Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6294Visninger
AA

40. - Juni

Solen skinnede forræderisk ned på Plikanes elever. I dagens anledning var samtlige afgangselever iført skolens T-shirt med forstanderens efternavn trykt på brystet, og den hvide farve skar nærmest i øjnene. Dagen forinden havde de båret kapper og hatte med kvaster, som blev flyttet, da de fik deres eksamensbevis og dermed på skrift blev bekræftet i deres værste mareridt: At de nu skulle forlade skolen nu, og at de aldrig mere skulle sidde foran hr. Crow, hr. Tennant, hr. Berry, fru Caprin, fru Dickey, fru Ramirez og fru Bell og modtage undervisning igen. Kom de på besøg fra nu af, blev det som tilskuere og gode eksempler for skolens fremtidige elever.

Eliteholdet var samlet i et hjørne ude på parkeringspladsen foran skolebygningen. Her stod de med armene omkring hinanden i en cirkel, mens Matt, Eric, Pete, Priscilla og Aimee forklarede dem, hvordan Eliteholdet aldrig helt blev det samme, når elever blev færdige. Næste år var Fiona og de tre førsteårdrenge de eneste, som fortsatte. To tredjedele af holdet var færdige nu, og optagelsesprøverne den tredje juli ville blive benhårde.

Larry havde været forbi tidligere på formiddagen for at ønske sine afgangselever tillykke med, at de nu havde hele fremtiden i egne hænder. Mange vidste, hvad de skulle herfra, både konkret og på et mere abstrakt niveau. De, der ikke havde søgt på college, havde andre planer mere eller mindre fast defineret for den nærmeste eller den fjerneste fremtid.

Rachel så rundt på Eliteholdets ansigter og kneb en tåre som så mange andre. Størstedelen af disse ansigter havde hun set på hver eneste hverdag siden optagelsesprøven for snart fire år siden. Om en lille uges tid ville gryden og Kasernen myldre med håbefulde nye talenter, som skulle overtage deres pladser, men i hjertet vidste disse unge mennesker godt, at de var uerstattelige. Generelt var dette års afgangselever en klasse for sig: Alle var ufatteligt dygtige, selv på de mindre prestigiøse hold. I kredsen her havde de delt blod, sved og tårer, når de til træningerne blev skubbet til grænsen og langt ud af komfortzonen. De havde samlet hinanden op og bygget et stærkt fællesskab som fundamentet for et fantastisk hold.

Og når de gav slip på hinanden igen, var det officielt slut. De blev spredt for alle vinde, især afgangseleverne, og det var tvivlsomt, om de alle nogensinde ville samles igen. Men det ændrede ikke på, at for mange havde de fire skoleår under Zacharias Plikanes tag været den bedste tid i deres liv. De var velforberedte og klar til at gå ud i verden nu som selvstændige unge mennesker med erfaring og værktøjer i rygsækken til at tackle langt de fleste situationer.

Det allerværste var tanken om, at man måske blev glemt af de andre, eller at man selv glemte nogen med tiden. Når man ikke længere hver dag blev mindet om hinanden, så var det svært at sige, hvor længe erindringerne varede. Forhåbentlig evigt, og forhåbentlig ville de kun komme til at gøre ondt et lille stykke tid. Men de ville komme til at gøre ondt, indtil sårene lægedes og folk skabte nye venskaber rundt omkring.

Rektor havde sagt alt dette og noget lignende i sin afskedstale til afgangseleverne. Nu modtog han håndtryk, rosende ord og omfavnelser fra sine tyve afgangselever, mens han tog afsked med et vemodigt smil på læben. Lærerne stod i en række ned mod portene ud til den større parkeringsplads, hvorfra forældre, værger eller søskende til samtlige elever dukkede frem nu, belyst af solen fra oven.

Langsomt skiltes Eliteholdet efter en sidste tæt omfavnelse, hvor de udvekslede tudbrølende kærlighedserklæringer til hinanden og deres trænerteam. De ville aldrig blive glemt - det var et løfte, som alle utvivlsomt ville forsøge at holde.

Rachel fortsatte ind i armene på Simon, som knugede hende tæt ind til sig.

,,Du gjorde, at det her år ikke var et mareridt,” hviskede hun til ham, mens hun viklede armene omkring hans hals.

Han lo. ,,Det ved jeg. Du er nu heller ikke værst selv.”

For den sidste bemærkning gav hun ham et useriøst slag på skulderen, da hun trak sig lidt tilbage og ud af hans favntag.

,,Av,” beklagede han sig useriøst, og hun kom til at smile, selv om tårerne stadig strømmede ned over kinderne på hende.

,,Lov mig, at vi holder kontakten,” sagde hun bestemt og så afventende på ham.

