, men hun vidste, at han var lidt bekymret for at trække sin salto tre gange rundt, selv i lukket form. Hun ville dø, hvis det var hende, der var blevet bedt om det så tidligt. Men tidligt var det jo ikke for Pete. Dette var hans tredje år. Hvis han ville gøre sin triple perfekt, skulle han i gang nu, for det var et svært spring, og snart gik de i gang med at træne frem mod opvisningen.

Hans næste spring viste sig rent faktisk at være hylende morsomt. I stedet for at gøre så meget som et forsøg på at trække den bare to gange rundt, lavede han et højt spring op i luften og indtog Superman-position, inden han lod sig falde ned og rundede af med en kolbøtte i det bløde skum. Selv Larry kunne ikke lade være med at grine, da han irettesatte ham.

,,Måske burde han tage det lidt mere seriøst,” bemærkede en stemme pludselig ikke så langt fra Rachel, og hun opdagede til sin overraskelse, at Robert Jacobs stod ikke så langt derfra med blikket rettet mod Pete, som talte med Eric dybdegående, koncentreret nu. ,,Eller hvad mener du, Donovan?”

Hvad hun mente? Ikke noget som helst. Hun syntes, at det var sjovt, når Pete lavede skarnsstreger, så længe det ikke gik ud over andre end ham selv. Men Jacobs indbød ikke til diskussion, og hun var i øvrigt så overrasket over, at han kendte hendes navn, at hun slet ikke kunne forenes med tanken om at sige ham imod.

I stedet nikkede hun med et lille smil. Jacobs var den mest eftertragtede fyr på hele skolen. Han var høj og bredskuldret og veltrænet, og han havde grå øjne, der så endnu blegere ud, fordi hans hud var gyldenbrun i modsætning til hans platinblonde hår, der nærmest skinnede som en glorie på hans sommerbrune hoved. Han havde enkelte fregner på næsen, bemærkede hun nu, og en skønhedsplet lidt til højre for strubehovedet.

,,Hør,” sagde han nu, mens Rachel havde besvær med at virke afslappet og helt rolig. Og mens hun havde besvær med ikke at stirre på hans nærmest overmenneskelige skønhed. ,,Lad os mødes udenfor når du er færdig her. Jeg vil gerne spørge dig om noget.”

Rachels øjne flakkede til Tina, som stod ved siden af, og derefter over mod Ninnie Collins, som stod meget længere fremme i køen. Ingen af dem var den, han talte til. For hans grå øjne mødtes med hendes egne, da hun igen så på ham. Han ville tale med hende? Robert Jacobs af alle mennesker havde lige spurgt, om de ikke kunne mødes efter træning!

,,Okay,” fik hun fremstammet. ,,Det kan vi godt.”

,,Hey Rachel!” råbte Pete, som slog over i gang fra sit luntende tempo. ,,Så du -”

Han tav, da det blev klart for ham, at hun ikke engang skænkede ham et blik, men i stedet havde blikket stift rettet mod hans klassekammerat fra Herreholdet. Jacobs var på vej ud gennem døren, han var kommet ind ad. Og Rachel kunne mærke sit indre være i vildt oprør.

,,Hvad handlede dét om?” spurgte Pete desorienteret Tina.

,,Jacobs vil tale med Rachel efter træning,” besvarede Tina spørgsmålet, og latteren var helt tydelig i hendes stemme.

,,Uha. Om hvad dog?”

,,Gid jeg vidste det,” mumlede Rachel, idet hun vendte sig mod køens rigtige retning igen, inderligt forvirret. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...