Bag Akademiets Porte

Mange drømmer om at kommer ind på Zacharias Plikanes akademi for gymnaster, men hvert år bliver kun tyve nye optaget og fordelt på skolens i alt fem hold. Rachel Donovan følger i sin storebrors fodspor, da hun som fjortenårig beslutter sig for at tage til optagelsesprøve på kostskolen, og da hun som femtenårig starter der på sin første skoledag i high school. Som enhver anden teeanger oplever hun på skolen både opture og nederlag, sorg og kærlighed, og det bliver ikke bedre, da en mærkelig dreng forstyrrer dagsordenen under hendes tredje år.

33Likes
73Kommentarer
6269Visninger
AA

2. - Juli

Det var den tredje juli, dagen før dagen, hvor uafhængighedserklæringen blev underskrevet nogle få århundreder tilbage. Den følgende dag ville der landet over blive holdt fest, affyret fyrværkeri og være god stemning.

Også i familien Donovan, hvis ellers det gik godt for Rachel. Den knapt syv timer lange køretur fra Manhattan i staten New York til Erie i staten Pennsylvania var startet tidligt om morgenen, så hun havde god tid til at varme op og blive helt klar. Undervejs havde hun sikret sig om og om igen, at der ikke var ét eneste trin i serien, hun ikke kunne huske, og at hun kunne gennemføre samtlige spring uden at det blev et sats.

Da hendes far parkerede bilen, sendte hun en besked til sin storebror, Dominic, som fortalte ham, at de var ankommet, og at hun virkelig havde tænkt sig at gennemføre det. Han skrev tilbage med det samme, at det glædede ham. Mens hun var i Pennsylvania med deres forældre, var han nemlig på tur med nogle af sine venner fra universitetet og kunne derfor ikke være der. Rachel kunne ellers godt have brugt sin storebrors opbakning - han havde trods alt prøvet det før og var blevet accepteret.

Nu måtte hun klare sig uden, og det gjorde hende mere end almindeligt nervøs. Hun havde aldrig været den frembrusende type, og selv om hun godt vidste, at hun var god, så var hun sikker på, at der var mange her, som var bedre end hende. Heldigvis fik hun ikke mulighed for at se det, fordi man blev evalueret hver for sig.

,,Det skal nok gå, Rach,” sagde hendes far opmuntrende, og hendes mor klappede hende let på skulderen, mens de gik fra parkeringspladsen og ind gennem portene til den enorme bygning, der udgjorde Zacharias Plikanes akademi.

Det vrimlede med piger og drenge på Rachels alder, som alle havde medbragt deres forældre, og det var en beroligende tanke, at hun ikke var alene om sine nerver. I hvert fald så det ikke sådan ud, da hun gik forbi en pige med kort, brunt hår, som sad og tørrede sine øjne og sagde, at hun ikke turde alligevel. Et par forældre fortalte pigen, at det nok skulle gå, og at hun jo altid kunne takke nej, hvis hun først kom ind.

,,Er du sikker på, at du vil det her, skat?” hørte Rachel sin mor sige, sådan lidt fjernt, eller måske var det bare på grund af nerverne, at det lød fjernt.

,,Helt sikker,” svarede Rachel. ,,Det værste, der kan ske, er jo, at jeg ikke kommer ind.”

Det kunne de selvfølgelig kun give hende ret i.

Nysgerrigt lod hun blikket vandre over området. Det var enormt, som et gammelt slot. Der var græsplæner over det hele, og i hjørnet mod nordøst kunne hun se udendørs springfaciliteter. Lige fremme, hvor stien ledte til, holdt flere biler på en mindre parkeringsplads, og disses moderne design stod i stærk kontrast til en høj, gammeldags bygning i lysebrune sten. Bygningen havde i hvert fald seks etager og muligvis en kælder. Fra dens udgange løb overdækkede gange til højre og venstre, og op ad søjlerne, som holdt overdækningerne snoede der sig slyngplanter med blomster, som stod i fuld flor. Et sted mellem fjerde og femte sal i bygningen var der på ydersiden placeret et enormt ur med gamle romertal og visere, der så nærmest gotiske ud. Det lignede ikke noget af det, hun kunne forvente at se hjemme i New York.

