Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6308Visninger
AA

37. - November, december, januar

,,Rachel, kan vi lige tale sammen under fire øjne?” spurgte Simon efter aftensmaden på Thanksgiving, hvor ingen af holdene for en gangs skyld havde træning, fordi trænerne ville være hjemme hos deres familier og hygge sig på en af de få fridage, de havde.

Hun så forbløffet op på sin klassekammerat og huskede, hvordan hun havde beundret hans bevægelsesfrihed under E-Dances opvisning tilbage i april. Simon var af almindelig højde, med brede skuldre og en slank overkrop. Hans lår var en smule brede, men dette skyldtes udelukkende muskler. Han havde et jævnt ansigt med maskuline træk og en lille kløft i hagen. I det øjeblik betragtede han hende med et par mørkegrå øjne og kastede med hovedet i retning af udgangen, så det strittende brune pandehår bevægede sig. Over næsen havde han fregner, der fik hans smil til at se gavtyvagtigt ud.

,,Klart,” sagde hun og rejste sig fra bordet for at følge med ham.

Hele vejen kunne hun mærke de andres øjne på sig, men hun var ligeglad. Der var intet galt i at gå ud og tale med Simon, og hun havde desuden ikke den fjerneste anelse om, hvad han ville hende. Ikke fordi han ikke havde ret til at ville tale med hende, men det behøvede vel ikke nødvendigvis at være alene?

Gangen var helt stille og mørklagt, da de kom uden for spisesalen, og stenmurene, som ellers holdt på varmen, var blevet kølet ned, så der var temmelig koldt.

,,Hvad så?” spurgte hun og krydsede armene over brystet, smilende.

Han svingede lidt med armene, mens han vippede rytmisk på fødderne for en stund.

,,Jeg tænkte på, om du har en partner til juleballet,” fortalte han hende, mens han skar en grimasse, tydeligvis forventende et eller andet fra hendes side.

Læggende hovedet på skrå grinede hun.

,,Du er tidligt ude,” påpegede hun drillende. ,,Altså forudsat at det her er en invitation.”

,,Betragt det som et forslag, som du kan have i tankerne, når dine bejlere kommer løbende,” sagde han og blinkede charmerende til hende med det ene øje. ,,Vi kunne komme som venner og feje benene væk under alle andre.”

Særligt den sidste tilføjelse fik hende til at le. At de kunne komme som venner og være et fantastisk par. Det tvivlede hun ikke på sandheden i, men hun besluttede sig alligevel for at drille ham lidt.

,,Hvad nu, hvis jeg slet ikke kommer? Eller kommer alene?”

,,Så går du glip af en forrygende aften i selskab med moi.”

,,Og hvad kan du tilbyde mig, som ingen anden kan?”

,,En aften blandt venner, hvor du er fri for at tænke på parforhold og skjulte intentioner,” svarede han i en så højtidelig tone, at hun knækkede sammen af grin.

,,Okay,” gispede hun. ,,Okay, så lad os gøre det.”

Han stak hænderne i lommerne på sine løse, røde bukser og vippede frem på snuderne på sine Nike-sko, blinkende en gang til. Da han vendte tilbage til flade fødder, begyndte de at gå tilbage mod spisesalen og de øvrige otteoghalvfjerds elever på skolen.

,,Du er godt klar over, at vi så bliver nødt til at koordinere påklædning, ikke?” hviskede hun i hans øre, mens hun stak en arm ind under hans og spankulerede overdrevent.

Han fnøs på en måde, der formentlig skulle få ham til at fremstå overlegen. Imidlertid var han ikke nogen særlig god skuespiller.

,,Jeg foreslår orange-og-grønternet badetøj,” blev hans svar.

,,Personligt er jeg mere til pink tyl.”

,,Og kapper i alle regnbuens farver.”

,,Yndigt, Simon,” erklærede hun. ,,Simpelthen henrivende.”

,,Jeg ved det. I virkeligheden burde jeg fokusere på mode frem for dans. Det er mit kald.”

Leende skiltes de for at sætte sig ned ved de borde, hvorfra de begge var kommet. Alle så nysgerrigt på Rachel, da hun vendte tilbage, og hun forklarede dem derfor, hvorledes alting hang sammen. Den eneste, der sendte hende et skeptisk blik, var Tina.

