Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6286Visninger
AA

14. - Juni

Robert slæbte hendes og sine egne ting væk fra dormitoriernes indgange. Eftersom han ikke måtte sætte en for inden for døren til pigernes område, havde Rachel dog været tvunget til at bære sine tasker udenfor på egen hånd, men derfra havde han overtaget.

Solen strålede fra en klar, blå junihimmel, og enkelte totter af hvidt gled hen over hvælvingen i ny og næ, hjulpet godt på vej af den vind, der føltes som en brise nede på jorden. Nogle af drengene fra Herreholdet råbte til Robert, at han var under tøflen, og han rullede bare med øjnene og lo, når det skete. Rachel var godt klar over, at ingen af dem havde mere magt end den anden i dét forhold, og at hun ville miste ham, hvis hun forsøgte at tage den.

Da de først kom frem til pladsen foran skolebygningen, hvor alle havde smidt deres ting og gik rundt for at sige farvel til klassekammerater, holdkammerater og venner, satte Robert deres ting fra sig på jorden.

,,Jeg finder lige Phil og Dean,” fortalte han Rachel, inden han kyssede hende på kinden og forsvandt ind i vrimlen af mennesker, der klumpede sig sammen på den grusbelagte plads, hvor der var parkerede enkelte biler - sandsynligvis lærernes.

,,Pæn piccolo du har fået dig dér,” kommenterede Tina, som kom gående ind fra sidelinjen, slæbende på sine egne tasker, efterfulgt af Pete, som grinede over hele hovedet. ,,Hvorfor kan alle ikke være lige så meget gentleman som ham?”

Den utilslørede sviner i Tinas spørgsmål fik Pete til - stadig grinende - at træde et skridt tilbage, åbne øjnene vidt op og skubbe underlæben frem.

,,Hvor er du grov!” erklærede Rachel leende til sin veninde, som smed sine ejendele fra sig på jorden ved siden af Rachels og Roberts. ,,Hvad angår dig, så kunne du da godt have hjulpet hende.”

Pete skubbede lidt til sin kuffert og placerede sin enorme sportstaske ved siden af. ,,Jeg er altså ikke et pakæsel, I bare kan udnytte efter behov,” påstod han med påtaget fornærmelse.

,,Er du nu også sikker på det?” spurgte Tina og sendte ham et sidelæns blik, inden hun daskede lidt til hans skulder - en vane Rachel måtte erklære sig skyldig i at have viderebragt til sin veninde.

,,Tænk over det,” sagde Rachel indsmigrende, ,,hvis du nu selv tilbød det, så ville det både gavne dit ry og vi ville ikke have magten over dig.”

,,Det har I tydeligvis heller ikke,” lo han, mens han satte sig ned oven på sin sportstaske. Åbenbart måtte folk komme til ham, hvis de ville tage afsked. ,,Jeg har heller ikke brug for noget ry. Mit omdømme er pletfrit.”

Selv om det måske virkede lidt arrogant, at Pete omtalte sig selv på den måde, så var der ingen af pigerne, der kunne lade være med at grine. Det var sandt, men han fik det til at lyde så komisk, at det lød, som om han tvivlede på det selv. En af Petes mange kvaliteter var, at han altid kunne få dem til at more sig og have det sjovt. Det var nok også i høj grad derfor, alle godt kunne lide ham, og der var meget få, han ikke lod til at bryde sig om.

Desværre, tænkte Rachel ofte, så var Robert nok den ene undtagelse. Af en eller anden grund lod de to ikke til at kunne døje hinanden, til trods for at de havde en del fag sammen. Hvis skolen havde haft behov for én virkelig alfahan, ville slaget nok også have stået imellem de to, men fordi Pete bakkede ud med løftede hænder i en fredelig gestus - billedligt talt - overgik den status nu til Robert.

,,Sidder I her og holder begravelse?” spurgte Jonas kækt, idet han slog sig ned ved siden af Pete oven på sportstasken.

,,Begravelse?” fløj det ud af Tina.

,,Jep,” sagde han selvfølgeligt og foldede hænderne bag nakken, mens han lænede sig bagover, holdt oppe alene ved hjælp af sine mavemuskler. ,,Har du ikke set den gruppe dér, der står og tudbrøler?”

