Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6302Visninger
AA

31. - Marts

Marts kom med bedre vejr, og det var hårdt tiltrængt med højere temperaturer. Alle havde ligget med forkølelse, syntes Rachel. Måske på nær hende selv og Aiden, som havde tilbragt meget tid i hallen om natten, samtidig med at de havde forsøgt at få noget søvn og passe skolearbejdet.

Det var let som ingenting at være sammen med Aiden. Han gjorde, hvad han kunne for at gøre hende glad, og han bebrejdede hende ikke engang, når hun blev urimelig - hvad hun godt vidste, at hun kunne blive af og til. Tilsyneladende havde Robert ikke bemærket et skift i forholdet mellem de to, og det var nok til alles bedste. De gjorde i hvert fald, hvad de kunne, for at ingen skulle vide noget. Måske på nær Tina, Pete og Mikey, som alle tre vidste, hvad der foregik.

Træningen med holdene var blevet intensiveret kraftigt, fordi opvisningen stod for døren. Der var ikke tid til at pjatte, og snart kunne de heller ikke finpudse deres spring så meget mere. Tirsdag var udnævnt til den eneste dag, hvor spring blev dyrket på normal vis, og selv her blev de alle efterhånden sat lidt i bås med hensyn til hvilke spring, der skulle gennemføres.

Aiden havde talt med rektor, og de havde valgt en tirsdag. Resten af holdet sad samlet på gulvet foran Larry, Matt og Eric, som udleverede informationer i stimevis. De gennemgik opsætninger og hver enkelt springrunde, så ingen var i tvivl om, hvad de skulle lave til opvisningen.

,,Inden vi går i gang med at springe løs, så har Aiden lige noget, han vil sige,” sagde Larry, og Rachel smilede opmuntrende til Aiden, idet han rejste sig fra bænken og gik hen for at stille sig foran resten af holdet.

Hans krykke klikkede mod det hårde underlag i stilheden, og hun kunne ligefrem se på de andre, hvordan de forventede en afsløring af en eller anden dårlig joke. At han ville forlade holdet nu, inden det blev alvor. De ville blive slemt skuffede, hvis de så frem til sådanne informationer.

,,I ved alle sammen godt, at jeg er Jaces lillebror, og at jeg var med i den bilulykke, hvor han blev dræbt. Det tager jeg en del af ansvaret for,” sagde Aiden stille og rettede sig op. ,,Nogle tror sikkert, at jeg kun er her for at gøre livet surt for jer andre. For at minde jer om Jaces død eller noget i den stil. Og jeg håber, at jeg kan overbevise jer om noget andet.

Jeg er jo ikke kun min brors lillebror. Jeg er her faktisk for at lave gymnastik, og det har jeg gjort, bare ikke mens I har set på det. I ulykken brækkede jeg benet og slap billigt, men af personlige årsager har jeg følt behov for at gå med krykker meget længere. Og jeg arbejder stadig på at lægge dem fra mig. Det er derfor, jeg har holdt noget mere skjult for jer.

De fleste af jer vil nok ikke tro mig, hvis jeg uden handling påstår, at det var meningen, at jeg skulle have været med til de Olympiske Lege i Brasilien. Så lad mig forsøge at overbevise jer på en anden måde.”

Han gik hen til den lange fiberbane, der var stillet op tværs gennem hallen med enden ud mod springgraven. Her tog han et par dybe vejrtrækninger, mens skeptikerne på Eliteholdet begyndte at hviske til hinanden. Rachels øjne fulgte den langlemmede, mørkhårede dreng på banen, idet han tog et par løbende skridt fremad, strakte sig ud og lavede et araberspring, der blev efterfulgt af et par whips, en flikflak og en strakt dobbelt baglæns salto, hvorfra han fortsatte rundt i yderligere et par whips, satte af og gennemførte en helskruet tredobbelt baglænder.

Der var blevet helt stille i hallen, da han accelererede yderligere med fire whips i træk mod enden. Opbygningen af fart var nøglen til det, han ville gennemføre, vidste Rachel, selv om hun ikke var helt sikker på, at han kunne klare det uden at slå sig. Det var ikke første gang, at han forsøgte, men da han gjorde det natten før, havde han forladt hallen humpende. Og formen var muligvis ikke lige så pæn som hans elskede strakte baglæns saltoer og skruer, men til gengæld var sværhedsgraden sat i top.