Fra hovedbygningen ledte to af de overdækkede gange hen over græsplænerne mod vest til to andre bygninger, som hun ikke anede hvad var. Disse så mindre pompøse ud, men de var holdt i samme byggestil som hovedbygningen, og hver af de to var i mindst tre plan, men det var lidt svært at se, fordi den ene bygning lå nærmere end den anden, og solen skinnede skarpt ned på de glaserede sorte tagsten.

På modsatte side af hovedbygningen, mod øst, lå endnu en bygning, der var mindre og mere simpel i stilen. Et skilt med en eller anden form for skrift hang over døren, men Rachel var endnu for langt derfra til at kunne afkode skriftens betydning.

Familien Donovan - minus Dominic - henvendte sig ved et bord, der var sat op i en gryde i græsplænen. Her sad to unge mennesker - en dreng og en pige - og fortalte om stedet og ledte vildfarne på vej. Begge var iført hvide T-shirts med kongeblå ærmer og teksten PLIKANE skrevet hen over brystet. I øvrigt var der flere rundt omkring, som bar samme T-shirts, og disse stod ofte med kort eller skilte og var konstant omringet af mennesker, som var nysgerrige.

Rachel smilede nervøst, da det blev hendes tur til at melde sig til pigen ved bordet. Hun havde langt, rødt hår, som var svunget op i en hestehale. Selv om pigen smilede, hjalp det ikke meget på usikkerheden i den fjortenårige pige, som stod på den anden side af bordet mellem sine forældre og meddelte sit navn.

,,Halløj, Rachel,” hilste den rødhårede pige muntert og gav hende et stempel på hånden. ,,Er du nervøs?”

Rachel kunne ikke engang svare med ord, så hun nikkede bare.

,,Det var jeg også, dengang jeg var til udtagelse. Og Justin her havde det på samme måde.” Pigen gav sin partner en albue i siden, og drengen - Justin - vendte sig kort fra dem, han var ved at forklare noget, for at sende hende et drillende smil.

,,Det er pænt af jer, at I har taget tid ud af jeres sommerferie til at sidde her hele dagen,” kommenterede Callie Donovan, Rachels mor.

Pigen grinede.

,,Jeg har gået her i tre år. Næste år bliver mit sidste, og jeg er ærligt talt ikke så glad for den tanke. Skolen bliver hurtigt éns andet hjem, og man savner den, når man har ferie, hvor dumt det end lyder,” forklarede hun venligt og vendte sig så halvt for at pege mod den mindre bygning med skriften over døren. ,,Hvis I bare går op til Kasernen, vil I møde min holdkammerat Gwen. Hun vil vise jer, hvor I skal gå hen derfra.”

,,Tak,” mumlede Rachel i kor med sine forældre, og de bevægede sig væk fra bordet i gryden og op ad skråningen mod bygningen, pigen havde kaldt Kasernen. ,,Tror I, at jeg kan klare det?” ville Rachel vide.

Det var egentlig et dumt spørgsmål, for selvfølgelig troede de det. Eller det sagde de i hvert fald. Som forældre til en stille pige, som aldrig rigtig havde haft en stor vennekreds, havde hendes forældre vænnet sig til at opmuntre hende på alle tænkelige måder. Uanset hvor dumt et spørgsmål, hun stillede dem.

Og de skyndte sig da også at forsikre hende, at hun slet ikke skulle være nervøs, og at det nok skulle gå fint. Hvorfor skulle hun have mindre chance for at komme ind end alle andre?

Fordi der kun er firs ud af mere end fem tusind, der får adgang, tænkte hun mørkt for sig selv og ønskede sig kortvarigt tilbage til Manhattan, hvor hun havde siddet dagen før på sin bedste veninde Marys værelse og snakket om optagelsesprøven.

Ved Kasernen var der mange flere mennesker, end Rachel lige havde regnet med på afstand. Folk stod i en pæn kø for at komme indenfor, og med omkring to minutters mellemrum kom der piger og drenge på hendes egen alder ud i solskinnet. En pige med langt, blond hår, der var samlet i en løs fletning ned over skulderen, kom hen til dem og lagde hovedet på skrå.

