Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6275Visninger
AA

32. - Marts

Da Rachel så Aidens ansigtsudtryk i spisesalen til frokost, kunne hun ikke lade være med at overveje, om hun havde gjort det rigtige, selv om han ganske givet ikke så ked ud af det. Men han lignede mere eller mindre én, der havde fået et kæmpe chok og forsøgte at finde ud af, hvordan verden i virkeligheden hang sammen. Synet alene var nok til, at hun så vidt muligt undgik at tale med ham - for hvad skulle hun sige til dét udtryk?

Tydeligvis var hun ikke den eneste, der ikke vidste, hvad hun skulle gøre, for hverken han selv eller de andre indbød til samtale.

Det var først hen mod midten af pausen, at Pete alligevel besluttede sig for at bryde tavsheden: ,,Ved I, hvilken form for uacceptabel opførsel, Robert udviste, siden han blev bortført?”

Spørgsmålet var ledende. Selvfølgelig. Pete vidste jo udmærket godt, hvad der lå til grund for bortvisningen. Han kunne lige så godt have spurgt, hvem der havde sladret, og hvem han skulle føle sig usikker på. Men det var jo Pete, så han smilede, mens han stillede sit spørgsmål, og det gjorde alting meget mindre slemt.

,,Brugte hr. Tennant også den formulering?” spurgte Tina sin kæreste hen over bordet.

,,Det kan du lige tro,” svarede han energisk og lænede sig tilbage. ,,Jeg går ud fra, at hr. Crow brugte den samme?”

,,Jep.”

,,De har nok talt sammen,” vurderede han. ,,Gad vide, om de andre lærere nåede til deres timer efter morgenmaden.”

,,Det gjorde de ikke,” brød Rachel ind. ,,Jeg talte med rektor i morges,” tilføjede hun som forklaring.

At afsløre det fik for hende præcis den konsekvens, hun havde ventet og frygtet. Alles øjne vendtes mod hende, og ikke kun Aidens, Mikeys, Sebastians, Tinas, Teresas, Jonas’, Lees og Petes. Nej, nærmere samtlige par øjne fra de omkringsiddende borde også.

,,Hvorfor talte du med rektor?” spurgte Aiden og brød dermed sin egen chokerede tavshed.

Hun sendte ham et sigende blik. ,,Det ved du godt.”

Og det gjorde han. Alt i hans kropssprog afslørede det. Den måde hans skuldre spændtes på, hans kæbelinje, den måde han løftede hænderne og placerede dem på bordpladen. Den måde hvorpå han skubbede stolen tilbage og rejste sig.

,,Undskyld mig.”

Først her lod det til at dæmre for Tina og Pete, som begge sendte hende blikke, der lod hende vide, at hun ikke slap uden om en forklaring. Imens havde Aiden grebet sin taske og sin krykke og var på vej gennem spisesalen mød døren ud til gangene.

,,Hvad gik der af ham?” spurgte Teresa forvirret.

,,Det er sikkert ikke noget, du behøver at bryde dit lille, kønne hoved med, Teresa,” sagde Mikey med et kækt smil, idet også han rejste sig. ,,Jeg går lige ud og ser til ham. Vi ses senere.”

Der lød et samstemmigt ”vi ses” fra bordet, idet han trak sin rygsæk hen over skuldrene og vendte sig for at forlade bordet. Så vidste Mikey altså godt, hvad der havde foregået? Rachel var imponeret. Han havde virkelig holdt godt på den hemmelighed, hvis han havde kendt til den i længere tid.

,,Folk forlader os,” klagede Pete useriøst. ,,Bordet må være forbandet.”

Rachel daskede til hans skulder, og det fik alle de omkringsiddende til at grine. Ergo havde kommentaren den ønskede effekt. Taknemmeligt sendte hun sin bedste ven et smil, og han blinkede til hende; hun kunne altid stole på, at Pete skabte en god stemning, hvis den var trykket i forvejen.

Jonas skiftede emne: ,,Der er kun omkring en måned til opvisningen. Er I klar på HJ?”

Sebastian bukkede i siddende stilling og lettede på den hat, han ikke havde på hovedet.

,,Alle på HJ er født klar,” erklærede han i et så højtideligt tonefald, at han ikke engang selv kunne holde latteren tilbage. ,,Hvad med jer?”

,,Vi er ved at være der,” svarede Jonas og nikkede, som for at bekræfte sine ord. ,,Der er i hvert fald styr på programmet, men selvfølgelig er der justeringer, som skal ordnes.”