Heldigvis vurderende, at han havde fart nok på, kastede han sig ud i en flikflak for at få et ordentligt afsæt, og i næste øjeblik susede han op gennem luften, ventende til det rette tidspunkt. Det gik så hurtigt, at det var svært at tælle, da han endelig lukkede kroppen helt sammen til en kugle, der roterede baglæns. Men selv om det gik hurtigt for tilskuerne, så måtte han have styr på det, for efter den fjerde rotation strakte han ud og landede fladt på fødderne i springgraven med armene til siderne. Og han blev stående.

Eliteholdet eksploderede i klapsalver, mens Pete, som havde samlet Aidens krykke op, løb ned til enden for at give genstanden til dens ejermand. Aiden trådte op på gulvet igen og tog imod krykken. Selv på afstand var det tydeligt, at hvor normale rutiner ikke syntes at gøre noget særligt ved ham, så havde denne gjort ham forpustet. Trods alt. Rachel vidste, at han var kommet tidligt for at varme op, så han ikke koldstartede, og det bidrog nødvendigvis også til, hvor hårdt han syntes, at det var.

,,Var det ikke bare tre?” spurgte Claus Larry, som rystede på hovedet.

,,Fire,” svarede træneren, som så lige så overrasket ud som hovedparten af sine gymnaster.

Sammen med Pete nærmede Aiden sig resten af holdet, og det var tydeligt, at krykken kun var der som en formalitet, for han udnyttede den stort set ikke, og alligevel gik han helt sikkert, uden den mindste slinger i valsen. Rachel smilede og blinkede til ham med det ene øje.

Klapsalverne blev højere igen, og han stoppede op. Pete gav sig også til at klappe nu. Grinende foldede Aiden den ene arm bag ryggen og bukkede formfuldendt og useriøst. Idet han rettede sig op, hørte larmen lige så stille op.

Der opstod en forventningsfuld stilhed, hvor folk bare stirrede på Aiden, som om han var verdens ottende vidunder og ikke bare en veltrænet gymnast med årevis af erfaring og hård træning bag sig. Det måtte være underligt at blive betragtet på den måde. På sin vis måtte det faktisk også være lidt ubehageligt, syntes Rachel, som ikke kunne forestille sig, hvordan han måtte have det.

Efter et stykke tid gik træningen i gang. Det blev meget stille og roligt. De blev delt ind i grupper, som skulle øve sig henholdsvis på gulv og på banen. Rachel kom i samme gruppe som Aiden, mens Tina og Pete kom i den anden gruppe. I Rachels gruppe var også Fiona, Samuel, Olivia og Jonas. Der var enighed om bare at øve lidt hver for sig og få de andre til at kigge, hvis man var i tvivl. På den måde kunne Aiden også tage en pause, hvis han havde brug for det.

Rachel øvede sig i at stemme op på hænder, svinge benene ind mellem sine arme og fortsætte rundt i en flikflak. Det var ikke noget, der var specielt svært, når først man vidste, hvordan man skulle gøre det, men det krævede smidighed. Olivia øvede sig i kraftspring på gulvet, endnu en ting, der ikke var specielt svær at mestre med den rette mængde træning. Samuel og Jonas kastede hinanden rundt i baglæns saltoer, så deres fødder larmede mod gulvet.

Efter et lille stykke tid bemærkede Rachel, hvordan Fiona søgte Aiden ud. Han stod og betragtede alting med let sammenknebne øjne og krykken ved sin side - en sikker indikator på, at han ikke foretog sig noget særligt.

,,Vil du hjælpe mig?” spurgte holdets yngste gymnast. ,,Jeg kan simpelthen aldrig få min flikflak til at passe, når jeg laver den stående.”

,,Jeg kan i hvert fald prøve,” svarede Aiden venligt, idet han lagde sin krykke fra sig og fulgte med Fiona et stykke ud på gulvet. ,,Lad mig se, hvad du kan.”

For en der var så meget bedre end selv Pete var Aiden forbløffende mild, når han rettede på andre, havde Rachel erfaret. Kun Pete var han lidt streng overfor, når han en sjælden gang imellem sluttede sig til dem i hallen om natten, men det var fordi Pete havde brug for et lidt mere bestemt tonefald på det punkt.