,,Må jeg se dit stempel?” spurgte hun med et varmt, imødekommende smil.

Rachel viste hende sin hånd, og pigen nikkede anerkendende.

,,Hvad er dit nummer?”

Rachel forsøgte at huske nummeret, der havde stået på brevet, men hendes far var mere vant til tal og huskede åbenbart bedre, for han udbrød:

,,2137,” med at skævt smil.

Pigen så sig omkring, konfronterede sit armbåndsur med en rynke mellem brynene. Så sukkede hun og kiggede hen over køen ved at stille sig på tæer.

,,Det her kan I ikke vente på,” sagde hun mildt. ,,Du har plads i hallen om et kvarter, og den her kø rykker sig ikke så hurtigt, som jeg kunne have ønsket det.”

,,Har de fået mere tid til at varme op i år?” spurgte Rachels mor overrasket, og pigen, som med garanti var Gwen, nikkede ivrigt.

,,Ja. Elevrådet blev enige om, at halvanden time til at teste alt igennem og blive varm var lige lidt nok. Særligt fordi hver kun har musikken for sig selv i ti minutter,” lød forklaringen. ,,I har måske været her før?”

,,Vores søn gik ud for et par år siden,” svarede Callie friskt pigen, som begyndte at lede dem fremad, forbi køen og hen mod indgangen til Kasernen.

Det var netop dét, der stod hen over døren med gotiske bogstaver, konstaterede Rachel, mens hun fulgte med pigen forbi rækken og ind. Gulvet var i slebet sten, så det var helt fladt, men lignede almindelige kampesten, som var skåret fladt over og omringet af cement. På begge sider af en lang gang var der døre, nogle med skilte som KONTROLRUM og OMKLÆDNING HERRER, andre med større inskriptioner i selve materialet, døren var lavet af HAL 1 eller HAL 2 eller HAL 3 eller HAL 4. Bag sidstnævnte dør viste det sig, at der var en ganske almindelig hal, men uden alle markeringerne i gulvet, fordi disse haller ikke blev brugt til boldspil, og der derfor ikke var behov for streger.

Flere børn på Rachels alder var enten i gang med at varme op eller gennemgå deres program, og Rachel sank en klump, idet hun fulgte sin eskorte til et ledigt hjørne, hvor hun fik at vide, at hun kunne starte med at varme op, og efter en time og et kvarter ville hun have krav på musikken, hvis alt forløb som planlagt, hvad det så ud til, at det gjorde.

Der var stillet måtter og baner op i den ene ende af hallen, hvis man skulle få brug for den slags, og der var lagt et springgulv ud i midten, hvor en pige i øjeblikket var i gang med at gøre sig selv godt og grundigt rundtosset ved at lave flikflak på flikflak på flikflak hele vejen rundt på det firkantede gulv.

Pigen, som havde ledt dem ind i hallen, tog hendes forældre med sig, da hun gik, og Rachel vidste, at hun ikke ville se dem før efter prøven. Fra nu af var hun alene, og det var en skræmmende tanke, uanset hvor forsikrende Dominic havde været, da han sagde, at hun nok skulle klare det. Det kunne han sagtens sige fra sin nuværende placering i Miami, hvor han var på ferie. Det var ikke helt så nemt at være rolig, som det så ud til.

Rachel fandt, at en time og et kvarter var lang tid at varme op i, så hun brugte et stykke tid på at betragte konkurrencen. Mange var rigtig gode, men hun anede jo ikke, hvordan de klarede sig til deres prøver, som de blev hentet ind til én efter én af eksisterende elever i hvide T-shirts med blå ærmer. Musikken til programmet spillede igen og igen, men en forskellig tog plads umiddelbart foran den hele tiden, efterhånden som de skiftedes.

Efterhånden gik hun i gang. Først strakte hun ud og sikrede sig, at hun var smidig nok uden at have ondt nogle steder. Så løb hun frem og tilbage, lavede styrketræning, hoppede nogle minutter, lavede lidt mere styrke for en sikkerheds skyld og begyndte så at gennemgå sit program i hovedet, i større og større og mere og mere komplette bevægelser, efterhånden som opvarmningen skred frem. Det var et held, at al musikken var ens, for så kunne hun følge takterne, og hun var lykkelig for, at hun intet havde glemt, da hun første gang havde færdiggjort sit program. Endelig kom hun til springdelen første gang og gik hen til en fiberbane for at øve sig i tumbling. Det gik fint, så hun testede sine trampolinspring for en sikkerheds skyld.