,,Nå da,” sagde Sebastian med et smørret smil og et glimt i øjet. ,,Det ser ud til, at skolens stolthed ikke helt er nået så langt, som de kunne ønske sig.”

,,Cowan, du giver mig en overvældende lyst til at slå dig,” grinede Rachel.

,,Prøv bare,” opfordrede han kækt. ,,Siden Eliteholdet ikke er helt finpudsede og færdige med jeres opvisning endnu, frygter jeg på ingen måde styrken i dine arme - eller manglen på samme.”

Fordi det var Sebastian, der sagde det, fandt alle sig i det, men det var ikke alle og enhver, der kunne have fået dem alle til at skraldgrine med sådan en kommentar. Gymnasterne på Eliteholdet var unge mennesker ligesom alle andre på skolen, men de knoklede for den plads, de havde fået, og de var stolte af den. Så når det kom til kritik af holdets fremgangsmåde, var det ikke svært at forestille sig, at enkelte ville blive godt sure, hvis det ikke kom fra en, de var venner med i forvejen.

Rachel rejste sig og bøjede sig ind over bordet for at slå blidt til Sebastians skulder, og det fik ham bare til at grine endnu højere.

,,Hvad er det for et tøseslag, Donovan?” spurgte han provokerende.

,,Hvis du ikke skulle have bemærket det, så er jeg også en pige,” påmindede hun ham.

,,Nåh ja. Det havde jeg rent glemt. Men det kan i hvert fald ikke skyldes dine slappe arme.”

,,Hvor er du grov, Mikey,” lo Tina.

,,Men du kan lide det,” pointerede han.

,,Pas på, eller du får et slag mere.”

I det samme ringede klokken ind til time, og Sebastian var den første til at rejse sig, erklærende: ,,Pyh. Reddet af klokken.”

Mens de pakkede sammen, fortsatte han og Tina med at drille hinanden, indtil gruppen skiltes midt på gangen i stueetagen for at fordele sig på henholdsvis matematiklokalet og engelsklokalet. Endnu var de blandt de første til at indfinde sig, og klokken havde da heller ikke ringet anden gang for at minde dem om, at timen gik i gang. Derfor kunne Rachel tydeligt høre, da Sebastian sukkersødt råbte:

,,Aaaaiden! Vi har sådan savnet dig!”

Hun kunne ikke høre Aidens svar, men der var en lille pause, inden alle drengene brød ud i latter - Mikeys kunne høres over alle andres. Hovedrystende fulgte hun efter Tina, Teresa og Jonas ind i matematiklokalet, hvor fru Caprin allerede var i gang med at skrive notater på tavlen.

 

Fru Caprin holdt hende hen efter timen for at spørge, om hun var begyndt at overveje, hvad hun ville efter skolen. Det var lige et år for tidligt, syntes Rachel, men hun var i det mindste glad for, at lærerinden var interesseret i hendes fremtidsplaner. Også selv om hun endnu ikke var nået så langt i sine overvejelser. Matematiklæreren var på ingen måde anmassende, da hun stillede sine spørgsmål, men de efterlod Rachel med en masse tanker, da hun - forsinket og med en forklarende seddel fra fru Caprin - bevægede sig op mod Kasernen.

Fjerdeårseleverne ville snart få svar på deres ansøgninger til college, og så ville det blive deres nye mål, det de stræbte efter. De ville se frem til nye eventyr med nye bekendtskaber, interesser og glæder i livet, og de ville med stor sandsynlighed glemme de venskaber, de havde bygget op over fire år på gymnastikskolen. Alle havde de drømme og forventninger til fremtiden, og hun tvivlede ikke på, at hver og én af dem kunne nå at udleve den drøm, så længe de gjorde, hvad der blev krævet af dem.

Om et år var det hende, der stod i den situation, for hun havde absolut ingen intentioner om at tage et år fri til at overveje, hvad hun så skulle gøre med sit liv. Men hun anede ikke, hvad hun skulle vælge. Der var ikke én ting - ud over gymnastik, naturligvis - som hun var mere interesseret i end andet. Fru Caprin havde sagt, at hun med lethed kunne blive matematiker, men hun havde på fornemmelsen, at det ville hendes andre lærere også sige og mene det. De mange valg kom pludselig faldende som lyn fra en klar himmel, og hun kunne slet ikke finde hoved og hale i sine tanker. Hvad ville hun have valgt, hvis det var hende lige nu? Og, måske vigtigere, hvad ville hun vælge næste år, når det rent faktisk blev hendes tur?