,,Selvfølgelig. Jeg flytter ind til dig i sommerferien,” grinede han. ,,Stol på, at du ikke får ét fredeligt øjeblik til at glemme mig.”

Selv om det blev sagt med et glimt i øjet og temmelig useriøst, så var hun taknemmelig for, at han stadig gerne ville være hendes ven. Måske havde hun været lidt for optaget af sine egne sager de første tre år, men dette år havde Simon været med til at vende hendes humør. Han havde vist sig at være præcis det, hun havde brug for: En ven og intet mere. Lidt som det forhold, hun havde haft til Pete, før han blev træner.

Tingene var lidt mindre naturlige mellem hende og Pete nu, hvor han var færdig på skolen som elev og måtte finde adskillige påskud for at se Tina, så de to også kunne få noget alenetid. Tilbage var der ikke meget overskud til Rachel, og hun havde ellers manglet sin bedste ven, da fjerde år blev skudt i gang. Selv om det ikke var nogen rar tanke, så havde Simon på mange punkter erstattet Pete, og hun var rigtig glad for det, når hun ikke lige fik dårlig samvittighed.

,,Måske får jeg brug for et fredeligt øjeblik af og til.” Hun rakte tunge af ham, og for den kække kommentar høstede hun en svingtur rundt i luften, med ryggen presset ind mod hans overkrop.

,,Du får ikke brug for andet end mig,” drillede han. ,,Vel?”

,,Nej,” hvinede hun. ,,Ikke andet end dig.”

Da han satte hende ned, pustede de begge et øjeblik, mest fordi latteren og Rachels tamme forsøg på at slippe fri havde gjort det sværere for dem begge at trække vejret naturligt og roligt.

,,Jeg kommer til at savne dig,” sagde hun stille og mærkede først nu, hvordan tårerne pressede sig på igen. Simon var den sidste, hun havde ventet at sige farvel til - måske fordi hun ikke havde brugt året på at forberede sig på det …

,,Hey,” sagde han og holdt hende ud fra sig i strakte arme. ,,Jeg er ikke gået endnu, vel? Og jeg har jo sagt, at du ikke slipper for mig.”

Hun smilede gennem sine tårer, da han tørrede dem af hendes kinder.

Det var dog ikke til den store nytte, for ikke så længe efter blev det tid til at tage afsked med Tina, Teresa, Jonas og Pete. Teresa og Jonas havde hun det ikke så hårdt med, for de to havde tilbragt ret meget tid alene de sidste måneder, så gruppen var gledet lidt fra hinanden. Men det var stadig trist at sige farvel til dem.

Hun huskede tydeligt Jonas’ ubehøvlede afbrydelser i løbet af andet skoleår, og hun huskede den måde, Teresa havde indviet hende i al sladder, der var værd at kende til. Det var blevet til utallige aftener foran tv’et i pigernes dormitorium eller udenfor på en lun sommer-, efterårs- eller forårsdag gennem de sidste fire år. Mascara trak striber ned over Teresas kønne ansigt, og disse striber var i næsten samme farve som hendes mørke hår. Jonas tog det lidt mere roligt, men det var helt tydeligt, at han var berørt af situationen.

Pete tog hende i sin favn, kyssede hende i håret og knugede hende ind mod sin brystkasse med så meget styrke, at hun ikke troede, at hun ville komme levende derfra. Selv hvis det havde været sådan, ville hun ikke have haft noget imod det. Han var en af hendes allerførste tætte venner på skolen. Efter den første opvisning havde det været ham, der distraherede hende fra de deprimerende tanker, hun gik med, og det havde virket meget effektivt. Siden da havde han mere eller mindre trukket hende med ind i alt, hvad han foretog sig, og nu skulle hun sige farvel til ham for alvor. For anden gang. Denne gang var hårdere end den første, selv om han forsøgte at opmuntre hende gennem sin egen gråd.

Da det blev tur til at sige farvel til Tina, blev der ikke engang plads til ord. Ingen af de to sagde noget, mens de med armene omkring hinanden græd stille og gennemvædede T-shirt-ærmerne hos hinanden. Tina skulle studere videre i sin hjemstat, og i ferierne skulle hun nok ses med Pete, så Rachel anså ikke chancerne for, at de sås meget i fremtiden, for særlig store. Det gjorde bare alting så meget mere trist, fordi hun selv skulle være i New York, på Columbia sammen med en masse andre unge mennesker, som med tiden ville udviske det forhold, hun havde til eleverne fra denne skole. På det sidste havde de talt om, at deres børn skulle være bedste venner og lege sammen, og at de på længere sigt skulle være naboer og kunne se hinanden over hækken, når de ønskede det.