Fiona stillede sig klar, satte af og pressede sin overkrop og sine arme bagover, mens hendes ben fortsatte opad. Egentlig så det fint ud, vurderede Rachel på afstand, mens hun så på springet. Men åbenbart var Aiden ikke helt enig, for han knælede hurtigt og lagde en hånd mod Fionas lænd for at hjælpe benene ordentligt rundt.

Umiddelbart efter rettede han sig op og så overvejende på den yngre pige for en stund. ,,Se, om du ikke kan falde lidt mere. Du laver et meget lodret afsæt.”

Fionas hoved gled på skrå.

,,Er du med?” spurgte han mildt.

,,Ikke helt,” tilstod hun.

,,Tillad mig at demonstrere så langsomt, som jeg nu engang kan.”

Han trådte lidt til siden og så sig omkring, som for at sikre sig, at der ikke var andre. Så strakte han armene ud foran sig og så på Fiona.

,,Det handler om at falde i akkurat så lang tid, at du er ved at miste balancen.”

Han lænede sig langsomt bagover, så han til sidst stod i en skrå linje, der umuligt kunne holdes ret længe. Så bragte han sine arme ned langs siderne og tvang dem bagover, så de hjalp med at give kraft, samtidig med at han satte af med fødderne fra gulvet. Han nåede til et punkt, hvor hans hænder kolliderede med gulvet, og hans ben fortsatte rundt, helt strakte. Fødderne ramte gulvet med en lethed, der var svær at efterligne, og hans overkrop var allerede lænet en smule tilbage, klar til en fortsættelse.

Da han gik hen for at sætte Fiona i gang, gjorde hun det rigtigt, og han smilede til hende, mens han uglede hendes hår. Rachel lagde armene over kors med et grin. Måske burde hun blive jaloux over den måde, hvorpå han behandlede Fiona - det var trods alt hende, der havde givet Aiden noget på valentinsdag. Men det så hun ingen grund til nu, eftersom hun ikke troede, at Aiden nogensinde ville droppe hende til fordel for Fiona. Det var ganske enkelt ikke hans stil.

,,Hvor mange kan du egentlig lave på gulv, Aiden?” spurgte Jonas nysgerrigt.

,,Stående?” Aiden så overvejende hen over sin skulder. ,,Ikke så mange.”

,,Prøv.”

Rachel havde lyst til at bryde ind, men Aiden ville ikke gøre noget, hvis han mente, at det ville koste ham for dyrt at gøre det. Det stolede hun i hvert fald på, at han ikke ville.

Han tog et enkelt skridt fremad, blot for at træde tilbage og sætte af med samlede ben fra gulvet, svingende sine ben med sig rundt på den dér afslappede, elegante facon. Man kunne dårligt høre hans fødder, når de ramte trægulvet, selv om det var tydeligt, at han havde fart og kraft nok på til det næste spring. Nærmest lydløst gentog han sin flikflak femten gange, inden han var i overhængende fare for at fortsætte ind i endevæggen. Så afsluttede han med en baglæns salto og trak på skuldrene.

De andre luntede ned til den anden ende, hvor han var stoppet, og Rachel huskede at tage hans krykke med sig, bare for en sikkerheds skyld. Først da hun kom nærmere, kunne hun se, hvad Larry allerede måtte have bemærket. Træneren stod allerede nede på gulvet ved siden af Aiden, som lænede vægten væk fra sit venstreben.

Fuck! Bare det nu ikke er alvorligt, tænkte hun nervøst, mens hun satte farten op og bremsede hårdt ned, så hun ikke kolliderede med nogen. Hvorfor skulle han absolut også blære sig?

,,Hvor?” spurgte Larry rutineret, eftersom han var temmelig vant til at tage sig af skader på holdet.

Aiden børstede bekymringen af med en bemærkning om, at det ingenting var. Demonstrativt tog han et par skridt fremad, og selv om han haltede mere end sædvanligt, så blev det gradvist mindre for hvert skridt, med hvilke han kom Rachel i møde. Uden et ord rakte hun ham krykken, og han tog imod den, men uden at benytte sig af den ekstra støtte, idet han gik tilbage mod den anden ende af hallen.