Hun havde haft en drøm: At leve et liv med gymnastik hver dag, hvor hun kunne give sig hen til sin helt store passion. Men medmindre hun var heldig som få var der ikke de store chancer for, at hun blev hyret som træner med det samme, og hun var ikke så dygtig, at hun kunne leve af at konkurrere. Det havde hun nu heller ikke lyst til at forsøge sig med. Hun ville have en uddannelse - så meget vidste hun da. Spørgsmålet var blot hvilken. Og hvor.

Måske ville hun tage hjem til New York og læse der. Det ville gøre det nemmere at se familien, og hvis hun så endte i samme situation som før high school, hvor hun havde meget få venner, kunne hun altid vende sig mod familien.

Hvor ville det blive mærkeligt, når fjerdeårseleverne rejste. Skolen ville ikke være det samme uden Pete, Lee, Aiden, Mikey, Sebastian og alle de andre fra deres årgang. De nuværende tredjeårselever ville være de ældste og de mest erfarne, dem alle så op til. Men de ville gå rundt på gangene med huller i deres hjerter og mindes deres venner fra årgangen over, indtil de selv skulle forlade skolen. Alting ville blive helt forkert, når de rejste. Specielt Pete.

Hvis hun havde haft sin telefon på sig - og det havde hun ikke, fordi hun lod den ligge på værelset, når hun ikke vidste, at hun ville få brug for den - ville hun have ringet til Dominic. Han ville forstå hendes situation, og han ville få hende lidt ned på jorden igen. Trods alt havde han været i samme situation, og selv om hendes bror var en mand og dermed antageligt langt mere ligeglad med, hvem han skulle sige farvel til på det tidspunkt, så havde han været i hendes sted nogle år tilbage.

Døren for enden af gangen gik op, og hun løftede blikket for at finde ud af, hvem hun potentielt var på kollisionskurs med, bare for at sikre sig, at der ikke skete et sammenstød.

Det viste sig at være Aiden, som stoppede i døråbningen, omklædt til en hvid T-shirt og et par sorte træningsbukser. Ned ad det ene ben stod hans fulde navn: Aiden Carl Alexander Spencer og et logo fra en eller anden gymnastikforening. Det sorte stof så slidt ud, så hun gættede på, at bukserne var ret gamle.

,,Nå, dér er du,” sagde han hverdagsagtigt og lænede skulderen mod den af de store, tunge døre, han ikke holdt åben.

,,Hvad laver du her?” spurgte hun, meget bevidst om at det ikke lød særlig indbydende.

,,Leder efter dig.” Han strøg et par tjavser af sit halvlange pandehår tilbage og lagde hovedet på sned, mens hun kom nærmere. ,,Vi har træning nu, at du ved det.”

,,Det er også derfor, jeg spørger, hvad du laver her.”

,,Matt sendte mig af sted.” Han holdt døren åbent for hende, og hun bukkede sig for at gå ud under hans arm. ,,Vi skal lave en løft-sekvens.”

,,Hvorfor blev du der så ikke og lærte den fra begyndelsen?” Hun vidste godt, at han var dygtig, men det virkede lige arrogant nok at springe den indledende træning over for at finde hende.

,,Har du vand i ørerne?” spurgte han spøgefuldt.

,,Nej,” svarede hun og så op på ham, halvirriteret. Hvordan kunne han i det hele taget opføre sig, som om han ikke var stormet ud af spisesalen kun et modul forinden?

,,Hvad sagde jeg?”

,,At vi skal -” Først da gik det op for hende. ,,Vi som i -?”

,,Som i os to,” bekræftede han.

,,Nej,” sagde hun og satte tempoet en smule op. Det føltes underligt at op mod Kasernen for en gangs skyld. ,,Nej, nej, nej. Det kommer ikke til at ske.”

Til hendes overraskelse lo Aiden dæmpet, mens han stak hænderne i lommerne på sine bukser og krummede ryggen en anelse, så han virkede lidt mindre høj og tynd. Latteren stoppede ikke lige med det samme, og det forvirrede hende, fordi han på ingen måde havde været i godt humør tidligere på dagen. Ikke i frokostpausen.

,,Hvad er det, der er så morsomt?” vrissede hun, og da han så forbløffet på hende, fortrød hun med det samme sit tonefald.

,,Ingenting,” sagde han afvisende, denne gang helt neutralt.