Men virkeligheden blev nok desværre en anden, måtte Rachel sande. Tina var et fantastisk menneske, som hurtigt ville få nye venner og skabe sig en fremtid sammen med Pete og de nye venskaber. Og så ville Rachel blive glemt og efterladt i New York, hvor hun åbenbart hørte til. Alene mellem alle Manhattans mange andre ensomme mennesker.

,,Du må aldrig glemme mig,” hviskede hun til Tina. ,,Lov mig det.”

,,I lige måde,” hulkede Tina ind mod hendes skulder. ,,Aldrig nogensinde. Vi skal ses så tit, som det bliver muligt. Kom hjem til mig i sommerferien.”

,,Det skal jeg nok,” lovede Rachel.

Efterhånden nåede afgangseleverne til et punkt, hvor de ikke kunne græde mere, og så blev de ført bort af forældre eller søskende eller lignende. Dominic havde meldt sin ankomst, men ventede pænt på at hun fik sagt farvel til sine venner. Det tyndede ud blandt eleverne, da Zacharias Plikane søgte Rachel ud og trak hende til side med et bundt papirer i den ene hånd.

,,Jeg modtog disse i forgårs sammen med en dybfølt undskyldning fra postvæsenet i Erie,” sagde han og rakte hende stakken af papirer, der viste sig at være breve. Der måtte være mindst tredive.

Hun stirrede på bundtet lidt.

,,Jeg er ikke helt …” Ordene blev fanget i munden på hende, da hun kastede et blik på en håndskrift, hun kendte alt for godt.

En håndskrift der fik det til at suge og boble i maven på hende, og en håndskrift der fik hende til at huske opvisningen. Aiden havde skriblet notater nok sammen med hende, til at hun med lethed kunne genkende skrifttypen, der forlod hans hånd, når han skrev. De sorte bogstaver på det hvide brevpapir var umiskendeligt hans. Det øverste brev var adresseret til Rachel Christina Donovan på skolens adresse.

,,Hvordan …?” Ubehaget begyndte at lægge sig omkring skuldrene på hende, og hun fik en dårlig smag i munden, når hun huskede, hvad hun havde sagt.

,,Åbenbart har de været lidt i tvivl om, hvorvidt de skulle sende brevene til dine forældres adresse i New York, eller om du virkelig opholdt dig her. Og så blev brevene ligesom hobet op,” forklarede han. ,,Det er Aidens håndskrift.”

Hun nikkede. ,,Han sagde godt nok, at han havde sendt breve til mig.”

,,Romantisk,” kommenterede han drillende. ,,Nå, Rachel. Hav det godt i fremtiden. Jeg håber meget, at du vil komme og se vores fremtidige opvisninger her.”

,,Selvfølgelig, rektor,” sagde hun hurtigt. ,,Tusind tak for alting.”

,,Selv tak, Rachel.”

Han vendte rundt og gik hen mod Ninnies forældre for at hilse på disse, netop som Dominic kyssede Ninnie i panden til farvel og begav sig over mod Rachel, som stod og stirrede tomt på brevene. Hvis hun stod med dem i hænderne nu, så havde hun ikke haft den mindste smule grund til at opføre sig sådan overfor Aiden. Skammen væltede op gennem hende. Hun havde jo kunnet se på ham, at han ikke løj for hende! Aiden ville aldrig lyve for hende, og nu havde hun vist ham den groveste mistillid. Hun havde skubbet ham fra sig og kun hørt sparsomt fra ham, nu hvor han var tilbage i Staterne.

 ,,Ser man det,” var alt, Dominic sagde, inden han ledte hende ned ad grusvejen til parkeringspladsen på den anden side af portene.

Mens hun gik gennem de flere meter høje metalporte med skolens logo på, så hun sig omkring. Himlen var en rig kornblomstblå, buskenes blade var så grønne som nogensinde, og portenes sorte metal skinnede i sollyset. For sit indre øje kunne hun nærmest se, hvordan de lukkede i bag hende, da hun kom ud på den anden side.

I bilen sagde ingen af de to noget. Dominic syntes fortabt i tanker, og Rachel mistænkte ham for at reflektere over sin egen afsked med stedet. Det gjorde nu ikke hende noget, for så forstyrrede han da heller ikke hendes tanker. Ikke så længe efter faldt hun dog i søvn, og i drømmen ruskede hun i de sorte porte, som var låst med kæder og hundredvis af hængelåse. De gav sig ikke en tomme, og hun blev mere og mere desperat, indtil hun mærkede en hånd på sin skulder. En hånd der trak hende ud af desperationen og ledte hende ind i en blød, drømmeløs søvn, mens dens modpart skrev kilometerlange breve adresseret til hende. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...