Han pegede, en smule uforskammet, og Rachel fulgte fingerens retning til en gruppe piger fra Petes årgang, som holdt omkring hinanden i en tæt klynge og græd i vilden sky, som om de aldrig nogensinde kom til at se hinanden igen. Hendes mundvige trak opad i et smørret smil.

,,Bare vent, Jonas, det er måske os næste år,” erklærede hun useriøst.

,,Altså teknisk set forlader Pete os jo næste år,” indskød Tina drillende, og Rachel kunne se, at hendes kinder blev en smule røde. ,,Så måske er det ikke urealistisk.”

Dét havde Rachel ikke tænkt på, og tanken gjorde hende ked af det.

,,Fortæl mig, at du dumpede dine prøver i år, så du kan få lov til at gå om.” Hun skubbede til Pete, og han lavede en overdrejet svajende bevægelse.

,,Desværre ikke,” sagde han, uden at lyde den mindste smule ked af det. ,,Helt ærligt. Hvad er det dog for et deprimerende samtaleemne, du finder, Tina?”

,,Det er sandheden,” påpegede Tina, denne gang smilende over hele ansigtet med et djævelsk udtryk i de brune øjne.

,,Jeg forlader jer aldrig,” fremsagde Pete højtideligt og rankede ryggen med ansigtet vendt en anelse mod himlen.

,,Det er godt, Supermand,” kommenterede Jonas, som gav ham et spark bagi.

,,I tre er simpelthen for meget!” mumlede Pete, igen spillende sur, selv om han var en elendig skuespiller. ,,Jeg går bare her over og er glad sammen med Teresa i stedet for.” Han tog et par skridt væk fra dem og slog armene omkring sin kvindelige holdkammerat, som hvinede af overraskelse, fordi hun stod med ryggen til.

,,Pete!” råbte hun og puffede til ham. ,,Hvad tror du egentlig, at du laver?”

,,Siger farvel, søde Teresa,” sagde han med et charmerende smil, og Rachel rystede på hovedet, mens hun vendte sig mod Tina og Jonas igen, lige tidsnok til at se Tina hastigt trække blikket til sig.

,,Hvad skal I lave i ferien?” ville Jonas vide.

,,Ikke noget specielt interessant,” mumlede Tina, inden hun kom i tanke om et eller andet og lyste op. ,,Hey, Rach, er du for resten hjemme om tre ugers tid eller sådan noget?”

,,Jeg skal ikke noget,” grinede Rachel, overrasket over udbruddet. ,,Hvorfor?”

,,Jeg påtænker at tage en tur til storbyen.”

,,Uh! Gør det! Jeg kan vise dig alt, hvad der er værd at se.”

,,Kan jeg så måske overnatte hos dig?”

,,Intet problem!”

De hoppede begge op og ned i iver et øjeblik, inden Jonas med en tør kommentar erklærede, at hans forældre var ankommet. Derpå hankede han op i sig selv, og de tre omfavnede hinanden på skift, med løfter om at tales ved over ferien og måske finde ud af at lave noget sjovt. Siden Jonas boede i Minnesota var der måske ikke de største chancer for, at det blev til virkelighed, men man kunne jo aldrig vide.

Pete havde i hvert fald lovet at komme på besøg, og Rachel havde også overvejet, om hun skulle besøge ham. Så det kunne være rigtig sjovt, hvis de alle fire kunne ses samtidig og lave noget i sommerferien. Men naturligvis skulle Rachel også lige passe det ind med, at Robert havde nævnt, at han ville komme forbi i sommerferien, så de to kunne få lov til at være helt alene for en tid.

Stephanie og Alina kom over for at sige farvel, og Rachel omfavnede dem begge og forsikrede dem om, at de nok skulle få det lige så sjovt næste år som dette. Tinas værelseskammerater kom også forbi for at hilse af, inden de fulgtes med deres forældre ned ad grusstien mod parkeringspladsen uden for portene. Tinas forældre kom til kort efter, og de talte kortvarigt sammen om at lade Tina overnatte et par gange hos Rachel i sommerferien. Til slut omfavnede Rachel sin bedste veninde og hviskede grinende, at de nok skulle finde ud af at ses i ferien.