Sådan skulle det jo heller ikke være, men sådan blev det i et par meget lange sekunder, hvor de gik side om side op ad stien til hallerne. Det blæste, men desværre var det ikke nok til at overdøve den akavede, larmende stilhed mellem dem. Måske var hun selv skyld i det, men hun hadede få ting mere, end når Aiden var sur eller skuffet. Og en af delene var han helt sikkert lige nu.

På den anden side var det lidt hans egen skyld, og det gjorde det nok ikke meget bedre, at hun stadig ikke helt havde slået tankerne om college ud af hovedet.

Det var ham, der brød tavsheden: ,,Hør, jeg er ked af, at jeg reagerede på den måde tidligere, men hvad havde du forventet?”

,,Måske ét tak for hjælpen, Rachel,” foreslog hun.

,,Ja, ja.” Han pustede ud. ,,Det kommer jeg til. Giv mig lige tid til at fordøje oplevelsen.”

Da hun skævede til ham, smilede han, og hun kunne ikke selv lade være med at smile, fordi det var en temmelig dum kommentar at komme med. Hans smil gjorde hende varm indeni på en måde, hun aldrig havde oplevet med nogen anden før, og det bedste var, at han tydeligvis ikke helt var klar over det. Tilsyneladende kom det naturligt til ham at vække følelser i hende, hun ikke troede, at hun kunne have.

Jalousi havde hun aldrig oplevet, før hun så Ninnie og ham kysse inde i hallen, men hun var pinligt bevidst om, at det var dét, der havde fremkaldt hendes reaktion. Ligesom hun var klar over, at alle hendes humørsvingninger vedrørende ham skyldtes, at hun ikke var helt sikker på, hvordan han havde det med hende.

Jo, de var gode venner, og jo, han havde indrømmet, at han godt kunne lide hende. Og han havde kysset hende, men kun den ene gang. Som venner var det vel meget normalt, at man omfavnede hinanden, men selv når det skete, var det oftest mere fordi han havde brug for noget at støtte sig midlertidigt til ud over sin krykke.

Egentlig var det latterligt, men når han lagde en arm omkring hendes skuldre frem for enhver andens, så fik det en sær prikken af nydelse til at risle gennem hele kroppen på hende. Af og til havde hun svært ved at skjule dette, og så var det, at Tina ofte spurgte, om hun frøs, siden hun rystede. Naturligvis vidste Tina godt, hvorfor det skete, men hun syntes vel, at det var sjovt at drille sin bedste veninde. Og det var det vel også.

Grinende trak hun sin rygsæk af og rakte den mod ham. ,,Værsgo. Mens du fordøjer, kan du passende bære mine skolebøger.”

,,Nå, så det mener du?” Uden protester tog han tasken fra hende og slængte den hen over sin ene skulder, inden hænderne fandt tilbage i lommerne på bukserne. ,,Hvad i al verden har du i den taske? Mursten?”

,,Betonklodser,” rettede hun ham drillende.

,,Så forstår jeg bedre,” erklærede han.

De gik lidt i tavshed igen, men denne gang var tavsheden ikke pinlig eller akavet på nogen måde. Dog blev den brudt af et lille gisp fra Rachels side, da hun pludselig mærkede hans fingre omkring sine egne, der hang ned langs siden i håbet på, at præcis dette skulle ske. Den slags skete ellers kun i film.

,,Du skal endelig ikke tøjle din forskrækkelse,” kommenterede han en anelse flabet.

,,Undskyld. Jeg blev bare overrasket.”

,,Det bemærkede jeg underligt nok.”

Hun puffede til ham med sin albue. ,,Lad være med at være dum.”

,,Jeg har vist været dum nok for i dag,” overgav han sig uden videre.

,,Måske,” sagde hun bare.

,,Det var altså ikke for at være utaknemmelig,” sagde han langsomt. ,,Jeg er glad for, at du sagde noget, det er jeg virkelig … men jeg havde håbet, at du ville lade mig klare mine egne problemer.”

,,Du gjorde jo ikke noget!” protesterede hun defensivt.

,,Nej,” svarede han. ,,Nej, det gjorde jeg ikke. Jeg var ikke sikker på, hvad der ville ske, hvis jeg gik til rektor. Det ville blive mit ord mod Jacobs’.”

,,Det ved jeg,” mumlede hun.

,,Hvordan ved du det?”

,,Pete fortalte mig, hvorfor du ikke ville sige noget,” indrømmede hun.

,,Og så besluttede du, at det var det værd?”

,,Nej, men jeg kunne ikke holde det ud mere. Hvad har du nogensinde gjort for at gøre dig fortjent til blå mærker, forvredne led og alt det andet lort, han udsatte dig for?”