 

Over det næste stykke tid lærte Tina og Simon hinanden ret godt at kende, og Rachel fandt, at hun ikke kunne lade være med at grine i den mandlige klassekammerats selskab. Han var morsom på en usædvanlig måde. Oftest lod alvorlige samtaleemner ikke til at røre ham det mindste, og han kunne kreere en sarkastisk joke ud af de mærkeligste, mest triste ting. Denne egenskab gjorde ham ufatteligt underholdende at sidde ved siden af, når de talte om holocaust i historie.

Af hensyn til Pete valgte Tina at komme alene til juleballet, men det forhindrede hende ikke i at rynke på næsen, når Rachel selv fandt kjoler frem, der på ingen måde ville se pæne ud til Simons påståede påklædning. Ideen med tyl og mange farver holdt nok ikke i længden, men i modsætning til året før, følte Rachel ikke, at hun behøvede at stråle. Hun var også temmelig ligeglad med at overstråle de yngre elever på skolen, bare fordi det var hendes fjerde og sidste år. Til sidst valgte hun en kjole, der rent faktisk var orange, men som ikke så kunstig eller komisk ud på. Denne gik til lige over knæet og havde ingen dybe udskæringer. At hun og Simon kom som venner blev på alle måder understreget af beklædningsgenstanden, og dette var hun godt tilfreds med.

Så oprandt aftenen, som eleverne havde set meget frem til. Til Rachels lettelse havde Simon iført sig sorte bukser, en sort skjorte og en skrigende orange butterfly, der matchede farven på hendes kjole. Det første, han gjorde, da han så hende, var at pifte højlydt og dermed få alle til at stirre. I stedet for at tage hendes hånd eller give hende et knus, som ethvert normalt menneske ville have gjort, knælede han på gulvet og kyssede hendes sko.

,,Du er en tumpe,” fortalte hun ham useriøst, og Tina erklærede sig enig heri.

,,Nogen skal jo rose dig for den påklædning, og andre kommer ikke til at gøre det,” gav han igen, idet han rettede sig op og tilbød hende sin arm på en så stiv måde, at det kun var en danser, der kunne gøre det.

Tina døde af grin, da hun tog hans udstrakte venstre arm og lod sig føre sammen med Rachel opad mod balsalen, hvor de skulle spise. Under hele middagen regnede der venligt mente fornærmelser ned over både Rachel og Tina, kommende fra drengen med den orange butterfly, som de mobbede ham ustyrligt meget med. På den måde var det rart at have Tina med, for selv om Simon tydeligvis ikke mente fornærmelserne alvorligt størstedelen af tiden, så tvivlede Rachel af og til på, at de ikke blot skyldtes en manglende filtration af hans tanker.

Efter maden blev Tina budt op til dans af Samuel, som var kommet alene, og de to forsvandt ud på dansegulvet.

Simon tilbød også Rachel sin hånd på vaskeægte gentleman-manér.

,,Hvem er du, og hvor har du gjort af Simon Patel?” spurgte hun.

,,Du ser på ham, sukkermus.”

,,Umuligt. Han ville aldrig, aldrig opføre sig som en gentleman.”

,,Jeg fortryder snart, at jeg så meget som overvejede at danse med en så overfladisk person,” grinede han.

,,Jeg skal under ingen omstændigheder danse med dig,” forklarede hun ham snusfornuftigt.

,,Og hvorfor så ikke?”

,,Fordi du er på E-Dance.”

,,Nåh, ja,” sagde han, som om han havde glemt noget meget vigtigt. ,,Det er sandt. Jeg havde helt glemt, at du ikke kan danse. Men bare rolig, jeg skal nok stråle så meget af talent, at ingen vil bemærke dig på noget tidspunkt.”

,,Du kan ikke tvinge mig,” påpegede hun triumferende.

,,Skal vi lade det komme an på en prøve?” foreslog han med et nærmest farligt glimt i øjnene, bortset fra at han på ingen måde virkede skræmmende.

,,Ikke rigtig,” sagde hun i et forsøg på at trække i land.

Men han lyttede selvfølgelig ikke. I stedet bøjede han sig ned, greb fat omkring hendes knæ og rejste sig, så hun kom til at hænge hen over hans skulder - pludselig meget glad for at kjolen sad forholdsvis tæt, da den ellers ville være faldet ned over hendes bagdel.

,,Sæt mig ned, din pestilens,” befalede hun, men det hjalp ingenting, og hun kunne alligevel ikke lade være med at grine.

,,Så danser vi,” erklærede han og satte sig i bevægelse, mens hun kunne se, at alle omkringstående stirrede på dem, som om de havde taget stoffer eller var iført pink tyl.