Tina vinkede efter sig, da hun gik efter sin far, som slæbte tasker og kuffert, og sin mor. Pete vendte tilbage kort efter med flere, som Rachel krammede og grinede med, inden de forlod området. Endnu var der ikke skyggen af hendes forældre at se.

,,Hvad går dét freakshow ud på?” spurgte Pete og pegede med tommelfingeren hen over sin skulder til en gruppe piger, der sukkede dybt og inderligt over et eller andet.

Rachel stillede sig på tæer for at se hen over deres hoveder, og hendes ene mundvig trak opad i et gavtyvesmil, inden hun klappede Pete på armen og rystede på hovedet. ,,Det er bare min kære storebror.”

Han så overrasket fra den høje, slanke mand med samme farvetræk som Rachel selv, og grinede så bredt, som om han fandt de andre pigers ivrige blikke komiske. Deri kunne hun trods alt godt følge ham.

Hun trådte lidt frem og samlede hænderne i en slags rør foran munden: ,,Nick!”

Da Dominic forvirret drejede hovedet i den rigtige retning, vinkede hun ivrigt, og så fik han åbenbart øje på hende. I hvert fald skiftede han kurs, indtil han kunne bryde gennem mængden af afskedstagende elever og stille sig foran hende.

Hun hoppede ham om halsen, og han greb hende midt i luften og svingede hende rundt; det var rimelig heldigt, at Dominic altid havde været en glimrende gymnast, for det var nok dét, der forhindrede ham i at vælte.

,,Halløj, søs,” sagde han ind i hendes øre, mens han gav hende et klem. Så satte han hende ned. ,,Er du klar? Vi skal -” Han afbrød sig selv og så hen mod Pete, inden han sendte Rachel et misbilligende, afventende blik.

Hun lavede et lille hop væk fra ham og slog armene ud mod Pete.

,,Nick, det her er min bedste ven, Pete McGregor,” erklærede hun entusiastisk, inden hendes arme kørte over mod Dominic i stedet. ,,Pete, det her er min storebror, doktor Dominic Donovan.”

,,Halløj,” hilste Pete muntert og rakte en hånd frem. ,,Så du er den berømte Dominic.”

Der var ikke megen almen takt og tone i den frisindede hilsen, og Rachel vidste, at Dominic ville foretrække det på den måde, frem for at blive kaldt ved sin fulde titel. Han var trods alt ung endnu og havde formentlig mere tilfælles med Pete end med nogle af sine kollegaer.

Han sendte hende et skævt, forvirret smil nu, inden han trykkede Petes hånd, fast, men alligevel ikke på nogen dominerende måde. Rachel havde fortalt Pete om sin bror, og om hvordan de havde et ganske normalt søskende forhold. Om hvordan Dominic altid havde været den, der bakkede hende allermest op i forhold til gymnastik, og om hvordan han selv havde gået på skolen i sin tid.

,,Det må jeg indrømme,” grinede han. ,,Nu håber jeg ikke, at hun har været alt for strid de sidste to år.”

,,Ih nej,” sagde Pete og lavede et engleansigt til Rachel, som klaskede til ham. ,,Som du kan se, er hun den blideste engel. Kunne ikke gøre en flue fortræd.”

,,Det har du nemlig ret i!” indskød hun muntert og svang en arm omkring skuldrene på ham.

Dominic vendte øjne og rystede på hovedet. ,,Er du klar til at tage hjemad?”

,,Ikke helt,” grinede hun og fandt Roberts platinblonde hoved i klumpen af elever bestående mest af piger, der omfavnede ham og Philippe. ,,Gå du bare i forvejen. Så kommer jeg lige om to sekunder.”

Dominic nikkede, men hun vidste, at han ville vente på hende alligevel. Så hun måtte forsøge at være lidt diskret, når hun sagde farvel til Robert. I hvert fald indtil hun fik forberedt sin bror og sin familie i det hele taget lidt på det nye forhold.

Pigerne veg nølende til side for hende, så hun kunne komme ind til klumpens centrum, hvor Robert var i færd med at fyre en joke af, som Phil smilede smørret af.

,,Uha, her kommer damen,” kommenterede den bredskuldrede populære fyr, der var Roberts bedste ven.