Rachel fulgte med ham, ligesom de andre fra deres gruppe. Undtagen Olivia, som var blevet stående, hvor de efterlod hende. Et lidt for smørret smil spillede om den kønne, mørkhårede piges læber.

,,Hvad skete der?” spurgte Rachel dæmpet Aiden.

,,Jeg landede bare forkert, fordi jeg var så rundtosset,” tilstod han. ,,Det er længe siden, jeg har gjort den slags.”

,,Idiot,” drillede hun og mærkede derefter hans hånd på sin skulder. Nervøst vendte hun sig. ,,Er du sikker på, at det ikke er slemt?”

Hans smil var uendeligt meget blidere, end hun havde forventet, da han gav hendes skulder et lille klem og derefter distancerede sig selv fra hende. Der var noget over Aidens måde at smile på, der gjorde hende helt blød i knæene på en anden måde end Robert. Lige før han sænkede armen, bemærkede hun, hvordan hans hofteben var helt blåt dér, hvor trøjen gled op.

Synet fik hende til at synke en klump.

 

,,Kom ind,” sagde en munter mandestemme på den anden side af den ældgamle trædør.

Rachel skubbede den op med rystende hænder og trådte ind. Kontoret kunne lige så godt have været et bibliotek, for overalt strakte gamle bogreoler i mahogni sig fra gulv til loft, stuvende fulde af bøger og andre mystiske artefakter, hvoraf hun ikke kendte funktionen af dem alle.

Skrivebordet var placeret i modsatte ende af rummet. Væggen bag dette var næsten dækket af billeder af samtlige hold, der nogensinde havde været på skolen siden dens start for efterhånden mange år siden. Zacharias Plikane var ingen gammel mand, men han havde udrettet store ting allerede, og han havde mange år til at fortsætte med dette - heldigvis.

I en højrygget læderstol foran billedvæggen sad skolens rektor med en computer foran sig. Tilsyneladende var han afslappet klædt i en hvid polo, og på næseryggen hvilede et par læsebriller, som han af og til havde benyttet til at læse noget op for eleverne. Han så op, da Rachel lukkede døren efter sig, og han smilede imødekommende som altid.

,,Godmorgen, Rachel,” sagde han venligt.

,,Godmorgen, hr. Plikane,” svarede hun høfligt og kløede sig på armen, mens hun nærmede sig skrivebordet med en knude i maven af nervøsitet.

,,Er du kommet for at klage over morgenmaden?” spurgte han og blinkede til hende, inden han lænede sig tilbage i stolen og klappede sin computer sammen. ,,Det kan jeg desværre ikke hjælpe så meget med.”

,,Maden er lige så god som altid,” forsikrede hun ham, mystificeret.

Zacharias Plikane var et af jordens venligste og rareste mennesker, men han kunne altså godt være temmelig sær. Det havde Dominic også altid sagt.

,,Hvorledes kan jeg så være behjælpelig?” ville han vide.

Hun fik en smule kolde fødder, da hun mødte hans blik. Ikke fordi de venlige øjne med smilerynkerne gjorde hende mere nervøs, men fordi de mindede hende om Aidens lette måde at tage tingene på. Aiden ville slå hende ihjel, hvis han fandt ud af, hvor hun befandt sig - men først efter at have fortalt hende, hvor skuffet han var. Det var jo ikke, fordi han ikke kunne klare sine problemer selv.

Pludselig vidste hun ikke, hvad hun skulle sige, og hun stod bare på gulvet foran skolens forstander og stirrede ned på sine fødder for at undgå øjenkontakt.

,,Jeg kender det udtryk,” sagde han og rejste sig fra sin behageligt udseende stol. ,,Lad mig høre.”

,,Det er bare …” Hun tog en dyb indånding og tvang uroen tilbage. ,,Du bliver nødt til at gøre noget ved drengene på fjerde årgang. Aiden …”

Han gik rundt om sit skrivebord og stillede sig foran hende med hænderne i lommerne på sine lyse jeans.

,,Det har jeg skam også i sinde,” fortalte han hende hverdagsagtigt. ,,For at være ærlig har jeg bare ventet på, at nogen kan fortælle mig, hvad der foregår. Det formoder jeg, at du kan?”

Hun nikkede.