,,Altså jeg sagde jo, at du var den pæneste pige her, mens I stadig var sammen,” påpegede han. ,,Ikke at det er nogen særlig grund, men det sætter måske tingene lidt i perspektiv. Mennesker gør dumme ting af jalousi.”

,,Du lyder, som om du har accepteret det,” fortalte hun ham en anelse frustreret.

,,Det siger jeg ikke. Men jeg er ikke i tvivl om, at han ikke lavede sjov, når han sagde, at han elskede dig, Rachel,” sagde han alvorligt.

,,Aiden, han lå og bollede med Olivia ude på toiletterne. Han var aldrig tilfreds med mig, når jeg ikke føjede ham, og -”

,,Det ved jeg. Jeg så jer godt til juleballet. Men lad mig minde dig om, at ham og jeg har boet på samme værelse siden september.” Han tog en dyb indånding. ,,Jeg har hørt ham sige dit navn i søvne. Jeg har hørt ham tigge og bede om tilgivelse i søvne.”

Hun måbede. Det havde hun ikke lige ventet.

,,Er du sikker?”

,,Ligner jeg én, der laver sjov?”

,,Nej. Men synes du virkelig, at det er grund nok til at lade ham … være sådan?”

Hovedrystende holdt han døren ind til Kasernen åbent for hende. Skiftet i arena gjorde en ende på deres samtale, men han fulgte hende alligevel hen til omklædningsrummet med tasken. Hurtigt tog hun den og skyndte sig ind for at skifte tøj, huskende sedlen fra fru Caprin.

Da hun kom ud igen, stod Aiden stadig og ventede, og hun smilede prøvende til ham, idet de fulgtes ind i Hal 4. Inde i hallen var de andre i gang med at løbe, da de trådte ind.

,,Gå bare ud og vær med,” sagde hun diskret til Aiden, som fulgte med hende hen mod trænerne, som stod i en gruppe og talte sammen, højt for at overdøve musikken.

,,Jeg kan alligevel ikke løbe ordentligt,” mindede han hende om.

,,Gør det ondt?”

,,Nej, men det kræver træning.”

,,Hvad satan, Aiden!” udbrød en begejstret Eric, der løsrev sig fra samtalen med sine kollegaer. ,,Har du smidt krykkerne?”

Først da bemærkede Rachel, at ja, det havde han faktisk. I hvert fald havde han ikke haft en med sig, da han mødtes med hende på skolen, og han gik helt fint uden. Tilstrækkeligt fint til at Rachel begyndte at tvivle på alle de gange, han havde lagt en arm omkring hende under påskud af at have brug for noget at støtte sig til.

Så huskede hun, hvad han sagde engang for snart længe siden: Hvis jeg ikke har andre, så har jeg i det mindste et sæt krykker at støtte mig til. Måske betød det, at han langt om længe havde vænnet sig af med at bruge sine krykker som sutteklud. Måske havde han endelig fundet nogen at støtte sig til - mentalt såvel som fysisk.

,,Der er ingen grund til at bruge dem mere,” indrømmede han, henvendt til Eric.

,,Du starter bare stille og roligt op, ikke?” blandede Larry sig. ,,Vi skal ikke have flere skader så tæt på opvisningen.”

,,Javel,” svarede Aiden med et grin, inden han gav Rachels skulder et blidt klem og gik ned i et hjørne af hallen for at varme op på sin egen måde, mens de andre løb.

,,Nå, Donovan,” sagde Larry og sendte hende et gennemskuende blik. ,,Jeg håber, at du har en god undskyldning for at komme for sent.”

Uden et ord rakte hun ham sedlen fra fru Caprin, og et skævt smil trak hans ene mundvig opad.

,,Det er godtaget,” erklærede han. ,,Men kun fordi jeg ikke tør lægge mig ud med fru Caprin.”

Alle de andre trænere lo, og Rachel gjorde det samme. Så var det altså ikke kun eleverne, der havde respekt for matematiklærerinden, som slet ikke var så streng, som hun lød. Der var disciplin i timerne, men det var jo kun retfærdigt.

,,Løb med på resten,” befalede Priscilla. ,,Du og Aiden skal lære en overgang.”

,,Det var løft, ikke? Det kan jeg da ikke!” protesterede Rachel med store øjne. ,,Det er så sent, han kan ikke bære mig og hans ben -”

,,Har det helt fint. Kom så i gang.”

Overvundet sukkede hun med et smil og trådte baglæns ud på gulvet. ,,Okay. Men I griber mig, hvis han taber mig.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...