,,Okay, okay, jeg skal nok danse med dig,” overgav hun sig, halvkvalt af grin.

Han satte hende ned og lod hende finde fodfæstet, inden han greb hende omkring livet og i den ene hånd, så de kunne falde ind i dansen, som de andre dansede. Det var én, de alle havde lært i løbet af den første uge, og som de ikke umiddelbart glemte. Den var elegant og gammeldags og skræddersyet til lange, svævende kjoler som Tinas, idet hun hvirvlede rundt med Samuel. Alligevel følte hun sig ikke malplaceret, fordi Simon førte an både overbevisende og selvsikkert, præget af at gå på skolens eneste danselinje og beskæftige sig med dans til daglig.

De dansede og dansede den aften, og de få pauser, de holdt, tilbragte de sammen med vennerne med et glas vand eller sodavand i hånden. Da Rachel smed sig i sengen sent den nat, dunkede hendes fødder smertefuldt, og hendes hoved drejede, mens musikken spillede for hendes indre øre. Fuldt påklædt faldt hun i søvn på denne måde, efter en helt igennem fantastisk aften i bedre selskab, end hun havde turdet drømme om, da hun i august vendte tilbage til skolen.

Fredagen efter vendte samtlige af skolens elever hjem på juleferie, Rachel inkluderet. Dominic hentede hende, fordi han var den eneste, der havde tid, og sammen kørte de til Manhattan, hvor de tilbragte juleferien i familiens skød.

Callie var lige så lykkelig som altid over at have begge sine børn hjemme til højtiden, og der blev derfor hverken sparet på mad eller gaver. Over julemåltidet kunne Dominic bekende, at han gennem Facebook og enkelte andre situationer havde truffet en pige, som han godt kunne tænke sig at gøre mere ud af forholdet til. Han kunne berette, at de skrev sammen på daglig basis, og at selv om hun var nogle år yngre, var hun mindst lige så moden som ham - hvilket i øvrigt ikke sagde ret meget om, hvor moden denne pige var. Dette gjorde forældrene nysgerrige, og de begyndte at spørge ind til aldersforskellen, som han ikke helt ville afsløre til at begynde med. Dominic var seksogtyve, og deres forældre håbede utvivlsomt på, at der snart ville komme nogle børnebørn, selv om hans hidtidige forhold havde været temmelig korte og useriøse.

,,Hvem er det så?” krævede Rachel at få at vide, da hun syntes, at han havde undveget de pænere spørgsmål længe nok. ,,Nogen vi kender?”

,,Du gør nok,” indrømmede han til hendes overraskelse. ,,Det er Ninnie.”

,,Ninnie?” fløj det ud af hende.

Så brød hun ud i hysterisk latter ved synet af sin mor, der var ved at få en slurk vand galt i halsen af bare forbløffelse. Forældrene vidste fra opvisningen med sandsynlighed, hvem Ninnie var. Eller i det mindste, at hun og Rachel gik på samme hold og i samme klasse. Det var lidt af en aldersforskel.

For et år siden ville Rachel have været ret irriteret over sin brors valg af kæreste, men efter at hun og Olivia ikke var så meget sammen længere, var Ninnie blevet en af jordens sødeste piger, som ganske vist sagde sin mening, selv om den af og til var barsk, men som også var der, når der var brug for hende. Når alt kom til alt, kunne Dominic have valgt mange andre, der var langt værre, men det ændrede ikke på, at hun var rimelig overrasket.

Faktisk var hun så overrasket, at hun, da hun senere lå i sin seng, sendte Simon en besked med denne information. Han svarede med det samme, at hendes bror var fornuftig nok til at vælge en, der havde nogle år endnu til at holde på formerne, inden det gik ned ad bakke. Selv om det var en streng kommentar, kom hun til at smile, mens hun skrev tilbage. Således udviklede der sig en udveksling af beskeder mellem dem, der kom til at vare hele juleferien igennem.

Lige indtil de mødtes igen i starten af januar for at genoptage skolelivet.

De andre piger begyndte at komme med hentydninger til deres sære forhold, og det fik hendes tanker til at drøne ud i alle retninger med en million spørgsmål, som hun ikke kunne besvare. Hun nød Simons selskab, og det var næsten, som om han var blevet den nye Pete, når han var sammen med hende og Tina. Hun syntes, at han var pæn, og hun var så småt begyndt at blive halvfornærmet, hvis han ikke gav hende opmærksomhed nok, som han godt kunne finde på af og til. Og så strejfede tanken hende:

Var hun ved at blive forelsket i ham? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...