Så fortalte hun ham alt, hvad hun vidste, og hun opdagede undervejs, at hun i grunden ikke havde fået ret meget bekræftet af Aiden, men havde regnet det meste ud selv. Hun fortalte om de blå mærker, om mødet med Robert i klasselokalet, om Roberts reaktion på Aiden fra begyndelsen. Det føltes meget mærkeligt at sidde og fortælle skolens rektor om forholdene mellem eleverne. En følelse af at forråde de andre elever skar i hende, men hun tvang sig selv til at fortsætte, indtil hun var færdig.

Han stillede ikke mange spørgsmål, men sikrede sig alligevel så mange detaljer, som hun var i stand til at give ham. Da hun nåede frem til episoden med mærkerne på halsen, de forvredne led og samtalen med Dominic, nikkede han, som om det var hvad han havde ventet. Dette satte ild til hendes i forvejen korte lunte.

,,Hvis du vidste, at det skete, hvorfor gjorde du så ikke noget?” udbrød hun frustreret.

,,Jeg talte med Dominic,” sagde han og satte sig ned på et trappetrin, der ledte op til den forhøjning, hvor skrivebordet stod. ,,Blå mærker og forskubbede led kan ikke stå alene som beviser, og Aiden nægter kategorisk at fortælle noget. Jeg har ellers udspurgt ham flere gange.”

Hun nikkede. Aiden i en nøddeskal.

,,Hvad synes du, at jeg skal gøre ved det?” spurgte han og strøg en hånd gennem sit gråsprængte mørke hår.

,,Undskyld, hvad?” fløj det ud af hende.

Han slog ud med hænderne. ,,Du kommer og fortæller mig dette af en grund, ikke? Du vil have, at jeg skal gøre et eller andet. Så jeg spørger dig, hvad du synes, at jeg skal gøre.”

Hun skulle til at sige, at hun da var ligeglad, så længe Robert fik en eller anden form for straf for sine gerninger. Så kom hun i tanke om Petes meget velovervejede ord.

,,Vil du have min ærlige mening, rektor?” spurgte hun stille.

,,Ellers havde jeg ikke spurgt,” sagde han alvorligt.

Overvejende en sidste gang, hvad hun skulle sige, tog hun endnu en dyb vejtrækning og bed sig i underlæben. Det var ikke sikkert, at han ville lytte til hende, men det var et forsøg værd.

,,Jeg vil mene, at hvis han skal straffes, så skal han ud herfra,” sagde hun beslutsomt.

Rektor lettede på sin imaginære hat og rejste sig fra trappetrinnet. ,,Jeg taler med lærerne efter morgenmaden, og så træffer vi en beslutning. I mellemtiden vil jeg anbefale, at du lader som ingenting.”

,,Ja,” sagde hun hurtigt og trådte baglæns for så at vende rundt på hælen. ,,Undskyld, at jeg forstyrrede, hr. Plikane.”

,,Det gør ikke spor.” Netop som hun skulle til at gå ud gennem døren igen, stoppede han hende: ,,For resten, Rachel?”

,,Ja?”

,,Det vil være en god idé, hvis du ikke fortæller nogen, hvad jeg har sagt til dig.”

,,Selvfølgelig.”

,,Så smut bare med dig.”

 

Der herskede kaos i engelsktimen, fordi hr. Crow ikke var dukket op. Forsinket gik det op for Rachel hvorfor, men da havde hun allerede tilbudt at løbe op til lærerværelset på anden sal. Tina var gået med, så reelt set behøvede hun kun at indvie sin veninde i, hvad der foregik, når nu hun vidste det. Så kunne de sammen stikke klassekammeraterne en lille hvid løgn.

Netop som hun skulle til at forklare sig, hørte hun fodtrin komme nærmere hen ad gangen fra højre. Pis.

Lettelse skyllede ind over hende, da hun opdagede, at de nytilkomne var Pete og Lee, som havde samme formål som de to piger oprindeligt havde haft. Hr. Tennant var heller ikke dukket op til deres historietime. Foran Lee ville Rachel ikke sige noget, selv om hun var ret sikker på, at han ikke løb med sladder. Det var bare bedst at være på den sikre side med sådan noget.