Pludselig blev hendes navn kaldt, og hun tog plads foran musikken og knoklede på i de ti minutter, hvor det var hendes tur i rampelyset. Så var hun færdig, og en af eleverne kom for at lede hende ind i Hal 2, hvor der foran musikken var sat et dommerpanel frem. En pige kom ud med rystende ben og et skuffet udtryk i ansigtet, og Rachel vidste med det samme, at den anden pige ikke havde klaret det. Det hjalp ikke på hendes nerver.

,,Held og lykke,” sagde eleven, som havde fulgt hende ind i den anden hal, inden han forlod hende med det store dommerpanel bestående af flere forskellige grupper, nogle større end andre.

,,Rachel Donovan,” præsenterede hun sig selv, sådan som Dominic havde lært hende det, og hun koncentrerede sig om at gå meget pænt og meget yndefuldt, idet hun siddende tog plads midt på gulvet og ventede på musikken.

Da den kom, førte hun forsigtigt sin ene fod i en halvcirkel omkring den anden og skiftede så over, så det blev den anden fod. Hun rullede op at stå og gav sig til at udføre kombinationen af rytmiske trin som piruetter og pivoter og spring som spagatspring, splitspring, flikflak og kraftspring.

På et tidspunkt syntes hun næsten, at hun kunne mærke, at hun landede forkert på den ene hånd, men hun tvang sig selv til at fortsætte videre rundt i en vejrmølle, der kørte videre over i en flikflak med tilhørende baglæns salto på springgulvet, der var lagt ud i hele hallen. Hjertet hamrede i halsen på hende, og hun var forpustet som aldrig før, da hun til sidst sluttede af med endnu et splitspring, som hun landede, inden hun flydende strakte det ene ben bagud og holdt en balancestilling et øjeblik, inden hun trak benet ned og op langs siden i stedet, indtil det hvilede parallelt med hendes krop, og hun uden problemer kunne vikle sin arm omkring, hvis hun ville det.

Musikken døde hen, og hun nejede kort for dommerne, som bad hende vente. I midten sad forstanderen, Zacharias Plikane, med et uudgrundeligt udtryk i ansigtet, et smil som Dominic havde fortalt hende at ingen kunne regne ud. Hun forstod først nu, hvad han havde ment med det.

De andre dommere diskuterede indbyrdes, og de gik fra bord til bord for at dele meningerne med hinanden. I det hele taget virkede stemningen mellem dem en anelse ophidset, og Rachel var mere end bange for, at hun ville få et afslag. Hun ville blive nødt til at tage tilbage til New York og begynde high school samme sted som de fleste af dem, hun tidligere havde gået i skole med, og som hun ikke brød sig så meget om, fordi de kaldte hende ting. Hun ville blive nødt til at indse, at hun var en fiasko.

,,Vi er klar, rektor,” informerede en yngre mand med lysebrunt hår og brede skuldre, som åbenbart talte på vegne af de andre grupper også og ikke kun sin egen. ,,Hvad siger du?”

Zacharias Plikanes ansigt afslørede intet, men smilet var blegnet, da Rachel løftede blikket for at se på manden, som måtte være på hendes forældres alder eller en smule ældre. Han havde mørkt hår med grå stænk og en kæbelinje, der var kraftigt understreget af mørke skægstubbe mod en gyldenbrun hud.

,,Er du nervøs, Rachel?” spurgte han i en venlig tone, idet han rejste sig, og hun stirrede forbløffet på ham.

,,Døende,” svarede hun stakåndet og så ned i gulvet af skam.

,,Godt,” erklærede han og så tilfreds ud, da hun sled blikket op på hans ansigt igen. ,,Men unødvendigt. Det er egentlig et princip, at vi ikke tillader søskendepar at gå her. Men siden din bror jo gik ud for nogle år siden efterhånden, kan jeg ikke se, hvorfor du ikke skulle have en plads.”

