Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6267Visninger
AA

6. - Juni

,,Du er så sej, Rach!” grinede Tina, idet de sammen slæbte deres kufferter efter sig væk fra pigernes dormitorium.

Vejret var karakteristisk for sidst i juni måned: varmt og rart, men fordi de også befandt sig nordligt og i nærheden af vand en smule blæsende. Dagen forinden havde de to og en gruppe af skolens andre elever været på en selvarrangeret udflugt til søen Erie lige i nærheden. Det havde taget dem noget tid at finde en bus, der kunne transportere dem, men så var de kommet af sted, og det havde været en dag med massevis af latter og sjov, som Rachel sent ville glemme.

Jo længere fra opvisningen i april de var kommet, jo mindre havde hun længtes hjem, og jo mindre svigtet havde hun følt sig. Hendes forældre ville komme og se hende næste år - og hun havde jo selv bedt dem om at blive væk - og Dominics opgave havde handlet om liv eller død. En dum gymnastikopvisning på en kostskole skulle næppe vurderes over et andet menneskes liv, selv hvis hun ikke kendte vedkommende.

Hun og Tina var blevet endnu bedre veninder end før, og sammen med Pete havde de tilbragt en masse tid med at blive bedre gymnaster, så de ikke startede helt forfra efter sommerferien, men i det mindste kunne starte på et lidt højere niveau end ved dette års begyndelse - de glemte jo højest sandsynligt nogle af tingene. Pete havde vist sig at være interessant selskab, som åbenbart ikke havde noget imod at hænge ud med to piger fra første årgang. Han slæbte sågar gerne sine venner med hen for at spise frokost med dem, væk fra deres sædvanlige gruppe.

,,Hold nu op, Tina,” mumlede hun forlegent og børstede en tot hår ud af øjnene.

For én gangs skyld kunne hun have løst hår, og først nu opdagede hun, hvor langt det var blevet, og hvor spaltede spidserne var blevet. Et helt år uden at blive klippet, og et helt år med hestehale eller fletning havde gjort det nærmest umuligt at tænke på ting som frisure eller hårets sundhed. Det skulle bare være praktisk i forhold til at dyrke sport, og så fungerede det bedst at have det væk fra ansigtet.

,,At score topkarakter i samtlige eksaminer og stadig være lige så god til sport, som du er, burde faktisk være en forbrydelse,” reflekterede den brunøjede af de to piger. ,,Du er ikke helt normal.”

,,Vel er jeg da så,” protesterede Rachel med røde kinder og så sig omkring.

De var kommet til parkeringspladsen inden for skolens porte, lige foran skolebygningen. Her myldrede det med elever og forældre og lærere og søskende, som var der for enten at hilse af eller hilse på, eller sågar at udbryde varme ”på gensyn” til eleverne.

Pigerne havde taget afsked med hinanden inden for dormitoriets vægge, så der ikke ville blive dobbelt så meget kaos udenfor, så nu manglede de kun at sige farvel til drengene. Og det blev ikke så svært for Rachels vedkommende. Hun havde måske tre eller fire, som hun godt kunne tænke sig at minde om, at de jo sås efter sommerferien, men ellers betød det ikke så meget for hende.

Alligevel fulgte hun med hen til det sted, hvor samtlige ti af Eliteholdets andre gymnaster - altså, alle undtagen hende og Tina - stod samlet i en rundkreds med armene omkring hinanden. De to sluttede sig til kredsen og tog del i afskedskærligheden. Afgangseleverne havde tårer strømmende ned over kinderne og erklærede, at holdet var det mest fantastiske, de kendte til ved skolen, og de formanede de øvrige af deres holdkammerater om at passe godt på hinanden og nyde hvert sekund.

Da cirklen blev brudt, fandt Rachel de tre drenge, hun ville sige farvel til som førsteprioritet: Pete, Jonas Bradford og Lee Hoang. Jonas og Lee var begge på Eliteholdet, og de var nogle af Petes bedste venner fra henholdsvis anden og første årgang. De havde talt meget sammen på det sidste, og Rachel ville blive meget ked af det, hvis de ikke kom til at tale mere sammen de følgende to til tre år.

,,Jeg ringer til dig i ferien,” påstod Pete stædigt, og hun grinede, idet hun gav ham sit telefonnummer. Det havde der jo ikke været behov for før, men det syntes nødvendigt nu.

Derefter omfavnede hun Tina, som havde spottet sine forældre, og lovede, at de selvfølgelig skulle finde ud af, om de kunne ses i feriens løb. Og hvis ikke, så måtte de undvære hinanden i de uger, ferien varede. Det burde de lige kunne overkomme.

Selv om hun ikke havde været specielt lykkelig for sit første år på skolen, så kunne Rachel alligevel ikke lade være med at være lidt sørgmodig, idet hun kastede et blik tilbage over sin skulder mod uret på skolebygningen. Trods alt havde hun fået venner - rigtige venner - og var blevet bedre til gymnastik, og hun havde klaret skolen ved siden af.

Men nu glædede hun sig også til at komme hjem til sine forældre og sin fødeby. Så da hun gik ud gennem de høje, elegante porte og fik øje på sin mor og far, brød et bredt smil frem på hendes læber, og hun hankede op i sin kuffert og satte i løb så hurtigt, hun kunne.

Kufferten stillede hun fra sig på jorden uden at sige noget, og hun fløj sine forældre om halsen - begge samtidig - mens tårerne fik frit spil. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...