Rachel sendte ham et sidelæns blik og stak tungen ud, inden hun vendte sig mod Robert, som lod fingrene løbe gennem sit hvidblonde hår.

,,Hvad så?” spurgte han og sendte hende et skævt, charmerende smil.

Hun skævede kort hen over sin skulder mod Pete og Dominic, der stod og talte sammen. De lod til at være godt beskæftiget.

,,Min bror er her for at hente mig,” svarede hun hurtigt Robert. ,,Jeg ville bare sige farvel, inden jeg tager af sted.”

Hun vidste på forhånd, at han ikke ville sætte pris på at blive præsenteret for hendes familie endnu, og at hun ikke havde lyst til at introducere ham, før hun havde fortalt sine forældre og sin bror om deres forhold. Det skulle nok ske i løbet af sommeren, for det var vel begrænset, hvor længe hun kunne holde den slags for sig selv. Særligt hvis de skulle ses over de måneder, hvor de ikke var på skolen.

,,Jamen så ses vi,” sagde han og viklede armene omkring hende, mens han placerede et køligt kys mod hendes varme læber og smilede med tænder, der strålede i solskinnet. ,,Vi må lige snakkes ved.”

Hun var lidt ør i hovedet, da hun - forfulgt af mange onde blikke - vendte rundt for at gå tilbage mod sine ting, sin bedste ven og sin storebror. Pete smilede smørret, men det var der som sådan ikke noget nyt i. Dét, der var anderledes, var, at det gjorde Dominic også, inden han blinkende lavede trutmund ud i luften, og de to knækkede sammen af grin. På nogle områder var Dominic altså stadig et pattebarn, selv om han var otte år ældre end hende.

,,Ih ja, meget morsomt,” mumlede hun og greb fat i sin sportstaske, så ”det stærke køn” kunne få lov til at slæbe den tunge kuffert. ,,Lad os gå.”

Efter et par sekunder lykkedes det de to drenge - Dominic var stadig en dreng i Rachels øjne - at få taget sig nok sammen til ikke at falde om på jorden af grin. I stedet hankede Dominic op i kufferten og rakte Pete hånden til afsked med en bemærkning om, at det var en fornøjelse at træffe ham.

Rachel var faktisk på vej i sin brors fodspor, da Pete rømmede sig hørbart, og hun vendte sig mod ham. Hans krydsede arme og bebrejdende ansigtsudtryk fik hende til at grine og vende rundt på hælen. Ligeglad med sportstaskens ekstra vægt tog hun tilløb og satte af på jorden, så han kunne gribe hende i luften. Og det gjorde han da også, fast og sikkert, så hun ikke faldt ned igen.

,,Vi ses i løbet af ferien,” sagde han skråsikkert. ,,Og få lige Tina med også, ikke? Så slæber jeg Jonas med mig, hvor end vi skal finde ud af at mødes.”

Selv om hun efterhånden havde vænnet sig til det, så imponerede det hende hver gang, hvor meget tid Pete syntes, at han kunne tillade sig at tilbringe sammen med andetårselever. Han var blandt afgangseleverne efter ferien, og i det tilfælde burde han jo hænge ud med dem fra sin egen årgang. Åbenbart havde ingen gidet at fortælle ham den lille detalje, for han lod til at foretrække dem, der var et år yngre end sig selv.

,,Fedt, at du lige kan invitere dig selv, hva’?” drillede hun, idet hun lod sig glide ned på flad fod igen. ,,Men jo. Det skal jeg nok. Skriv til mig.”

,,Uha!” sagde han med påtaget overraskelse. ,,Det tror jeg næppe, at din piccolo vil synes om.”

,,Det bestemmer han heldigvis ikke,” grinede hun, men han ramte et lidt ømt punkt, fordi hun vidste, at han havde ret.

Han klappede hende nedværdigende på hovedet og slikkede hende efterfølgende på kinden. ,,Vi ses, russer.”

Hun tørrede sin kind af og tværede fugtigheden ud på hans T-shirt, inden hun rakte tunge og begyndte at gå efter Dominic, som var nået ned til portene ved parkeringspladsen.

Selvfølgelig nåede hun ikke mere end lige ind i bilen, før han smed den første drillende kommentar om Robert. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...