Dominic var en fremragende gymnast, nåede Rachel lige at tænke, inden det gik op for hende, hvad rektoren sagde. Betød det, at hun kunne gå der? Hendes hjerte sprang et slag over, mens hun ventede. Der var dødsens stille i hallen.

Nogen burde sige noget, syntes hun, og først lidt forsinket gik det op for hende, at denne ”nogen” var hende selv.

,,Tak, hr.,” sagde hun ydmygt og skulle lige til at neje igen, men tog sig så i det i sidste øjeblik.

,,Det var så lidt, Rachel,” sagde han venligt og rakte højre hånd frem, mens han smilede bredt. ,,Velkommen ombord.”

Hun trykkede forsigtigt hånden.

,,Tusind, tusind tak.”

,,Lad os se, hvilket hold, du skal på, skal vi?” foreslog han og vendte sig ud mod de resterende dommere.

Rachel tog dem i betragtning med lettere sammenknebne øjne. I realiteten var der en chance for, at hun ikke var helt med endnu, for tænk nu hvis ingen af trænerne i virkeligheden ønskede at undervise hende. Det ville bare være pinligt, hvis hun ikke kom ind alligevel, fordi de ikke syntes, at hun var god nok til deres hold.

Fra Dominic vidste hun, at der var fem forskellige hold; Eliteholdet, skolens absolut bedste gymnaster; E-Dance, eller Elite Dance, skolens primært danseorienterede hold, som dog inddrog enhver form for rytme, de fandt mulig; High Jump, springholdet, hvor der var fokus på brugen af redskaber og kraft til at svinge kroppen rundt i ellers usandsynligt komplicerede spring; Herreholdet, et rent drengehold med både spring og rytme; og Pigeholdet, det hold, Rachel regnede med at komme på, et hold udelukkende med piger, som både blev undervist i at være yndefulde og smidige i deres rytmik og kaste sig rundt flere meter over jorden efter afsæt i en trampolin.

Uanset hvilket hold, hun kom på, ville hun være lykkelig, for så længe hun var med, kunne hun ikke forestille sig en bedre fremtid for de næste fire år. Med en voldsom trang til at tisse i bukserne slog hun blikket ned og koncentrerede sig om ikke at hyperventilere. Hvorfor var de så længe om at komme med den afsløring?

,,Larry, hvad er I kommet frem til?” udspurgte Zacharias Plikane en af dommerne, og Rachel løftede igen blikket, lidt for nysgerrig til ikke at kigge.

,,Vi synes, at Rachel skal have lov til at udfolde sig fysisk,” sagde manden fra før, mens han krydsede armene bag hovedet og tippede sin stol en anelse bagover. ,,Der hersker bred enighed om, at hun utvivlsomt ville få mest udfordring ud af E-Dance.”

Rachel var lige ved at sukke. Af samtlige fem hold var E-Dance det, hun allermindst ville på. Rytmik var egentlig ikke det, hun brød sig allermest om ved gymnastik, og derfor var hun trods alt en smule skuffet over dommernes beslutning. Manden - Larry - var imidlertid ikke helt færdig, for han fortsatte ufortrødent:

,,Men vi synes alligevel, at du hører til på Eliteholdet, Rachel, hvis du har lyst.”

Dén skulle hun lige sluge. Dominic havde fortalt hende, at alle andre var misundelige på dem, som var på Eliteholdet, inklusiv ham selv, som havde været på Herreholdet og meget beundret herfor. Ville han hade hende, hvis hun valgte Eliteholdet?

Nej, det ville han ikke, konkluderede hun efter et øjebliks eftertænksomhed. Han ville være stolt, for det var den slags storebror, Dominic i virkeligheden var, selv om han selvfølgelig var en drengerøv som så mange andre på sin alder. Derfor nikkede hun ivrigt og skyndte sig at takke ja til tilbuddet, og Zacharias Plikane ledte hende hen til døren.

Sommerfuglene var stadig ikke ude af hendes mave, da hun storsmilende gav ham hånden og sprintede hen ad gangen - forbi de mange mennesker i kø - for at finde sine forældre udenfor og dele de glædelige nyheder med dem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...