Fordi ingen af lærerne var tilstede, sluttede Rachel og Tina sig til deres holdkammerater og gik med hen til historielokalet, hvor der var lidt mindre i uorden end engelsklokalet. Fjerdeårseleverne lod til at passe sig selv. Enkelte sad og snakkede i grupper, andre lavede de lektier til timen, de muligvis ikke havde fået ordnet dagen før. Atter andre løb rundt om katederet som aber iført tøj.

,,Aiden, må jeg ikke kopiere dine noter?” spurgte Alexis Baker drillende, idet hun lænede sig hen over dennes skulder for at se ned på papiret.

,,Jo da, meget gerne, Lex,” svarede han sarkastisk, selv om han lo.

Rachel anede slet ikke, at Aiden talte med Alexis Baker, men hun var ikke overrasket over den lethed, hvormed de to konverserede og drillede hinanden. Det lod til, at Aiden kom godt ud af det med alle undtagen Robert, Phil, Dean, Janet og Olivia. Selv Ninnie, som han havde forklaret, at han ikke var forelsket i, ville stadig gerne være venner med ham, og det var afgjort en bonus, for Ninnie kunne være rigtig sød, når det faldt hende ind.

Robert og Philippe var i gang med at lægge arm, tydeligvis i et forsøg på at være macho. Mikey sad ved siden af Aiden og morede sig med at tegne overskæg på en sovende Sebastian, som godt nok rynkede lidt på næsen. Hvordan han kunne sove i tumulten overgik Rachels fatteevne.

Pete gik hen til sin taske og tog et eller andet op, som han rakte til Tina. Storsmilende præsenterede Tina Rachel for en hoppebold i alle regnbuens farver, og Rachel tog den med det samme og gav sig til at kaste den mod gulvet, blot for at gribe den, når den skød opad igen.

,,Vi ses senere,” sagde hun med et energisk smil til sine holdkammerater, inden hun vendte rundt på hælen og satte i løb hen ad gangen med hoppebolden i hånden.

,,Rachel!” råbte Tina overrasket. ,,Hey! Kom med den bold!”

Selv om det jo egentlig var Tinas, så kunne Rachel høre sin bedste veninde være ved at knække sammen af grin, idet hun jagtede hende nedenunder til engelsklokalet. I forhold til de lidt mere disciplinerede fjerdeårselever larmede tredjeårseleverne abnormt meget, og Rachel og Tina stoppede i døren og blev enige om, at de lige så godt kunne være gået i zoologisk have.

De satte sig ned og blev enige om at lave nogle lektier til den følgende dag, så de ikke skulle bekymre sig om det senere. Først da kom Rachel i tanke om, at hun skulle have spurgt Aiden, hvordan man løste en opgave i fysik. Egentlig havde han lovet at hjælpe hende med den, men eftersom de ikke havde haft ret meget tid til at tale sammen ved morgenmaden, var de blevet nødt til at udskyde det til senere. Og ærligt talt så prioriterede hun trods alt sit besøg på rektors kontor højere end en dum fysikopgave.

Hvor lang tid der gik, anede hun ikke, før nogen råbte et eller andet fra trappen. Mest af alt lød det som et arrigt dyr, der samtidig var i brunst, men grundet tredjeårselevernes nysgerrighed kunne hun intet se gennem døren fra sin plads. For ikke at virke alt for ivrig efter at se, hvad der skete, blev hun siddende på sin plads og forsøgte at samle sig om skolearbejdet. Efter et par minutter døde råbene, som var steget i intensitet og kom fra flere mennesker på én gang, hen, og samtaler begyndte at summe i lokalet.

Ikke mange stunder senere trådte hr. Crow ind. Læreren meddelte alvorligt, at Robert Jacobs fra årgangen over dem var blevet bortvist for uacceptabel opførsel. Mange begyndte at hviske sammen i undren, og der blev ikke lavet ret meget i den time, fordi folk undrede sig over, hvordan det kunne lade sig gøre. Hvad der mon var sket. Enkelte var modige nok til at indrømme, at de aldrig havde brudt sig om Robert, og disse høstede dræberblikke fra Olivia, som nærmest skar tænder fra sin plads ved siden af Ninnie.

Inderst inde sendte Rachel en taknemmelig tanke til Zacharias Plikane, som havde lyttet til hende og langt om længe var skredet til handling. Bedre sent end aldrig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...